Lørdag var hele familien i det lokale forretningscenter, hvor man i hele december kan se en lille udstilling: "Steder med sjæl".
Det er Kulturstyrelsen og Realdania, som har lavet udstillingen, der i plancher og computershows viser og fortæller om fredning og bevaring af bygninger med kultur - og sjæl. Lokalt er det Vesthimmerlands Kommune, som har stået for at opbygge udstillingen, som man også har suppleret med en del af en gammel indgangsportal fra Farsø Station - en bygning med sjæl, som desværre blev revet ned i 1977.
Skæbnens ironi vil desuden, at udstillingen næsten på meteren er placeret på det sted, hvor en anden af byens flotte gamle bygninger var placeret. Her lå nemlig den flotte gamle præstegård, som blev revet ned i 1974. Jo, 1970'erne var i sandhed et årti, hvor udvikling var vigtigere end bygninger med sjæl i den daværende Strandby-Farsø Kommune.
På udstillingen kan man se og stemme på 10 udvalgte lokaliteter i Vesthimmerlands Kommune, som passer ind i temaet. Man kan i øvrigt også se stederne og stemme på dem ved at klikke på billedet herunder:
Sidste weekends tur til København kastede ikke det store af sig rent fotomæssigt, men jeg havde dog det lille Canon med i lommen. Og op kom det da også på en regnfuld søndag i Tivoli, hvor dette motiv er fanget.
Så bastant var spørgsmålet, da Thin Lizzy gik på scenen på Skråen i Aalborg søndag aften. Og det var vi, mange herrer på min alder, hvoraf flere havde taget deres sønner med til en rigtig rockkoncert.
Thin Lizzy anno 2012 er naturligvis ikke samme Thin Lizzy, som hittede stort i senhalvfjerdserne og startfirserne - alene af den grund, at gruppens markante frontfigur Phil Lynott døde i 1986. Guitaristen Gary More var inde over gruppen i flere sammenhænge, mest live, men også på LP’en “Black Rose” - Gary More døde i 2011 og jammer formentlig med Phil i rockhimlen sammen med mange andre legender.
Fra Lizzys originale besætning er guitaristen Scott Gorham og trommeslageren Brian Downey stadig med sammen med keyboardspilleren Darren Wharton. i Aalborg havde man desuden Marco Mendoza (Ex-Whitesnake) på bas, Damon Johnson guitar og Ricky Warwick på guitar og sang.
Man kunne frygte, at sådan en koncert ville blive et tomt plagiat - et Lynott tribute band. Sådan var det bestemt ikke - numrene blev leveret med den rigtige Lizzy-sound og i den rigtige ånd, og bandmedlemmerne var tydligt dedikerede til musikken - ikke mindst på den vigtige post som forsanger formåede Ricky Warwick at være sig selv og ikke en Lynott-klon. Warwick har en god rockstemme og så har han rock’n roll attitude, der vil noget.
Med tre Gibsonguitarer i sving, trommer, bas og keyboard manglede der ikke noget i lydbillledet, som var højt uden dog at blive for højt. Bevares, man kan undre sig over, at Warwick håndterer en akustisk guitar i nogle numre - den guitar kunne denne blogskriver ikke høre noget til....
Sound’en var klassisk Lizzy - ikke mindst den karakteristiske lyd af to leadguitarer, som giver de rå rocknumre masser af nuancer og melodi. Damon Johnson formåede fint at gå ind i samspillet med rutinerede Scott Gorham, og showmanden Marco Mendoza spillede op på fløjen - næsten for meget, men meget amerikansk - lidt a la Steve Morse, som spiller guitar i Deep Purple.
Vi fik et godt udpluk af bagkataloget af flotte sange fra Thin Lizzy - også “Whiskey In The Jar” i en partyrockende udgave med fællessang og det hele - det nummer var Lynott i sin tid ikke så stolt af, men det var dog det, der førte gruppen fra glemsel til berømmelse. Og publikum vil åbenbart have det. Hos mig var det mere numre som “Angels of Death”, “Cowboy Song” og “Jailbreak”, som hittede denne herlige aften på Nordkraft, hvor bandets energi sagtens kunne have dækket et helt døgns elproduktion på det gamle kraftværk, som i dag er et fantastisk kulturhus i Aalborg.
Lørdag aftens koncert med Ian Anderson og Jethro Tull i København blev en speciel oplevelse. Gruppen er på turne med den 40 år gamle Thick As A Brick, som i sin tid udkom på LP-plade og fyldte begge pladesider med en samlet spilletid på 43 minutter. Med pladen fulgte et omslag udformet som en 16 siders avis med historier, kryds og tværs og sågar en anmeldelse af pladen.
Efter den stille akustiske start med Ian Anderson på guitar og vokal tog det komplekst opbyggede værk sin begyndelse med masser af lyd på orglet og med et velspillende band, som var særdeles tro mod den originale lyd fra pladen. Man bemærkede dog hurtigt, at der var hjælp på den vokale side, hvor Ian Andersons blev suppleret af unge Ryan O’Donnell, som tidligere har gjort sig som Shakespeare-skuespiller. Et fornuftigt valg, da det var ganske tydeligt, at Andersons stemme efter mange års brug, og vist også en operation for en del år siden, er ved at være væk. Til gengæld kunne vi så få passager med såvel fløjte som vokal, når Ian Anderson ikke skulle synge nogle af stykkerne i sættet.
Teatralsk show har altid været en del af Tull-koncerterne. Således også her, hvor mimik og optræden på scenen blev suppleret med videofilm, som med jævne mellemrum kom frem på storskærmen bag gruppen. Sekvenserne relaterede bl.a. til den tidligere omtalte avis, St. Cleve Chronicle”, som nu var blevet til en lille lokal TV-station. Man skal nok kende lidt til det oprindelige cover, for at få fuldt udbytte af dette show, som formentlig ganske bevidst var produceret i en lidt primitiv form for at illudere en lille tv-station. Til gengæld var der en fantastisk timing, når man viste forindspillere klip med musikerne i aktion - nærmest synkront med musikerne på scenen!
Punktet, hvor man i LP-versionen skal vende pladen blev udnyttet til at give musikerne et kort break, medens der blev lavet lidt show på scenen. Et show med alvorligt budskab om at lade sig kontrollere for kræftsygdomme før det er for sent.
Andet sæt bestod af Ian Andersons seneste udspil Thick As A Brick II, som udkom tidligere på året. Et forsøg på at følge op på historierne fra den 40 år gamle udgivelse. Hvordan ville livet se ud for den nu 50-årige (fiktive) Gerald Bostock, som på det oprindelige cover var krediteret som forfatter til det digt musikken er skrevet omkring. Kendere var helt sikkert klar over, at det var sådan koncerten var opbygget, hvorimod der sikkert sad en del og ventede på Tull-klassikere fra andre albums - Aqualung, Heavy Horses, Budapest og lignende. De kom naturligvis ikke - kun Locomotive Breath som ekstranummer. På rækken bag os, sad der en flok, som troede de skulle til rockkoncert, at dømme efter deres konstante sludren og grinen under det meste af koncerten.
Alt i alt synes jeg, det var en god koncert - men jeg vidste jo også, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste ikke, at der var ny sanger med, men under omstændighederne var det godt, og det virkede fint. Om det holder til fremtidige Tull-koncerter med numre fra hele bagkataloget, har jeg min tvivl om. Men til netop denne komplekse koncert virkede det.
Med hensyn til snakkehovederne kunne jeg i Gaffa læse en anmeldelse fra Struer, hvor det også havde været et problem. Jeg har tidligere oplevet koncerter, hvor en del af publikummet er sponsorer eller honoratiores, som kommer, fordi der er en event i byen, men som ikke har sat sig ind, hvad det er. Sådanne mennesker kan totalt ødelægge en oplevelse for andre, hvis de ikke koncentrerer sig om at være publikum men i stedet smalltalker, griner og forstyrrer- specielt til koncerter med stille og akustiske numre. Er det rå rock, bliver sådanne typer overdøvet og ofte forlader de stedet, fordi de bliver blæst ud. Det seneste oplevede jeg til en Toto-koncert i Frederikshavn, hvor de fine fruer hurtigt var ude i forhallen, da der blev skruet op for lyden....
Jeg har været til en del Tull-koncerter gennem de senere år. Alle har været gode oplevelser - også den sidste, som jeg også tror blev den sidste. Inderst inde har jeg en fornemmelse af, at 65-årige Ian Anderson tager konsekvensen og stopper det krævende turnéliv, når den igangværende tour er slut. Han har næppe brug for pengene, medmindre hans skotske gener vil det. I stedet kan han hygge sig med at lave albums, hvor han kan indspille sange, som passer til stemmens niveau.
Den progressive rockkoncert med overtoner af folkemusik og klassik musik lørdag blev søndag afløst af svedig rock med irske rødder, da vi nappede Thin Lizzy på Skråen i Aalborg.
Musik var en god del af indholdet i den forløbne weekend. En stor del af weekenden blev brugt i København sammen med min hustru og et par af vores gode venner fra Nibe, Ib og Anette. En del af turen var vores bryllupsgave til dem i sommer - en billet til Jethro Tulls Thick As Brick koncert i Falkonér Centeret.
En lørdag i København en måned før jul er naturligvis præget af den tilstundende jul. Der er sikkert altid vrimmel på Strøget, men mon ikke vrimlen var taget en smul til denne dag, hvor der bl.a. også var juleåbning i Tivoli, hvilket vi kunne konstaterer ved at se den lange kø udenfor den gamle park midt i byen.
Pigerne blev sluppet løs i diverse tøjbutikken, medens Ib og jeg listede i brugtpladeforreningen Accord og et par andre forretninger med musik på hylderne. Der blev investeret i lidt (gammel) nyt, inden vi sneglede os en tur op i Rundetårn og nød udsigten over hovedstaden med de mange smukke kirketårne, som rager op overalt i bybilledet. Vi kunne også skimte Falkoner Centeret i det fjerne, hvor vi senere skulle til koncert. En besked på telefonen afgjorde, hvor vi skulle spise vores frokost:
Den tidligere Blackbirds-trommeslager, Claus Lilholt, har boet i København siden han forlod gruppen i slutningen af 1973, og jeg har jævnligt været i kontakt med ham via mail eller Facebook. Nu var muligheden der for at få en sludder face to face over en kop kaffe. Claus bor og arbejder midt i København, så han skrev på telefonen, at vi evt. kunne mødes i cafeen Dalle Valle i det tidligere Daells Varehus.
Som skrevet, så gjort, og efter en udmærket buffet til yderst rimelige penge sendte vi igen pigerne på shopping, medens Ib og jeg fik os en god snak med Claus om stort og småt fra fortid og nutid. Rigtig hyggeligt!
Fra det centrale København gik turen til vores hotel på Frederiksberg, hvor vi tog en slapper forud for aftenens koncert. Aftensmaden nød vis hos “Fabbio” tæt på koncertstedet. I Falkonér blev der så hilst på endnu en gammel Blackbird, Lassen Stefansen, som jeg jævnligt skriver med på mail. De seneste par år har vi udvekslet lidt musik og fotos og der er blevet skrevet en del historie om Blackbirds fra start til slut.
Det blev til endnu en hyggelig snak, bl.a. om Lassens eventyr som arkitekt på Bermuda i 80’erne - et eventyr, som startede i Brønderslev og altså førte vejen videre til Bermuda. Jeg kender ikke så meget til den atlantiske østat, men blev lidt klogere. Lassen kunne fortælle, at det er en meget lille og tætbefolket ø, hvor det kun er landets indbyggere, som må eje en bil. Og vejene er smalle, så der er restriktioner på, hvor brede biler må være. Det har i mange år betydet, at det kun er visse bilmodeller, som er blevet importeret til Bermuda. Driftige forretningsfolk har dog haft fantasi til at modificere mere eftertragtede biler med for stor bredde, så der er kommet ned på det tilladte...I dag har guvenøren og premierministeren dispensation til større biler, men Lassen kunne huske, at premierministeren tidligere kørte rundt i en Morris 1000 med nummerpladen "M1" (redigeret og rettet 8. dec/PL)!
Sådan gik snakken - det blev også hilst på Lassens gode ven Helmut, som er Hi-Fi entusiast og selv bygger højttalere, som selvfølgelig skal anvendes i forbindelse med de klassiske rørforstærkere, som ellers forsvandt da transistorerne kom frem og vandt indpas i musikgrejet i 1960’erne.
Og for at det ikke skal være løgn mødte vi også en anden tidligere Farsø-dreng, Carsten Nøhr, som vi spillede en del fodbold med og hørte musik sammen med tilbage i slut 70'erne. Han er i dag indenfor politiet i København men er blandt den flok, som af og til mødes ved forskellige lejligheder. Alt i alt en rigtig sjov og hyggelig lørdag, som Ian Anderson og Jethro Tull rundede af på fornem vis med deres tour de force af et show, hvor de gennemførte to hele albums på hver sin side af pausen i koncerten.
Efterårets temafest på efterskolen stod i campinglivets tegn. Eleverne var på forhånd blevet bedt om at finde campinghabitterne frem, så vi kunne få den helt rigtige stemning.
Mange fantasifulde campister troppede op på pladsen, som vi havde indrettet i hallen med iglootelt, petanquebane, minigolf og en bod med slushice og popcorn. Undervejs var der underholdning med musikholdet, som gav klassikere i form af "Himmelhunden" og "I en lille båd der gynger". Karaokeeanlægget stod ikke stille, og slush-ice maskinen kæmpede hårdt for at køle læskedrikkene ned til de tørstige elever, som sluttede aftenen af med en gang linedance.
Alt i alt en hyggelig campingtur med en herlig flok teeangere.
Fredag havde jeg mit fotohold med på en lille opgave. Jeg skulle tage et pressebillede for en af medarbejderne på skolen, som har en hjortefarm. Da jeg alligevel skulle have foto fredag formiddag, kunne eleverne jo lige så godt komme med på en "hjortesafari".
Der blev fotograferet mange dyr denne formiddag, som var lidt grå og trist og derfor krævede høs ISO på kameraerne. Mest fremme i klovene var flokkens dominerende han, som dog ikke var helt tryg ved os. Men stod vi stille eller bevægede vi os forsigigt uden de store bevægelser, blev han hængende ved de gulerødder, vi smed ud til ham. Langsom kom også de andre dy tættere på, så vi kunne knipse løs.
Jeg har brugt mit D300 spejlreflekskamera med en standardzoom på 18-70. ISO er skruet op til 400 og der er skudt med stor blændeåbning for at få hurtigst mulige lukketider. Efterfølgende er der beskåret og justeret lys, farver og skarphed i Lightroom 3.
Den mørke og lidt triste tid, rent vejrmæssigt, har ikke budt på lyst til for alvor at komme ud med kameraet i den forløbne uge. Faktisk var det meget tæt på, at jeg ikke kunne leve op til min egen udfordring om at bidrage med et foto fra hver uge i 2012.
Men billedet kom i kassen - i sidste sekund bogstavelig talt.
Søndag havde jeg vagt på efterskolen - en lang dag, hvor jeg kørte mod Farsø hen mod midnat. Her kom jeg i tanke om, at jeg faktisk ikke havde noget reelt bud på ugens foto til denne uge. I lyskrydset ved sparekassen fiskede jeg mobilen frem og tog dette aftenbillede direkte ud gennem ruden, medens jeg ventede på grønt lys til at komme hjem i seng.
Således lykkedes det mig at nå projektet i yderste øjeblik.
Fredag aften blev brugt i hyggelig selskab med fire andre musiktosser og en amerikansk legende med et par helt store hits i guitarkassen.
Foto: Don McLeans hjemmeside: (http://www.donmcleanfans.com/)
Don McLean slog for alvor igennem med sangen og albummet "American Pie" i 1972, og er således på 40 års jubilæumsturné med mange af sangene fra denne klassiker på repertoiret.
I Randers startede det hele ganske rockende med en tilbagelænet udgave af "Well Allright", som er lavet af Buddy Holly, men som jeg bedst kender med Blind Faith, hvor Eric Clapton spillede guitar. Nummeret gled over i en anden Buddy Holly klassiker "Peggy Sue", inden vi så småt begyndte at bevæge os ind på McLeans egne sange, bl.a. "Winterwoods" fra American Pie og "Homeless Brother" fra albummet af samme navn.
McLeans musik har rødder i folk, country, blues og bluegrass - som regel med hans guitar som det centrale element, men også med band, hvilket bl.a. klæder "American Pie" rigtig flot.
Generelt fik vi en rigtig hyggelig aften med mange flotte sange. Men ret beset er der nok kun en håndfuld som er rigtig kendte - og de fleste er fra det kendte album, som udkom for 40 år siden. Mod slutningen fik vi en fin udgave af "American Pie", som med sin opbygning og tekst er med i mit katalog af sande klassikere og en del af lyden fra mine teenageår. Forinden fik vi i mine ører aftenens flotteste nummer "Crossroads" kun med McLeans flotte stemme akkompagneret af et Steinwayflygel. Smukt! Slutteligt fornemmede man, at den 67-årige sangers stemme var ved at køre træt. Så selv om vi fik "Vincent" (Starry starry night) som ekstranummer, blev det ved det ene, selv om McLean sagde, at han ville spille "a few more songs" for os, da vi var en "fantastic audience...
Koncerten var godkendt - hyggelig og som forventet, men magien manglede. Måske skulle vi bare have haft McLean alene med sin guitar og evt. en keyboardspiller, da bandet i bogstaveligste forstand var "backing" - de lå generelt langt tilbage i lydbilledet, hvilket for så vidt var OK, men i bl.a. "American Pie" og "Crossroads" ville jeg gerne have det flotte klaverspil lidt mere frem. Sådan blev det ikke - manden med guitaren og stemmen var aftenens stjerne, hvilket de øvrige musikere naturligvis rettede ind efter.
Men lad os slutte med den sang, som fredag aften tog flest kegler hos mig - og her med klaveret godt fremme i lydbilledet:
At fotografere er at "male med lys" - uden lys intet billede. I gamle dage, da man brugte film, ramte lyset en lysfølsom emulsion på filmen og derved dannedes et billede. Områder med meget lys blev helt mørke på negativet og modsat helt lyse på positivet, som jo var det fremkadlte billede, man lagde i en skuffe, satte i en ramme eller i et fotoalbum.
Nu om dage er filmen afløst af en lysfølsom censor, men princippet er det samme, bortset fra at man ikke længere behøver et negativ, men bare kan kalde billedet frem på sin computer, evt, billedbehandle, og printe.
Fredag aften stod jeg post på et spejderløb. Jeg befandt mig i en bælmørk skov ved Lerkendfeldt og havde mit lille kompakte Canonkamera med. Jeg indstillede kameraets lukketid til 15 sekunder, satte selvudløser på og placerede det på en træstabel. Herefter gik jeg hen foran kameraet og lavede bevægelser med min tændte pandelampe, hvilket gav dette resultat: Ugens billede nummer 43.
