Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Ferie ved Vejle(rne)

10-07-2019
 
Sommerferien er indtil nu blevet brugt i et lejet hus i Han Herred - nærmere bestemt i Thorup Strand.

Området her ligger mellem Limfjorden mod syd og Vesterhavet/Jammerbugten mod nord. Dermed er der lagt op til naturoplevelser i stor stil, fra det frådende hav til de smukke sivskove ind i naturreservatet Vejlerne. Her er der, ikke mindst takket være Aage V. Jensen Fond, etableret fugletårne og træbroer ud gennem sivskoven, så man kan komme helt tæt på fugle- og dyrelivet.

Umiddelbart var der ikke så langt fra vores sommerhus til Han Vejle, som jeg aldrig har besøgt. Men da jeg nærmede mig området, var vejen spærret, da man har fjernet den gamle bro - og en ny er endnu ikke opført - heller ikke en nødbro til fodgængere. Så her stod jeg kun 10 meter fra området med gangbroer og fugletårne - uden at kunne komme derover. Jo, det kunne jeg jo, men først efter en længere omvej i bilen rundt om Lund Fjord.
 


Det var dog besværet værd, for der var nok at se på og fotografere fra gangbroerne og fugletårnene: Rørhøgene svævede over sivskoven på jagt efter føde, fiske- og sølvhejrer fouragerede nede i vandet sammen med et par skestorke, som slet ikke er storke! Og småfuglene gjorde sig til som modeller på sivene. Jeg fik også en snak med lokale folk, som var ude med kamera og kikkert. De var vist på jagt efter den hvide vipstjert, som jeg dog ikke så noget til denne flotte morgen.

Alt i alt en rigtig god start på ferien.
 

Kategori: 2019

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby