Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Det store hermelinmysterium

24-07-2022
Igen i år har vi været en tur på Mors for at besøge Højriis Slot. Her kan man hvert år opleve et nyt mordmystrium på det gamle slot, hvor en flok unge skuespillere og en dygtig instruktør og regissør skaber den helt rette stemning omkring mordgåden.
 


Denne gang gjaldt det et plot, som involverede en norsk eventyrer og, naturligvis, en greve, som dog er bortrejst. Til gengæld er grevens datter og hans søster at finde på slottet. Man møder også et par herlige og mystiske russiske tvillinger. Leni og Leni, en oldfrue, en kammertjener, som nok er blevet myrdet, samt en sagfører, som måske ikke er det, han udgiver sig for. Desuden spiller også en kat og en hund med i stykket, hvis de gider…
 


Ved indgangen får man en tekst, som introducerer karaktererne, man møder. Desuden får man et lille hæfte, som giver små hints til, hvad man skal være opmærksom på, når man går rundt i kældre, sale og værelser på Højriis.
 


Skuespillerne vandrer rundt på slottet og snakker med hinanden om stort og småt. Jeg tror ikke, der er nogen direkte hints at hente i deres replikker, men det er ganske underholdende at høre norske Harald Baard udveksle dramatiske barndomsminder med Grev Stroganov.

Plottet kredser om pelsdyr i form af hermeliner, skjult kærlighed, spillegæld, spionage, gift og meget andet. De forskellige værelser og rum er indrettet specielt til handlingen, således finder man både ski, et smukt vinterlandskab og et kort over Norge på Haralds værelse, medens de russiske tvillinger er omgivet af Babushkadukker på deres soveværelse. Det er de små detaljer, som gør det hele så gennemført.
 


Man kan ikke nøjes med at gå en tur rundt på slottet, man er nødt til at gå tilbage for at undersøge rummene og for måske at møde karaktererne, som kan opholde sig alle steder på slottet i færd med mange forskellige gøremål - ikke mindst de to mystiske tvillinger, som hele tiden spejder og våger er forrygende sjove at følge. Og de formår mere end en gang at forskrække de stakkels gæster, som pludselig møder det mystiske par bag en dør eller en stueplante…
 


Et par timer bliver hurtigt slået ihjel, og til slut kan man ende sin tur ved hundehuset, hvor den skotske terrier Aielan, som man møder rundt på slottet både som vejviserskilt og i levende liv, bor. Her kan man få løsningen på mordgåden og få bekræftet, om man har fundet frem til offer, morder og motiv.
 


Det er andet år i træk, vi gæster mordgåden i Højriis, og mon ikke vi pudser forstørrelsesglasset og er klar igen næste år.

Kategori: 2022

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby