Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

olieeventyr

  • Olieeventyret i Hvanstrup
    29-03-2011
    I midten af 1970’erne kom Hvanstrup nord for Farsø i mediernes søgelys, da DUC foretog en prøveboring efter olie på stedet. Med baggrund i oliekrisen et par år tidligere var det vel blevet mere interessant at undersøge, om der var mulighed for selv at hente det sorte guld op fra den danske undergrund. Der var jo gjort fund i Nordsøen, og nu var turen så kommet til fastlandet. Boringerne gav ikke noget resultat, der kunne bruges til noget, og dermed kom Farsø ikke i kategori med Saudi Arabien, Iran og Kuwait i denne omgang. Netop det var ellers emnet i en sang, som Niels Hausgaard skrev som en kommentar til olieeventyret i Vesthimmerland. Hausgaard boede på det tidspunkt på en gård mellem Farsø og Strandby, og han ernærede sig bl.a. som huspoet på Nordjyllands Radio. Det var i et af deres programmer sangen blev fremført. Jeg havde den på spolebånd men kom vist desværre til at overspille båndet - det kunne ellers være sjovt at genhøre sangen i dag. Den var ganske atypisk på rigsdansk, hvor det ellers var vendelbomålet, som havde gjort Hausgaard kendt. Ikke mindst da han i foråret 1974 var på dansktoppen med “Først en halv time...”. Sangen var på listen i 8 uger med en 3. plads som det højeste. Nogle år senere kom der atter boretårne op i omegnen af Farsø, da der blev lavet geotermiske undersøgelser for at finde forekomster af varmt vand i undergrunden. Man borede til omkring 3 kilometers dybde uden positivt resultat.

 
 
Per Lyngby