rock

• Mud-rock
  26-03-2011
  De gamle spolebånd i kælderen bliver lyttet igennem, når jeg går og rydder op dernede. Og sådan en kælder har det altså med at rode til efterhånden - det må være en af Murphys love, som træder i kraft.   Nogle af båndene indeholde hele LP'er - de er ikke så interessant, da jeg som regel ejer disse LP'er (eller CD'er). Noget sjovere er det at høre de miksede bånd, hvor man blandede en række numre fra forskellige plader. Og helt sjovt bliver det, når man kan genhøre gamle Tipparader eller andre radioprogrammer, som man i sin tid sad og tappede med hånden på pauseknappen, klar til at optage og evt. spole tilbage og starte forfra, hvis nummeret ikke lige var det, man håbede. Det var irriterende, når Mylle snakkede ind over numrene, men i dag opleves det mere som en charme, end det gjorde dengang.   Et af de bands, som er dukket frem af gemmerne via spolebåndene, er engelske Mud, som var en del af glamrockbølgen sammen med Sweet og Slade, hvad man da også tydeligt kan høre på nummeret nedenfor. Jeg havde på et tidspunkt et cassettebånd med gruppen - fremragende musik til at have i bilen. Der skal vist lige laves et par MP3'er, så man igen kan cruise til denne glade rock'n roll.  
  Læs mere...
  
  
  
• Søkoncert med Madsen - uden Medina
  19-06-2011
  Årets søkoncert i Farsø blev en på alle måder våd og småtræls affære. Regnbyger gjorde deres til at gøre den våd, og småtræls da ShuBiDua måtte melde afbud på grund af Bundesens sygdom. Og mere småtræls, da det ungdommelige publikum måtte gå skuffede hjem - Medina kunne ikke få sit grej på scenen denne regnfulde aften i det ellers så smukke søanlæg i Farsø og måtte aflyse. Aftenens første navn, Johnny Madsen med band, lagde ellers en flot grund med gyngende bluesorienteret rockpop, som satte stemningen i vejret under paraplyer og regnslag. Den seje vestjyde med et velspillende band bag sig trækker på en lang række hits, som vækker genklang hos tilhørerne. Afslutningsnummeret Johnny Be Goode er nærmest Madsens signatur og den blev leveret med 100 procent energi og en i øvrigt fremragende lyd. Højt uden at være for højt. Detaljerne stod klart - noget de ikke altid gør til rockkoncerter, hvor lydmanden har en tendens til at skrue mere og mere op, som aftenen skrider frem. Andet band på scenen var Die Herren - dansk kopiband med U2 som speciale. Bevares det lyder som den ægte vare, men trods en ihærdig indsats fra forsangerens side var det tydeligt, at det ikke lige passede ind denne aften. Måske skulle herrerne have været på som første navn. Jeg kan bestemt godt lide U2, men der er noget forkert over det. Fint nok, at sangeren lyder som Bono, men han behøver da ikke kopiere Bonos sceneoptræden med at sidde på scenekanten og søge kontakt med publikum. Min favoritperiode med det irske rockfænomen ligger i deres tidlige periode - måske fordi jeg hørte en fantastisk koncert med dem i Roskilde tilbage i 1983, hvor de lige var ved at slå igennem. Og efter 6 timers venten måtte den yngre del af publikum slukørede konstatere, at deres store idol, Medina, ikke kunne optræde, da hendes tunge gear ikke kunne flyttes på scenen! Konferencierparret “Klassens Tykke Dreng” havde på det tidspunkt gjort deres for at udfylde ventetiden med spas og musik - og de slap da også helt fint fra den svære opgave at skulle meddele aflysningen - simpelthen ved at invitere det unge publikum på scenen, hvor de dannede kor i klassikeren “We Are The World”. Det dæmpede skuffelsen og ikke mindst frustrationerne noget. Billedet herunder er af Johnnys Madsens bassist, Niels Nello Mogensen, som er lige præcis så cool, som en bassist skal være!
  Læs mere...
  
  
  
• Gasolin
  07-06-2011
  Når man, som jeg, har været teenager og ung i 1970’erne, kan man ikke undgå at forholde sig til Gasolin - dansk rocks ubestridte største navn gennem tiden. “Langebro”, “På banen derudaf”, “Stakkels Jim”, “Kvinde Min” og “Rabalderstræde” ligge alle på erindringens lydspor fra den tid. Jeg var mest optaget af gruppen i de første år - de første 3-4 LP’er blev spillet flittigt på pladespilleren, medens min interesse dalede fra 5’eren og efterfølgende. Måske fordi gruppen var gået fra at være undergrund til at være megastjerner - i Danmark og Skandinavien forstås. Deres forsøg på det store gennembrud i udlandet slog aldrig an - de var simpelthen for danske! For nogle år siden købte jeg CD-boksen “The Black Box”, som rummer gruppens 7 officielle studiealbums samt “Live Sådan” og en bonus-CD med rariteter bl.a. fra ungdomsprogrammet P4, hvor de lavede en del kendingsmelodier omkring 1973-74. For tiden er det så Gas der snurrer i CD-spilleren, og det er stadig de første 4 albums, som står stærkest hos mig. Og så har jeg fået ørene op for gruppens sidste skive “Gør Det Noget”, hvor de vendte tilbage til den rå og uforfalskede gaslyd. Ind imellem havde de lavet et par velproducerede, men måske også overproducerede, albums i form af “Gasolin (5)” og “Efter Endnu En Dag” - specielt den sidste har jeg aldrig brudt mig om - den stritter i alt for mange retninger med rock, viser og pop. Den står som en dansk pendant til “Sgt. Peppers” med The Beatles - men er som nævnt ikke min kop the. Tilbage til “Gør Det Noget”, som rummer herlige numre som “Strengeleg”, “Det Bedste Til Mig Og Mine Venner” og “Get On The Train” - herlige numre med en dejlig lyd, som Gasolin selv har stået for, da de selv producerede deres svanesang. Gasolin blev opløst i 1978 efter en koncert i Malmø, men de samledes igen for en kort bemærkning til "Gorilla Galla" i 1982, hvor dette nummer stammer fra.    
  Læs mere...
  
  
  
• Blackbirds ved søen
  20-07-2011
  Fra Ove Pedersen i Viborg har jeg gennem tiden modtaget en del herligt materiale med relation til Blackbirds i særdeleshed og til musikmiljøet i Vesthimmerland i almindelighed. Tak for det Ove! Den seneste ting, jeg har fået, er en kopi af en gammel Blackbirdsplakat - så vidt jeg kan se er det med Blackbirds Mark V med Lassen Stefansen, Jens Richard Pedersen, Ole Høgh, Poul Rasmussen og Tommy “Buster” Frandsen. Hvem der har taget billedet ved jeg ikke, men teksten er gruppens "logo", som også blev brugt på deres første single og som prydede deres "tourbus".   Billedet er taget i søanlægget her i Farsø, hvor gruppen i øvrigt også fik taget billeder (her til venstre), da den netop var startet med en noget anderledes besætning:, Claus Lilholt, Niels Poulsen Lassen Stefansen og Tage Dalby. Dette foto er taget ved “kælkebakken” vest for kirken, hvor der er en stentrappe ude til venstre. Langt hår var et must på det tidspunkt, og så kunne man jo skille sig lidt ud med en hat (Ole Høgh) eller med en pibe (Poul Rasmussen). “Buster” skiller sig ud ved at være i cowboybukser modsat de fire andre som er iført tidens populære kassebukser.
  Læs mere...
  
  
  
• Blå lejr og grøn koncert
  18-07-2011
  Den forløbne uge er blevet brugt til at være på spejderlejr med Morten og Thomas og deres blå spejdergruppe her i Farsø. Vi var i Horsens, hvor vi havde lejet den lokal spejdergruppes hytte - Wig-Wam. En flot spejderhytte, som er opført med støtte fra lokale- og anlægsfonden og som bl.a. indeholder et 300 kvadratmeter stort indeområde med flisebelæning og bålsted. Netop denne multisal var god at have, det i to dage silede ned. Og selv om spejdere godt kan trodse vejret, så var det altså fint at kunne være under tag, ikke mindst når man har spejdere på 6-7 år med på lejren. Det fantastiske ved sådan en lejr er at opleve, hvordan børn og unge omgås hinanden. Her hjælper man hinanden, laver sjov med hinanden og arbejder sammen - uanset alder eller køn. Der var stort set ingen konflikter, og var der nogen, var det som regel mellem søskende.... En uge med lejr på en græsplæne kunne ikke afholde mig fra at indfinde mig på en stor græspæne i Nørresundby, hvor der søndag var Grøn Koncert. På plakaten stod bl.a.navne som De Eneste To, Tim Christensen, TV2 og Kashmir. Grøn Koncert har udviklet sig meget, siden jeg sidst var på en af slagsen. Nu råder man over to scener, så der stort set ikke er ventetid mellem de bands, som skal optræde. Fint. Vejret kan man jo ikke gardere sig imod, så efter en stor skylle midt på eftermiddagen udviklede pladsen sig til én stor mudderpøl, der godt kunne lede tankerne hen på “smatten” i Roskilde. Musikalsk stod Kashmir stærkest i billedet hos mig - ikke mindst takket være en veloplagt Kasper Eistrup, som virkelig formåede at levere varen med guitarspil, der varierede fra det følsomme til det brutale. DJ-musik med Kato og venner er ikke lige mig, så jeg holdt mig på behørig afstand af den scene, hvor dette show udspillede sig. Genren har helt sikkert et publikum - det er bare ikke mig og det er mere lyde og attitude end det er musik - i mine ører forstås!
  Læs mere...
  
  
  
• More
  10-07-2011
  Mit lille pop- og rockmuseum nede i retrokælderen er blevet et cassettebånd rigere. Denne gang med det vesthimmerlandske balorkester More, som huserede i slutningen af 70’erne og op gennem 80’erne. Meget typisk for den tids cassetteudgivelser er det meget sparsomt, hvad der oplyses på omslaget. Her er et foto af gruppen, dens navn og en oversigt over, hvilke numre der er på de to båndsider. Ikke et ord om, hvem de fire musikere i gruppen er, og hvilke instrumenter de spiller på. Ved de enkelte numre er der ikke nødvendigvis opgivet komponist, men derimod navnet på den gruppe, som har spillet det. Her er nemlig tale om kopier af andres populære numre, sådan som ethvert balorkester med respekt for sig selv og deres publikum havde på repertoiret. At dømme efter de sparsomme “covernoter” har gruppen selv lavet tekst til et enkelt nummer, som vi lader bloggens læsere og lyttere lægge øre til her. Blandt bandets første medlemmer var Orla Andersen på keyboard og Martin Gregersen på trommer. Senere blev gruppen reorganiseret, så fætrene Jan og Per Holm Pedersen kom med på guitar og bas. Jeg arbejder i øjeblikket på at få lidt mere information om gruppen.
  Læs mere...
  
  
  
• Ozon
  10-08-2011
  Dette Randersbaserede band huserede på kroer, gymnasier o.l. i 1970’erne og 80’erne. Lassen Stefansen fra Blackbirds kom med, da solsortene havde sunget deres sidste sang i 1977. Ozon var et showband med rødder i god gammel rock’nroll, som den blev spillet i 1950’erne. Det hele blev tilsat en gang farvestrålende og humørfyldt show, hvor bandmedlemmerne kastede sig rundt på scenen iført guitarer, saxofoner, hjelme og meget andet. Her var fest og ballade, men alt sammen med kærlighed til den musik, der blev spillet. Jeg har fra Ove Pedersen fået forskellige foldere og fankort med Ozon. Her kan man også se, at Ozon optrådte med forskellige shows, så man kunne få den stemning, man gerne ville have. Personligt husker jeg bandet fra Hotel Farsø og idrætshallen i Aalsterup, hvor jeg mener, at der blev leveret gedigen dansemusik med rod i 60’erne og så suppleret med en afdeling med deres crazy 1950’er show. Det blev også til et par pladeindspilninger fra gruppen, som dog ikke formåede at overføre energien fra scenen til vinyl. Faktisk var gruppen ved at få et hit - som dansktopband. Men her stoppede festen vist også... I dag er de to Ozon-makkere Lassen Stefansen og Karl Pedersen aktive i deres fælles fritidsband Pocobell, hvor den gode guitarlyd og de flotte melodier er i højsædet.
  Læs mere...
  
  
  
• Phil Lynott og Bono
  05-08-2011
  Den irske rockstjerne Phil Lynott døde i januar 1986. Han blev kun 36 år. Et hårdt liv med opslidende turneer, drugs og rock'n roll satte sine spor på helbredet, som til sidst ikke kunne mere. I Irland er Lynott stadig omgærdet af respekt og beundring. At vokse op som farvet i 1960'ernes Irland har givetvis hærdet Lynott, som dog hurtigt fik skabt sig et navn som rockmusiker. Ikke mindst som følge af hårdt arbejde, men også som følge af et stort musikalsk talent, hvor han formåede at skrive flotte sange og gode melodier, uanset om det var hård rock eller følsomme ballader. Hans første band hed Black Eagles, senere kom han med i Skid Row sammen med bl.a. Gary More og til slut dannede han Thin Lizzy, som han slog igennem med - dog først efter nogle år, hvor der ikke var balance i de økonomiske regnskaber. Men den traditionelle irske klassiker "Whiskey In The Jar" blev vendepunktet, som gav gruppen deres første hit, og selv om de senere var knap så glade for det folkesangsagtige nummer i blød rockstil, så var det omtvisteligt det, som fik karrieren sat på skinner. Oprindeligt var Thin Lizzy en trio med Lynott på bas, Eric Bell på guitar og Brian Downey på trommer. Efter gennembruddet blev gruppen reorganiseret og fik to leadguitarister, som skabte den klassiske Lizzy-sound, der bl.a. kan høres på hits som "Jailbreak" og "The Boys Are Back In Town". Gennem årene blev der skiftet ud blandt guitaristerne, Scott Gorham og Brian Robertson er måske den bedste konstellation, men Gary More har også været inde over i flere omgange, mest i livesamenhænge. Han er dog også med på studiealbummet "Black Rose". Lizzy blev opløst i 1983, hvor Lynott valgte at gå solo, som også navnet på hans første fra 1980 album indikerer: "Solo In Soho". Han forsøgte at starte et nyt band, Grand Slam, men det slog ikke rigtigt igennem, og en desillisiuneret Lynott fik et stadig mere skrantende helbred. I julen 1985 blev han indlagt på hospitalet og den 4. januar 1986 døde han i England. Her 25 år efter hans død kunne jeg i Dublin se en mindeudstilling med fotos, guitarer, tøj, plader og meget andet. Thin Lizzy er også gendannet med Scort Gorham og Brian Downey fra den oprindelige gruppe og har bl.a. optrådt på Jelling Festivalen her i Danmark. Og i Irland bliver Lynott omtalt med respekt, medens en anden rockstjerne fra den grønne ø, Bono, bliver behandlet med en blanding af kærlighed og sarkasme. Bonos indsats for at skabe en bedre verden for verdens fattige bliver ikke taget lige alvorligt af alle. Mange mener, at han har sat sig op på en piedestal som en anden Jesus. Det fremkalder historier som, den vi hørte på en rundtur i Dublin, hvor guiden kunne fortælle, at Bono formentlig har en lejlighed i det ekslusive Docklands-kvarter. Her optog U2 for mange år siden deres første plader i mere ydmyge rammer (foto herover). - Hvis Bono skal på arbejde i studiet kører han ikke på arbejde, nej han går da bare på vandet over til studiet, lød kommentaren fra guiden, som også spurgte os, om vi vidste, hvad der var forskellen på Bono og Jesus. Det gjorde vi naturligvis ikke, så vi fik straks forklaringen: Jesus troede aldrig, at han var Bono!
  Læs mere...
  
  
  
• All because of you
  04-10-2012
  Det er ved at være lidt tid siden, at jeg har budt ind med musikvideoer fra YouTube, så det gør vi noget ved i dag.   I sidste uge erhvervede jeg mig en gammel opsamler med det engelske band Geordie, som placerede sig elegant i grænselandet mellem heavyrock og glamrock tilbage i begyndelsen af 1970'erne. Et af de store hits var denne her:  
  Læs mere...