Mit første spejlreflekskamera købte jeg i 1984, umiddelbart før jeg som nyuddannet lærer tog på et 4 måneders højskoleophold i Uldum. Her blev min fotointeresse fra folkeskolen genopfrisket, og siden da har fotografering været en stor del af mit liv.
Mit første kamera var et Olympus OM-20 - et kompakt lille kamera med gode objektiver. det blev senere suppleret med det halvprofessionelle OM 2 Spot, som jeg var meget glad for.
Senere kom der også Nikon på hylderne - ikke mindst i den digitale tidsalder, hvor jeg har og har haft en del Nikon.kameraer med masser af objektiver og andet udstyr.
Jeg har dog ikke helt glemt Olympus og ejer i dag et OM-D E-M5 II, en forfærdelig modelbetegnelse, men et fortræffeligt lille kamera med en microfourthirds censor, som er noget mindre end i de kameraer som Nikon og Canon laver. Det koster lidt på billedkvalitet, men til gengæld vinder man en masse tilbage på størrelse og vægt, og så er de små Olympus’er bare sjove at fotografere med - der er en masse innovativ teknik i dem, som andre mærker ikke har - bl.a. til natfoto o.l. Der er tale om systemkameraer uden spejl - i stedet er der en elektronisk søger, så det man ser, er så at sige, det man får. Er lysmålingen ikke på plads, vil man kunne se det i søgeren, før billedet tages, og så kan man evt. justere.
Olympus er også ledende, når det kommer til indbygget billedstabilisering, som er afgørende for, hvor lange lukketider, man kan bruge. Jeg har med succes taget håndholdte fotos på et halvt sekund med mit Olympus og har på nettet set eksempler på, at fotograferer kan komme endnu længere ned - imponerende.
Indbyggede filtre er ikke noget, jeg bruger ret tit, men der er dog et par stykker i mit Olympus, som jeg har brugt nogle gange, når jeg vil have en dramatisk effekt i billedet. det kan man også lave hjemme på computeren, men det er meget sjovt at lege med i kameraet, når det kommer over en.
Alle Olympus-kvaliteterne til trods, så er mærket, akkurat som flere andre af de store, ramt af mobiltelefonerne, som for mange er deres eneste kamera - og med en ret god kvalitet. Markedet for store kameraer med udskiftelige objektiver og tilbehør skrumper med en hastighed, der langt overgår lukkehastigheder på 1/8000 sekund, som disse kameraer kan klare.
Tidligere på året meldte Olympus så ud, at de sælger deres kameradel fra for at koncentrere sig om mere profitable forretninger som udstyr til bl.a. sygehuse o.l. Ved årsskiftet er det således en japansk investeringsfond, som står med kameradelen - og det er næppe særlig positivt. I samme forbindelse bliver kameraerne nu markedsført under brandet OM-D (Afledt af Olympus-Digital), da Olympus jo ikke kan lægge navn til noget, som de ikke længere ejer.
Optimister håber, at den nye ejer vil fortsætte mærket og udvikle på det, men pessimisterne, og dem tilhører jeg i denne sag, er bange for, at firmaet ripper værdierne ud og skrotter resten. Dermed kan Olympus, som har været på markedet siden 1936, snart være fotohistorie. Det skal dog siges, at der i løbet af året er kommet flere nye produkter på markedet fra Olympus, men det er jo naturligt, da disse har været under udvikling gennem en længere periode forud for salget.
Og måske er der tale om et salg, hvor sælgeren betaler for at komme af med varen. Det kan det godt være, hvis Olympus ønsker at komme fri af en masse forpligtelser overfor medarbejdere og andet, hvis de selv lukker ned.
Man kan håbe på, at andre kameraproducenter køber nogle af Olympus teknologier og bruger det i nye modeller - det kunne være spændende.
På trods af det, holder de smukke og avancerede kameraer jo ikke op med at virke, så for mig og mange andre vil der være masser af fotoglæde med udstyret i mange år frem.
Det store spørgsmål er nu, hvem bliver den næste kameraproducent, som kommer i vanskeligheder - Nikon er allerede i problemer og udviklingen går ikke kameraproducenternes vej….
Alle fotos, som ledsager denne blog er taget med Olympus OM-D EM5 II og en zoom på 14-150, hvilket på et traditionelt kamera svarer til 28-300 mm.
Jeg har ind imellem brugt min blog til at mindes musikere, som har betydet noget i mit liv.
Forleden kunne en ny føjes til listen, da Michael Bundesen, forsanger i Shu-Bi-Dua, døde efter en sygdomsperiode med kræft. Inden da var “Bunden” allerede blevet ramt alvorligt på helbredet, da han i 2011 blev ramt af flere blodpropper i hjernen og måtte leve et liv i kørestol. Dengang skulle han sammen med Shu-Bi-Dua have optrådt ved en søkoncert i Farsø få uger senere, hvilket naturligvis måtte aflyses.
Desværre.
Men heldigvis nåede jeg at opleve Bonden og Duerne i 2004, hvor de gav en forrygende koncert på pladsen i søanlægget foran spejderhuset. I de samme rammer, hvor også Kim Larsen gav flere koncerter i de år, hvor den lokale fodboldklub bed an med at arrangere koncerter. Billederne, som ledsager denne blog, har jeg taget ved koncerten i august 2004.
De to danske trubadurer, med vidt forskellig baggrund, var dog aldrig på plakaten sammen. Det var de faktisk ret sjældent i deres karriere, og forholdet mellem Larsen og Bundesen var mildest talt anstrengt og havde været det lige siden, Shu-Bi-Dua begyndte at udgive plader og spille koncerter. I bogen “Altid har en ende” beskriver Michael Bundesen de få møder, han havde med Kim Larsen, som angiveligt anlagde en noget arrogant attitude for den danske “Elvis”. Afstanden mellem sangerne fra henholdsvis den københavnske stenbro og det mere mondæne whiskeybælte nord for København var øjensynligt for stor,og ingen af de to herrer tog på noget tidspunkt for alvor initiativ til en forsonende snak.
Og nu er det for sent. Men på min bogreol har de fundet sammen og står side om side.
Bundesen og Shu-Bi-Dua havde ikke andre intentioner med deres musik end at underholde og give publikum en god oplevelse. Bandets motto var, at det skulle være sjovt, ellers var det ikke morsomt…
Og morsomt var det, både på plade og live. Den fik ikke for lidt med sproglige finurligheder, som gjorde deres sange til ørehængere og hits, som overgik de etablerede “gasser”. Jeg har alle deres albums fra 1 til 11, og de får skam masser af spinnetid på mine pladespillere - bl.a. om sommeren, hvor den transportable Philips kommer med ud i haven, hvor jeg så kan nynne med på “Sommergryder”, “Danmark”, “Vuffelivov”, “Hvalborg”, “MacArine” og alle de andre herlige sange og melodier med Shu-Bi-Dua.
Live var Bundesen også ganske mere nærværende overfor publikum end den gode Kim Larsen, som ikke gjorde meget væsen af sig med hensyn til at kommunikere med sine tilhørere. Han fyrede sine floskler af, og det var så det. Til gengæld formåede han dog også altid at sammensætte en sætliste, som både bød på det kendte og det overraskende. Så hos begge fik publikum det, de kom for.
Gimikken med, at publikum kastede kiks på scenen, når Shu-Bi-Dua spillede “Hvalborg” opstod ved en tilfældighed, men udviklede sig til det vanvittige, hvor bandet måtte krybe i dækning når ikke bare kiks, men hele ruller af dem, blev tyret mod scenen. Og på den mest udsatte plads stod Bundesen og tog tæskene for holdet - styrthjelmen og brillerne var ikke for sjov!
Et af bandmedlemmerne sagde om det hele, at han ville ønske, at de i stedet havde formuleret teksten noget i retning af “og jeg fod’red dig med Dankort og pinkort fra min lomme”, hvilket igen fortæller om gruppens skæve tilgang til det hele.
Nu er den sidste kiks kastet og den sidste sang sunget med Michael Bundesen som frontmand i dette ærkedanske band, som dog stadig lever videre i tributebands og også i en version med Michael Hardinger, som dog har respekt nok til ikke at bruge Shu-Bi-Dua-navnet til sin gruppe.
Alting har en ende. Tak for sangene og det gode humør Hr. Bundesen.
Nu sker der noget med de gamle bygninger, som er dømt til nedrivning. Netop nu, i juni 2020, er et nedbrydningsfirma gået i gang med arbejdet. Et arbejde, som er noget anderledes end nedbrydninger før i tiden. I dag skal al miljøfarlig materiale bortskaffes på forsvarlig vis, hvilket betyder, at den gamle maling er skrællet af bygningen, som netop nu står imponerende flot med sine røde mursten. Så længe det varer - i løbet af de næste to uger forsvinder de gamle bygninger, og så er der kun fotos og minder tilbage om det mejerieventyr, som driftige mænd i byen og på egnen startede i 1888.
I øvrigt var mind oldefar Anders Chr. Pedersen mejeribestyrer på "Fælleslykke", som det gamle mejeri hed, i en årrække.
Min hund Nemo nærmer sig de 10 år, og akkurat som hos vi mennesker, kan der med alderen opstå visse komplikationer med “vandværket”. Vi havde mistanke om noget med prostata, så vi måtte en tur omkring dyrlægen.
Nu har Nemo det med, at alle symptomer stopper, når vi parkerer på dyrlægens parkeringsplads. Han har før haltet, men når han springer ud af bilen, er al halten væk, når vi ankommer til dyrlægen.
Derfor overraskede det mig heller ikke, at de små bloddryp, vi havde registreret derhjemme, var holdt op, da vi kørte til dyrlægen. Men tjekkes det skulle han nu.
På parkeringspladsen lod jeg ham lige tisse af, inden vi gik ind i receptionen. Her blev vi mødt af dyrlægen, som sagde: Vi skal lige have en urinprøve!! Jeg fik udleveret et reagensglas og en gul tragt, som jeg skulle holde ind under Nemo, når han tissede. Vi gik en lille tur, men der kom ikke mere ud af hanen, så vi blev enige om, at jeg skulle forsøge derhjemme.
Og herfra blev det da for alvor sjovt - især for min familie.
Tidligt op om morgenen og ud i haven med vuffer, som jo plejer at sende op til flere stråler op af træer og buske på denne tid af dagen. Mig bagefter med min lille gule tragt - men tror I hunden gad lette ben eller sætte sig og tisse? Naturligvis ikke, så der stod jeg med tragten og så lettere dum ud. Jo, den tissede, men da var den gået over i den modsatte side af haven på behørig afstand af dens herre og mester, som bare kunne se på, at de dyre dråber sivede ned i græsplænen...
Når en hund skal, så skal den. Men gerne på behørig afstand af irriterende mennesker.
Nyt forsøg: Hunden i bånd og en gåtur op gennem byen forbi alle favoritstederne. Mig klar med en pose om hånden og den gule tragt klar til at indfange de gyldne dråber. Men ak, lige så snart Nemo begyndte at lade vandet, og jeg bukkede mig ned for lige at få en skvis, stoppede han og gik videre. Sådan fortsatte det op gennem byen, hvor jeg flere gange kiggede mig over skulderen og tænkte: Det er skjult kamera, det her!
Alubakker har tidligere været et hit hjemme i haven, når der skal fanges gåsebiller. Jeg fik den ide, at de også måtte kunne indgå i jagten på de gyldne dråber, så der blev placeret alubakker strategiske tissesteder i haven - så langt så godt. Hunden blev lukket ud, og jeg blev inde med min gule tragt. Og fra køkkenet kunne jeg med glæde se vuffer gå hen og lette ben ved favorittræet - men på så god afstand, at han ikke ramte ned i nogen af bakkerne….
Jeg var så småt ved at kapitulere og begyndt at tænke på, at så måtte dyrlægen trække en prøve ud med kateter.
Der skulle og lige prøves en sidste gang torsdag eftermiddag, hvor jeg havde gæster derhjemme. Vi drak kaffe, og jeg listede ud i haven sammen med Nemo, en bold - og en alubakke. Vi legede lidt med bolden, og jeg holdt mig lidt på afstand af Nemo, som pludselig satte sig og lod vandet risle - som et lyn (!) var jeg henne ved ham og fik placeret alubakken under de ædlere dele. Og til min fryd blev bakken fyldt op, hvorefter jeg kunne omlade det til det lille reagensglas, som straks blev sendt til dyrlægen.
Behøver jeg at fortælle, at jeg knyttede næven i triumf, da operationen var fuldendt…
I øvrigt viste prøven ikke tegn på betændelse, så nu skal Nemo på en pillekur, som kan få prostata til at trække sig lidt sammen.
Forleden fandt jeg en kuvert med 4-5 gamle sort-hvide fotos. Allesammen fra min farfars møbelforretning, Theodors Møbler, i Søndergade i Farsø.
Det kaldte naturligvis minder frem.
Jeg er barnefødt i den ejendom, hvor møbelforretningen lå - et hus i 3 etager midt på Farsøs sydlige hovedstrøg, hvor der også var bl.a. bager, tømmerhandel, frisør og en købmandsforretning i nabolaget. Købmandsforretningen drev min far, og den lå lige overfor møbelforretningen.
Vi boede oppe på andensalen, medens mine bedsteforældre boede på førstesalen. Der var toilet i begge lejligheder, men ikke bad. Skulle man i badekarret, måtte man ned i kælderen. Karret blev ikke blot brugt til at bade os børn i, her gik også levende ål, når min far og farfar havde været ude og glibe i Limfjorden….
Kælderen var ganske stor - her var også vaskekælder, og så indrettede min farfar på et tidspunkt et rum med en elektrisk togbane - bygget på en plade med bane, skiftespor, landskaber og huse. Lidt af et Eldorado for os børn. På et tidspunkt var der også billardbord i kælderen - her lærte jeg at spille keglebillard, som er et ganske finurligt spil med flere finesser end det moderne pool, som spilles de fleste steder i dag.
Møbelforretningen havde to vinduer ud til gaden, der var en lille trappe op til forretningen, som ikke var overvældende stor. Gennem årene blev der dog udvidet bagud - først med en bygning, som blev bygget sammen med hovedbygningen og senere med 2-3 bygninger i området længere bagude, hvor det stødte op til et nyt villakvarter - digterkvarteret. Fra hovedgaden kunne man via en smøge gå op forbi den første tilbygning til p-pladsen og senere de øvrige bygninger, hvor der bl.a. var tæppelager.
Livet i og omkring møbelforretningen var altid sjovt og spændende. Jeg husker, hvordan der blev skåret tæpper ud med skarpe knive og de karakteristiske “knæskubbere”, som blev brugt, når man lagde tæpper ned. I forretningen blev der slået glidesøm under stole, og så kom mange møbler, så vidt jeg husker, færdigsamlede fra fabrikanterne.
Turene ud til fabrikkerne var helt specielle. Vi var ofte på Salling, hvor der var et hav af små møbelfabrikker - ofte med en stor produktion af polstermøbler. For en knægt på 8-10 år var det fantastisk at komme på disse ture med farfar, som elskede en god snak med fabrikanter og kunder.
Folkeholdet i forretningen bestod af løsarbejdere, som hjalp til ved siden af deres normale jobs, senere blev der også ansat flere fuldtidsarbejdere, bl.a. min far, da købmandsforretningen blev solgt i begyndelsen af 1970’erne. Det var fast kotume, at folkene skulle op i mine bedsteforældres stue og have formiddagskaffe - en stjernestund for min farmor, som elskede at varte op og servere - der manglede sjældent noget - heller ikke en lille skarp til halsen. Det samme gjorde sig gældende, når der var håndværkere i huset - så blev der trakteret.
Der blev altid sørget godt for folkene, uanset om det var de ansatte eller håndværkere. Her er det i forbindelse med udvidelsen af forretningen. I den hvide skjorte til højre er det i øvrigt den senere borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen.
Min farfars hunde var også et kapitel for sig selv. Jeg husker fra min tidlige barndom den tyske ruhårede Herta. Senere købte farfar en cocker spaniel af en møbelfabrikant på Salling. Tanja kom med hjem til Farsø og fik et godt hundeliv - faktisk fik den hvalpe, og en af dem blev boende, den døbte min farmor “Pjoske” en sort krøllet skabning, hvor det var svært at kende forskel på for og bag.
Min far overtog hele bygningen med den gamle købmandsgård på den anden side af gaden. Det betød, at vi flyttede fra en lille lejlighed til et kæmpe hus med 3 stuer ensuite, viktualierum, kælder, to lejligheder på førstesalen og et loft, hvor der var tre små værelser, som var lejet ud til unge mennesker, der var i lære eller arbejdede i byen.
Min farfar og min far arbejder i gården bag forretningen. Der er sikkert hentet et læs møbler hjem fra København, som var den måde, min farfar startede sin forretning på. Der blev senere bygget til forretningen i højre side og også oppe bagved, hvor man kan se garagen.
Men det er en ganske anden historie, som jeg sikker vender tilbage til en anden god gang.
Kim Larsen døde i efteråret 2018. 40 år tidligere blev Gasolin opløst efter en koncert i Malmø i august 1978.
Men Larsen og Gasolin musik lever videre. Det fik jeg et kontant musikalsk bevis for Midt om eftermiddagen i lørdags i Aalborg Kongres og Kulturcenter, hvor jeg sammen med fruen så musicaludgaven af film- og pladehittet “Midt om natten”.
Den to timer lange musical lægger sig handlingsmæssigt helt op af filmen, men musikalsk har man taget sig nogle friheder og indarbejdet en lang række populære Larsen og Gasolin sange i handlingen. Det virker for det meste rigtig godt, måske med et par søgte undtagelser og samtidig med et par sjove indfald med f.eks. Yummi Yummi, hvor tre blottere er på scenen i deres lange frakker, medens Arnold er på besøg hos mekanikerens Molly.
Der er gjort meget ud af at få karaktererne til at ligne dem fra filmen. Musikken er også genkendelig og god, og den bliver er leveret med kant og energi, så man kunne forledes til at tro, at de gamle Gas-drenge stod i kulissen og spillede. Et forrygende potpourri af en række rocke de Gasolin-numre sluttede første afdeling med manér og lovede godt for fortsættelsen.
Handlingen tog lidt mere fart efter pausen, og vik fik et par herlige scenografisk gimmicks, f.eks. Med rockerne på deres “håndholdte” motorcykler, som blev brugt kreativt i koreografien. Og helt sjovt var det, da Benny og hans venner punkterede de dæk, som ikke var der. Virkningsfuldt og sjovt.
Alting slutter som i filmen, hvor Benny må ind og sidde, medens Susan Himmelblå tager to år i huset hos en familie i Schweiz og er klar til at vende hjem, når spillemanden har udstået sin straf. Selvfølgelig finder afskeden sted til tonerne af “Om lidt”, som formentlig synges på 90 procent af de danske efterskoler, når der er sidste skoledag.
Det hele rundes af med Benny, Gustav Wolter, og Jimmy Jørgensen, som alene på scenen fremfører “Pianomand”, medens de øvrige aktører stille kommer på scenen til denne rørende musikalske hyldest til manden bag det hele, Kim Larsen.
Da jeg i årene fra 1980-84 gik på Ranum Statsseminarium, kunne man køre fra Ranum til Overlade via en vej, som gik hen over den gamle Vilsted Sø, som på det tidspunkt var afvandet og brugt som landbrugsjord.
På det tidspunkt var det så som så med anvendelsen til landbrugsjord af flere årsager, dårlige faldforhold og tilsanding. Derfor var der heller ikke de store problemer med at få gennemført et projekt, som skulle føre søen tilbage til sin oprindelige form. Beslutningen blev taget i 1998 og i 2006 kunne man genindvi Vilsted Sø som et rekreativt område for dyr, fugle og mennesker. Finansieringen skete i et samarbejde mellem staten, Nordjyllands Amt og Aage V. Jensens Naturfond. Pris 66. mio. kr. I dag er det Aage V. Jensens Naturfond, som ejer det store område, der i det daglige driftes af Naturstyrelsen, Himmerland.
Med søen forsvandt vejen mellem Ranum og Overlade, men i 2014 kunne man under stor festivitas indvi en gang- og cykelbro hen over søen på det sted, hvor vejen i sin tid gik. På Overlade-siden ligger broen på Holmen, hvor der også er shelterplads og fugletårn.
I dag er området et yndet sted for fuglekiggere - og der er nok at se på. Hejrer, ænder, gæs, rørhøge, falke, musvåger og sågar et ørnepar holdet til ved søen, som i den sydlige del fra broen og hen til stryget ved Vitskøl Kloster er udlagt som fuglereservat.
Jeg kører ind imellem en tur til søen, som næsten aldrig skuffer. Når først man en gang har mødt den mægtige havørn, vil man gerne møde den igen, og man kigger naturligvis efter den. Men må ikke glemme alt det andet smukke og fascinerende liv i og ved søen, en odder som fisker eller en fiskehejre, som sætter sig til rette på broens gelænder og majestætisk kigger ud over søen.
Torsdag formiddag havde jeg lyst til et tur til søen - denne gang så jeg ikke noget til havørnen, men til gengæld var der smukke hejrer og pludselig var en falk og en krage i luftkamp lige over mig.
Tirsdag aften var der kultur for alle pengene i det lokale butikscenter i Farsø, Rådhuscentret. I samarbejde med de lokale handlende og Kultur Karavane Nord var der sidst på eftermiddagen og nogle timer frem en række kulturelle tilbud med såvel lokale amatører som professionelle aktører.
Således kunne man ved indgangen til centret se og opleve en kunstinstallation udført af elever i den lokale kulturskole - lamper og andet var udsmykket med dørslag, pendler og alskens andre fantasifulde ting.
Inde i centeret var der et varieret udbud af aktiviteter. Jeg nåede at se og høre elever fra musikskolen synge og spille på centertorvet - lidt forsagte og generte, men bestemt smukt. Hvis de driver det videre med deres musik, skal de nok få selvtillid og udstråling, som man f.eks. så det i SuperBrugsen, hvor tre kvindelige medlemmer af Aalborg Symfoniorkester gav den fuld gas med en herlig lille koncert på tre blæseinstrumenter midt mellem frysediske og vinreoler.
I Rema 1000 på den anden side af centergangen var der ballet, kiosken bød på musik fra hjertet og mobilen, og hos den musikglade skotøjshandler var der flashmob med kulturskolen.
Jeg var i Brugsen og fik, ud over en musikalsk oplevelse, 2 liter mælk og en bakke med wokkød med hjem.
Det regionale centrum i nordvesttyskland er havnebyen Husum, som tæller i omegnen af 22.000 indbyggere. I forhold til byens størrelse rummer den et rigt og varieret forretningsliv, som er centreret omkring havnen og den gamle bydel med byens gamle slot.
Når man har parkeret bilen og bevæger sig ind i byen via en gangbro over havnen, bemærker man straks, at bådene ligger på bunden. Det er ebbe og dermed er vandstanden lav, men allerede nogle timer senere, da vi vender tilbage, er vandet steget og skibene har igen vand under kølen, som nok er en forkert betegnelse, da skibe til brug i dette område næppe har en køl men nærmere er fladbundede.
Jeg er ikke den store shopper, og da byens eneste forretning med brugte plader, havde lukket den dag, lod jeg familien om at spendere Euro på tøj, medens jeg snuppede en kop kaffe og slentrede lidt rundt og betragtede byens liv.
Torsdag rullede vi hjemover, det blev først til et stop i grænsehandelshelvedet i Padborg og derefter til Horsens, hvor vi besøgte det meget interessante fængselsmuseum, hvor hovedattraktionen er en rekonstruktion af den flugttunnel, som pengeskabstyven og flugtkongen Carl August Lorentzen gravede op til juledagene i 1949. Han slap ud, men fik kun 7 dage i friheden.
Om Lorentzen kan det fortælles, at han også forsøgte at bryde ind i boksen i Sparekassen Farsø. Det lykkedes ikke, da han hos Morten Nielsen havde stjålet det forkerte gas til skærebrænderen. Da nyheden spredtes i byen, stimlede folk sammen ved sparekassen, og da rygtet gik, at det var Lorentzen, som havde været på spil, skabte det en smule forvirring. “Den pæne mand”, sagde folk, som troede, at det var sparekassens formand, med samme efternavn, som havde været på spil. Det var det jo så ikke, og sparekassen beholdt sine penge og formanden sin post.
Hermed slutter bloggerierne fra vores lille tur til Tyskland, tilbage er kun en let brugt efterårsferie, som er til salg.
Som nævnt i den seneste blog, kan man snildt nå Friedrichstadt på en dag, så der er også blevet tid til at se andre dele af det nordvesttyske her i efterårsferien.
Ude mod vest ligger vadehavet, og det er naturligvis et populært sted for tyskerne, som ikke har så forfærdelig mange kilometer strand. Men de elsker stranden og havet og på en smuk og let blæsende efterårsdag er der masser af liv her i og ved den populære badeby. Man kan parkere ved stranden, men der er også driftige forretningsfolk, som har lavet en forretning ud af lave parkeringsplads bag digerne, hvor det ellers kan være svært at finde et sted at sætte bilen.
Vi lagde 4 Euro og gik gennem klitterne til et område, som er udlagt til “hundestrand” - her kan man lade hundene boltre sig i et afmærket område. Det tager de regelrette tyske nu ikke så alvorligt - der var masser af hunde alle andre steder på stranden. I øvrigt slog det os, at stort set alle i Friedrichstadt så ud til at have hund.
Der var godt gang i drageflyvningen med mange forskellige dragetyper, og ellers gik folk bare tur på stranden eller sad og nød efterårssolen.
Toiletfaciliteterne er noget for sig. De er simpelthen bygget op på høje pæle, så man går på toilettet i 2. sals højde. Ideen må jo være, at bygningerne på denne måde er sikret mod vandet, når det stiger og oversvømmer strandområdet, sådan som det jo er dagligdag her i vadehavsområdet.
Vi kørte fra Sankt Peter Ording mod syd til det sted, hvor Ejderen løber ud i Nordsøen. Også her sætter havet sit præg på tingene. Store diger skal forhindre oversvømmelser af landet bag dem, og som en yderligere sikring blev der i perioden fra 1967 til 1973 bygget et kæmpemæssigt spærreværk, hvor man med store porte kan styre, hvordan vandet flyder mellem flod og hav.
Aftensmaden blev indtaget i byen Tønning, som engang var et centralt handelsknudepunkt her ved Ejderens udmunding. Byen har en smuk havn, hvor der også er flere restauranter. Vi valgte en, hvor specialiteten var fisk - vi fik rødspætter med kartoffelsalat! Så mange fisk, man kunne spise, der var 9 stk. på fadet til 3 personer. Vi fik spist op, men behøvede ikke at få flere, selv det blev tilbudt...
I øvrigt er det våde sand i vadehavet perfekt i modlys, når man vil lave noget sort-hvid med inspiration fra mesterfotografen Ansel Adams zonesystem, som jeg har gjort i billedet nedenfor.
