|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- Blackbirds
-
Blackbird fylder 60
13-01-2011
Lørdag den 15. januar runder den tidligere Blackbirdsguitarist Lassen Stefansen 60 år.
Lassen var ikke mere end 12-13 år, da han begyndte at spille musik sammen med en flok skolekammerater i Farsø. Blackbirds blev navnet på bandet - et navn, som gruppen fastholdt helt frem til det sluttede i 1977. Og så var Lassen i øvrigt også det eneste medlem, som var med fra den første spæde klimpren på guitaren til den sidste akkord blev spillet.
Efter Blackbirds kom Lassen med i det Randersbaserede rock- og showband Ozon, som kørte såvel Danmark som Norden tyndt i en årrække.
Senere helligede Lassen sig den civile karriere som arkitekt, bl.a. på Bermuda, men i dag bor og arbejder han i København.
Musikalsk har Lassen bestemt ikke lagt guitaren på hylden - sammen med den gamle Ozonmakker Karl Pedersen hygger han sig med fritidsbandet Pocobell, som i fjor udsendte albummet 1969 og som i øjeblikket arbejder på materiale til en ny CD.
Tillykke til Lassen, som har været en stor hjælp i mit arbejde med at støve gamle historier og fotos frem med Blackbirds.
Og så slutter vi med denne lille video, som Lassen selv har sammensat til sin egen komposition, der her leveres af Pocobell:
-
Blackbirds ved søen
20-07-2011
Fra Ove Pedersen i Viborg har jeg gennem tiden modtaget en del herligt materiale med relation til Blackbirds i særdeleshed og til musikmiljøet i Vesthimmerland i almindelighed. Tak for det Ove!
Den seneste ting, jeg har fået, er en kopi af en gammel Blackbirdsplakat - så vidt jeg kan se er det med Blackbirds Mark V med Lassen Stefansen, Jens Richard Pedersen, Ole Høgh, Poul Rasmussen og Tommy “Buster” Frandsen. Hvem der har taget billedet ved jeg ikke, men teksten er gruppens "logo", som også blev brugt på deres første single og som prydede deres "tourbus".
Billedet er taget i søanlægget her i Farsø, hvor gruppen i øvrigt også fik taget billeder (her til venstre), da den netop var startet med en noget anderledes besætning:, Claus Lilholt, Niels Poulsen Lassen Stefansen og Tage Dalby. Dette foto er taget ved “kælkebakken” vest for kirken, hvor der er en stentrappe ude til venstre. Langt hår var et must på det tidspunkt, og så kunne man jo skille sig lidt ud med en hat (Ole Høgh) eller med en pibe (Poul Rasmussen). “Buster” skiller sig ud ved at være i cowboybukser modsat de fire andre som er iført tidens populære kassebukser.
-
Fornyet Blackbirds-interesse
21-11-2011
I sidste uge spillede Jørgen De Mylius “Hey Hey What A Wonderful World” med Blackbirds i programmet Eldorado, hvor en lytter havde skrevet ind og spurgt til det.
Sådan en radioafspilning kan straks aflæses her på thitind.dk, hvor der i dagene efter programmet kan ses en del trafik afledt af søgeord som Blackbirds og Hey Hey What A Wonderful World. På mit analyseværktøj kan jeg også se, at de besøgende bliver hængende et stykke tid, så der er ingen tvivl om, at de sætter sig ind i gruppes fortid.
En af dem, der fandt min side, var en mand, som driver hjemmesiden http://www.musiccollector.dk/. Han havde fået et forespørgsel på den første Blackbirds-single og var blevet nysgerrig efter at vide mere om gruppen. Han fandt info på min side og kvitterede med en sød mail, hvor han også fortæller, at der nu er lagt et link ind på hans side, så Blackbirds-interesserede kan læse videre på thitind.dk.
Det er da en herlig historie, synes jeg. Og så viser den også, at der fortsat er en del, som husker det gamle sommerhit fra Blackbirds.
-
Blackbirds på tube(n)
28-02-2012
Jeg har på et tidspunkt linket til en You Tube video med Blackbirds, hvor man kunne høre deres første single "Hey Hey What A Wonderful World". Desværre er videoen ikke længere at finde på nettet.
Det er jo synd, synes jeg, så nu har jeg lavet videor af begge singlepladens numre og lagt dem ud på You Tube, her først B-siden "Sunny Days":
-
En stak fotos af Blackbirds
11-08-2012
Forleden droppede der en stor kuvert i postkassen. Kuverten var fyldt med en masse herlige fotos af Farsø-gruppen “Blackbirds”, som jeg jo har blogget en del om gennem tiden.
Afsenderen var Claus Lilholt, som var trommeslager i bandet fra den spæde start i midten af 1960’erne og frem til slutningen af 1973, hvor han gik ud for at hellige sig sin uddannelse på den grafiske højskole i København.
De mange billeder skal naturligvis scannes ind og gemmes i mit Blackbirdsarkiv, ligesom de naturligvis også skal præsenteres for bloggens læsere. Her er billeder af den første gruppe med Claus Lilholt, Lassen Stefansen, Niels Poulsen og Tage Dalby ligesom man kan se fotos fra de efterfølgende tre udgaver, hvor der skete udskiftninger i besætningen. Der er sågar et livefoto fra Falkonerscenen, hvor Blackbirds varmede op til svenske Svenne & Lotta - her har Claus forladt gruppen, men han var dog til stede ved koncerten og tog billeder af vennerne i det gamle band.
Et par af de mange fotos præsenteres med dette indlæg og flere skal nok følge i den kommende tid, hvor der dog også bliver en del at gøre med at modtage nyt elevhold på efterskolen. Øverst ses Claus Lilholt ved trommerne i forbindelse med indspilningen af den første single "Hey Hey What A Wonderful World" i januar 1973, medens billedet herunder formentlig er et par år ældre - måske 1971. De fire medlemmer er, set fra venstre: Ole Høgh, Lassen Stefansen, Claus Lilholt og Knud Søndergaard.
-
Black Berbs, bøder og musik
23-09-2012
I den store stak materiale, som Poul Rasmussen har sendt til mig med fotos og andet sjovt fra Blackbirds-tiden, fandt jeg det her.
I kølvandet på første single opnåede gruppen landsdækkende popularitet og blev af deres booking bl.a. markedsført som beatsensationen Blackbirds. Det blev også til jobs som opvarmning for store navne som Svenne & Lotta og Suzi Qatro, men berømmelsen nåede øjensynligt ikke helt til Fjellerad, som vedstående balannonce antyder - Blackbirds skulle spille, men blev her til Black Berbs!
Ordensmagten havde også fået øje på de vesthimmerlandske sangfugle, dog ikke så meget for at få autografer, men mere for at udstikke bødeforlæg, da gruppen havde løse sæder bag i tourbussen. Det må man jo ikke i en bil på gule plader, så lovens lange arm kvitterer med en lille hilsen.....
Man kan klikke politimesterens hilsen op i større format, hvis man vil læse, hvad Blackbirds havde rodet sig ud i denne sommerdag i 1976, hvor det øjensynligt var Poul Rasmussen, der sad ved rattet. Det er i hvert tilfælde ham, som har fået brevet fra politimesteren.
Til gengæld var der mange rosende ord fra Sonet, da man sendte anden single på gaden med denne pressemeddelelse:
-
Flere Blackbirds-fotos
19-09-2012
Det sker lidt i ryk, at der kommer nyt til mit lille vesthimmerlandske rock- og popleksikon, som først og fremmest har sit udspring i gruppen Blackbirds.
Senest har jeg modtaget en stak fotos, plakater og udklip fra Poul Rasmussen, som kom med i gruppen i slutningen af 1973 umiddelbart efter, at første single havde hittet pænt i Danmark. Poul var med helt frem til 1977, hvor gruppen gik i opløsning efter et utal af koncerter og endnu flere kilometer på landevejene.
Blandt de ting, som var med i kuverten fra Poul er en plakat med det, som må være den sidste udgave af Blackbirds, som igen er blevet en kvartet efter at forsanger Ole Høgh er gået ud. Besætningen er her Lassen Stefansen guitar, Poul Rasmussen keyboards, Ulrik Nordam trommer og Knud Søndergaard på bas.
Tak til Poul for det herlige materiale, som jeg slet ikke er færdig med at kigge igennem. Jeg skal bl.a. se, om ikke der et foto af gruppen i den næstsidste udgave, da jeg så har 7 komplette grupper fra start til slut i mit Leksikon.
-
Lokumotion
08-09-2012
Ind imellem popper der nyt ind i mailboksen, hvor jeg får nyt materiale eller nye oplysninger til mit lille selvbestaltede rock- og popleksikon med udgangspunkt i grupper og kunstnere med relation til Vesthimmerland.
Forleden var det min svoger, Niels Binderup, som sendte dette billede af gruppen Lokumotion, som han selv var medlem af i begyndelsen af 1970-erne. Jeg har gruppen i mit leksikon, dog har jeg stavet det Locomotion, hvilket altså er en fejl, da Niels har fortalt mig, at stavemåden altså meget bevidst var Lokumotion!
Billedet her er brugt som en slags visiotkort med medlemmernes navne på bagsiden samt et par telefonnumre, man kunne ringe til, hvis man ønskede at hyre Lokumotion til en koncert. Det husker jeg, at ungdomsklubben her i Farsø gjorde, og jeg har også hørt gruppen som opvarmning til Blackbirds i Aalestrup på et tidspunkt.
Netop til den sidste koncert har Niels fortalt mig, at de følte sig lidt små i deres gamle islændertrøjer og t-shirts i forhold til Blackbirds, som entrede scenen for fuld musik i bl.a. leoparbukser. Et eksempel på det kan man se på dette foto, som Blackbirdstrommeslageren Klaus Lilholt har sendt mig.
Tak til Niels og Klaus for deres bidrag - er der andre, som ligger inde med fotos eller sjove historier om gamle bands, hører jeg gerne fra jer.
Kig ind i rockleksikonet HER.
|
|
|
|
|