Jagten på de gyldne dråber..

En historie fra det virkelige liv

Min hund Nemo nærmer sig de 10 år, og akkurat som hos vi mennesker, kan der med alderen opstå visse komplikationer med “vandværket”. Vi havde mistanke om noget med prostata, så vi måtte en tur omkring dyrlægen.

Nu har Nemo det med, at alle symptomer stopper, når vi parkerer på dyrlægens parkeringsplads. Han har før haltet, men når han springer ud af bilen, er al halten væk, når vi ankommer til dyrlægen.

Derfor overraskede det mig heller ikke, at de små bloddryp, vi havde registreret derhjemme, var holdt op, da vi kørte til dyrlægen. Men tjekkes det skulle han nu.

På parkeringspladsen lod jeg ham lige tisse af, inden vi gik ind i receptionen. Her blev vi mødt af dyrlægen, som sagde: Vi skal lige have en urinprøve!! Jeg fik udleveret et reagensglas og en gul tragt, som jeg skulle holde ind under Nemo, når han tissede. Vi gik en lille tur, men der kom ikke mere ud af hanen, så vi blev enige om, at jeg skulle forsøge derhjemme.

Og herfra blev det da for alvor sjovt - især for min familie.

Tidligt op om morgenen og ud i haven med vuffer, som jo plejer at sende op til flere stråler op af træer og buske på denne tid af dagen. Mig bagefter med min lille gule tragt - men tror I hunden gad lette ben eller sætte sig og tisse? Naturligvis ikke, så der stod jeg med tragten og så lettere dum ud. Jo, den tissede, men da var den gået over i den modsatte side af haven på behørig afstand af dens herre og mester, som bare kunne se på, at de dyre dråber sivede ned i græsplænen...

 

 

Nyt forsøg: Hunden i bånd og en gåtur op gennem byen forbi alle favoritstederne. Mig klar med en pose om hånden og den gule tragt klar til at indfange de gyldne dråber. Men ak, lige så snart Nemo begyndte at lade vandet, og jeg bukkede mig ned for lige at få en skvis, stoppede han og gik videre. Sådan fortsatte det op gennem byen, hvor jeg flere gange kiggede mig over skulderen og tænkte: Det er skjult kamera, det her!

Alubakker har tidligere været et hit hjemme i haven, når der skal fanges gåsebiller. Jeg fik den ide, at de også måtte kunne indgå i jagten på de gyldne dråber, så der blev placeret alubakker strategiske tissesteder i haven - så langt så godt. Hunden blev lukket ud, og jeg blev inde med min gule tragt. Og fra køkkenet kunne jeg med glæde se vuffer gå hen og lette ben ved favorittræet - men på så god afstand, at han ikke ramte ned i nogen af bakkerne….

Jeg var så småt ved at kapitulere og begyndt at tænke på, at så måtte dyrlægen trække en prøve ud med kateter.

Der skulle og lige prøves en sidste gang torsdag eftermiddag, hvor jeg havde gæster derhjemme. Vi drak kaffe, og jeg listede ud i haven sammen med Nemo, en bold - og en alubakke. Vi legede lidt med bolden, og jeg holdt mig lidt på afstand af Nemo, som pludselig satte sig og lod vandet risle - som et lyn (!) var jeg henne ved ham og fik placeret alubakken under de ædlere dele. Og til min fryd blev bakken fyldt op, hvorefter jeg kunne omlade det til det lille reagensglas, som straks blev sendt til dyrlægen.

Behøver jeg at fortælle, at jeg knyttede næven i triumf, da operationen var fuldendt…

I øvrigt viste prøven ikke tegn på betændelse, så nu skal Nemo på en pillekur, som kan få prostata til at trække sig lidt sammen.