Lukas Graham, Sandmen, Kim Larsen, The Courettes

Torsdag på Nibe bød på endnu en dag med masser af sol og varme. Heldigvis foregår festivalen i Skal Skoven, hvor der er mulighed for at finde skygge i små oaser. Og så er der mulighed for at tappe kodt vand fra haner flere steder på pladsen.

 

Vores første programpunkt var Lukas Graham, som laver iørefaldende sange med smukke tekster. Sidste år var han en del af lydsporet på vores rundrejse i USA, da drengene havde ham på deres playlister.

Der er meget lidt rock-attitude over knægten, som han står der på scenen i sin hvide t-shirt og de knælange shorts. Stemmen fejler dog ikke noget - der er saft og kraft og showet bliver leveret med masser af energi. Vi får de kendte hits fra tidligere albums og flere fra det nye, som blev sendt på gaden helt uden forvarsel for kort tid siden.

 

Reservatet byder på rock af lidt ældre dato senere på dagen, hvor The Sandmen er på scenen. Gruppen var store i 90’erne med hits som “5 minutes past loneliness”, “House in the country” og “Long leg Sally”. Rå guitarlyd med masser af energi og nerve og med en veloplagt Allan Vegenfeldt i den vokale forgrund. Vi får de kendte numre fra dengang men også nye, dansksprogede, fra deres seneste album. Jeg har mit kamera med denne dag og får taget nogle fine fotos nede blandt de mest hardcore fans foran scenekanten.

 

Det er også de kendte hits, som står på menuen, da Kim Larsen går på scenen, og sætter sig på en rød stol, midt på aftenen. Den gamle Gasolin-sanger har et kolossalt bagkatalog og formår altid at sætte et godt sæt sammen. Denne aften er dog ikke den bedste i mine ører - jeg har hørt ham bedre - men han formår at skabe en god fest. Desværre må jeg erkende, at jeg ikke har stor respekt for manden letkøbte holdninger og ideer. For eksempel er det hyklerisk, at manden hårdnakket forlanger Tuborg-reklamer foran scenen pillet ned eller tildækket, før han går på. Samtidig gør manden, hvad han kan for at promovere tobaksindustrien. Latterligt. I øvrigt er det jo netop koncertarrangørerne, som sørger for at betale Larsen de ganske store summer, han skal have for at gå på scenen. Der skal indtægter til - fra publikum og sponsorer, og så skal man finde sig i sådan en krukke….

Aftenens sidste, og helt store oplevelse, får jeg, på min vej væk fra Hestepladsen. Fra scenen i oasen Den Lille Fede, lyder heftige rockriffs, som trækker mig indenfor. På scenen står en sorthåret kvinde med en rød guitar, og ved siden af hende sidder en mand med lange bakkenbarter ved et trommesæt. Et hjemmelavet skilt ved scenekanten fortæller, at her spiller The Courettes.

Det brasiliansk-danske ægtepar, som udgør gruppen, spiller en herlig gang primitiv punkrock med klare overtoner af bl.a. Kinks, Nina Hagen og White Stripes. De kraftige guitarriffs og den forvrængede fuzzlyd kombineret med energisk trommespil bliver leveret med spilleglæde og dynamik. En mavepumper af de helt store til os, som ser og lytter med, og vi er flere, som lover hinanden at være tilbage den følgende aften, hvor duoen igen går på scenen.

 

Således opmuntret af en herlig afslutning kan man bevæge sig hjem mod soveposen, medens det unge publikum strømmer mod scenen for at lytte til Suspekt og deres mere end smålumre pornorap. Ikke lige min kop øl - men hver sin smag, og de unge ville sikkert løbe skrigende væk fra Courettes, hvis de havde været der.