Torsdag på Nibe bød på endnu en dag med masser af sol og varme. Heldigvis foregår festivalen i Skal Skoven, hvor der er mulighed for at finde skygge i små oaser. Og så er der mulighed for at tappe kodt vand fra haner flere steder på pladsen.
Vores første programpunkt var Lukas Graham, som laver iørefaldende sange med smukke tekster. Sidste år var han en del af lydsporet på vores rundrejse i USA, da drengene havde ham på deres playlister.
Der er meget lidt rock-attitude over knægten, som han står der på scenen i sin hvide t-shirt og de knælange shorts. Stemmen fejler dog ikke noget - der er saft og kraft og showet bliver leveret med masser af energi. Vi får de kendte hits fra tidligere albums og flere fra det nye, som blev sendt på gaden helt uden forvarsel for kort tid siden.
Reservatet byder på rock af lidt ældre dato senere på dagen, hvor The Sandmen er på scenen. Gruppen var store i 90’erne med hits som “5 minutes past loneliness”, “House in the country” og “Long leg Sally”. Rå guitarlyd med masser af energi og nerve og med en veloplagt Allan Vegenfeldt i den vokale forgrund. Vi får de kendte numre fra dengang men også nye, dansksprogede, fra deres seneste album. Jeg har mit kamera med denne dag og får taget nogle fine fotos nede blandt de mest hardcore fans foran scenekanten.
Det er også de kendte hits, som står på menuen, da Kim Larsen går på scenen, og sætter sig på en rød stol, midt på aftenen. Den gamle Gasolin-sanger har et kolossalt bagkatalog og formår altid at sætte et godt sæt sammen. Denne aften er dog ikke den bedste i mine ører - jeg har hørt ham bedre - men han formår at skabe en god fest. Desværre må jeg erkende, at jeg ikke har stor respekt for manden letkøbte holdninger og ideer. For eksempel er det hyklerisk, at manden hårdnakket forlanger Tuborg-reklamer foran scenen pillet ned eller tildækket, før han går på. Samtidig gør manden, hvad han kan for at promovere tobaksindustrien. Latterligt. I øvrigt er det jo netop koncertarrangørerne, som sørger for at betale Larsen de ganske store summer, han skal have for at gå på scenen. Der skal indtægter til - fra publikum og sponsorer, og så skal man finde sig i sådan en krukke….
Aftenens sidste, og helt store oplevelse, får jeg, på min vej væk fra Hestepladsen. Fra scenen i oasen Den Lille Fede, lyder heftige rockriffs, som trækker mig indenfor. På scenen står en sorthåret kvinde med en rød guitar, og ved siden af hende sidder en mand med lange bakkenbarter ved et trommesæt. Et hjemmelavet skilt ved scenekanten fortæller, at her spiller The Courettes.
Det brasiliansk-danske ægtepar, som udgør gruppen, spiller en herlig gang primitiv punkrock med klare overtoner af bl.a. Kinks, Nina Hagen og White Stripes. De kraftige guitarriffs og den forvrængede fuzzlyd kombineret med energisk trommespil bliver leveret med spilleglæde og dynamik. En mavepumper af de helt store til os, som ser og lytter med, og vi er flere, som lover hinanden at være tilbage den følgende aften, hvor duoen igen går på scenen.
Således opmuntret af en herlig afslutning kan man bevæge sig hjem mod soveposen, medens det unge publikum strømmer mod scenen for at lytte til Suspekt og deres mere end smålumre pornorap. Ikke lige min kop øl - men hver sin smag, og de unge ville sikkert løbe skrigende væk fra Courettes, hvis de havde været der.
Johan Olsen, forsanger i Københavnerbandet Magtens Korridorer, er en mand med mange jern i ilden. Han er forsker i biologi og vært på et TV-program om svære videnskabelige emner, som han forsøger at få “ned på jorden”. Og så er han en helt masse andet.
I forbindelse med Nibe Festivalen kunne man opleve ham i to meget forskellige sammenhænge, først og fremmest som vokal frontmand i rockgruppen Magtens Korridorer på stor scene, men også som medlem af gruppen Pligten Kalder, der leverede en jazzrocket visekoncert på scenen i Reservatet. Teksterne kredser om de mere dunkle sider af livet og har vist hentet inspiration helt inde i de bagerste hjørner af røgfyldte beværtninger i storbyen. Det hele bliver dog leveret med den snert af humor og selvironi, som gør, at tristessen er til at bære. Og så er det ganske interessant at opleve Johan Olsen i et andet element, godt nok som vokal centrum men på scenen placeret helt ude til højre, medens journalisten og tekstforfatteren Torben Steno trakterer et gammelt orgel midt på scenen. Dertil lidt klarinet og saxofon og en rytmesektion, så kører showet.
Senere på dagen er det hyggelige og anderledes skiftet ud med det mere forudsigelige, men også noget mere energisk rockende, da Magtens Korridorer går på stor scene. Med to guitarer, bas og trommer og en veloplagt Johan Olsen til at levere tekster, hvor vi har forladt værtshustågerne og bevæget os ud i storbyen. Stor rockende lyd, som leveres med den energi, som rockmusik nu en gang skal leveres.
En god oplevelse, som for alvor sparkede Nibe Festival 2015 i gang.
Videoen her er fra Skanderborg 2012 men er meget betegnende for onsdagens oplevelse i Nibe.
De seneste fire dage er brugt på den lille fede og hyggelige Nibe Festival. Her har jeg, sammen med flere andre, boet hos mine gamle venner Ib og Anette, som hvert år gæstfrit åbner deres døre for et væld af gæster, som kigger forbi i kortere eller længere perioder. Nogle af os er endda indkvarteret - og det er rigtig hyggeligt.
Nibe Festival har et kernepublikum i tidligere efterskoleelever, som udnytter chancen til mere samvær - og mere fest. Når jeg går til eller fra festpladsen, eller rundt på den, møder jeg mange gamle elever. Nogle hilser, andre stopper op til en snak - det er dejligt, hyggeligt og sjovt. Og ind imellem lidt irriterende for dem, som følges med mig, som er nødt til at stoppe op og vente en del gange...
En anden målgruppe for festivalen er så det mere voksne publikum. Småbørnsforældre, som har sendt børnene i pleje hos bedsteforældrene, og så os, der er lidt ældre, som har større børn. Nogle er på Nibe, andre er fløjet videre til Roskilde.
Med sådan et publikum er det ikke så svært at strikke et musikprogram sammen. Der skal gode og velafprøvede kræfter til at ramme størsteparten i min aldersgruppe og nyere basdunkende rytmer til de unge. Man mærker det tydeligt, når man f.eks. går fra en koncert med Kim Larsen og der efterfølgende er Suspect på den store scene. Det ældre publikum traver stille og roligt væk fra pladsen, medens det unge er vågnet op på campen og trækker mod den store scene for at høre “deres” musik. Fint, og lige som det skal være. Ind imellem er der så navne som f.eks, Dizzy Miss Lizzy og andre, der favner alle aldersgrupper, som hygger sig sammen foran scenen.
Det er såmænd ikke primært musikken, der trækker mig af huse. Det er nok så meget stemningen og det hyggelige samvær med andre. Noget musik bliver der dog lyttet til, og de kommende blogs skal handle om, hvad og hvordan jeg oplevede det på Nibe 15.
Det er i dag 6 år siden, jeg første gang lagde et blogindlæg på min hjemmeside. Siden da er det bevet til en del skriverier og billeder på bloggen - nogen gange med større frekvens end andre. Men lidt kommer der dog på ind imellem.
Mit første indlæg handlede om lejrskolen Over Koen ved Hvalpsund - et sted som vi gennem de seneste 12-13 år benyttet til vores afslutnnede lejrskole med efterskolen- Således også i år, hvor vejret deb første dag var fremragende - den anden var det dårligt, og i dag på hjemresjedagen ganske OK. Ikke mindst med den milde vestenvind, som skubber eleverne hjemover mod Haverslev.
Nu er der pakke ned dag i dag og afslutningsfest i morgen, hvorefter eleverne hentes hjem på lørdag. For første gang en lørdag uden mig på HCI, da jeg denne dag selkv skal hente min søn på Salling Efterskole.
Det gamle familiesommerhus i Risgårde dannede i min barndom rammen om mange Sankt Hans fester, hvor familien var samlet til god mad og med udsigt til flammende bål rundt om på Limfjordskysterne i Himmerland og på Salling.
I de senere år har vi genoptaget traditionen, som er suppleret med en lille gåtur ind til Risgårde, hvor der er Sankt Hans bål ved det gamle fiskerhus. Naturligvis med midsommervise, båltale og det hele. Rigtig hyggeligt.
Drengene er ved at være så store, at det nærmest er et “must”, at de skal køre bilen, når vi kommer ud på markvejen. Det får de naturligvis liv til, for det giver god træning, og det var noget som også vi praktiserede, da vi var unge.
Så er der hundene, der akkurat som alle vi andre nyder at komme på “Feddet” til hygge, afslapning og ture til vandet.
Kameraet er som oftest med. Det var det også i går, hvor det blev til lidt ko-billeder på vej ned til bålet. Desværre havde jeg ikke den lange linse med, da en stor rørhøg gav flyveopvisning ved sommerhuset senere på aftenen. Men jeg ved, den er der, og skal nok få den på billedchippen på et tidspunkt.
Det eneste triste, der er at sige om sådan en Sankt Hans aften er, at nu bliver dagene kortere….
Lørdag eftermiddag og aften blev tilbragt i selskab med afgangsårgangen fra Farsø Skole 1975, som markerede, at det var 40 år siden, at vores skoleveje skiltes.
Jeg gik selv i 3 real B sammen med dem, jeg havde gået i skole med i Farsø de første 7 år. Hertil kom så en stor gruppe, som kom ind fra Strandby Skole og et par stykker fra Svoldrup-området.
Dengang tog man jo realen med, eller man gik i den almene overbygning, hvis man da ikke lige var en teknisk nørd, som kom i den tekniske klasse. Forud for lørdagens fest havde repræsentanter fra de enkelte klasser stået for at samle netop deres klasse.
Lørdag eftermiddag stod vi der så - midt i den gamle skolegård, der akkurat som resten af skolen har taget en voldsom forandring, siden vi gik der. Der er reelt ikke en eneste ting, som er bevaret - heldigvis da. Vi fik en orientering om skolen af viceinspektør Anders Myrup Rasmussen, hvorefter vi gik rundt og så det store bygningskompleks og rundede af med fotografering i skolegården.
Jeg tog min klasse med til en øl på terrassen, inden vi gik på hotellet, hvor der var fælles spisning for de knap 50, som var mødt frem fra hele årgangen. Under spisningen sad vi bordvis, men i løbet af aftenen blev der minglet rundt, snakket, grinet og sagt “kan du så huske” nogle gange. Meget passende sad vi i hotellets pavillon, som i sin tid rummede værtshuset Tordenkalven, som vi frekventerede flittigt for 40 år siden, når vi til krobal på hotellet fredag og lørdag.
De mest hårdføre af os fortsatte i den nye Tordenkalv, som ligger i hotellets hovedbygning ud mod vejen. Her var ikke mange, da vi kom, men i løbet af natten kom de lokale fodboldspillere tll efter at have holdt fest ved stadion. Det blev en rigtig hyggelig aften, hvor jeg så også kunne glæde mig over, at nutidens unge i Farsø sagtens kan more sig sammen, når bare der er masser af øl og noget god rock på anlægget. Og det var der.
Jeg havde naturligvis kameraet med ind på skolen, men lagde det så fra mig for at gøre det, som en af aftenens talere havde som tema - holdt frikvarter.
I sidste weekend havde jeg mit kamera med til et triathlonarrangement i Hvalpsund. Her stod den lokale tri- og timklub i Farsø som arrangør af "Flugten til Hvalpsund".
Der er mange triathlonarrangementer rundt om. Men denn her adskilte sig fra de øvrige ved at have svømmestart fra en færge. Det gode skib Mary sejlede atleterne ud på sundet, hvor de blev sendt i vandet til akompagmenent af færgens tågehorn og med et stort publikum inde på land, som fulgte begivenhederne ude på vandet.
Denne søndag var det koldt og blæsende, så der ventede deltagerne nogle hårde strabadser i bølgerne, inden de kunne gå i land og skifte til cykel og derefter løb. Det lokale beredskab og den arrangerende klub havde både og kajakker i vandet til at bistå svømmerne, hvis de skulle komme i problemer. Det var der flere, som gjorde, så de måttes hentes op i bådene og sejles i land.
Jeg fik lejlighed til at komme med ud i en lille jolle, så jeg kunne fotografere den spektankulære start fra nærmeste hold. Og så havde Morten fået et kamera med om bord på færgen, så han kunne fotografere derfra. Heldigvis havde jeg min kamerataske med, for der kom nogle ordentlige kaskader af vand ind over os, da vi sejlede op mod vinden for at komme ud til færgen. Her kom vi lidt i læ, så det var muligt at fotografere.
Der var i alt 170 deltagere i triathlonen, som sikkert bliver fulgt op med en mere næste år.
Billederne til denne blog er taget af mig selv og af Morten Lyngby.
Som man har bemærket på frekvensen af blogindlæg, har der været travlt med andre gøremål på det seneste.
Men nu er det weekend, og selv om jeg ikke var så heldig at have fri på Grundlovsdag, så var jeg alligevel så heldig, at min gode ven Ib inviterede mig med til koncert på Huset i Hasserisgade i Aalborg. Her spillede den gamle danske gruppe Young Flowers, hvor de oprindelige medlemmer Peter Ingemann og Per Frost havde eks-Gasolintrommeslageren Søren Berlev med i stedet for afdøde Ken Gudman.
Det blev en super aften med tre veloplagte ældre herrer, der formåede at fyre den af i mange forskellige genrer, klassisk triorock, som Young Flowers og Cream spillede det i slut 60'erne, gyngende blues, jazz og stille ballader. Mange af gruppens kendet numre fra deres to albums "Blomsterpistolen" og "Vol. 2" men også numre af Steppenwolf og naturligvis Cream. Ikke mindst andet sæt var særdeles tæt og gyngende.
Det var mit første besøg i "Huset", men næppe mit sidste. Den flotte gamle fattiggård er i dag et kulturhus, som byder på cafe, værksteder, galleri og meget mere. Stemningen er hyggelig og afslappet, som sådan en aften med god gammel dansk beat næsten bliver helt hippieagtig.
Bygningerne blev i sin tid tegnet af arkitekt Einar Packnes, som også var manden bag jernbanestationerne mellem Aars og Hvalpsund. De fleste står der stadig, desværre bare ikke de i Farsø. Fattiggården er så flot, at man i sin tid syntes, at det var alt for pænt et byggeri til Aalborgs fattige...
Billedet herunder er fra fredagens koncert - taget med min mobil - det kunne måske være sådan, man i sin tid så gruppen, da de spillede rundt om i landet fra 1968 og nogle år frem.
Forleden var jeg chauffør for min yngste sø, som skulle stå fanevagt for en spejderkammerat i Ulstrup Kirke ved Hornum.
Jeg fordrev ventetiden med at køre en tur til Naun Sø, hvorfra der er adgang fra Aggersundvejen mellem Aars og Løgstør. Ved søen er der er en parkeringsplads, og der er mulighed for at gå rundt om hele søen, som er kendt for at være meget ren. Det er en såkaldt Lobelia-sø, som ligger langt væk fra bebyggelse og landbrug, hvilket er med til at sikre det rene vand og den unikke fauna i og ved søen.
Jeg gik ikke hele vejen rundt denne råkolde april-dag, men mon ikke der bliver tid til en tur senere på foråret eller til sommer. Det tror jeg, for der er ganske smukt området.
Søndag eftermiddag tog jeg et smut på gårdbesøg i Morum lidt øst for Farsø. Jeg var ikke den eneste, for 12-1300 andre havde fået samme gode ide, nemlig at besøge en økologisk gård i det smukke forårsvejr.
På disse økodage slår landmænd rundt om i landet stalddørene op for publikum, som nyder en dag på landet. Det helt store nummer sådan en dag er, når køerne slippes på græs efter en lang vinter i løsdriftsstalden. Kådheden er til at tage at føle på, når 120 sortbrogede danske malkekøer slippes løs på en mark, hvor der i tilgift er lagt en dynge sand, som de kan muntre sig med at hvirvle rundt. Der er også flere, som lige skal have afgjort en intern lille magtkamp, når de dyster hoved mod hoved, som er forholdsvis farlig, da køerne er uden horn. Denne stunt er markedsført som dansende køer, men det var så som så med dansetrinene denne søndag. Til gengæld kunne man da se på dyrene, at de var godt fornøjet med at komme ud i det grønne.
Rundt om på gården var der forskellige aktiviteter, bl.a. kunne ungerne boltre sig med at dynge hinanden til i halm, de kunne køre på minitraktorer eller få en tur ud til markerne i en lukket vogn efterspændt en traktor.
Billederne her taler vist deres tydelige sprog - det er forår!
