Stemmen er væk - det er musikken ikke

Lørdag aftens koncert med Ian Anderson og Jethro Tull i København blev en speciel oplevelse. Gruppen er på turne med den 40 år gamle Thick As A Brick, som i sin tid udkom på LP-plade og fyldte begge pladesider med en samlet spilletid på 43 minutter. Med pladen fulgte et omslag udformet som en 16 siders avis med historier, kryds og tværs og sågar en anmeldelse af pladen.

Efter den stille akustiske start med Ian Anderson på guitar og vokal tog det komplekst opbyggede værk sin begyndelse med masser af lyd på orglet og med et velspillende band, som var særdeles tro mod den originale lyd fra pladen. Man bemærkede dog hurtigt, at der var hjælp på den vokale side, hvor Ian Andersons blev suppleret af unge Ryan O’Donnell, som tidligere har gjort sig som Shakespeare-skuespiller. Et fornuftigt valg, da det var ganske tydeligt, at Andersons stemme efter mange års brug, og vist også en operation for en del år siden, er ved at være væk. Til gengæld kunne vi så få passager med såvel fløjte som vokal, når Ian Anderson ikke skulle synge nogle af stykkerne i sættet.

Teatralsk show har altid været en del af Tull-koncerterne. Således også her, hvor mimik og optræden på scenen blev suppleret med videofilm, som med jævne mellemrum kom frem på storskærmen bag gruppen. Sekvenserne relaterede bl.a. til den tidligere omtalte avis, St. Cleve Chronicle”, som nu var blevet til en lille lokal TV-station. Man skal nok kende lidt til det oprindelige cover, for at få fuldt udbytte af dette show, som formentlig ganske bevidst var produceret i en lidt primitiv form for at illudere en lille tv-station. Til gengæld var der en fantastisk timing, når man viste forindspillere klip med musikerne i aktion - nærmest synkront med musikerne på scenen!

Punktet, hvor man i LP-versionen skal vende pladen blev udnyttet til at give musikerne et kort break, medens der blev lavet lidt show på scenen. Et show med alvorligt budskab om at lade sig kontrollere for kræftsygdomme før det er for sent.

Andet sæt bestod af Ian Andersons seneste udspil Thick As A Brick II, som udkom tidligere på året. Et forsøg på at følge op på historierne fra den 40 år gamle udgivelse. Hvordan ville livet se ud for den nu 50-årige (fiktive) Gerald Bostock, som på det oprindelige cover var krediteret som forfatter til det digt musikken er skrevet omkring. Kendere var helt sikkert klar over, at det var sådan koncerten var opbygget, hvorimod der sikkert sad en del og ventede på Tull-klassikere fra andre albums - Aqualung, Heavy Horses, Budapest og lignende. De kom naturligvis ikke - kun Locomotive Breath som ekstranummer. På rækken bag os, sad der en flok, som troede de skulle til rockkoncert, at dømme efter deres konstante sludren og grinen under det meste af koncerten.

Alt i alt synes jeg, det var en god koncert - men jeg vidste jo også, hvad jeg gik ind til. Jeg vidste ikke, at der var ny sanger med, men under omstændighederne var det godt, og det virkede fint. Om det holder til fremtidige Tull-koncerter med numre fra hele bagkataloget, har jeg min tvivl om. Men til netop denne komplekse koncert virkede det.

Med hensyn til snakkehovederne kunne jeg i Gaffa læse en anmeldelse fra Struer, hvor det også havde været et problem. Jeg har tidligere oplevet koncerter, hvor en del af publikummet er sponsorer eller honoratiores, som kommer, fordi der er en event i byen, men som ikke har sat sig ind, hvad det er. Sådanne mennesker kan totalt ødelægge en oplevelse for andre, hvis de ikke koncentrerer sig om at være publikum men i stedet smalltalker, griner og forstyrrer- specielt til koncerter med stille og akustiske numre. Er det rå rock, bliver sådanne typer overdøvet og ofte forlader de stedet, fordi de bliver blæst ud. Det seneste oplevede jeg til en Toto-koncert i Frederikshavn, hvor de fine fruer hurtigt var ude i forhallen, da der blev skruet op for lyden....

Jeg har været til en del Tull-koncerter gennem de senere år. Alle har været gode oplevelser - også den sidste, som jeg også tror blev den sidste. Inderst inde har jeg en fornemmelse af, at 65-årige Ian Anderson tager konsekvensen og stopper det krævende turnéliv, når den igangværende tour er slut. Han har næppe brug for pengene, medmindre hans skotske gener vil det. I stedet kan han hygge sig med at lave albums, hvor han kan indspille sange, som passer til stemmens niveau.

Den progressive rockkoncert med overtoner af folkemusik og klassik musik lørdag blev søndag afløst af svedig rock med irske rødder, da vi nappede Thin Lizzy på Skråen i Aalborg.

Mere om det i næste blog.

Fotos i denne blog: http://www.j-tull.com/