Art for arts sake..

Overskriften til denne blog er hentet fra et nummer med den engelske gruppe 10CC, som havde det med på deres album "How Dare You?".

 

Det er nu ikke 10CC, som dette indslæg skal handle om. Derimod skal det handle om Art Garfunkel - den ene halvdel af den legendariske vokalduo, Simon & Garfunkel, som i øvrigt startede ud som Tom & Jerry!

 

Onsdag aften gav 74-årige Art Garfunkel koncert i det smukke Musikkens Hus i Aalborg. For fuldt hus - eller næsten, for selv om alle biletter var solgt, stod der tomme stole hist og her i salen. Forstå det, hvem som kan.

 

Med sig på scenen havde Garfunkel en guitarist, Tab Laven, som trakterede den akkustiske guitart på formidabel vis. Repertoiret var fortrinsvis de kendte hits fra Simon & Garfunkel tiden samt et par stykker fra Garfunkels solokarriere. ind imellem blev der læst lyriske fortællinger fra forskellige perioder i Garfunkels efterhånden lange liv.

 

Når man går ind til sådan en koncert, synes jeg, at man skal være bevidst om, at man ikke får den vare, som man oplevede i 60'erne og 70'erne i Garfunkels vokale storhedstid. Han er kendt for sin høje, lyse stemme, og det er jo et forhold, som alderen sætter en vis begrænsning på.

 

Nu kan man jo opleve en koncert på mange måder: Rent teknisk med ørerne eller følelsesmæssigt med hjertet. Gør man det første, kan man helt sikkert sætter en finger på en del ting ved aftenens show, og lytter man kun med hjertet, er der næppe noget, som kan skuffe. Med mindre, der slet ikker er noget at komme efter.

 

Jeg synes, at der var noget at komme efter. Sangene blev leveret på en anden måde, helt naturligt, men stadig med en del af magien intakt - specielt i numre som "April - come she will", "Bright Eyes", "Scarborough Fair" og ikke mindst min personlige favorit "Kathys Song", som jeg vist aldrig bliver træt af. Svagest stod "Sound Of Silence" - måske fordi Garfunkel forsøgte at levere den med ekstra blus på guitaren og indlagte forudindspillede trommer.

 

Efter mindre end en halvanden times skønsang var det hele slut - stemmen kan næppe holde til mere. Og de fleste forlod salen med en god oplevelse i ørerne - og i hjertet.

 

Nordjyskes anmelder er noget mere kritisk i dagens avis, og kalder Garfunkel for en falmet stjerne. Det er han måske i forhold til udgangspunktet - men igen, må man forholde sig til, hvad man har købt billet til - og det var altså ikke Simon & Garfunkel i Central Park anno 1982.

 

At anmelderen kalder Garfunkel for patetisk og en krukke, må stå for hans (anmelderens) regning. Har man ikke lov at være lidt krukket, når man har henrykket millioner af mennesker med sange som "Bridge Over Troubled Water", "The Boxer", "America", "Homeward Bound" og mange andre?

 

Det synes jeg, og jeg følte mig godt underholdt af "Krukken" fra New York. Nedenstående video er fra efteråret 2015, og så kan du jo selv bedømme, om stjernen er falmet - eller måske helt slukket.