Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Når nyt er grimt

17-05-2024


For mange år siden arbejdede jeg i 7 år på den lokale ugeavis Aars Avis. Det gav mig et kendskab til Vesthimmerlands hovedstad, som bl.a. i den periode formåede at få tilladelse til ved særlige lejligheder at spærre hovedgaden, Himmerlandsgade, af for kørende trafik. Derved kunne man have en flot gågade med masser af stemning og mange mennesker.

Med sit skrånende forløb ned gennem byen talte man ofte om den nederste eller den øverste del af Himmerlandsgade, som var begunstiget af en række flotte bygninger i 2-3 etager. Gamle bygninger fra stationsbyens spæde start, som ofte havde et forretningslokale i stueplan og lejligheder på de andre etager.

På et tidspunkt inviterede man journalisten Peter Olesen til byen. Han var kendt for sine holdninger til arkitektur i de danske byer. Man fik ham til at tage en tur gennem Himmerlandsgade og komme med sin uforbeholdne mening om, hvad han så. Der var meget, han kunne lide, og så var der naturligvis også nogle ting, som skar i hans kritiske øje - bl.a. et hus med en kakkelfacade. Der var også pæne huse, som bare skreg på at blive vedligeholdt. Men alt i alt kunne Peter Olesen lide, hvad han så i Aars: En kommentar var vist noget i retning af, at byen lugtede af penge og velstand.

Siden da, er der kørt mange biler gennem Himmerlandsgade - og der er sket en del på den bygningsmæssige front. Jeg tror næppe, Peter Olsen vil synes om den forandring, der er sket.

Forleden gik jeg en tur op gennem Himmerlandsgade, og jeg må erkende, at byens førhen så smukke hovedgade har mistet noget af glansen.

På pladsen, hvor det hedengangne Hotel Himmerland lå, er der i dag bygget nyt - og højt. Hotellet var forfaldent, og så er der desværre bedre økonomi i at rive ned og bygge nyt. Desværre, for det, der er kommet i stedet er næsten lige så skæmmende for bybilledet, som det forfaldne gule hotel. 5 etager har man formået at stable ovenpå hinanden i noget, der næppe vinder en arkitektkonkurrence. Porten til Himmerlandsgade er blevet et stort og grimt skrummel i mine øjne. Skoæske-arkitektur vil jeg kalde det.
 


Bedre bliver det ikke, når man kommer rundt i svinget. Her lå tidligere en bager og en slagter - begge forretninger lukkede og bygningerne forfaldt. Også her blev der bygget nyt - en stor klods, som rummer det tyske supermarked Lidl. Der er indgang fra parkeringspladsen, så den 2 -3 etager høje facade ud mod Himmerlandsgade medvirker ikke til at forskønne den nederste del, som i sin tid var gadens nervecenter med Kvickly som magneten blandt de øvrige detailhandelsforretninger.
 


Centralt i gaden ligger Kimbrertorvet. Tidligere et stort åbent torv med en pølsevogn og med indkig til Per Kirkebys bymur, som har været i vælten, fordi man formastede sig til at sætte julebelysning på den. Men et stykke brugskunst skal vel indpasse sig i det miljø, det er placeret. Og lur mig, om ikke der en en Aars-borger eller to, som har formastet sig til at pisse en en tår op ad de røde mursten gennem tiden! Det blev til en gang kultursnobberi uden lige med Kirkebys arvinger som flittige medspillere.

Hvis man hører til den gruppe, som ikke finder Kirkebys værker særligt kønne, kan man glæde sig over, at indkigget i dag er skærmet af en stor træbygning, som i sig selv egentlig er OK, men som i mine øjne virker helt fejlplaceret mellem de gamle bygninger i den gamle stationsbys hovedgade. Den ville passe fint på en stor åben plads, men er her presset ind på alt for lidt plads, hvilket ikke mindst går ud over nabobygningen, som tidligere rummede Giversens Bageri og nu har banklokaler med begrænset åbningstid i stueplan.

I toppen af Himmerlandsgade kan man ikke undgå at bemærke Aars C - navnet på Aars Boligforenings store byggeri på et område, som i sin tid skreg på byfornyelse. Det fik man, og man fik et imponerende funkisbyggeri med runde former. Desværre er der også her bygget mindst halvanden etage for højt, hvis man spørger mig. Når man kommer nede fra byen og kigger op mod den store bygning, falder ikke mindst de store kasser ovenpå i øjnene - jeg troede først, at der var tekniske installationer, men noget af det er det er vist ekstra kvadratmeter, som lige er kommet på det ellers så stilrene byggeri.
 


Søndergade, som er en parallelgade til Himmerlandsgade, er også blevet “forskønnet” med en rød kasse i 4-5 etager ved siden af biblioteket. Sikkert for at gøre det rentabelt, men med et visuelt indtryk til dumpekarakter.
 


Der er stadig et godt forretningsmiljø i Aars og en dygtig handelsstandsforening. De kæmper hver dag for at få kunderne til at handle lokale fremfor på nettet. Men det er en hård kamp, og de fleste nye forretninger, som etablerer sig i Aars gør det i byens pereferi, hvor der er plads til byggeri og biler.

En lidt hvas blok fra mig denne gang, men jeg tror faktisk, at Peter Olesen vil give mig ret, hvis han tog turen igen.

Kategori: Foraar 2024

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby