Min blog om Ozon og pladen "Smag & Behag" kastede en reaktion af sig fra gruppens guitarist, Lassen Stefansen, som bestemt heller ikke er stolt af den skive. Han står dog ved. hvad han har lavet, og har sendt lidt uddybning af projektet.
Da Lassen kom ind i gruppen var det på vej fra at være e syrerockgruppe til en gruppe, som sigtede lidt bredere. Manageren ville have noget mere i stil med Bamses Venner, som han også havde i stalden, og så havde han i øvrigt lige en pladekontrakt klar med Lotus Records.
Pladen blev indspillet i et studie ved Skive, og på et tidspunkt kunne gruppen godt se, hvor det bar hen ad. Man forsøgte af få Ivan Pedersen fra McKinleys ind over, men det lykkedes ikke. Og så var løbet kørt. Det skal dog siges, at pladen kom i en ganske flot indpakning med gatefold cover, fotos og tekster. Måske blev det meste af budgettet brugt på det.
Resultatet blev rent musikalsk, som jeg har beskrevet i den tidligere blog. Min skånselsløse hårde dom over skiven afviger ikke fra det, som den blev udsat for dengang. Folk købte den ikke, og hvis de gjorde, blev de skuffede.
Stemningen i gruppen var heller ikke god efter det mislykkede pladeprojekt - faktisk spillede gruppen ikke pladens numre live, og i stedet bevægede man sig over i konceptet med et forrygende 50'er rock show, som efterfølgerne tog op og perfektionerede.
Lassen har selv pladen, men den står i en kasse i kælderen, og lysten til at hive den frem og lade den spinne er vidst yderst begrænset.
Det blev vel ikke engang en parantes i pohistorien, konstaterer guitaristen lakonisk omend han selv mener at kunne finde et par positive ting ved projektet. Om ikke andet, fik de sat gang i gruppen som et rock'roll band - og det er vel også det, vi husker dem for. Heldigvis da!
Gennem de seneste år har min interesse for Blackbirds og hvad deraf fulgte fyldt en del på min blog og hjemmeside.
Guitarist Lassen Stefansen gik efter Blackbirds ind i Randersgruppen Ozon. De optrådte med et vanvittigt rockshow, som jeg flere gange har oplevet på den lokale kro her i Farsø og også ved et arrangement i Aalestrup Hallen.
Ozon udgav faktisk en LP, "Smag og behag", i 1977 - jeg husker udmærket det hvide cover med de fire bandmedlemmer på forsiden. Men jeg har faktisk aldrig hørt musikken, som efter sigende skulle være mere i retning af dansktop…
Forleden stod pladen der så i en rodekasse i en genbrugsforretning, og til den famøse sum af en 10'er skulle den naturligvis med hjem og have et spin på min pladespiller.
Nu har jeg så selv hørt det - ja, faktisk hører jeg det i skrivende stund. Og i forhold til min musikalske smag er det bestemt ikke noget at skrive hjem om (selvom det vel er det, jeg gør!). Uden at fornærme Lassen eller de øvrige medlemmer må jeg sige, at skiven er et særdeles mislykket forsøg på at lave noget, som bedst kan betegnes som en blanding af dansktop og ShuBiDua. Dertil prøver man at lave en lille afstikker til Gasolin og Stakkels Jim med nummeret "I Sherwood Skovens Ro", hvor den danske sang "I skovens dybe stille ro" bliver udsat for guitar med masser af forvrængning.
At pladen så også er elendigt produceret (undskyld Lassen og Carl) gør ikke sagen bedre. Trommerne lyder som papkasser hentet hos købmanden og der er slet ingen dynamik og drive i musikken, som da også floppede fælt - så vidt jeg erindrer.
Teksterne er ikke stor lyrik, men til gengæld lægger gruppen ikke skjul på intentionerne:
Vi har slæbt og vi har slidt Vi har gjort det alt for tit Sunget engelsk den var altid fin Men nu gi'r vi den på dansk Ikke mere udenlandsk Tænk på gas- shubiduah - benzin Men nu si'r vi stop Aldrig mere et flop Vi ve' op på den danske top.
Det siger vist, alt. Med lidt selvironi hedder sangen "Det værste band"… ! I en anden tekst lykkes det at nævne såvel Dallas og Hvalpsund!!
Heldigvis er det blevet bedre siden da, hvor guitaristerne Lassen og Carl har fritidsprojektet Pocobell, som til overflod har gode melodier og lækker lyd. Og så kan jeg anbefale Carl Pedersens bog "Når klovnen græder", som beskriver livet på landevejen for en musiker med store ambitioner om det vilde gennembrud. Bogen kan købes på nettet via denne side:
Man kan høre Ozon som rock'roll band her - godt nok med en anden besætning end på LP'en - men dette nummer er ganske karakteristisk for det, jeg forbinder dem med.
Overskriften til denne blog er hentet fra et nummer med den engelske gruppe 10CC, som havde det med på deres album "How Dare You?".
Det er nu ikke 10CC, som dette indslæg skal handle om. Derimod skal det handle om Art Garfunkel - den ene halvdel af den legendariske vokalduo, Simon & Garfunkel, som i øvrigt startede ud som Tom & Jerry!
Onsdag aften gav 74-årige Art Garfunkel koncert i det smukke Musikkens Hus i Aalborg. For fuldt hus - eller næsten, for selv om alle biletter var solgt, stod der tomme stole hist og her i salen. Forstå det, hvem som kan.
Med sig på scenen havde Garfunkel en guitarist, Tab Laven, som trakterede den akkustiske guitart på formidabel vis. Repertoiret var fortrinsvis de kendte hits fra Simon & Garfunkel tiden samt et par stykker fra Garfunkels solokarriere. ind imellem blev der læst lyriske fortællinger fra forskellige perioder i Garfunkels efterhånden lange liv.
Når man går ind til sådan en koncert, synes jeg, at man skal være bevidst om, at man ikke får den vare, som man oplevede i 60'erne og 70'erne i Garfunkels vokale storhedstid. Han er kendt for sin høje, lyse stemme, og det er jo et forhold, som alderen sætter en vis begrænsning på.
Nu kan man jo opleve en koncert på mange måder: Rent teknisk med ørerne eller følelsesmæssigt med hjertet. Gør man det første, kan man helt sikkert sætter en finger på en del ting ved aftenens show, og lytter man kun med hjertet, er der næppe noget, som kan skuffe. Med mindre, der slet ikker er noget at komme efter.
Jeg synes, at der var noget at komme efter. Sangene blev leveret på en anden måde, helt naturligt, men stadig med en del af magien intakt - specielt i numre som "April - come she will", "Bright Eyes", "Scarborough Fair" og ikke mindst min personlige favorit "Kathys Song", som jeg vist aldrig bliver træt af. Svagest stod "Sound Of Silence" - måske fordi Garfunkel forsøgte at levere den med ekstra blus på guitaren og indlagte forudindspillede trommer.
Efter mindre end en halvanden times skønsang var det hele slut - stemmen kan næppe holde til mere. Og de fleste forlod salen med en god oplevelse i ørerne - og i hjertet.
Nordjyskes anmelder er noget mere kritisk i dagens avis, og kalder Garfunkel for en falmet stjerne. Det er han måske i forhold til udgangspunktet - men igen, må man forholde sig til, hvad man har købt billet til - og det var altså ikke Simon & Garfunkel i Central Park anno 1982.
At anmelderen kalder Garfunkel for patetisk og en krukke, må stå for hans (anmelderens) regning. Har man ikke lov at være lidt krukket, når man har henrykket millioner af mennesker med sange som "Bridge Over Troubled Water", "The Boxer", "America", "Homeward Bound" og mange andre?
Det synes jeg, og jeg følte mig godt underholdt af "Krukken" fra New York. Nedenstående video er fra efteråret 2015, og så kan du jo selv bedømme, om stjernen er falmet - eller måske helt slukket.
Lørdag var jeg på en foto- og skriveopgave i Aars, hvor jeg bl.a. skulle dække en Model- og Hobbymesse i Messecenter Vesthimmerland.
Messen udspringer af et arrangement for et par år siden, hvor to lokale gutter gik sammen om at lave en udstillings- og salgsmesse om deres store passion: Modeltraktorer.
Den messe blev en ganske pæn succes med omkring 1500 betalende gæster indenfor dørene, så den er blevet gentaget. I denne weekend finder den sted for tredje gang.
Det er sjovt at gå rundt og se de mange stande, som kan få julelys i øjnene hos enhver dreng, uanset alder, og dollartegn i øjnenen på sælgerne, som godt kan se, når de har et bytte på krogen!
Foruden salgsudstillerne er der også mange, som bare ønsker at fremvise deres flotte samling af modelkøretøjer: Lastbiler, traktorer, tog, skibe og fly. I en sandkasse kører en gummiged rundt og læsser sand på grabben for så at smide det et andet sted - altsammen styret med kyndig hånd af Kaj fra Als, som har en stand sammen med vennen Aage. Ingen er i tvivl om, hvem der er hvem, for de fregår af deres T-shirts med påtrykte navne og naturligvis billeder af modelbiler.
Ved det 30.000 liter store vandbassin er der mange mennesker, som beundrer de store og små både, som sejler ud og ind af havnen. Fiskekuttere tøffer sindigt afsted og bliver ind imellem overhalet, eller hedder det kølhalet, af en speedbåd.
Ved bassinnet finder man også Martin Holst fra Thyborøn. Han stiller op med en stor trawler i skala 1:25. Skibet sejler flot, og alle detaljer fungerer - således også trawlet, som sågar bliver brugt til at fiske med, når Martin sætter skibet i en sø nær Thyborøn. Han fremviser stolt et billede på telefonen, hvor man kan se nettet fyldt op med 10 kg fisk. Trawleren Sarah Holst kan fyldes op med 47 liter vand i lastrummet, så den ligge i vandet og opfører sig nøjagtigt som, hvis den var fuldt lastet med fisk. Skibet er bygget af glasfiber, plastik og plexiglas, og det drives frem af en gammel scootermotor.
Martin fortæller, at der er brugt i omegnen af 2000 timer på at bygge skibet, som er skabt helt ud fra Martins egne tanker og ideer. Det er således et helt unikt modelskib, som i materialer står ham i ca. 50.000 kr.
Man kan se nogle af Martin egne videoer med Sarah Holst på YouTube.
Model- og Hobbymessen i Aars forventes at blive gentaget i 2017.
Jeg kan godt lide at fotografere fuglene på foderbrættet i min have. Det sker ikke iført camouflagetøj og fotoskjul med frosne fingre på udløseren, medens jeg venter på, at fuglene skal stille sig op til fotografering.
Jeg må indrømme, at jeg er lidt mere luksuriøs indrettet. Kameraet ligger på skænken og klar, medens jeg kan foretage mig andre nyttige gøremål: drikke kaffe, se TV eller rette et sæt matematikopgaver fra efterskolen. Når der så skal holdes en pause, er det bare at rette telen mod fuglene ud i haven og skyde løs. Ganske vist gennem et lag dobbelt termoglas - men det lever jeg med.
Fuglene ænser mig ikke - men det gør de, når hunden glad kommer logrende for at se, hvad dens herre og mester nu har gang i. Det plejer jo at være den, som er foran kameraet. Resultatet er næsten altid det samme: fuglene letter, når de ser hunden bag ruderne. Men der går ikke mange minutter, før de gratis solsikkekerner igen lokker dem til foderpladsen.
Og så er jeg igen på plads i mit luksuriøse fotoskjul i min varme stue! Bloggen her er ledsaget af nogle af den seneste tids bedste skud.
Det er vel ganske naturligt, at frekvensen er stigende, når det kommer til dødsfald blandt de gamle rockikoner fra 1960’erne og 1970’erne. De er jo ved at have alderen til det!
Alligevel blev januar 2016 et af de mere mørke kapitler i den sammenhæng.
Det hele blev startet, da David Bowie døde den 10. januar - blot 2 dage efter at han var fyldt 69 og i samme forbindelse udsendte albummet “Blackstar” - formentlig sat i scene og planlagt som et sidste budskab fra den musikalske kamæleon, som boltrede sig i mange musikalske genrer og i næsten lige så mange personlige afskygninger.
Dale Griffin, som spillede med i Mott The Hoople, døde den 17. januar - angiveligt var han ramt af Alzheimers. Samme dag døde Glen Frey fra den amerikanske gruppe The Eagles.
Den 24. januar døde James “Jimmy” Bain, som havde spillet sammen med Thin Lizzy og Richie Blackmores Rainbow. Bain blev 68 år.
Få dage senere døde to medlemmer af den amerikanske vestkystgruppe Jefferson Airplane. Paul Kantner og Signe Anderson var begge med til at starte den legendariske hippiegruppe. Kantner var med gennem alle årene, medens Anderson allerede efter den første LP blev udskiftet med Grace Slick. Ved skæbnens ironi døde Kantner og Anderson samme dag - den 28. januar. I øvrigt skulle Paul Kantner have spillet i Randers den 9. april med 2016 udgaven af hans band Jefferson Starship - jeg havde tilbud om en billet, men måtte takke nej på grund af arbejde den dag. Det er endnu uvist, om koncerten bliver gennemført af de tilbageværende musikere i gruppen.
Det var de mest kendte, hos mig, men mange flere faldt fra i januar 2016. Man kan se en oversigt på denne side - lad os håbe, at rockguderne høster knap så meget i februar!
På denne side kan man følge musikere efterhånden, som de falder fra!
Da jeg var barn, huserede Lille Per fra Far til 4 i biograferne - måske var det derfor, jeg fik mit navn. Det kan godt være, for den første af de klassiske danske familiefilm kom i 1953.
En af filmene hed "Far til 4 i sneen", og den har jeg så valgt at omskrive lidt i overskriften. I den forløbne uge har Lille Per fra Farsø, som i mellemtiden er blevet lidt større og ældre nemlig være på ski i de norske fjelde. En fast tradition på efterskolen, omend vi i de senere år også kan finde på at køre sydover til de østrigske eller franske alper.
For første gang i mange år, havde vi ikke nogle af vores egne børn med på skituren. Thomas er travlt optaget på gymnasiet, og Morten skulle i samme uge med sin efterskole til Neukirchen i Østrig - der har han i øvrigt været for 7-8 år siden sammen med mig og min efterskole!
I fraværet af mine egne børn var der dog 134 andre teenagere at tage sig af i denne uge. Nogle er hardcore eksperter på ski, andre er usikre nybegyndere. Fælles for de fleste er det dog, at de har en fantastisk uge, hvor fællesskabet får et ekstra nøk, og hvor flere får brudt nogle grænser.
På turens sidste dag er det blevet en tradition, at man kører et par ture med sine kontaktelever, som der som regel er 10 af. Det er sjovt og hyggeligt.
Med denne sneblog håber jeg, at få sat lidt skub i bloggeriet, som desværre er blevet forsømt en del gennem det seneste års tid.
Lørdag eftermiddag var vejret for en gang skyld i det solrige hjørne efter en lang periode med vand, vand og atter vand.
Det udnyttede vi til at tage en smut i skoven med hunden, som gladeligt gøede op om den beslutning.
Kameraet var også med, forsynet med den længste zoom huset kan præstere. Der var nu hverken dyr eller fugle at se, så i stedet måtte Nemo endnu en gang stå for skud på en dejlig lørdag i skoven.
At Morten så ventede hjemme med hjemmebagte æbleskiver, gjorde bare dagen helt fuldendt.
Mange weekender i dette efterår har været besat af arbejde eller andre gøremål, men i denne weekend skulle vi ikke det store - bortset fra at jeg skulle dække et par fodboldkampe for lokalsporten med min blok og mit kamera.
Søndag havde vi gæster til morgenmad, og efterfølgende tog vi en tur til Limfjorden. Vi havde hundene med, og jeg havde også mit kamera med, monteret med den store tele.
Der var dog ikke meget liv i fuglene denne vindblæste, men solbeskinnede da i Risgårde. Til gengæld var der nogle af markernes faste beboere, som så måtte stå for skud.
Lørdag fik jeg taget mig sammen til at lave en længe tiltrængt oprydning i mit lokale pop-og rockleksikon med vesthimmerlandske grupper og solister.
Anledningen var egentlig, at jeg fik skrevet til den gamle Farsø-dreng Peter Sejr på Facebook. Jeg skulle nemlig have styre på en gruppe, han dannede i ungdomsklubben i vores teenageår. Jeg har et billede af gruppen, som jeg formentlig har taget sammen med min klassekammerat og fotoven Jesper Hansen. Min hukommelse sagde mig, at gruppen kaldte sig Sea Train, akkurat som en ret kendt amerikansk gruppe på det tidspunkt. Min henvendelse til Peter gik på, om jeg huskede ret. Det gjorde jeg kun delvis - Peter har nemlig også haft billedet, hvor der med rød tusch var skrevet navnet Atlantic Train - og så faldt brikkerne pludselig på plads.
Nu er mit leksikon revideret, hvilket så også har betydet, at gruppen er rykket helt i top i mit alfabetiske leksikon, som også rummer navne som Blackbirds, Bounty, More og Locumotion.
På billedet herover ses fra venstre: Peter Sejr, Sam Juul Nielsen, Hans Nøhr Eriksen, Anders Nøhr Eriksen og Kaj Christiansen.
