Når man sådan drager på ferie i en (lejet) campinvogn, skal man naturligvis ha’ lidt læsestof med til forteltet.
Jeg havde til vores lille oddysé på Djursland medbragt “Når klovnen græder”, som er en rockroman skrevet af den tidligere Ozonguitarist Karl Pedersen. Foruden bogen får man også en CD med 10 numre, som knytter sig til handlingen i bogen - her er nye instrumentale numre og et par stykker fra bandet Pocobell, som består af Karl Pedersen og Lassen Stefansen.
“Når klovnen græder” bringer læseren med ind bag kulisserne i rockbranchen. Ind bag scenetæppet, hvor musikken, venskaberne, kærligheden og drømmene lever. At Karl P. er guitarist skinner tydeligt igennem, når han med indlevelse skriver om instrumentet i samme følelsesmæssige leje, som når han skriver om kærligheden til kvinder.
I bogen følger man en 10-årig purks liv fra de første spæde toner slås an på guitaren, til han ender i et verdensberømt rockband. Vi kommer med i turbussen op gennem Norge og Sverige og med ind på små og store spillesteder. Gode venner må droppes i den uafvendelige jagt på hittet og den store berømmelse, som da den indfinder sig måske alligevel ikke var, hvad han ønskede sig. Prisen på vej mod toppen har været høj - og undervejs blev også den eneste ene kastet af i svinget.
Har man hang til rock’n roll er det en interessant bog at læse - ikke mindst når man undervejs kan finde ting fra det virkelige liv, som har inspireret Karl Pedersen. Det lille band Smalltown Ramblers har en slående lighed med showbandet Ozon og en af gruppens guitarister, David, fremstår nærmest som en klon mellem Lassen Stefansen (Blackbirds) og Lars Lilholt, når man læser om opvæksten og de musikalske rødder i det himmerlandske.
“Når klovnen græder” kan købes direkte fra forlaget via denne hjemmeside, som også byder på mere info om projektet: www.cantalibris.dk
Efter en heftig afslutningsperiode efterfulgt af en uges campingferie på Djursland er den ydmyge blogger atter på plads ved tasterne. Der er en del, der skal følges op på, som er blevet forsømt. Blandt andet skal jeg have opdateret "Ugens foto", hvor der skam er blevet fotograferet - der har dog ikke været tid til at redigere og lægge ud på siden. Men det kommer.
En herlig uge på Djursland bød på mange gode oplevelser, blandt mange andre dette herlige skilt, som vi fandt udenfor en restaurant i Ebeltoft.
Selv om arbejdet har krævet en del i den seneste tid, hvilket har medført lidt mindre aktivitet på bloggen, så skal jeg da ikke forbigå min blogs 3 års fødselsdag i stilhed.
I dag er det nemlig præcis 3 år siden, de første ord og billeder kom på bloggen. I øvrigt med en lille omtale af lejrskolen "Over Koen" ved Hvalpsund, hvor min efterskole hvert år er på afslutningstur.
Og meget passende hopper jeg også på cyklen i morgen for at køre ud til et par intense og hyggelige dage, inden det så er tid til rengøring og det sidste farvel på efterskolen, som finder sted på lørdag. Men den tid den sorg, om man så må sige - nu gælder det først Fårup Sommerland i dag og så altså Over Koen tirsdag til torsdag, hvor fællesskabstuben skal vrides for det aller- allersidste.
Og bloggen, ja den fortsætter skam også ind i sit fjerde år. Tak til jer, der kigger med og sender en sød kommentart i ny og næ - det gør det hele sjovt.
Skandivavisk Dyrepark på Djursland har lagt motiv til denne uges foto. Billedet stammer fra parkens isbjørneanlæg, hvor der sandt at sige ikke er meget is - derimod er der masser af græs og masser af vand og sten.
Billedet er taget med mit digitale spejlrefleksmaera med en god telezoom. Vejret var gråt og trist, så jeg indstillede hvidbalancen efter disse forhold, hvilket giver lidt bedre farver end hvis jeg havde ladet automatikken råde.
På vores lille oddysé til København for nylig var vi bl.a. på en times kanalrundfart, hvilket førte til lidt snak om de lokaliteter, hvor Olsen Banden er optaget. Vi besøgte desuden min niece i Valby, hvor hun fra sit køkkenvindue har udsigt ned til Nordisk Film.
Her i familien er det især mig og Thomas, som er vilde med de gamle Olsen Banden film. Vi har set dem alle op til flere gange, og det var ganske sjovt at se Langebro, udenrigsministeriet, Børsen og mange andre af de københavnske lokaliteter, hvor filmene er optaget. Vi talte faktisk om, at man burde lave kanalrundfarter eller byture, hvor temaet var Olsen Banden - ideen er hermed givet videre.
Herhjemme har vi en boks med alle filmene - og på DVD kan man bl.a. aktivere en funktion, som sætter tekst på ved en række af de lokaliteter, der er i filmen. Min nysgerrighed sendte mig også på nettet, hvor jeg fandt denne ganske fantastiske side, hvor der er gjort et kæmpe arbejde for at fotografere mange filmlokationer, som de ser ud i dag og ydermere med henvisning til, hvor og hvornår de optræder i filmene...Billederne her til venstre er fra film nummer 12 "Olsen Bandens Flugt Over Plankeværket" og viser en scene fra Strøget i København dengang og nu.
Olsen Banden var i sin tid meget populære i Østtyskland, hvor de danske film var tilladt, velsagtens fordi de i bund og grund handlede om den lille mands kamp mod det store kapitalistiske system. De mange tyske fans har holdt ved, og hjemmesiden er også lavet af en tysker, Holger Bohn. Den er absolut et kig værd, hvis man da er lidt nørdet med danske film og specielt med Olsen Banden.
I forrige weekend drog hele familien til København, hvor Idrættens Hus i Brøndby dannede base for vores aktiviteter.
Lørdag kørte vi gennem det centrale København og videre til Østerbro, hvor vi havde billetter til Parken - det danske fodboldlandshold spillede sidste opvarmningskamp forud for EM. Australien var modstanderen denne lørdag. Kampen som sådan blev en lidt tam affære, men vi fik dog en dansk sejr på 2-0 og kunne konstatere, at Stephan Andersen ikke er nogen dårlig erstatning for skadede Thomas Sørensen. Eller nød vi stemningen i det flotte nationalstadion, hvor vi også fik set et kæmpe-tifo med en dansk fodboldviking, som er klar til at gå i leding mod øst, som det vist hed om vore forfædres togter.
Søndag formiddag var der kulturtur til Arken i Ishøj - dette muesum for moderne kunst er måske mest kendt for sin første direktør, som øjensynligt fik stillingen via sminkede papirer! Museet har dog meget at byde på, såvel i den faste samling som i de skiftende udstillinger - p.t. med en række af Hendes Majestæt Dronning Margethe II’s forskellige værker - heriblandt decoupager, som er brugt i eventyrfilmen om De Vilde Svaner, bygget over H. C. Andersens eventyr. Vi prøvede også os at byde ind med lidt kunst, da vi placerede vores sko på en trappe og gik lidt væk - og jo, der var gæster, som hoppede på den...
Fra Arken kørte vi til centrum, hvor vi parkerede tæt på Den Sorte Diamant. Til fods gik det til magtens centrum, Børsen og Christiansborg, og på en times bådtur i Københavns kanaler fik vi et fint indblik i såvel det gamle som det nye København. Kan anbefales.
Sidst på eftermiddagen gjaldt det så familiebesøg i Valby med en smut omkring Nordisk Film en tur i Søndermarken og Frederiksberg Have og forbi Københavns ZOO.
Mandag gjaldt det så, som egentlig var anledning til turen: Thomas’ konfirmationsgave i form af en træning med de danske håndboldmestre fra AG København. Det blev til et par sjove og aktive timer sammen med en flok ukrukkede håndboldstjerner, hvor ikke mindst Kasper Hvidt gjorde indtryk med sin dedikerede indgang til alt, hvad han foretager sig - uanset om det er håndboldtræning eller uddannelse. Der blev sagt mange kloge ord, hvor budskabet var klart: Man skal sætte sig nogle mål og forfølge dem - ellers spilder man bare sin tid!
Efter et par dage med mange forskellige oplevelser i hovedstaden vendte vi atter næsen mod Jylland, hvor jeg om aftenen lige nåede at være med til efterskolens forårsfest, som fandt sted i et lokalt forsamlingshus med gallaklædte elever til temafest med Agent 007 James Bond som forbillede.
Det hører til sjældenhederne, at jeg fotograferer mig selv - eller bliver fotograferet i det hele taget. Jeg har det bedst med at være bag kamerat!
Denne uges foto er dog en undtagelse. Det er nemlig et selvportræt, som er taget på kunstmuseet Arken i Ishøj. Museet rummer moderne kunst i mange forskellige afskygninger, og som det sig hør og bør er der værker, som deler vandene.
Spejlkuben, som er udført af Thilo Frank, er et af de populære indslag på udstillingen. Den store spejlbeklædte kasse står midt i et stort rum, og man kan gå ind i kassen, som også har spejle på den indvendige side. Der er spejle alle steder, også på gulvet, hvilket kan give en ganske svimlende fornemmelse, hvis man kigger ned. I rummet er der også en gynge, som man kan sætte sig i, og verden bliver virkelig sat i bevægelse, når man ser sig selv gynge overalt i spejlene, som jo reflekterer sig selv og giver et helt surrealistisk verdensbillede.
Billedet her er taget med min mobiltelefon og er efterfølgende billedbehandlet en smule.
Der er brugt en del tid på musik i de seneste dage. Og naturligvis har jeg kameraet med, da det som regel er tilladt at fotografere ved udendørs koncerter.
Ikke mindst ved søkoncerten i Farsø er der gode muligheder for at tage billeder - der er ikke overfyldt, så man kan komme helt tæt på scenen uden at skulle puffe og mase. Koncerten har en overskuelig længde, så jeg kan også tage det tunge udstyr med, hvis jeg har lyst til det.
I år havde jeg mit spejlrefleks med en 85 mm lysstærk halvlang tele. Den giver som regel gode billeder, og svigtede da heller ikke denne gang, hvor ugens motiv er et af medlemmerne i Copenhagen Drummers.
Billedet er beskåret og konverteret til sort-hvid.
Søndagens lille festivaltur til Jelling blev på mange måder en rigtig god og hyggelig oplevelse. Vejret var godt, selskabet var godt og musikken og stemningen i Jelling var rigtig god.
Aftenens sidste koncert var på den store scene med Ozzy Osbourne - vi købte oprindeligt billetterne, fordi han skulle spille sammen med Black Sabbath. Desværre kom sygdom og uenighed på tværs, så det blev i stedet til Ozzy & Friends - ikke helt det samme, men vi tog chancen.
Nu kan jeg så vinge Ozzy af på listen over, hvem jeg har hørt. Koncerten blev en lidt blandet oplevelse med en masse musik, som mere i genren for speedmetal og dødsmetal end den solide tunge riffrock, som Black Sabbath er kendt for. Vi savnede Tony Iommi og hans dommedagstunge riffs. Denne aften i Gorm og Thyras gamle by var det mere trommerne og bassen, som lagde en uskøn buldrende bund. Guitarerne manglede nerve, hvad til gengæld Ozzys stemme ikke gjorde. Imponerende at den mand, som tusser rundt på scenen som en zoombie, stadig har stemme og timing i behold.
Heldigvis fik vi en afdeling med gamle Sabbath-numre, hvor også Geezer Butler fra den oprindelige gruppe kom ind over på bassen. Det hjalp lidt, og heldigvis viste det sig, at guitaristerne også kunne spille numrene nogenlunde, som de lød i Sabbathtiden. “Iron Man”, “War Pigs” og “N.I.B” gik rent ind - også hos publikum, som senere fik “Paranoid” at gå hjem på - igen i en noget buldrende version, hvor nuancerne gik tabt.
Overskriften skal i øvrigt tages meget bogstaveligt, da Ozzy fik en del tid og energi til at går med at oversprøjte såvel sig selv som de forreste publikummer med en brandslukker...
Nedenstående video fra koncerten er hentet på You Tube:
Fredag aften tilbragte familien i søanlægget her i Farsø, hvor den lokale idrætsklub stod som arrangør af en sommerkoncert med Burhan G og Lars Lilholt med Copenhagen Drummers.
Sommerkoncerterne har været en fast tradition de seneste 10 år, og efter sidste års våde fornøjelse, hvor det hele regnede væk - inklusive koncerten med Medina, var det en fornøjelse at stå i anlægget denne lune majaften.
Burhan G spiller de unges musik, og han er ikke mindst pigernes store idol. Musikken er ganske tidstypisk med følsomme kærlighedssange pakket ind i en dunkende musik, hvor stortrommen og bassen er væsentlige faktorer. Smukke sang, men måske en smule kedeligt i længden. Dog ikke for de inkarnerede fans, som slet ikke kunne få nok af burhanen.
Anderledes traditionelt og afprøvet er Lars Lilholt, som ganske vist har toppet, men som stadig kan trække folk med sin melodiøse folk-pop-rock. Der er ikke sket meget nyt under solen hos ham, omend der er sat lidt mere blæs på nogle af numrene. Her kunne jeg godt tænke mig lidt mere soul-funk i hornene, fremfor den cirkusagtige stemning der kommer ud af basuner og trompeter. Med svogeren Claus Thrane bag trommerne har “gryderne” altid haft en fremtrædende rolle i Lilholt Band. Og de fik et ekstra nøk med Copenhagen Drummers, som formåede at sætte et ordentligt spark ind i den smålumre havefest med Lilholt.
I disse Hvidstentider var det ganske smukt at høre Lilholts gamle sang om modstandsgruppen, og hittet over dem alle, den fortærskede “Kald det kærlighed” gled da ned - ikke mindst på grund af Lilholts kommentar til det fællesskrålende publikum: “Syng Farsø - vi vil ha’ nogen klager...”.
Ovenpå denne musikalske oplevelse skal det blive spændende søndag aften, hvor jeg står på en mark ved Jelling og skal høre Ozzy Osbourne fra det hedengangne Black Sabbath. Jeg har ikke de store forventninger til den gamle heavyrocker, som bestemt ikke har fået nogen stor stjerne hos mig efter sin oprtæden i TV-serien med familien. Men lad os nu se og høre, man kan jo blive overrasket!