Bondens fejde er slut

 

Jeg har ind imellem brugt min blog til at mindes musikere, som har betydet noget i mit liv.

Forleden kunne en ny føjes til listen, da Michael Bundesen, forsanger i Shu-Bi-Dua, døde efter en sygdomsperiode med kræft. Inden da var “Bunden” allerede blevet ramt alvorligt på helbredet, da han i 2011 blev ramt af flere blodpropper i hjernen og måtte leve et liv i kørestol. Dengang skulle han sammen med Shu-Bi-Dua have optrådt ved en søkoncert i Farsø få uger senere, hvilket naturligvis måtte aflyses.

Desværre.

Men heldigvis nåede jeg at opleve Bonden og Duerne i 2004, hvor de gav en forrygende koncert på pladsen i søanlægget foran spejderhuset. I de samme rammer, hvor også Kim Larsen gav flere koncerter i de år, hvor den lokale fodboldklub bed an med at arrangere koncerter. Billederne, som ledsager denne blog, har jeg taget ved koncerten i august 2004.

 

De to danske trubadurer, med vidt forskellig baggrund, var dog aldrig på plakaten sammen. Det var de faktisk ret sjældent i deres karriere, og forholdet mellem Larsen og Bundesen var mildest talt anstrengt og havde været det lige siden, Shu-Bi-Dua begyndte at udgive plader og spille koncerter. I bogen “Altid har en ende” beskriver Michael Bundesen de få møder, han havde med Kim Larsen, som angiveligt anlagde en noget arrogant attitude for den danske “Elvis”. Afstanden mellem sangerne fra henholdsvis den københavnske stenbro og det mere mondæne whiskeybælte nord for København var øjensynligt for stor,og ingen af de to herrer tog på noget tidspunkt for alvor initiativ til en forsonende snak.

Og nu er det for sent. Men på min bogreol har de fundet sammen og står side om side.

Bundesen og Shu-Bi-Dua havde ikke andre intentioner med deres musik end at underholde og give publikum en god oplevelse. Bandets motto var, at det skulle være sjovt, ellers var det ikke morsomt…

Og morsomt var det, både på plade og live. Den fik ikke for lidt med sproglige finurligheder, som gjorde deres sange til ørehængere og hits, som overgik de etablerede “gasser”. Jeg har alle deres albums fra 1 til 11, og de får skam masser af spinnetid på mine pladespillere - bl.a. om sommeren, hvor den transportable Philips kommer med ud i haven, hvor jeg så kan nynne med på “Sommergryder”, “Danmark”, “Vuffelivov”, “Hvalborg”, “MacArine” og alle de andre herlige sange og melodier med Shu-Bi-Dua.

Live var Bundesen også ganske mere nærværende overfor publikum end den gode Kim Larsen, som ikke gjorde meget væsen af sig med hensyn til at kommunikere med sine tilhørere. Han fyrede sine floskler af, og det var så det. Til gengæld formåede han dog også altid at sammensætte en sætliste, som både bød på det kendte og det overraskende. Så hos begge fik publikum det, de kom for.

Gimikken med, at publikum kastede kiks på scenen, når Shu-Bi-Dua spillede “Hvalborg” opstod ved en tilfældighed, men udviklede sig til det vanvittige, hvor bandet måtte krybe i dækning når ikke bare kiks, men hele ruller af dem, blev tyret mod scenen. Og på den mest udsatte plads stod Bundesen og tog tæskene for holdet - styrthjelmen og brillerne var ikke for sjov!

Et af bandmedlemmerne sagde om det hele, at han ville ønske, at de i stedet havde formuleret teksten noget i retning af “og jeg fod’red dig med Dankort og pinkort fra min lomme”, hvilket igen fortæller om gruppens skæve tilgang til det hele.

Nu er den sidste kiks kastet og den sidste sang sunget med Michael Bundesen som frontmand i dette ærkedanske band, som dog stadig lever videre i tributebands og også i en version med Michael Hardinger, som dog har respekt nok til ikke at bruge Shu-Bi-Dua-navnet til sin gruppe.

Alting har en ende. Tak for sangene og det gode humør Hr. Bundesen.