Ferie i grænselandet

Anden ferieuge blev bl.a. brugt i det sønderjyske. Morten var på spejderlejr på Stevninghus, så vi kombinerede et besøg i Farsø-lejren med et par dage i grænselandet.

Første overnatning havde vi i Højer - byen bag diget. Vi valgte at køre via Skive og ned over Aulum og Skjern. Det er ikke en vej, vi normalt kører, vi tager som regel A13 eller motorvejen, når turen går nedover. Men det er sjovt at se nye steder - og måske blive inspireret til at vende tilbage på et senere tidspunkt.

Vi slog et smut helt ud mod vest, til Blåvand, hvor Tirpitz Museet blev indviet for et par år siden. Jeg besøgte stedet, da det bare var en forladt tysk bunker, da jeg var soldat i 1978-79. Nu har arkitekt Bjarne Ingels og tegnestuen BIG været inde over, og der er lavet en bygning, som er bygget sammen med den gamle bunker, der i øvrigt aldrig blev færdig. Arkitektonisk har Ingels lavet en løsning, hvor bygningerne falder godt ind i landskabet, nærmest som de klitter, de er placeret imellem. Det meste af udstillingsarealet er nede under jordhøjde - akkurat som bunkerne var.

 

Efter en halv time i kø, slap vi ind i det underjordiske, som rent militærmæssigt ikke er så imponerende som museet og anlægget i Hanstholm. Der er dog lavet en flot udstilling - ja flere faktisk.

Der er et afsnit, hvor man viser levevilkårene for befolkningen i området gennem tiden, hvor naturen hver dag har været en medspiller på godt og ondt. Det blev staten også, da man anlagde militært øvelsesområde og tvangsflyttede en del beboere i området.

I en anden afdeling er der sat fokus på rav og dets betydning, som en vigtig handelsvare. Der er montrer, som fortæller og viser, hvordan rav er dannet i Norge og Sveriges store skove, men siden er ført til Danmark via floder for mange tusinde år siden, hvor landskabet så helt anderledes ud. Der er flotte fund af store ravklumper og en fantastisk skalamodel af operahuset i Sydney - udført i rav og brugt som blikfang i en butik i København.

 

Filmen “Under sandet” har sat gang i debatten om, hvordan de tyske minefelter på vestkysten blev ryddet efter befrielsen - ikke af danske mine-eksperter, men af unge tyskere, som reelt ikke havde noget valg, selv om der rent juridisk ikke var belæg for at sætte dem til den slags tvangsarbejde. Men naturligvis har stemningen og følelserne dengang været anderledes, og ikke unaturligt har man tænkt, at det land, som havde lagt minerne også skulle fjerne dem. Udstillingen perspektiverer helt frem til i dag, hvor landminer er et stort problem i mange lande, hvor krigen har vist sit grumme ansigt frem.

Tirpitz-udstillingen viser forskellige tyske bunkere og bringer historier om de mennesker, som levede i eller omkring dem. Med tysk grundighed var bunkerbygning sat i system - Regelbau - nærmest som store legoklodser, der kunne sættes sammen til forskellige typer af bunkere, som man kan se i udstillingen.

Endelig er der selve kanonbunkeren, som aldrig blev bygget færdig. Den var en del at et større system, som skulle forhindre en allieret landgang på den jyske vestkyst. Et af de store kanonløb kan i øvrigt ses i Hanstholm, men ellers kan man se bunkeren indvendig og via små skilte skanne sin lille brik, som man fik ved indgangen. Via den kan man høre små informative fortællinger rundt om i hele museet - smart, selv om det ser ud som om, alle går og taler i mobil!

Fra Blåvand gik turen til Esbjerg, hvor vi stoppede op ved de imponerende skulpturer “Mennesket ved havet”, som der egentlig var planer om at opstille i Skagen, men som Esbjerg fik fat i, da byen fejrede byjubilæum. De 9 meter høj skulpturer i hvid beton, udført af billedhuggeren, maleren og grafikeren Svend Wiig Hansen er placeret ved Sædding Strand, hvor de har skuet ud over Havet siden 1995.