Da jeg sidste år gennemtravede de vesthimmerlandske byer med mere end 200 indbyggere fik jeg meget positiv respons. Og det er jo altid dejligt.
Nu må det være tiden, at vandrebloggen komme på benene igen. Denne gang har jeg udset mig de små landsbyer i kommunen, som jeg vil gå i, hvis der vel at mærke er lidt at komme efter med hensyn til både at få lidt kilometer i benene - og noget at skrive hjem om. Denne gang bliver det uden min trofaste følgesvend, Nemo, desværre.
Torsdag blev det til en dobbelt- eller måske nærmere trippletur til Næsborg, Brønnum og Skarp Salling plus alt det løse.
Næsborg og TolstrupHøjt over Limfjorden ligger landsbyen Næsborg. Jeg parkerede ved kirken, som ligger 58 meter over fjorden, og nød det smukke syn ud mod de hvide kalkgrave i Aggersund til den ene side, Aggersundbroen midtfor og Nørrekær enge med vindmøllerne mod højre.
Næsborg Kirke er en typisk romansk kirke fra 11-1200 tallet. Kvadersten og hvidkalkede mure og tårnet mod vest. Kirken var åben, så jeg kiggede indenfor og bemærkede især de specielle mindetavler fra 1800-tallet, som hang inde ved orglet i bunden af tårnet. På pladerne er der tekster, som mindes brave mænd og kvinder fra egnen, f.eks. “Den hæderlige ungkarl og soldat” Jens Christensen Malle, som faldt i slaget ved Kolding i 1849.
Ellers er Næsborg en ganske almindelig landsby, hvor den tidligere købmandsbutik er under nedrivning. I mere end 50 år har der været afholdt fælles høstfest i Næsborg og nabobyen Tolstrup neden for bakken. I starten blev festen holdt på de lokale gårde, men nu er det forsamlingshuset i Tolstrup, som lægger lokaler til festlighederne.
Forsamlingshuset kommer også til at danne rammen om en del af det folkemøde, som man i Næsborg har taget initiativ til at arrangere i sommeren 2024. Folkemødet skal sætte fokus på landdistrikterne, og den 8. juni kommer Klima- og ligestillingsminister til byen sammen med det lokale folketingsmedlem Theresa Berg Andersen, borgmester Per Bach Laursen og formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgård. Debatten vil blive ledet af en erfaren herre i skikkelse af den lokale tidligere folketingsformand Christian Mejdahl.
Midt i Næsborg er der en lille plads med madpakkehus og et grønt område med legeredskaber - et samlingssted for de lokale, som har et godt sammenhold.
Sammenholdet er kommet til udtryk ved, at borgere er gået sammen om at købe faldefærdige huse for at få dem revet ned. Det var tilfældet med det hus, der lå, hvor fællesarealet nu ligger, og der er planer om et nyt fællesareal med overnatningsmulighed for autocampere, når den gamle købmandsbutik er revet ned.
Brønnum og BakkeskolenØst for Næsborg på vejen mod Brønnum finder man en mindesten i vejsiden. Den er opsat til minde om en allieret pilot, som mistede livet på stedet i 1944.
Brønnum er en langstrakt by, som ligger lige op ad landevejen til Aggersund. Der er stadig en tankstation i byen, som har delt skole sammen med Næsborg og Skarp Salling gennem mange år. Det er en saga blot i dag, hvor Bakkeskolen, som senest har heddet Toppedalskolen, ligger tom og trist tilbage på vejen op mod Skarp Salling. Det er vemodigt og trist at gå rundt om sådan en skole en torsdag formiddag og tænke på, hvordan her engang har summet af latter, leg og læring. Nu er skolen lukket og eleverne flyttet til Toppedalskolen, som ligger mellem Vindblæs og Vilsted.
Som nabo til den gamle skole ligger Bakkeskolehallen, der naturligvis kommer til at lide under, at der ikke længere er en skole til at leje timer til sportsaktiviteter. Der er med hjælp fra kommunen sat initiativer i gang for at øge aktivitetstilbuddene i hallen.
Teksten på skiltet er næsten symbolsk: "Udskoling".....
Skarp Salling
Fra skolen og hallen er der ikke langt til Skarp Salling, som især er kendt for to ting: Skarp Salling Karret og den lokale landsbykirke.
At Skarp Salling Karret har fået sit navn efter byen er måske en smule besynderligt, da byerne Vindblæs og Gatten umiddelbart ligger nærmere findestedet end den by, der har givet navn til den danske nationalklenodie, som endda kom på 50 kr. sedlen. Det rigt dekorerede kar er lavet i tiden omkring 3200 f.Kr. og kan i dag ses på Nationalmuseet. En kopi af karret er udstillet på Vesthimmerlands Museum i Aars.
Skarp Salling Kirke minder ikke om de øvrige kirker i Vesthimmerland - den ligner mere en miniudgave af en domkirke med sine sideskibe og apsis for enden af koret. Kirken forfaldt i 1700-tallet, hvor det oprindelige tårn blev nedrevet. I slutningen af 1800-tallet stod arkitekt H. B. Storck for en omfattende restaurering af kirken - efter nogles opfattelse en lidt kedelig og stringent renovering, som kun delvis har givet kirken sit oprindelige udtryk.
Fra kirkegården kan man se ned til Bakkeskolen og ud til Næsborg Kirke mod nord.
I Skarp Salling finder man en lokal brugs, som vist er mere veldrevet end den store Coop-koncern, som den er en del af. Brugsen ligger også godt og centralt med et stort opland - og så kan man tanke både benzin og el i Skarp Salling.
Som enhver god landsby har byen også et forsamlingshus, hvor lokale og andre samles til fest og lignende. Der er ligeledes en legeplads med fællesfaciliteter midt i byen.
Med nogle gode kilometer i benene og lidt indblik i landsbyer i den nordvestlige del af kommunen kunne jeg sætte kursen hjemover.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg