Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

musik

  • Mud-rock
    26-03-2011
    De gamle spolebånd i kælderen bliver lyttet igennem, når jeg går og rydder op dernede. Og sådan en kælder har det altså med at rode til efterhånden - det må være en af Murphys love, som træder i kraft.   Nogle af båndene indeholde hele LP'er - de er ikke så interessant, da jeg som regel ejer disse LP'er (eller CD'er). Noget sjovere er det at høre de miksede bånd, hvor man blandede en række numre fra forskellige plader. Og helt sjovt bliver det, når man kan genhøre gamle Tipparader eller andre radioprogrammer, som man i sin tid sad og tappede med hånden på pauseknappen, klar til at optage og evt. spole tilbage og starte forfra, hvis nummeret ikke lige var det, man håbede. Det var irriterende, når Mylle snakkede ind over numrene, men i dag opleves det mere som en charme, end det gjorde dengang.   Et af de bands, som er dukket frem af gemmerne via spolebåndene, er engelske Mud, som var en del af glamrockbølgen sammen med Sweet og Slade, hvad man da også tydeligt kan høre på nummeret nedenfor. Jeg havde på et tidspunkt et cassettebånd med gruppen - fremragende musik til at have i bilen. Der skal vist lige laves et par MP3'er, så man igen kan cruise til denne glade rock'n roll.  

  • Tillykke Bob..
    24-05-2011
    I dag fylder Bob Dylan 70 år!   Jeg er ikke fanatisk om Dylan, men har dog en del plader og CD'er stående i samlingen - mest fra 70'erne, hvor skiver som Blood On The Tracks og Desire er blandt mine absolutte favoritter.   De senere år har budt på noget svingende præstationer af den aldrende sanger, som jeg havde fornøjelsen (!) af at høre i Aalborg for nogle år siden - ikke den helt store oplevelse i en gigantisk hal af beton og stål, som bestemt ikke bekom Dylans musik vel.   Lad os fejre ikonet med dette nummer, som også antyder, at der er en ende på alting.  

  • Ib Sahl #2
    11-05-2011
    Min snak med den gamle Farsødreng Michael Sahl forleden kastede lidt mere lys over historien om hans far, Ib Sahl. Jeg har tidligere skrevet om, Ib Sahl som var tøjsælger, men også en mand, som var vild med at synge. Det førte bl.a. til udgivelsen af et cassettebånd med gamle danske klassikere. Et bånd, som jeg var heldig at finde i en genbrugsforretning på et tidspunkt og som nu indgår i samlingen nede i retrokælderen. Michael kunne fortælle, at hans far, der var søn af en barber i Bjerringbro, var vil med musik allerede fra barne- og ungdomsårene. Så vild var han med musikken, at han som 16-17-årig besøgte en af de svenske folkeparker, hvor han hørte Lill Babs synge. Ja, han tog endda mod til sig og kom på scenen og sang sammen med hende. Han var begejstret, og det var hun også, så hun tilbød ham, at han kunne tage med hende rundt og synge. Et stort tilbud. Da den håbefulde Ib ringede hjem til sin far, barberen i Bjerringbro, og fortalte om det tilbud, var svaret ganske kort og tydeligt: Ib, du kommer hjem, nu! Og herfra er resten historie. Lill Babs gik sin vej med musikken, medens Ib fra Bjerringbro gik sælgervejen og kun i det små fik dyrket sin store passion for musik og sang. Efter tiden i Farsø flyttede Ib Sahl med sin hustru til Vejen, hvor de i en årrække drev et værtshus. Det blev solgt og de trak sig tilbage - desværre døde Ib kort efter. Han blev 68 år.

  • Fotos, Grønland og tændstikmænd
    02-05-2011
    Forleden var jeg i Støvring, hvor min gamle skolekammerat Jesper Hansen skulle holde foredrag om Grønland, hvor han har boet og arbejdet i 14 år. I den anledning havde han bedt mig om tage et par billeder af ham som foredragsholder - billeder han bl.a. skal bruge på sin hjemmeside www.dovregubben.dk. Medens jeg tog billeder kunne jeg jo passende lytte til Jesper underholdende og spændende foredrag om et storslået land med en helt fantastisk natur, kultur og befolkning. Desværre kunne jeg kun være med til første halvdel af foredraget, da jeg skulle tilbage til efterskolen til et møde. Men ud fra, hvad jeg hørte og så, kan jeg da kun anbefale Jesper som foredragsholder. Så står bloggens læsere og mangler et underholdende og oplysende indslag, bringer jeg hermed min anbefaling. Tjek Jespers hjemmeside for mere info, da han har flere forskellige foredrag at byde ind med. I dag var Jesper så forbi for at hente billederne, og i den forbindelse havde han en lille gave med som tak for ulejligheden: En gammel singleplade fra 1968 med den engelske gruppe Status Quo og deres lettere psykedeliske “Pictures Of Matchstick Men”, som ligger milevidt fra den boogierock, de senere slog igennem med. Singlen skal naturligvis indgå i samlingen nede i retrokælderen. Og bloglæserne kan høre den her på Youtube:

  • Ove Pedersen
    22-07-2011
    En del af de fotos og plakater, som jeg har samlet sammen med relation til Blackbirds, kommer fra Ove Steen Pedersen i Viborg. Ove er selv musiker, født og opvokset i Aars, og han er stadig aktiv ved keyboardet. Musikken er en stor del af Oves liv, hvilket man kan se på hans musikalske CV, der tæller et utal af bands. Desuden er han musikhistorisk interesseret, hvilket altså er kommet min Blackbirdssamling til gode. Så vidt jeg ved er Ove også den lykkelige ejer af gruppens tre singler, endda i flere eksemplarer som indbefatter såvel tyske som portugisiske udgaver! Et af hans store musikalske forbilleder er The Hollies, som var store i 1960’erne og 1970’erne. Faktisk har Ove lavet en hjemmeside (klik på billedet herunder), som er dedikeret til den engelske gruppe med de flotte vokalharmonier. Ove spiller lige nu i dansebandet Gladness og har også selv lavet en hjemmeside, hvor han gennemgår de mange bands, han har medvirket i.

  • Fagre nye musikverden
    20-01-2012
    Selv for en nostalgisk “retroriker” som denne blogger ikke fornægter at være, så må jeg erkende, at musikken og brugen af den er gået nye veje. Og det er bestemt ikke dårligt. Når man tænker på, hvad mine gamle LP’er og CD’er fylder af hyldemeter, så er det jo fascinerende, at samtlige numre på disse medier kan ligge på et mirkoskopisk lille memorykort og afspilles stort set hvor som helst. Eneste ulempe er vel, at man ikke har det fysiske cover at se på og læse i - men det kan man jo så finde på nettet, hvis man er interesseret. For mig er det dog ikke det samme. Et flot cover, som der er lagt omtanke og arbejde i, er et lille kunstværk i sig selv, specielt når vi snakker covers til LP-plader. Jeg er dog også hoppet med på den nye bølge - finder masser af musik på You Tube, hvor man endda ofte kan se kunstnerne optræde live. Og jeg har Spotify på min computer - så behøver man ikke at have musikken liggende - man streamer den bare, som det hedder i fagsproget. Man hører altså musikken via sin netforbindelse og kan søge på et utal af grupper, solister, albums og numre, sammensætte playlister, dele med andre og endda sammensætte dem med andre. Det er smart. Og så kan man surfe rundt og lade sig inspirere af såvel nyt som gammelt musik. Det er ikke utænkeligt, at jeg snart går “all in” og køber abbonnement på Spotify. For 99 kr. får man adgang til millioner af numre i næsten CD-kvalitet og uden de reklamer, som følger med gratisversionen. Og så kan man endda høre musikken på telefonen. Prisen er jo lavere end for en ny CD, og man får ærligt talt en del for pengene. Forleden kunne man læse, at den fysiske CD sidste år blev overhalet af downloads, og om få år vil man sikkert ikke købe musik på den traditionelle måde mere. Man tilknytter sig en tjeneste, som har musikken, og så streamer man bare, det man har lyst til at høre. Man laver sine egne playlister eller man bruger vennernes. Alt sammen under den forudsætning, at man har netadgang, og at nettet fungerer! Trods den fagre nye verden giver jeg dog ikke afkald på de gamle medier, så man vil stadig kunne fange mig foran stereoanlægget med volumenknappen godt skruet op og en LP på pladespilleren eller en CD i anlægget. Hver ting til sin tid og hvert medie sin kvalitet og charme. Billedet af pladecoveret viser Jethro Tulls “Thick As A Brick”, der er udformet som en 12-siders avis. Albummet har i øvrigt 40 års jubilæum i år, hvor Ian Andersson drager på turne for at opføre hele værket, der fylder begge pladesider og har en spilletid på ca. 40 minutter.

  • Stereo Studio
    24-02-2012
    Jeg bloggede for ikke så længe siden om Spotify og internettets indhug i den traditionelle måde at købe og lytte musik på.   I går fik jeg syn for sagen, da jeg var i Aalborg Storcenter. Her er der en afdeling af Stereo Studio - en forretningskæde som gennem årene har kostet mig en del, når jeg har købt plader og CD'er! I forbindelse med ombygning af centeret er der også bygget lidt om i musikforretningen, hvor hylderne er omarrangeret. Og nu kan man virkelig se den udvikling, der er i gang: Bagerst i lokalet er der en hyldesektion med CD'er - den udgør vel en femtedel af det samlede hyldeareal, som nu er fyldt med film. spil, plakater og bøger. Formentlig er det endnu ikke helt sådan i den store afdeling inde i midtbyen, men tendensen er ikke til at tage fejl af. Lidt retro er der dog også, da man har en kasse med nye LP'er, som har fået en mindre rennæsance.   Trods det indskrænkede CD-udvalg lykkedes det mig at finde lidt godt til ørerne - en blandet pose med en Monkees-boks, de første to albums med Moody Blues, en blandet CD med livenumre fra Woodstock og et album med Jimmy Page og Robert Plant. Ikke mindst de to Moody Blues albums er at foretrække på CD, da der medfølger små booklets på 20 sider, som fortæller om gruppen og indspilningen af albummet, der her er suppleret op med en række bonusnumre.       Så lige nu snurrer der 60'er lyd i CD-afspilleren, men senere skal jeg nok surfe lidt rundt på Spotify, hvor udvalget jo er stort og spændende!

 
 
Per Lyngby