Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses
HER
-0-
Svaner
-
Svanerne i søanlægget
23-05-2011
For et par år siden var der svaner i søanlægget her i Farsø efter nogle års fravær. Det var dog øjensynligt blot et par strøjfende gæster, da de ikke slog sig ned og ynglede.
Nu er der igen et svanepar i søen, og muligheden for at der bliver en svanefamilie er bestemt til stede. Der er sat gang i et større projekt, hvor dele af søen skal renses op, der skal etableres ny og større legeplads. Desuden er der lavet tiltag ved øen, som skulle gøre det muligt for svanerne igen at få rede på stedet. Jeg var her til formiddag en tur rundt som søen med min hund, og vi kunne konstatere, at den ene svane ligger ude på øen, medens den anden vagtsomt patruljerer omgivelserne og blandt andet brugte en del energi på at jage en blishøne væk!
På billedet herunder kan man se den vogtende svane i forgrunden, medens magen lige kan anes mellem bevoksningen på øen.
Øen blev i sin tid netop lavet som en kunstig ø for at svanerne kunne have deres redeplads i fred. I forbindelse med åbent hus på det lokalhistoriske arkiv fik vi en beretning om, hvorledes det gik til. Se mere HER.
I samme forbindelse kom jeg til at kigge i et gammelt jubilæumsskrift for den nu nedlagte Farsø Borgerforening. Her kan man læse, at man i begyndelsen af 1900-tallet indkøbte svaner til at sætte ud i søen. Det var dog ikke helt uproblematisk, da der var naboer til søen, som beklagede sig over, at svanerne tog deres ænder og ællinger. Ja, man ikke bare beklagede sig: Af skriftet fremgår det, at det også skete, at nogen slog svanerne ihjel eller ødelagde deres æg.
Om det var denne problematik, som førte til projektet med øen nogle år senere, skal jeg ikke kunne sige.
Men nu er øen blevet trimmet, svanerne er tilbage - og vi venter blot på, at de også skal begynde at få unger.
-
Svaner med unger
17-06-2011
Jeg har på et tidspunkt skrevet om søanlægget her i Farsø, hvor der var gode muligheder for, at der igen ville være ynglende svaner efter flere års fravær.
Og i år er de der så, svaneparret med deres 7 unger. De bevæger sig stolte - og vagtsomme - rundt i søen. Vagtsomheden fik jeg at mærke, da jeg gik en tur rundt om søen med min hund og mit kamera. På et tidspunkt kom svanefamilien tæt på søbredden, og her fik vi en hvæsende advarsel fra Hr. Svan, som lige skulle markere, hvem der er herre i anlægget....