Et par dage af efterårsferien er blevet brugt i Slesvig-Holsten, hvor vi har boet i “Lille Amsterdam”, som er tilnavnet på den lille og meget hyggelige kanalby Friedrichstadt en lille times kørsel fra grænsen.
Byen blev i 1600-tallet anlagt og bygget af hollændere, og blev kendt som tolerancens by - her er 4 kirker tilknyttet forskellige trossamfund bl.a. remonstranterne og mennonitterne. Sidstnævntes kirke bliver i dag brugt af den danske menighed i området.
Det hollandske præg ses også på de takkede gavlhuse, som man finder mange steder i den gamle by, som er afgrænset af kanaler og af floderne Trenen og Ejderen. I dag bor der omkring 2500 mennesker i byen, hvor turismen helt klart er den vigtigste indtægtskilde. Hoteller, ferielejligheder, restauranter og caféer udgør en stor del af byens forretningsliv. Man kan komme på kanalrundfart med guide i turistbåde ligesom der er et godt marked for at udleje kanoer, kajakker, paddleboards og små både, som drives af el- eller pedalkraft.
En anden detalje ved mange af husene er de små billeder, som man finder placeret over dørene. De har fungeret som en slags husnumre og har samtidig skulle fortælle noget om husets beboere. Skikken videreføres på nye og restaurerede huse - således så jeg på en morgentur det ikonisk motiv fra His Masters Voice med hunden foran tragten på den gamle grammofon.
Her i efteråret er byen ikke så overrendt og så er det ganske smukt med de mange efterårsklædte træer langs kanalerne og de vinkelrette veje, som gennemskærer byen.
Selve Friedrichstadt er ikke større end at den kan ses og opleves på en dag.
Et kendt udtryk siger, hvis du kan huske Woodstock, så var du der ikke!
Jeg var der ikke, og kan ikke som sådan huske festivalen på en mark et par timers kørsel fra New York. Jeg var 11 år, da den fandt sted. Men min interesse for musik har naturligvis betydet, at jeg har læst og set en del film om den legendariske festival, som voksede sig så stor, at arrangørerne mistede overblikket.
Fredag aften drog jeg så en tur ned af Memory Lane, da en gruppe danske musikere diskede op med Woodstock 69 i Musikhuset ALFA i Aars. Kapelmester i bandet er Rasmus Madsen, og når man kommer fra Fanø og spiller bluesbaseret rock, kan det ikke overraske, at det er Johnny Madsens søn. I øvrigt en meget dygtig guitarist, om klart er sin far overlegen på det felt.
Projektet er bygget op om en rocktrio med Rasmus Madsen, som har samlet en gruppe af særdeles kompetente musikere og sangere, som leverer et udpluk af de mange numre, som blev spillet på Max Yasgurs farm i august 1969.
Der blev indledt med Richie Havens, som vist også var ham, som i sin tid var første mand på scenen i Woodstock. “Freedom” viste allerede fra start, at sangerinden Signe Juhl er som taget ud af 60’erne, som hun stod der i bare tæer og lignede en klon mellem Janis Joplin og Grace Slick - ikke bare af udseende men også stemmemæssigt. Nummeret er også en meget passende udtryk for tidsånden, hvor friheden og oprøret mod det etablerede og ikke mindst USA’s kamp i Vietnam var i centrum. Det kendetegnede mange af de bands og solister, som optrådte dengang.
Bandet formåede at veksle mellem rock, blues, latinrock, gospel og folk. De to blæsere var med til at give en fyldig og flot lyd og orglet med karakteristiske hammond-sound var essentielt i flere numre. Blandt mange flotte numre stod Santanas “Soul Sacrifice” stærkt sammen med The Bands “The Weight” og Martin Rauff Nielsen alene på scenen med en akustisk guitar og Country Joe-nummeret “Feel Like I’m Fixing To Die Rag”. Der var også masser af guitar-lir fra Rasmus Madsen, som ikke lagde skjul på sin passion for Johnny Winther, Canned Heat og Jimi Hendrix - sidstnævnte var måske en smule overeksponeret med ikke mindre end 3 numre denne aften. Der var også et enkelt nummer med Creedence Clearwater Revival, et par smukke fortolkninger af Joan Baez.
Det hele blev rundet af med en flot version af “Piece of my heart”, hvor den anden sangerinde, Louise Støjberg, også viste, at hun kan sin Janis Joplin.
I 1969 havde man 3 dage til at fyre et væld af musik af fra scenen. Fredag aften havde de 9 musikere kun et par timer, så det betyder naturligvis, at der må prioriteres. Denne tilskuers eneste anke går på, at når Rasmus Madsens guitar skal fylde så meget, så ville det have være fint med to af de engelske grupper, som for mig også hænger sammen med Woodstock; The Who og Ten Years After - ikke mindst sidstnævntes legendariske version af rockmedleyet “I’m Going Home”, som Alvin Lee introducerede med ordene: “I’m Going Home - by helicopter”, hvilket gjorde det lidt lettere for ham at komme fra Woodstock end for den lille halve million mennesker, som var strandet i mudder og trafikkaos denne weekend i august for 50 år siden. Og så kunne det, med Signe Juhls Grace Slick attitude, have været fint med et enkelt nummer med Jefferson Airplane - vestkystens hotte hippiegruppe på den tid.
Og selv om det ikke altid er en fordel, at have en kendt far, som er musiker, så kunne Rasmus Madsen da meget passende have smidt farmands signaturnummer ind, for på Woodstock spillede Johnny Winther faktisk “Johnny B Goode”...
Og stor ros til Himmerlands Ungdomsskole i Haubro for at sende deres elever ind til sådan en koncert med musik, som formentlig ikke er den, der lyder ud af deres Sound Box’e, når de skal dyrke nutidens rytmer.
Sådan en aften lærte efterskoleeleverne bl.a., at koncerter ikke er forbi, når musikerne siger, at nu spiller man sidste nummer. Der er naturligvis altid ekstranumre og her fik vi en smuk vokalharmoni med Crosby, Stills & Nash’s “Helplessly Hoping” efterfulgt af Joe Cockers klassiske version af Beatlesnummeret “With A Little Help From My Friends”.
Woodstock 69 og Woodstock 69 anno 2019 - tak for musikken.
Bandet: Louise Støjberg: vokal Signe Juhl: vokal Rasmus Madsen: vokal & guitar Martin Rauff Nielsen: vokal & guitar Casper Mikkelsen: trommer Niels Kvist: bas N.O. Thorning: keys Johan Bylling Lang: saxofon Bjarke Nikolajsen: trompet
Det har længe været kendt, at der er havørne ved den genskabte Vilsted Sø. Det har jeg også vidst, men derfra og så til at se ørnen eller ørnene, er der et stykke vej.
Jeg har flere gange været ved søen og forgæves kigget op for at få et glimt af den store flyver. Indtil i år, hvor jeg har mødt den to gange. Første gang var den lidt langt væk, men jeg valgte at tage et par såkaldte “doku-skud”, så jeg hjemme på computeren kunne tjekke, om det nu også var den eftertragtede ørn, jeg havde fået i søgeren.
Det var det, og den slags giver jo appetit på mere.
Så en fredag morgen trillede jeg igen ud til Vilsted Sø, som der er adgang til flere steder fra. Jeg valgte det samme sted, som jeg første gang så havørnen, nemlig Holmen, hvor der er kommet en bro, så fodgængere og cyklister kan krydse søen på det sted, hvor vejen i sin tid gik til Ranum, da søen var afvandet og udlagt som landbrugsjord.
Allerede på vej ned mod parkeringspladsen var der noget at fotografere - et par fiskehejrer, som stillede smukt op til fotografering i den smukke sø, hvor vandet denne vindstille morgen var spejlblankt.
Fra parkeringspladsen gik jeg en tur ud til fugletårnet, hvorfra der er en smuk udsigt over søen over mod Vitskøl Kloster, hvor der er lavet et stryg, hvor vandet løber via en å ud i Limfjorden. En stor del af denne del af søen er udlagt som fuglereservat. Her var også fiskehejrer, og en odder var på morgenfiskeri. Jeg kiggede lidt efter ørne, som holder til i denne del af området, men der var ikke noget at se.
Fra tårnet gik turen ned til den smukke bro, men bortset fra lidt småfugle og endnu et par hejrer, kom der ikke noget på kortet. Jeg så en stor fugl trække ud over fjorden i det fjerne og tænkte, at ørnen nok havde valgt at fiske i Limfjorden denne morgen.
På vej tilbage mod bilen kiggede jeg mig over skulderen, og så den velkendte silhuet af en stor fugl. Kameraet blev hevet op til øjet og der blev zoomet helt ind på 600 mm. Og jo, det var fiskeørnen, som havde retning mod broen. Jeg kunne ikke nå at flytte mig, og valgte at holde kameraet rettet mod fuglen, altimens der blev trykket på udløseren en del gange.
Havørnen passerede hen over broen, stadig i søgeren på mit kamera, og pludselig fornemmede jeg, at den kiggede ned og begyndte at skifte retning. Udløseren blev holdt nede, og jeg fulgte ørnen, medens den dykkede ned mod søen og greb ud efter et eller andet i vandoverfladen, for så at stige op igen og fortsætte mod Vilstedsiden af søen.
Jeg blev stående et stykke tid, men ørnen returnerede ikke samme vej, som den var kommet. I bilen kunne jeg overføre billederne til min tablet og se dem i lidt større udgave - og jeg var godt tilfreds, med hvad jeg så. Kvalitetsmæssigt rimeligt gode billeder af hele forløbet. Havde jeg stået ved broen, havde det været endnu bedre, men bestemt ikke dårligt.
Hjemme ved PC’en blev billederne lagt ind og billedbehandlet - man kan se de bedste her i forbindelse med denne blog.
Og min næroplevelse har bestemt ikke gjort appetitten på havørn mindre - ej heller på at besøg den smukke Vilsted Sø, hvor jeg rundede af med en lille tur ud omkring “stryget” ved Vitskøl Kloster. Turen derud går langs en år, som er næsten gemt under bevoksning med træer, som stikker deres grene ud over vandet - et oplagt sted for en isfugl, så måske en dag, hvis heldet og tålmodigheden er der...
I dag følger sidste ferieblog fra miniodysseen til grænselandet.
Gråsten er naturligvis kendt for sit slot, som gennem mange år har været sommerresidens for de kongelige. Især Dronning Ingrid yndede at samle familien på slottet, og Margrethe har også gennem mange år kaldt til samling i det smukke slot ved søen. Gennem de senere år, har der været knap så stor tilslutning, og ifølge en overskrift, jeg så på nettet, var der ikke det helt store familiefoto på trappen i år - blot et snapshot af Margrethe, Frederik, Mary og børnene. Ja, nærmest helt i tråd med, hvordan en kongelig familie i dag gebærder sig på de sociale medier, hvor de med ansatte kommunikationsfolk så nogenlunde selv kan styre en del af nyhedsstrømmen.
Jeg er ikke den store royalist - synes i bund og grund det er lidt en gammeldags ordning, men fint og flot er det da, og med Frederik ser det ud til, at der til dels kommer nye tider. Han kan dog næppe alene fjerne de stive og mærkelige regler og traditioner, men alene i kraft af sin personlighed, udstråling og folkelighed, kan han nok modernisere huset en del.
F.eks. er det mig en gåde, at Margrethe ikke abdicerer og lader yngre kræfter komme til - hvis man kan sige det om folk, som har rundet de 50. Selv om politikerne i vore dage gør en dyd ud af at forlænge vores arbejdsliv, så behøver regenten da ikke gå foran med så grelt et eksempel. Hendes rygepolitik er vel også et af de steder, hvor man burde se lidt på signalværdien.
Nå, nok om det. Vi boede en enkelt nat nabo til slottet i Gråsten, men så ikke noget til naboerne - kun en enkelt soldat, som passede sin sommertjans ved skilderhuset.
Gråsten har bymæssigt ikke samme charme som f.eks. Tønder, men det er da en fin lille by med en gammel kro, hvor vi nød vores aftensmad i rustikke omgivelser. Vi var en tur ved havnen, hvor der står en træskultur, som forestiller det berømte Gråsteneræble, som ifølge planchen har inspireret Steve Job til navnet Apple.
Fra Gråsten kørte vi til Dybbøl. Det historiske center har vi besøgt tidligere, så det blev i stedet til en gåtur ned forbi bankerne, hvorfra der er en smuk udsigt mod Broager til den ene side og Sønderborg til den anden.
På skanse IV opsatte tyskerne efter slaget ved Dybbøl et “Denkmal” til minde om sejren over danskerne. Det pompøse værk fik lov til at blive stående efter genforeningen i 1920, men kort efter befrielsen i 1945 blev det sprængt i stumper og stykker af ukendte. Fem års ny besættelse var alligevel en tak for meget for sønderjyderne.
Dybbøl Mølle var i mange år et nationalt monument - det er den måske ikke helt så meget i folkebevidstheden længere. Men smuk er den, og i denne tid skal den restaureres, så den står flot til 100-året for genforeningen næste år.
Møllen blev flere gange skudt i brand, men senest, den sådan har været i ilden, om man så må sige, var i 1970’erne, hvor den indgik i en politisk sang-krig. Folkekære John Mogensen mente, “at der var noget galt i Danmark, og at Dybbøl Mølle maled’ helt ad Helved til”. Det faldt CD’eren Erhard Jakobsen så meget for brystet, at han indspillede en single: “Dybbøl Mølle maler stadig” med B-siden “Åh, Mor Danmark!”. Mogensen svarede igen med nummeret “Erhard” og så sluttede krigen på sungne ord vist mellem de to. Find selv numrene på Youtube - hvis du tør!!
Den krig vandt John Mogensen med flere længder. Erhard Jakobsen havde lige så lidt talent for at synge, som han havde for at have benzin på bilen, når der var vigtige afstemninger i Folketinget…
Vi var lidt rundt i smukke Sønderborg, så kongeskibet ligge til kaj ved Sønderborg Slot, smagte en helt fantastisk burger og jeg fik købt et par brugte LP’er, inden der om eftermiddagen var tid til en familievisit hos en nevø, som er flyttet til egnen. Hen under aften rullede vi atter mod det nordjyske.
Efter vores visit i Tønder kørte vi vestover mod Kliplev. Lige udenfor byen ligger spejdercenteret Stevninghus.
I sommeren 1969 blev der på stedet arrangeret en spejderlejr, hvor temaet var vikingetiden. Man brugte bl.a. lejren på at opbygge en kopi af den gamle vikingeby Hedeby. Det udviklede sig med årene og vikingebyen blev stående og indgår i dag som en del af Stevninghus.
I år er det således 50 år siden, at den første Hedeby-lejr fandt sted. Det blev markeret med en jubilæumslejr, “The Vikings Strikes Back”, som også havde deltagelse af de blå spejderer fra Farsø - 1. Farsø Flok & Trop. Troppen stillede med 20 deltagere, minier, juniorer, tropsspejdere og ledere på lejren.
At der er tale om en international lejr, kunne man tydeligt mærke i Farsøs lejr, hvor man havde naboer fra Skotland, Frankrig og Israel. Det gav anledning til, at de danske spejdere prøvede at gå med kilt, som er en del af de skotske spejderes uniform.
Vi nød den gode stemning i lejren og var bl.a. nede og se, hvordan de ældste af spejderne fra Farsøgruppen klarede opgaven med at bygge en tømmerflåde - og sejle på den. Det gik fint, men først efter nogle konstruktive ændringer på den model, som de overtog fra en anden gruppe.
Vi overlod spejderne til sig selv og smuttede til Gråsten, hvor vi havde aftalt, at vi kunne bo ved siden af de kongelige. Vi havde på nettet fundet Det Gamle Apotek, som er et rigtig hyggeligt sted med fine værelser og god morgenmad til særdeles rimelige priser.
Efter turen ned gennem Vestjylland nåede vi frem til Højer, hvor vi havde booket værelse på Marskhotellet - lige midt i byen.
Højer kalder sig “Byen bag diget”, og det med god grund, da byen ligger tæt på de store diger, som skal sikre mod oversvømmelser, når naturens kræfter slippes løs og Vesterhavet banker mod kysten - og digerne, som der i dag er flere af. I 1982 kom det nyeste - det fremskudte dige.
Diger er der således nok af i Højer. Derimod kneb det mere med at finde et sted at spise, selv om turistbrochuren (fra 2018) ellers kunne fremhæve flere steder - de viste sig dog at være lukkede, nogle endda permanent.
Brugsen er ikke lukket, så efter en smuttur op i vandtårnet med en smuk udsigt over marsklandet, gik vi ind og provianterede kartoffelsalat, frikadeller og sønderjyske snackpølser. Herefter kørte vi ud til det fremskudte dige og nød vores mad med en fremragende udsigt over landet bag diget - i øvrigt var her en restaurant, åben og med mad til rimelige priser. Men nu havde vi jo selv med, så det må blive en anden gang.
Fra diget er der en smuk udsigt mod nord og syd, og ikke mindst udsigten til syd var speciel, når man tilsyneladende så tog køre på vandet. Lidt hurtig geografitænkning fik os til at konkludere, at der er noget med, at der kører tog via en dæmning til øen Sylt (Sild). Man kan få sin bil over til denne eksklusive og dyre tyske ø med biltog, som kører turen flere gange dagligt.
Fra det fremskudte dige kørte vi ad småveje mod syd, og ud til et nyt udsigtspunkt - denne gang på den tyske side, erfarede vi, for vi havde vildsvinehegnet på vores højre side, da vi kørte ud til vandet. Hjemturen gik langs den tyske side af grænsen hen til Rudbøl, hvor en del af hovedgaden er grænse mellem Danmark og Tyskland, så folk på den ene side bor i Danmark og dem på den anden i Tyskland!
Dermed var grænsen også nået for, hvad vi kunne nå på denne første dag i Sønderjylland, så herfra gik turen hjem til Marskhotellet i Højer.
Næste dag gik det videe til Tønder, som vi også besøgte, sidst vi var i områet. Dengang var det i et forrygende uvejr, som gjore, at vi slet ikke kom ud af bilen. Det gjorde vi denne gang og så kunne vi nyde den smukke gamle by med de karakteristiske huse, som vender gavlen ud mod vejen i de gamle gader.
Anden ferieuge blev bl.a. brugt i det sønderjyske. Morten var på spejderlejr på Stevninghus, så vi kombinerede et besøg i Farsø-lejren med et par dage i grænselandet.
Første overnatning havde vi i Højer - byen bag diget. Vi valgte at køre via Skive og ned over Aulum og Skjern. Det er ikke en vej, vi normalt kører, vi tager som regel A13 eller motorvejen, når turen går nedover. Men det er sjovt at se nye steder - og måske blive inspireret til at vende tilbage på et senere tidspunkt.
Vi slog et smut helt ud mod vest, til Blåvand, hvor Tirpitz Museet blev indviet for et par år siden. Jeg besøgte stedet, da det bare var en forladt tysk bunker, da jeg var soldat i 1978-79. Nu har arkitekt Bjarne Ingels og tegnestuen BIG været inde over, og der er lavet en bygning, som er bygget sammen med den gamle bunker, der i øvrigt aldrig blev færdig. Arkitektonisk har Ingels lavet en løsning, hvor bygningerne falder godt ind i landskabet, nærmest som de klitter, de er placeret imellem. Det meste af udstillingsarealet er nede under jordhøjde - akkurat som bunkerne var.
Efter en halv time i kø, slap vi ind i det underjordiske, som rent militærmæssigt ikke er så imponerende som museet og anlægget i Hanstholm. Der er dog lavet en flot udstilling - ja flere faktisk.
Der er et afsnit, hvor man viser levevilkårene for befolkningen i området gennem tiden, hvor naturen hver dag har været en medspiller på godt og ondt. Det blev staten også, da man anlagde militært øvelsesområde og tvangsflyttede en del beboere i området.
I en anden afdeling er der sat fokus på rav og dets betydning, som en vigtig handelsvare. Der er montrer, som fortæller og viser, hvordan rav er dannet i Norge og Sveriges store skove, men siden er ført til Danmark via floder for mange tusinde år siden, hvor landskabet så helt anderledes ud. Der er flotte fund af store ravklumper og en fantastisk skalamodel af operahuset i Sydney - udført i rav og brugt som blikfang i en butik i København.
Filmen “Under sandet” har sat gang i debatten om, hvordan de tyske minefelter på vestkysten blev ryddet efter befrielsen - ikke af danske mine-eksperter, men af unge tyskere, som reelt ikke havde noget valg, selv om der rent juridisk ikke var belæg for at sætte dem til den slags tvangsarbejde. Men naturligvis har stemningen og følelserne dengang været anderledes, og ikke unaturligt har man tænkt, at det land, som havde lagt minerne også skulle fjerne dem. Udstillingen perspektiverer helt frem til i dag, hvor landminer er et stort problem i mange lande, hvor krigen har vist sit grumme ansigt frem.
Tirpitz-udstillingen viser forskellige tyske bunkere og bringer historier om de mennesker, som levede i eller omkring dem. Med tysk grundighed var bunkerbygning sat i system - Regelbau - nærmest som store legoklodser, der kunne sættes sammen til forskellige typer af bunkere, som man kan se i udstillingen.
Endelig er der selve kanonbunkeren, som aldrig blev bygget færdig. Den var en del at et større system, som skulle forhindre en allieret landgang på den jyske vestkyst. Et af de store kanonløb kan i øvrigt ses i Hanstholm, men ellers kan man se bunkeren indvendig og via små skilte skanne sin lille brik, som man fik ved indgangen. Via den kan man høre små informative fortællinger rundt om i hele museet - smart, selv om det ser ud som om, alle går og taler i mobil!
Fra Blåvand gik turen til Esbjerg, hvor vi stoppede op ved de imponerende skulpturer “Mennesket ved havet”, som der egentlig var planer om at opstille i Skagen, men som Esbjerg fik fat i, da byen fejrede byjubilæum. De 9 meter høj skulpturer i hvid beton, udført af billedhuggeren, maleren og grafikeren Svend Wiig Hansen er placeret ved Sædding Strand, hvor de har skuet ud over Havet siden 1995.
Der er mig bekendt kun to fuglefjeld i Danmark, nemlig Bulbjerg i Han Herred og så på Bornholm ved Hammershus.
Fuglefjeldet ved Bulbjerg rummer en lille koloni på omkring 500 par rider, som er den mest almindelige mågetype i verden. En forholdsvis lille og elegant flyver - hvilket også er nødvendigt, når mågestellet bliver slået ned og der lægges an til landing på de smalle hylder på Bulbjerg. Der er trangt, og der er rift om pladserne.
Ved foden af Bulbjerg kan man komme helt tæt på riderne, som bestemt ikke lever et liv i stilhed. Det er dog mest interne kampe fuglene imellem, som giver anledning til balladen, for her på de stejle fjeldsider er de ikke truet nævneværdigt af rovdyr.
Fotomæssigt er jeg fascineret af mågernes indflyvning til fjeldet - det er smukt, når de bremser op og forsøger at finde fodfæste - og det giver nogle flotte billeder. Ikke mindst hvis der er en blå himmel som baggrund og man har lyset ind fra vest. Kameraet blæser af sted med 10 billeder i sekundet, og så er det bare med at komme hjem og sortere i mågeskuddene.
Tilbagegangen i fiskearter Tobis har betydet tilbagegang i flere ridekolonier, men det har ikke påvirket kolonien i Bulbjerg - måske fordi riderne her af og til smutter forbi Hanstholm og finder sig lidt føde ved den store fiskerihavn. Og så er kolonien heller ikke så stor - de 500 par er en bagatel sammenlignet med kolonier i England eller på Færøerne, hvor der kan være op mod 100.000 fugle i en koloni.
Foruden riderne byder Bulbjerg på smukke udsigter til Lild Strand, til resterne af Skarreklit ude i vandet og til Thorup Strand mod øst. Desuden er der indrettet et lille museum i en bunker, som tyskerne under besættelsen byggede i klinten som en del af et større forsvarssystem med hovedsæde i Hanstholm, hvor der i dag er et flot og meget informativt bunkermuseum.
Thorupstrand eller Thorup Strand - det staves lidt forskelligt på vejskiltene heroppe. Jeg hælder dog mest til den sammensætte version af bynavnet.
Mit første bekendtskab med området stammer helt tilbage fra 1979-80, hvor jeg sammen med min studiegruppe fra AUC var på feltarbejde. Vi skulle arbejde med at planlægge et feriecenter i området og skulle bl.a. lave jordbundsprøver ved hjælp af elektriske målinger. Projektet omfattede en række feriehuse og en centerbygning, og vi arbejdede ud fra en plan, hvor der skulle anvendes sivedræn. Langt fra vore dages kloakplaner med tostrengede systemer.
Det hele var jo teori, men det var spændende og interessant. Vi boede i et lejet sommerhus i nogenlunde samme område, som vi har været i de seneste dage, men jeg har dog ikke kunne spotte huset - det er jo også længe siden. I øvrigt var det en vildt hyggelig tur med nogle meget rare mennesker - de fleste endte vist som landinspektører, medens jeg altså skiftede spor og gik lærervejen.
Er der noget, som kan gøre folk og steder kendte, så er det TV-serier. Således også med smukke Thorupstrand, som da altid har tiltrukket turister, der gerne vil se, når havbådene trækkes op på stranden. Men efter at de lokale fiskere medvirkede i TV-serien “Gutterne på kutterne”, kom der da for alvor fokus på stedet. Og de nye kendisser udnyttede det naturligvis til at drage ud til torvedag og indkøbscentre for at sælge fisk under deres kendte brand.
Fiskerne i Thorupstrand har formået at klare sig i den hårde konkurrence, hvor ord som “kvotekonger” og fiskefabrikker er blevet hverdag. Thorupstrand-fiskerne er på bedste andelbevægelsesvis gået sammen om kvoter, og det har været med til at give dem mulighed for at fortsætte deres hverv i konkurrence med kæmpekutterne fra Hirtshals, Hanstholm og Thyborøn - for ikke at tale om de forhadte hollændere, som med deres bomtrawl vist fisker uden moral eller hensyntagen til andre end sig selv. Det er i sandhed store kræfter, gutterne på kutterne er oppe i mod…
Men de ligger der stadig, havbådene, og de er på fiskeri, når vejret tillader det. Strømmen af fotograferende turister til stranden er stadig stor, og der er indtil flere fiskebutikker i området.
Ved solnedgang er der flotte motiver på stranden - ikke mindst, når solen leger med og dumper i havet som en rund ildkugle ude i horisonten.
Sommerferien er indtil nu blevet brugt i et lejet hus i Han Herred - nærmere bestemt i Thorup Strand.
Området her ligger mellem Limfjorden mod syd og Vesterhavet/Jammerbugten mod nord. Dermed er der lagt op til naturoplevelser i stor stil, fra det frådende hav til de smukke sivskove ind i naturreservatet Vejlerne. Her er der, ikke mindst takket være Aage V. Jensen Fond, etableret fugletårne og træbroer ud gennem sivskoven, så man kan komme helt tæt på fugle- og dyrelivet.
Umiddelbart var der ikke så langt fra vores sommerhus til Han Vejle, som jeg aldrig har besøgt. Men da jeg nærmede mig området, var vejen spærret, da man har fjernet den gamle bro - og en ny er endnu ikke opført - heller ikke en nødbro til fodgængere. Så her stod jeg kun 10 meter fra området med gangbroer og fugletårne - uden at kunne komme derover. Jo, det kunne jeg jo, men først efter en længere omvej i bilen rundt om Lund Fjord.
Det var dog besværet værd, for der var nok at se på og fotografere fra gangbroerne og fugletårnene: Rørhøgene svævede over sivskoven på jagt efter føde, fiske- og sølvhejrer fouragerede nede i vandet sammen med et par skestorke, som slet ikke er storke! Og småfuglene gjorde sig til som modeller på sivene. Jeg fik også en snak med lokale folk, som var ude med kamera og kikkert. De var vist på jagt efter den hvide vipstjert, som jeg dog ikke så noget til denne flotte morgen.
