Waar Party

 

Det er ikke nogen festival. Nærmere en privat havefest, som kalder sig selv wannabehabal. Et party med overtoner af de glade hippiedage - og med masser af fed live musik.

Ovenstående betegner meget godt Waar Party, som jeg besøgte fredag aften. Anledningen var, at mine gode ven og unge kollega, Jacob Clemmensen skulle spille på stedet med sit band Mom Calls Me Thunder. I samme forbindelse holdt bandet release-party for deres første EP “Release The Thunder”.

Vår er en lille landsby tæt ved Farstrup. Jeg har været der før, kørt gennem Vår Skov og forbi den smukke gamle Vår Hovedgård. Området ligger tæt ved Limfjorden og det lille fiskerleje Staun. Det er også her, man kan se de store vindmøller i Nørkjær Enge, som ligger lige i nabolaget. Og så er området ud mod fjorden ellers præget af fladt, inddæmet landbrugsjord. Jeg kørte en smut af en grusvej ned til fjorden for at nyde udsigten, inden jeg stemplede ind til partyet.

 

Alle bands spiller gratis, og alle gæster skal være inviteret på en eller anden måde. Der er altså ikke tale om en offentlig festival, men mere en årlig fest, hvor en lang række meget forskellige mennesker mødes over noget øl og noget god musik. Man deles om de praktiske jobs med barpasning, oprydning og rengøring. Et ølkort eller to sætter nogle gange lidt mere skub i tingene!

Denne fredag aften nåede jeg at høre et ungt band med rødder tilbage til Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum. Frank Haze, som bandet hedder, kan bestemt deres Nirvarna og forsangeren gør vist heller ikke noget for at forhindre, at der også i udseende er en vis lighed med det afdøde grungeidol Kurt Cubain. Det er tung og gyngende rock med masser af energi og langt hår der bliver svinget rundt og rundt og i det sidste infernalske nummer sågar filtres ind i guitarstrengene. Rock’ & Roll, når det er bedst. Spilleglæden lyser ud af knægtene, som fyrer et fedt show af.

 

Der er også masser af energi i den lille rødhårede sangerinde, Momme, som er næste navn på scenen, hvor hun medbringer et velspillende band. Vokalen kan minde om Anisette, men stilen er noget hårdere i de fleste numre, som afveksles med stille sange - så stille som det nu kan blive, når det lille energibundt først slår sig løs med en hæs stemme, der skal hjælpes lidt på vej af Grøn Gajol på flaske. Mere Rock’ & Roll.

 

Sidste band på scenen er så Mom Calls Me Thunder, som jeg tidligere har oplevet, og fotograferet, til en koncert på efterskolen. Siden da er der indspillet tre numre til en EP, som naturligvis bliver præsenteret fra scenen denne aften. Der er fuld fart over feltet, når vi får “Plastic Queen”, “Only At Twelve” og “Satan Police” sammen med gruppens øvrige numre. Bandet består af tre danskere og en islandsk sanger, som ind imellem godt kan lyde som Jim Morrison.

 

Det er åbenbart de store rockdrenge, der døde som 27-årige, som lurer i kulissen. Nu kunne det være nærliggende, at skrive, at Momme var inspireret af Janis Joplin, så var det fuldendt. Men trods en smule hæshed, er det ikke lige Joplin, som falder mig ind, når jeg hører vokalen.

Jeg har mit kamera med. Bruger lige Frank Hazes ekstranummer til at tjekke lyset i den trange lade, inden jeg tager en række billeder af “Mom” i aktion på scenen.