Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Ranum

  • Ranum 1980-2011
    17-03-2011
    Forleden var jeg i Ranum, hvor Thomas skulle spille håndbold i byens nye multikulturcenter. Det er et sports- og kulturcenter, som er bygget op omkring de to gamle idrætssale ved det tidligere seminarium. Jeg gik på seminariet i Ranum fra 1980 til 1984 og opholdt mig en del i disse sale, da et af mine liniefag er idræt - det andet er historie. Nu er der bygget en idrætshal i forbindelse med lokalerne, og der er indrettet cafe og bogsamling. Desuden er den lokale idrætsklub rykket til samme sted efter i mange år at have haft til huse ved den gamle og nedslidte hal i den anden ende af byen. Tæt på Ludwig Chr. Müllers kollegie, hvor jeg boede. Jeg benyttede lejligheden til at gå en lille nostalgisk tur i byen, som bestemt har ændret sig meget siden dengang. De mange små forretningr: købmænd, byens to slagtere, to bagere, boghandel og meget andet er nu borte, bl.a. også byens svømmehal. Bygningen er der, men den fungerer ikke længere som svømmehal. Brugsen og det lokale værthus, Rytterbaren, er der dog stadig. Seminariebygningerne står der også stadig - ganske velholdte, selv om det er mange år siden, der var seminarium og HF - og senere pædagogseminarium i lokalerne. I dag råder Ranum Efterskole over de ca. 14.000 kvadratmeter med undervisningslokaler, kantine, foredragssale og meget mere. Efterskolen holder også til på det gamle Kærvejskollegie, hvor jeg boede det første år af min seminarietid. For et par år siden var jeg matematikcensor på efterskolen i Ranum og skulle efterfølgende aflevere karakterne til viceforstanderen, som havde kontor i mit gamle værelse. Pudsigt at se det igen - skabene og håndvasken var der stadig..... En del bygninger i byen er ved at forfalde, men heldigvis har Vesthimmerlands Kommune fået støtte, så man kan fjerne de værste eksemplarer af forfald, så byen ikke kommer til at ligne en spøgelsesby. I kulturhuset fik jeg en sludder med en af de gamle lærere fra øvelsesskolen. Han kunne berette lidt om nogle af de lærere, jeg i sin tid havde på seminariet, og så kunne han anbefale en lokal hjemmeside fyldt med lokalhistorie og fotos fra den gamle seminarieby - man kan se siden HER. Den lille serie herunder er fra nogle stickers, man lavede, da semiariet kæmpede for sit liv i midten af 1980'erne. En kamp seminariet og byen tabte!  

 
 
Per Lyngby