Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses
HER
-0-
Fordson
-
Traktor-nostalgi
24-03-2012
Lørdag formiddag var jeg sammen med Morten på en lille fotoeskursion til nogle marker lige udenfor Farsø. Her vrimlede det med gamle traktorer i alle afskygninger og mærker. Blå Ford, rød Massey Ferguson, orange Fiat og grøn John Deere - jo de var der vist allesammen.
En lokal veterantraktorklub havde arrangeret pløjetræf, hvor de gamle maskiner kunne ses i aktion. Der blev sendt mange nostalgiske og kærlige blikke efter de små arbejdsheste, som engang var hverdagssyn på de danske marker. I dag er det noget større og mere avancerede maskiner, der kører rundt - måske endda styret af en GPS ude fra rummet.
- Prøv og se den lille Ferguson der - den trækker ploven fint, hvad skal en landmand så med en traktor til flere millioner, sagde en begejstret mand til mig. Og jeg kunne da kun give ham ret i, at den lille grå arbejdede støt og solidt - men der er næppe mange landmænd i dag, som vi sidde i det fri og udføre markarbejde, så han får næppe indført ideen med at indføre den slags maskiner i landbruget igen...
Men sådan en dag, hvor nostalgien får lov at folde sig ud, er det sjovt og interessant at følge arbejdet i marken - se hvorledes der bliver justeret på ploven og målt i plovfuren, indtil alt er tjekket og på plads.
Så går arbejdet ellers i gang med brummende maskiner rundt om på markerne, hvor førerne har mere travlt med at kigge bagud efter ploven end de har med at kigge frem!
Præcisionsarbejde, som kræver et sikkert øje og en stabil hånd. Blandt de mange maskiner bemærkede vi en grå Fordson årgang 1918 (se foto) - et smukt lille klenodie, som stadig er funktionsdygtig!
Egentlig burde vi jo har brugt gamle kameraer med film til sådan en begivenhed, men vi valgte nu alligevel at lade den digitale teknologi være med - resultatet kan man se her, hvor et par af dagens mange skud ledsager bloggen.