I den sydøstlige del af Kolding finder man et kæmpestort park- og haveareal: Geografisk Have. Som navnet antyder, er det en have, hvor man kan finde planter og træer fra hele verden. Desuden er der i et hjørne af parken en fin miniby, som viser, hvordan Kolding så ud i årene fra 1860-70.
Den geografiske have blev anlagt af en privatmand, Aksel Olsen, som prøvede at plante mere end 6000 forskellige planter fra andre dele af verden for at se, om de kunne trives i det danske klima. Det kunne mange af dem, og mere end 2000 af disse planter står stadig i den mere end 100 år gamle have, som siden 1968 har været en offentlig besøgshave.
I det store område kan man følge en 1,8 kilometer lang hjertesti, som bringer dig gennem forskellige verdensdele med de planter, som er karakteristiske for dem. Vi fandt bl.a. enorme udgaver af den den kinesiske vandgran vi har hjemme i haven, akkurat som Gunnera-planterne fra Sydamerika er noget større i Kolding end hjemme i Farsø!
Kolding Miniby er inkluderet i entreen til den Geografiske Have. Byen er en tro kopi af Kolding, som den så ud i årene mellem 1860-70. Det betyder bl.a., at Koldinghus står som en ruin. Byen er bygget efter gamle matrikelkort og terrænkoter og størrelsesforholdet er 1:10. Noget af det, som adskiller minibyen i Kolding fra andre, er de små detaljer med mennesker på gaderne og i baggårdene samt at der ofte er noget bag vinduerne - f.eks. udstillinger i butiksvinduerne.
Alene til slotsruinen af Koldinghus er der anvendt 1 mio. små mursten, som man selv støber og brænder i minibyens værksted, hvor frivillige mødes hver formiddag for at hygge og arbejde.
Kolding Miniby blev indviet i 2012 og efter planen skal den stå færdig i 2026.
Kolding byder også på kunstmuseet Trapholt, hvor der er forskellige udstillinger. I det store parkanlæg finder man arkitekten Arne Jakobsens modulsommerhus, som aldrig blev sat i produktion. Prøvemodellen på Kubeflex-huset brugte familien Jakobsen som sommerhus i mange år, men det er nu flyttet fra Sjælland til Trapholt. Huset er indrettet som det demohus, man i sin tid viste frem, hvor det er fyldt med Arne Jakobsens værker fra bestik til møbler. Det blev ikke til et besøg på Trapholt denne gang - men jeg var der for nogle år siden.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg