Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

  • Det store hermelinmysterium

    24-07-2022
    Igen i år har vi været en tur på Mors for at besøge Højriis Slot. Her kan man hvert år opleve et nyt mordmystrium på det gamle slot, hvor en flok unge skuespillere og en dygtig instruktør og regissør skaber den helt rette stemning omkring mordgåden.
     


    Denne gang gjaldt det et plot, som involverede en norsk eventyrer og, naturligvis, en greve, som dog er bortrejst. Til gengæld er grevens datter og hans søster at finde på slottet. Man møder også et par herlige og mystiske russiske tvillinger. Leni og Leni, en oldfrue, en kammertjener, som nok er blevet myrdet, samt en sagfører, som måske ikke er det, han udgiver sig for. Desuden spiller også en kat og en hund med i stykket, hvis de gider…
     


    Ved indgangen får man en tekst, som introducerer karaktererne, man møder. Desuden får man et lille hæfte, som giver små hints til, hvad man skal være opmærksom på, når man går rundt i kældre, sale og værelser på Højriis.
     


    Skuespillerne vandrer rundt på slottet og snakker med hinanden om stort og småt. Jeg tror ikke, der er nogen direkte hints at hente i deres replikker, men det er ganske underholdende at høre norske Harald Baard udveksle dramatiske barndomsminder med Grev Stroganov.

    Plottet kredser om pelsdyr i form af hermeliner, skjult kærlighed, spillegæld, spionage, gift og meget andet. De forskellige værelser og rum er indrettet specielt til handlingen, således finder man både ski, et smukt vinterlandskab og et kort over Norge på Haralds værelse, medens de russiske tvillinger er omgivet af Babushkadukker på deres soveværelse. Det er de små detaljer, som gør det hele så gennemført.
     


    Man kan ikke nøjes med at gå en tur rundt på slottet, man er nødt til at gå tilbage for at undersøge rummene og for måske at møde karaktererne, som kan opholde sig alle steder på slottet i færd med mange forskellige gøremål - ikke mindst de to mystiske tvillinger, som hele tiden spejder og våger er forrygende sjove at følge. Og de formår mere end en gang at forskrække de stakkels gæster, som pludselig møder det mystiske par bag en dør eller en stueplante…
     


    Et par timer bliver hurtigt slået ihjel, og til slut kan man ende sin tur ved hundehuset, hvor den skotske terrier Aielan, som man møder rundt på slottet både som vejviserskilt og i levende liv, bor. Her kan man få løsningen på mordgåden og få bekræftet, om man har fundet frem til offer, morder og motiv.
     


    Det er andet år i træk, vi gæster mordgåden i Højriis, og mon ikke vi pudser forstørrelsesglasset og er klar igen næste år.

  • En geografisk have og en miniby

    20-07-2022
    I den sydøstlige del af Kolding finder man et kæmpestort park- og haveareal: Geografisk Have. Som navnet antyder, er det en have, hvor man kan finde planter og træer fra hele verden. Desuden er der i et hjørne af parken en fin miniby, som viser, hvordan Kolding så ud i årene fra 1860-70.
     


    Den geografiske have blev anlagt af en privatmand, Aksel Olsen, som prøvede at plante mere end 6000 forskellige planter fra andre dele af verden for at se, om de kunne trives i det danske klima. Det kunne mange af dem, og mere end 2000 af disse planter står stadig i den mere end 100 år gamle have, som siden 1968 har været en offentlig besøgshave.

    I det store område kan man følge en 1,8 kilometer lang hjertesti, som bringer dig gennem forskellige verdensdele med de planter, som er karakteristiske for dem. Vi fandt bl.a. enorme udgaver af den den kinesiske vandgran vi har hjemme i haven, akkurat som Gunnera-planterne fra Sydamerika er noget større i Kolding end hjemme i Farsø!
     


    Kolding Miniby er inkluderet i entreen til den Geografiske Have. Byen er en tro kopi af Kolding, som den så ud i årene mellem 1860-70. Det betyder bl.a., at Koldinghus står som en ruin. Byen er bygget efter gamle matrikelkort og terrænkoter og størrelsesforholdet er 1:10. Noget af det, som adskiller minibyen i Kolding fra andre, er de små detaljer med mennesker på gaderne og i baggårdene samt at der ofte er noget bag vinduerne - f.eks. udstillinger i butiksvinduerne.
     


    Alene til slotsruinen af Koldinghus er der anvendt 1 mio. små mursten, som man selv støber og brænder i minibyens værksted, hvor frivillige mødes hver formiddag for at hygge og arbejde.
     

    Kolding Miniby blev indviet i 2012 og efter planen skal den stå færdig i 2026.
    Kolding byder også på kunstmuseet Trapholt, hvor der er forskellige udstillinger. I det store parkanlæg finder man arkitekten Arne Jakobsens modulsommerhus, som aldrig blev sat i produktion. Prøvemodellen på Kubeflex-huset brugte familien Jakobsen som sommerhus i mange år, men det er nu flyttet fra Sjælland til Trapholt. Huset er indrettet som det demohus, man i sin tid viste frem, hvor det er fyldt med Arne Jakobsens værker fra bestik til møbler. Det blev ikke til et besøg på Trapholt denne gang - men jeg var der for nogle år siden.
     

  • Kolding

    18-07-2022
    Kolding er Danmarks 7. Største by med sine mere end 61.000 indbyggere - i øvrigt i stærk konkurrence med Vejle og Horsens som følger lige efter med bare nogle få hundrede indbyggere færre. Udviklingen i de senere år kan tyde på, at Vejle måske overhaler naboen mod syd på et tidspunkt.
     


    Koldinghus er naturligvis byens store attraktion - det gamle kongeslot fra slutningen af 1200-tallet byder på masser af Danmarkshistorie. Slottet brændte i 1808, da spanske lejetropper fyrede lidt for hårdt i kaminerne. Derefter stod slottet og forfaldt, og dele af det blev brugt i lokale byggeprojekter, som man også kender det fra andre egne af landet, f.eks. Vitskøl Kloster. I 1930'erne blev det karakteristiske tårn genopbygget, og op til 1975 gennemgik slottet en større renovering og genopbygning under ledelse af arkitektægteparret Exner. I dag er slottet museum med fokus rettet på de danske konger og dronninger.
     


    Ved siden af slottet ligger Staldgården, som gennem tiderne har været benyttet til opstaldning og træning af heste. I dag er der bl.a. et besættelsesmuseum, som fortæller om den danske frihedskamp på egnen. Gestapo havde hovedkvarter på gården fra 1943-45, og fra den tid er den berygtede celle II bevaret. Her vises i dag et filmshow om perioden. På cellens vægge har de indsatte ridset navne og digte - en stærk oplevelse at står i denne "Helvedes forgård".

    Kolding bys opbygning er præget af, at jernbanen og en å skærer tværs gennem centrum. Området omkring jernbanestationen er lidt kedeligt og trist, men i den gamle bydel nedenfor Koldinghus er der et hyggeligt gågademiljø med gader på kryds og tværs. Det strækker sig over til åen, hvor også jernbanen fører ud af byen på højtliggende skinner, som gør togene meget synlige og hørbare, når de ruller ind og ud fra stationen.
     


    Ved en gammel bro over åen er der restauranter og cafeer helt ned til åen, som man også kender det fra Aarhus - og ikke langt derfra finder man Junglerecords, som handler med nye og brugte plader. Der blev købt et par stykker, en med Neil Young og en med danske Secret Oyster.

    Lidt mere om Kolding i næste blog.

  • Skamlingsbanken - knytnæven mod syd

    17-07-2022
     
    Sydøst for Kolding finder vi Sønderjyllands højeste punkt, Skamlingsbanken, som med sine 113 meter giver et flot vue ud over landskabet og Lillebælt.

    Historisk rager Skamlingsbanken også op, som stedet, hvor politikere og andre har brugt det talte ord i kampen for frihed og rettigheder. Navnligt i forhold til det sønderjyske spørgsmål og om genvindelsen af det tabte land, som lå lige syd for det kuperede område, som er skabt under og efter den sidste istid.

    Efter det katastrofale nederlag ved Dybbøl i 1864 måtte Danmark afgive store områder til Preussen - den nye grænse gik fra Hejlsminde og mod vest, hvor den følger Kongeåen til et stykke syd for Ribe. Dermed blev Ribe og Kolding to store grænsebyer i Danmark.
     


    På talerstolen i slugterne ved Skamlingsbanken har store danskere agiteret for, at det gamle land skulle tilbage. Det kom det i 1920, og de mange stenstøtter og skulpturer bevarer nogle af disse navne for eftertiden.

    Efter befrielsen blev der holdt et stort folkemøde på Skamlingsbanken, hvor op mod 100.000 mennesker var samlet.

    Et mindesmærke for sønderjyske frihedskæmpere, som faldt i årene 1940-45 er rejst som et klokketårn, hvor alle navnene er skrevet på store stentavler. Klokketårnet spiller i sommerhalvåret flere gange om dagen indledningen til Prins Jørgens March, som var kendesignalet, når der blev sendt nyheder til Danmark fra London.
     


    Der er flere flotte gåture i området - vi valgte udsigtsruten, som giver flotte udsigter ind mod Kolding og ud over landskabet og Lillebælt.

  • På ferie i det gamle grænseland

    16-07-2022
    Den forløbne uge er brugt i omegnen af Kolding - det gamle grænseland ved Kongeåen, som udgjorde grænsen mellem Danmark og Tyskland fra 1864 til genforeningen i 1920.
     


    I den tyske del lå Christiansfeld, som i dag er på UNESCOS liste over verdensarv. Det er den, fordi det er en af de bedst bevarede brødremenighedsbyer i verden. Brødremenigheden blev efter tysk forbillede i byen Herrnhutt, etableret i Danmark i 1773. Tilladelsen blev givet af den danske konge, som var imponeret over brørdrenes flid og dygtighed.
     


    Byen er anlagt helt systematisk med centrum i kirkepladsen. På begge sider af pladsen går to hovedstrøg parallelt med hinanden og på disse blev der opført høje, karakteristiske gule huse med en meget høj taghældning. Alt er opbygget efter en hamborgsk alen, som er 57,3 centimeter.

    Enkelthed og funktionalitet gennemsyrer byen, også kirken, hvor det store salsrum er yderst simpelt indrettet med hvide bænke og et lille liturgibord, som kun er svagt hævet over det sandstrøede gulv. Alt sammen for at fremhæve og efterleve brødremenighedens princip om fællesskab og lighed.
     


    Det enkle og simple finder man også på kirkegården, Gudsageren, hvor alle gravsten er ens, og hvor der ikke findes familiegravsteder. Her er kvinderne begravet mod øst og mændene mod vest. Alle gravsten er nummererede, fra nummer 1 i 1773 til nummer 2052, som er lagt i 2021.
     


    Der har ikke været mange begravelser på gudsageren i de seneste år - måske fordi menigheden ikke er så stor som den var engang. Men
    Brødremenigheden i Christiansfeld findes den dag i dag, og der holdes hver søndag gudstjeneste i salsrummet, hvor alle i øvrigt er velkomne til at deltage.

    Tre af de ting, som brødremenigheden og Christiansfeld er kendt for den dag i dag er honningkager, ovne og adventsstjerner. Menigheden ejer mange af byens centrale huse, bl.a. hotellet og en honningkagecafe. Der drives desuden genbrugsbutikker, hvor man også sælger adventsstjerner, som er populære som aldrig før. Midlerne fra salget går til missionsarbejde i bl.a. Tanzania.
     


    Christiansfeld er med sin unikke historie og arkitektur bestemt et besøg værd.

  • Fra festival til Feddet

    08-07-2022
    Kontrasten er stor, når man tager fra tre dage med musikfestival, mennesker, musik og mylder til en uge på Feddet med fugle, fred og familiesamvær. Begge dele har store kvaliteter.
     


    Familiesommerhuset, som min bedstefar byggede omkring 1960, har altid været en oase for mennesker og hunde i vores familie. Her er fred og ro, 1 kilometer til nærmeste nabo og 100 meter til vandet. Hertil 270 graders fjordudsigt til Hvalpsund, Salling, Fur, Livø og Erterbølle.

    Fuglelivet består af bl.a. måger, ænder, gæs, skarver, strandskader og hejrer samt mange småfugle som svaler, lærker, engpibere, tornirisk og vipstjert. Her er også en lille koloni på 7-8 skestorke, som slet ikke er en stork men en ibis. Vi ser også musvåge, tårnfalk og rørhøg herude, medens dyrelivet især består af harer, ræve og råvildt.
     


    Alt dette passer meget godt med min bedstefars passion for at g på jagt og fiske. I fjorden nedenfor huset er der gennem årene glebet en del ål, som også er fanget i ruser og røgtet fra båd eller fra land, hvor man kunne gå langt ud i det lavvandede vand iført waders. Op gennem 80'erne forsvandt ålene, men det er som om fjorden er blevet renere, og selv om det ikke er noget folk går og skilter med, så tror jeg, at der igen fiske ål herude. Her er også godt fiskevand efter ørreder, hvis man går den lille kilometer ud til "Nakken", hvor vandet er dybere på strækningen op mod Ertebølle.

    Jeg har et par nevøer, som elsker at komme her på grund af naturen og jagten, og jeg er naturligvis også glad for et område, hvor jeg kan "jagte" dyr og fugle med mit kameraudstyr.

  • Nibe fredag og lørdag

    03-07-2022
    Det blev til små 3 dage på en Nibe Festival, som tydeligvis har været savnet hos mange. Ganske vist ikke udsolgt - dog kunne man lørdag aften melde, at nu var alle lørdagsbilletter solgt. Så forhåbentlig har festivalen og alle de mange frivillige fået det ud af anstrengelserne, som de fortjener.
     


    Fredagens program rummede 3 interessante navne, hørt med mine ører. Først Dizzy Mizz Lizzy, dernæst Gnags og til slut D-A-D. Dertil det, man nu kunne nå at høre og opleve mellem disse navne, som alle var på den store scene.

    Dizzys guitardominerede rock var som forventet, men der var ud over det musikalske ikke den store kommunikation med publikum fra bandets ubestridte frontmand, Tim Christensen. Han er i øvrigt stifter af en Facebook-gruppe, jeg er medlem af: Spinning Vinyl. Her skal man tage et billede af en plade, som spinner, med tilhørende cover, og så lægge det op i gruppen. Tusindvis af medlemmer lægger hver dag spændende ting om, noget man selv lytter til, og andet, som er ganske ukendt. Et inspirerende sted, hvor der også kan komme spændende dialoger mellem brugerne.

    Gnags er blevet til Gnags igen, efter at Per Christian Frost er kommet tilbage som wingman for Peter AG. Den alsidige guitarist er den musikalske lyd af gruppen, hvor AG er det vokale og visuelle udtryk. Bandet spiller alle de store hits, tilføjet et par nye numre. Dermed kommer det let til at ligne deres seneste optræden i Nibe, hvor scene set up’et i øvrigt var det samme. Der er numre, jeg ville ønske, de tog med, men de holder sig til det sikre. Her havde salig Kim Larsen en imponerende evne til altid lige at smutte et par halvglemte numre ind i den lange perlerække af hits, han og Gasolin har leveret.

    D-A-D gav den fuld skrue fra første sang, og de holdt en forrygende rockfest i skoven, hvor der blev skrålet med på alle de kendte omkvæd: “Won’t Cut My Hair”, “Bad Craziness, “Soft Dogs”, “Sleeping My Day Away” og afslutningsklassikeren “It’s After Dark Now (and Disneyland i closed)”. Trommeslager Laust Sonne var placeret i en tivolikarrussel, som kunne køre rundt, medens han spillede - effektfuldt - ikke mindst da hele bandet til slut stod på den kørende karrusel - bassisten har formentlig spillet en rundgang (!) på en af sine mange specialbyggede basguitarer med kun 2 strenge.

    En godkendt fredag, som en smule regn ikke kunne spolere - det fik såmænd bare støvet til at lægge sig.
     


    Lørdag skulle bare være en hyggedag, og så kan man næppe starte et bedre sted end med The Powls - et rablende sindsygt show- og partyband, som på et tidspunkt adopterede Shu-Bi-Duas kikekaste-gimmik. Når The Powls spiller, vælter det ind med tarteletskaller over scenen og musikerne. Sjovt, men måske er det ved at tage overhånd, ligesom det også gjorde ved Shubberne. Det kan bestemt ikke være rart at stå 75 minutter på en scene, hvor der i hver eneste nummer flyver tarteletter op mod dig, og hvor velplacerede træffere i ansigtet må gøre en smule ondt. Lad det nu blive ved et nummer eller to, så musikerne er forberedte! I øvrigt er The Powls en blanding af stand up og forrygende gode kopinumre, som de selv mener store danske og udenlandske navne har nappet fra netop The Powls! Tarteletter, jokes og en underspilning på egen formåen kan dog ikke skjule, at The Powls faktisk spiller ganske fremragende.
     


    Et par eksempler på kommentarer fra scenen under deres show:

    “Nibe, er I der? Jaaa. Nibe, er I der? Jaaa. Nibe, hvorfor?”

    “Vi elsker at spille for hørehæmmede!”

    Så er linjen ligesom lagt, og tonen er den samme gennem hele deres show, som også byder på fællessang og kædedans til Reimar-klassikeren “Sikke en fest vi har haft...".
     


    For mit vedkommende blev det Jonah Blacksmith, som rundede det musikalske af på Nibe. Thyboerne er vokset fra Den Lille Fede via Blå Scene til Stor Scene. Man kunne frygte at den til tider akustisk prægede musik ikke kunne bære det, men med 7 mand på scenen - to trommeslagere, to keyboards, to til tre guitarister og en bassist fik de leveret en god koncert og de var tydeligt bevægede over publikums modtagelse. Fedt at opleve.

    Eftermiddagen blev brugt på en gåtur ud til de unges lejr: Camp Øst, hvor jeg fik en lyserød Breezer i selskab med elever fra den første corona-årgang, 2019-20, som nu endelig havde fået muligheden for at komme på festival sammen. De hyggede og havde det godt - rart at snakke med dem.

    Fra ungelejren gik jeg gennem festivalpladsen og ud fra Nibe for at se slutningen af Tour De France hos en god ven i Nibe, og så blev kursen ellers sat hjemover, medens hard core festivalfolket fik lov til at lukke og slukke sent lørdag nat til det der hitter hos de unge og, som gamle jeg er helt uforstående overfor: Ude af Kontrol. Da sov jeg formentlig sødt.

    Velkommen tilbage Nibe Festival.
     

  • Nibe og bloggen er tilbage

    01-07-2022
    Efter to år uden festival under normale omstændigheder, er Nibe Festival i år tilbage for fuld skrue. Det samme kan måske ikke siges om min blog, som jeg dog prøver at puste nyt liv i efter stilstand i længere tid.

    I dag bliver de to ting så kombineret.
     


    Torsdag morgen bød jeg ind på en Nibe-billet, som jeg fik, og så gik turen ellers mod Sildebyen, hvor vi traditionen tro er nogle stykker, som samles hos gode venner, der bor i byen. Der blev hygget og snakket i haven, inden jeg satte kursen mod festivalpladsen. Lidt før de andre, de jeg af erfaring ved, at jeg skal stoppe mange gange for at snakke med elever fra mit 30 år lange liv som efterskolelærer.

    Således også i år, hvor jeg både mødte elever fra mit første HCI-hold og fra mit sidste, som sluttede i lørdags, hvor jeg også stoppede på skolen. Det er altid hyggeligt at hilse på, og de gamle elever er søde og glade. Ind imellem sætter jeg dog blikket på “uendeligt”, så jeg også har en mulighed for at nå frem til de aftaler, jeg har med mine venner…

    På torsdagens program havde jeg set frem til at høre Jung, som jeg længe har tænkt bliver det næste store danske band. Bevares de er allerede store og er brugt meget i medierne, men det var alligevel som om, at den store scene på Nibe ikke passede til dem. De nåede ikke for alvor ud over rampen og havde nok passet bedre på den Blå Scene i teltet under lidt mere intime former.

    Intet mindre end stor scene kunne naturligvis gøre det, da walisiske Tom Jones gik på lige efter aftensmaden. Det er ikke en mand, der står i min pladesamling, men når man er vokset op med musik op gennem 60’erne og 70’erne kender man naturligvis godt manden med de mange hits, ikke mindst Delilah. Mine umiddelbare tanker forud for koncerten var nok, om det var et smart managment, som havde sendt den 82 årige mand på turne for ussel mammons skyld.

    Mine tanker blev gjort til skamme fra første strofe. Stemmetøjet fejler bestemt ikke noget, medens bentøjet var lidt mere usikkert, hvilket vel ikke kan overraske. Ganske befriende startede Tom Jones ud med “I’m getting old” og Dylan-sangen “It ain’t dark yet”. Selverkendelse fra en herre, som har prøvet det meste i showbizz.

    Koncerten bød på alle de store hits - mange med et tvist i rytme og fortolkning, hvilket klædte Tom Jones og hans velspillende band. Der var stille ballader, store pophymner og rock’n roll. Altsammen leveret professionelt og med en stemme, som ikke svigtede.

    En positiv overraskelse…
     


    Mellemspillet inden Malurt gik på stor scene blev brugt i Reservatet, hvor de danske heavy helte fra slut 80’erne, Skagarack, gik på scenen. Koldingbandets tidstypiske og melodiske heavyrock var en positiv overraskelse, ikke mindst da lydmanden fik tilpasset tingene, så leadguitaren fik mere plads. Der var ikke mange foran scenen, og halvdelen af de 6, som stod helt fremme, var bandets gamle roadier. Flere kom dog til og en fin koncert sluttede med et begejstret publikum, som så kunne bevæge sig ud til den store scene.
     


    Malurt er gendannet og er ude på deres afskedsturne med den originale besætning, som i den grad leverede et skarptskåret og flot show med al den energi, som de unge knægte bragede igennem med i 1981, da de udgav debut’en “Kold krig”. Vi fik alle gruppes store hits uden de store dikkedarer og med en veloplagt Michael Falch, som ikke forfaldt til andet en det, han er bedst til, at synge og spille rockmusik.

    I dag er der mere festival, som vejrmæssigt byder på noget helt andet, end den hede sommerdag, vi havde i går. Vi kan godt gå hen og blive våde, når vi skal høre Dizzy Miss Lizzy, Gnags og D-A-D.

  • Hjemmearbejde og frikvarter

    2 Kommentarer
    03-02-2021
     
    For anden gang indenfor de seneste 10 måneder er efterskolen lukket ned, og undervisningen foregår hjemmefra - via computer. Erfaringerne fra foråret kommer mig og sikkert mange andre til gode, men det er nu engang sjovere at være efterskolelærer på skolen og ikke hjemmefra.

    Vi prøver alle, at gøre det så godt og levende, som det er muligt, og jeg håber da, at eleverne derhjemme bag skærmene gør, hvad de kan. Denne form for undervisning kan godt gå hen og blive en større del af deres fremtidige studieliv, så der er ingen vej udenom at lære det og disciplinere sig selv.

    Når man sidder der bag skærmen i mange timer, forberedelse til digital undervisning kan godt tage længere tid end selve lektionen varer - der er meget at tænke på og mange ting, der skal være på plads, hvis det skal give mening for eleven på den anden side af skærmen.

    I sådan en situation, som vi er i, er det med at udnytte mulighederne til adspredelse fra alt det digitale: At komme ud og gå en tur, at tage kameraet med et sted hen og bare fotografere. Eller at gå ud og skovle sne, hvis der skulle falde noget af det på matriklen.

    Og det er netop, hvad jeg har gjort de seneste uger.

    Snefaldet i forrige uge blev udnyttet, da jeg havde en halv times undervisningsfri en formiddag. Ud med skovlen og få lidt motion - det er faktisk ganske afstressende og rart, at gå derude. Jeg blev grebet af stemningen og fjernede lige sne på fortovet hos to naboer. De ringede senere og skulle lige høre, om det var mig, der havde været i gang.. :-) Og noget tyder på, at der er mere sne på vej, så skovlen står klar derude.

     
    På Facebook så jeg en fodbold- og fotoven, som skrev om en vandstær, der holder til på naturområdet Tvebjerg i Aars. Et par frie timer blev udnyttet til en tur til Aars, hvor den lille og charmerende vintergæst viste sig som en særdeles samarbejdsvillig model for mine knipserier. Den skal jeg besøge en dag, hvor vejret er lidt bedre, end det var forleden, hvor det krævede lidt høje ISO-tal at få fornuftige billeder på kortet.

    En weekend drog familien med hund på oplevelse i Højriis ved Vegger. Her kan man også se isfugl, vandstær og bæver - det gjorde vi nu ikke, men vi opdagede en meget flot og kuperet tur rundt i krattet omkring ådalen. Et sted, som helt sikkert skal genbesøges til foråret.

    Denne blog er ledsaget af fotos fra anden lockdown-periode.

  • Mejeriet er faldet…

    09-01-2021
     

    2020 blev året, hvor det forladte og faldefærdige mejeri i Farsø endelig faldt. Gennem flere år havde de ældste bygninger ud til hovedgaden stået tomme - og forfaldet var til at tage at føle på. En af byens tidligere så flotte og karakteristiske bygninger, var gået hen og blevet en skamplet. Desværre.

    Det er Vesthimmerlands Kommune, som har købt mejeriet, som nu er revet ned til fordel for nye parkeringspladser, som især er tiltænkt det nærliggende forfattermuseum for Johannes V. og Thit Jensen. De har formentlig set mejeriet blive bygget i 1888, da de var store børn (Han er født i 1873, hun i 1876). Og de har sikkert vendt sig i deres respektive grave over, at bygningen fik lov til at forfalde - og også over, at de nu er havnet under samme museumstag i fødehjemmet. Det huer næppe de to ærkesøskendefjender, hvor Johannes var misundelig på, at søsteren også gjorde forfatterkarrie, og hvor Thit gjorde hvad hun kunne for at genere sin storebror med sit selvstændige Valkyrie-liv.
     

    En del af det gamle mejeri har gennem en lang årrække fungeret som opskæringsenhed for kreaturslagteriet i Aalestrup. Det fortsætter, og ikke nok med det, slagteriet udvider med endnu en linje i Farsø, hvor der også bygges velfærdsfaciliteter til de omkring 75 medarbejdere, som forarbejder kvalitetsmærket Himmerlandskød. Det nye byggeri kommer til at ligge ud til den nye p-plads, hvor det gamle mejeri lå, og forskønner dermed også den rå mur, som står lige nu.

    Køerne er næppe så glade for transformationen, hvor de nu skal lægge krop til produkterne fra Farsø i stedet for mælk….

<   1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39   40   41   42   43   44   45   46   47   48   49   50   51   52   53   54   55   56   57   58   >  

 
 
Per Lyngby