Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Fra festival til Feddet

08-07-2022
Kontrasten er stor, når man tager fra tre dage med musikfestival, mennesker, musik og mylder til en uge på Feddet med fugle, fred og familiesamvær. Begge dele har store kvaliteter.
 


Familiesommerhuset, som min bedstefar byggede omkring 1960, har altid været en oase for mennesker og hunde i vores familie. Her er fred og ro, 1 kilometer til nærmeste nabo og 100 meter til vandet. Hertil 270 graders fjordudsigt til Hvalpsund, Salling, Fur, Livø og Erterbølle.

Fuglelivet består af bl.a. måger, ænder, gæs, skarver, strandskader og hejrer samt mange småfugle som svaler, lærker, engpibere, tornirisk og vipstjert. Her er også en lille koloni på 7-8 skestorke, som slet ikke er en stork men en ibis. Vi ser også musvåge, tårnfalk og rørhøg herude, medens dyrelivet især består af harer, ræve og råvildt.
 


Alt dette passer meget godt med min bedstefars passion for at g på jagt og fiske. I fjorden nedenfor huset er der gennem årene glebet en del ål, som også er fanget i ruser og røgtet fra båd eller fra land, hvor man kunne gå langt ud i det lavvandede vand iført waders. Op gennem 80'erne forsvandt ålene, men det er som om fjorden er blevet renere, og selv om det ikke er noget folk går og skilter med, så tror jeg, at der igen fiske ål herude. Her er også godt fiskevand efter ørreder, hvis man går den lille kilometer ud til "Nakken", hvor vandet er dybere på strækningen op mod Ertebølle.

Jeg har et par nevøer, som elsker at komme her på grund af naturen og jagten, og jeg er naturligvis også glad for et område, hvor jeg kan "jagte" dyr og fugle med mit kameraudstyr.

Kategori: 2022

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby