Lørdag den 15. januar runder den tidligere Blackbirdsguitarist Lassen Stefansen 60 år.
Lassen var ikke mere end 12-13 år, da han begyndte at spille musik sammen med en flok skolekammerater i Farsø. Blackbirds blev navnet på bandet - et navn, som gruppen fastholdt helt frem til det sluttede i 1977. Og så var Lassen i øvrigt også det eneste medlem, som var med fra den første spæde klimpren på guitaren til den sidste akkord blev spillet.
Efter Blackbirds kom Lassen med i det Randersbaserede rock- og showband Ozon, som kørte såvel Danmark som Norden tyndt i en årrække.
Senere helligede Lassen sig den civile karriere som arkitekt, bl.a. på Bermuda, men i dag bor og arbejder han i København.
Musikalsk har Lassen bestemt ikke lagt guitaren på hylden - sammen med den gamle Ozonmakker Karl Pedersen hygger han sig med fritidsbandet Pocobell, som i fjor udsendte albummet 1969 og som i øjeblikket arbejder på materiale til en ny CD.
Tillykke til Lassen, som har været en stor hjælp i mit arbejde med at støve gamle historier og fotos frem med Blackbirds.
Og så slutter vi med denne lille video, som Lassen selv har sammensat til sin egen komposition, der her leveres af Pocobell:
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg