|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- Nordsjælland07-10-2014
Weekenden blev tilbragt i det nordsjællandske. Her var vi indkvarteret på vandrehjemmet i Fredensborg fra fredag til søndag. Turens formål var først og fremmest at indløse en gave, som vi gav Morten i forbindelse med konfirmationen i foråret.
Gaven bestod i, at Morten gennem en dag skulle være med i køkkenet på restaurant Den Røde Cottage i Klampenborg - en restaurant som er tildelt den eftertragtede Michelin-stjerne.
Vi afleverede Morten i det lille køkken ved 10-tiden om formiddagen, hvor han blev taget særdeles venligt imod af personalet, som han skulle være sammen med de næste 12 timer. Her skulle man primært forberede aftenens menu, som er fast gennem hele måneden, men hvor kunderne kan vælge at smage på 3-5 eller 8 af de lækre menupunkter.
Hedvig, Thomas og jeg kørte ud i det blå, medens Morten kom i sving i køkkenet. Efterfølgende har han begejstret fortalt om sine oplevelser med at skære grøntsager og rodfrugter og mindst at være med til at anrette de flotte tallerkener. Morten er god til at lære ved at se, og han fik efterfølgende ros for at være god til at sætte sig ind i tingene og løse de stillede opgaver - det er jo også sådan vi kender ham. At han også havde lært jargon’en, kunne vi konstatere, da han berettede om, at så “kørte” de lige første ret ind.
Som en ekstra lille oplevelse kom Morten med det øvrige personale på sen eftermiddagsvisit hos en stamkunde på Strandvejen, som et par gange om året inviterer på mad hjemme hos sig selv. Her stod den på grillet fisk og dådyr, som værten selv havde nedlagt.
Medens Morten således muntrede sig og sled mellem gryder, potter og pander drog vi på en lille tur rundt i det nordsjællandske. Vi var et sving omkring Dyrehavsbakken, hvor forlystelserne ganske vist var lukket ned for i år, men hvor det egentlig var ganske hyggeligt at se det hele uden et vrimlende virvar af mennesker. Man er netop nu ved at bygge et nyt “kvarter”, som kommer til at bestå af kendte huse fra TV-serien Matador.
Fra Dyrehavsbakken kørte vi til Eremitagen og gik en tur op til slottet. Vi var i selskab med mange andre, som nød det gode vejr på gåben, på cykel, på rulleski eller på en tur rundt med golfkøllerne. Vi kunne se, at man var ved at gøre klar til søndagens store eremitageløb med telte, borde og meget andet.
Videre gik det mod nord til færgebyen Helsingør, som denne lørdag var godt besøgt at vore svenske naboer. I det smukke vejr var der masser af liv på torve og stræder - akkurat som der var det på Kronborg. Havnefronten i Helsingør har taget en større forandring, siden jeg var der sidst. Der er indrettet kulturhus og museum i de gamle værftsbygninger og en tørdok. Meget spændende arkitektur, hvor den verdenskendte Bjarke Ingels har været inde over.
Fra Helsingør kørte vi via kystvejen til Hornbæk og herfra tilbage til Fredensborg, hvor der var tid til en lille gåtur i den smukke slotshave, inden vi tog en slapper. Klokken 22 hentede vi så Morten på Den Røde Cottage - træt men helt sikkert tilpas og en stor oplevelse rigere. Personalet fortsatte deres lange arbejdsdag, da der stadig var kunder, som skulle have “kørt” dessert in, hvorefter der skulle ryddes af og ryddes op. Et hårdt liv med arbejdsdage på 14-15 timer, men også spændende og på dette sted med en herlig tone, hvor sarkasme og humor sammen med stor velvilje til at stå sammen om projektet måske er med til at tage det værste stress.
Resten af weekenden blev brugt i Fredenborg og hos familie i et sommerhus på Nordsjælland, inden vi drog hjemover sidst på eftermiddagen.
En god weekend med gode oplevelser for os alle. Naturligvis blev kameraet brugt flittigt - en del af billederne er med i denne blog, hvor de kan klikkes op i et større og mere seværdigt format.
Fodbold, fodbold, fodbold28-09-2014
Fredag og lørdag stod i fodboldens tegn.
Det startede tidligt fredag, hvor jeg måtte op kl. 04.20, så jeg kunne være på skolen til morgenmad og madpakkesmøring kl. 5. Klokken 6 kørte busserne mod Hørby ved Frederikshavn, hvor vi fra HCI skulle deltage i det nordjyske mesterskab for efterskoler - 7 hold havde vi med fordelt på 4 drengehold og 3 pigehold.
Jeg havde fornøjelsen af at stå for vores andethold hos drengene, drenge B1. Og det var en sand fornøjelse: En flok glade og positive knægte, som også kan spille fodbold. Efter en sejr på 6-0 i vores første kamp, måtte vi nøjes med 0-0 i den anden, hvor der var chancer nok, men manglende skarphed i de afgørende situationer. Skarpheden var tilbage i tredje kamp, som blev vundet klart. Herefter var vi klar til puljefinalen mod Halvorsminde, som mødte op med lutter sejre. Kun en sejr talte for os, hvis vi ville videre til semifinalen. Og det ville vi! Vi kom flot fra start med to gode mål, men da modstanderne fik reduceret, opstod der igen en smule nervøsitet. Ubegrundet, skulle det vise sig. Vores angreb bølgede frem, og da kampen var slut var vi foran med 7-1. Overbevisende.
Semifinalen mod Ingstrup blev unødigt spændende. Vi var foran med 1-0 og havde styr på kampen, da de på deres første og eneste afslutning udlignede. Heldigvis var vi skarpe i straffespakrskonkurrencen, som vi vandt med 3-2. I finalen ventede Rebild, som vi besejrede med 1-0. Igen efter en kamp, som vi kontrollerede fra start til slut.
Fortjente medaljer til de 14 gutter på holdet, som nu er klar til det store finalestævne, hvor vi skal op mod de bedste hold fra vestkredsen. Vi glæder os.
Lørdag nappede jeg lige en fodboldkamp mere, da jeg i min egenskab af sportsreporter for lokaltindblik.dk dækkede lokalopgøret i serie 3 mellem Strandby og Hornum. Kampen sluttede 1-1 og jeg fik flere fine fotos i kassen.
Også den kommende uge byder på masser af bold: Mandag eftermiddag træning på efterskolen, tirsdag skal vi have to hold i kamp i Skals og onsdag skal et hold til Vivild.
Silkeborg22-09-2014
Efter en hektisk opstart på efterskoleåret, var der i den forløbne weekend tid til at tage på personaletur med mine herlige kolleger.
Turen gik til Silkeborg, som blev udforsket med hensyn til kunst, kultur og natur. Jeg havde selvfølgelig mit kamera med og det kom der bl.a. disse billeder ud af:
Stilstand18-09-2014 Bloggen ligger lidt stille for tiden grundet forskellige andre projekter, men nu begynder det at lysne lidt. Jeg håber at kunne vende tilbage med tekster og fotos i oktober. Så kig forbi senere..
VH
Per Hey Hey..09-08-2014 To gange var jeg i Rævemosen for at se friluftspillet "Kilden", som bl.a. genopliver det lokale band Blackbirds med en flok unge musikere.
Jeg har skrevet om stykket andetsteds, som jeg linker til længere nede, men har jo også knoklet lidt med at få gjort det muligt at give læserne mulighed for også at blive lyttere, så de kunne høre det gamle sommerhit "Hey Hey What AWonderful World" i en 2014 liveversion.
Det er ikke så enkelte endda, men forhåbentlig lykkes det for mig i løbet af af denne lørdag, hvor jeg har fri efter en travl opstart på efterskolen kombineret med lidt skrivearbejde for lokaltindblik,dk.
Hold øje og ører med siden her...
Blackbirds spiller igen…2 Kommentarer 01-08-2014 Det er mere end 40 år siden, at den vesthimmerlandske gruppe Blackbirds indspillede og hittede med singlen “Hey Hey What A Wonderful World”. I næste uge kan man høre dette nummer igen - live - når en ny gruppe med navnet Blackbirds spiller i forbindelse med friluftsspillet i Rævemosen øst for Aars.
Uden at løfte sløret for meget om stykkets handling, kan jeg fortælle, at det udspiller sig i to forskellige tidsperioder med 100 års mellemrum: Vesthimmerland i 1860’erne og Vesthimmerland i 1960’erne. Begivenhederne for personerne i de to tidsaldre har meget til fælles - 1860’ernes musiker hedder kræn Spillemand, medens 1960’ernes popband altså er opkaldt efter gruppen med rødder i Farsø, som jeg har skrevet en del om på denne side gennem årene.
I stykket skal Blackbirds optræde i “Kilden” i Aars, hvor de altså giver 2014-versionen af det gamle hit fra 1973.
Det er sognepræst Troels Laursen, Ullits, som har skrevet stykket “Kilden”, der er instrueret af Martin Schwab. Stykket opføres i Rævemosen i dagene fra den 2. august til den 8. august.
Martin Jørgensen, som spiller med i årets stykke, har nedskrevet teksten til nummeret, som os, der i sin tid oplevede det, sikkert kan udenad: Jeg arbejder på at få lagt en lydfil med 2014-versionen op.
The minutes I wake up in the morning I feel the sunshine in my face Take my hand and make me feel you need me By your side that’s where i wanna be
Remember the day you said you love me I never been so happy in my life there’s been good, been glad and there’s been sad times Take my hand and sing the song with me
Hey Hey What a wonderful world dance to the music go and find a girl Hey Hey What a wonderful world dance to the music go and find a girl
Remember the days you said you leave me I tried so hard to make you stay you did you really changed decision i’m sure you never will regret
It’s with you I wanna plan the future it’s with you i wanna live my life let’s forget those sad days behind us lets be glad and sing the song of life
Hey Hey What a wonderful world dance to the music go and find a girl Hey Hey What a wonderful world dance to the music go and find a girl
The minutes I wake up in the morning I feel the sunshine in my face Take my hand and make me feel you need me By your side that’s where i wanna be
Hey Hey What a wonderful world dance to the music go and find the girl Hey Hey What a wonderful world dance to the music go and find a girl San Francisco og Alcatraz01-08-2014 Turen fra Watsonville til San Francisco gik bedre end man kunne have frygtet. De store udfletninger på motorvejene kan til tider godt være en prøvelse, og det kan være sin sag, når man skal skifte bane fra højre og 7 baner mod venstre!
Vi forsøgte at køre direkte til hotellet for at tjekke ind, inden vi skulle aflevere bilen. Men at finde en parkeringsplads er lidt af et lotteri, så efter at have forceret et par byens stejle gader et par gange, besluttede vi hurtigt, at det nok ville være lettere at aflevere bilen og så tage en taxa til hotellet. Som sagt, så gjort. Det blev en minderig taxatur op og ned af de stejle gader, som ofte ender i kryds med almindelig vigepligt. Chaufføren var ret så ofte oppe at stå på hornet, når der holdt en lidt for langsom bilist i krydset på bakken længere oppe, så vi fik en anderledes køretur i San Francisco. Efter at have fået vores værelse gik vi en tur gennem Chinatown, som lå lige om hjørnet i forhold til hotellet. En bydel, som vist aldrig sover og som formentlig er blandt de største kinesiske bosættelser udenfor Kina. Her kan købe stort set alt, men man skal se sig godt for og være på vagt, ellers kan man godt komme til at gøre en dårlig handel. Chinatown går over i North Beach, og forskellen fra så at sige den ene gade til den anden er påfaldende. Pludselig er det kinesiske afløst af italienske restauranter og cafeer og det kinesiske sprog er afløst af italienske gloser. En sjov oplevelse.
Vi gik ned mod havnen til Fishermans Wharf, som er en stor turistmagnet - ikke mindst på grund af søløverne ved Pier 39. Det er også i dette område, der er busture, færgeture og afgange til Alcatraz. Gadegøglerne og tiggerne sætter deres præg på bybilledet - også her!
Lørdag morgen tog vi selv turen til Alcatraz. Det er en meget populær tur, som man skal bestille uger i forvejen. Det havde vi også gjort, men da vi stod ved billetlugen fortalte de, at vores billetter var til dagen før, selv om den aktuelle dato stod på vores bekræftelse. Tingene løste sig dog, og vi slap med på færgen til fængselsøen, som engang var næsten umulig at flygte fra og som i dag er næsten umulig at få billet til - hvis man da ikke har forudbestilt!
På Alcatraz kan man selv gå rundt, eller man kan tage på guidede ture. Den mest populære er den audioguidede tur gennem celleafsnittet, hvor man via et headset får fortalt historier fra øens tid som fængsel. Tidligere ind- og ansatte fortæller om dagligdagen, flugtforsøgene og om de sidste fanger, som forlod øen. En rigtig godt og prisbelønnet audio, som bestemt kan anbefales, hvis man skal besøge Alcatraz.
Resten af lørdagen blev brugt på at få klaret reservationer af fly og et besøg i et af verdens største supermarkeder, inden vi via Union Squarre returnerede til hotellet og begyndte at pakke til hjemturen. Søndag eftermiddag gik det så atter mod Danmark, hvor vi landede mandag eftermiddag efter fire helt fantastiske uger i USA. Tak til alle, som har fulgt med her på rejsebloggen. The Sandcastle31-07-2014
Fra Sacramento gik turen mod sydvest mod Watsonville, hvor Nora bor i et fantastisk hus direkte ud til Stillehavet. Ikke sært, at hun har navngivet stedet "Sandcastle". Hun byggede huset sammen med sin mand, Steve, i 1970. Vi besøgte dem også for 7 år siden, hvor Steve stadig levede. Efter Steves død har Nora valgt at blive boende i det store hus - og det forstår man, når man indtager sin morgenmad med udsigt til sæler og delfiner, som boltrer sig ude på havet. Ind imellem kan man også være heldig at spotte en hval, som stikker halen op og sender en sky af vand i vejret. Fascinerende. Man kan ikke tage øjnene væk fra dette flotte panorama.
Vi benyttede lejligheden til at få et gensyn med redwood-træerne i en nærliggende naturpark, hvor det højeste træ strækker sig 87 meter op mod himlen.
Der blev også tid til at besøge havnen og den 100 år gamle "pier" i Santa Cruz, hvor vi også lagde vejen forbi et lille og meget interessant marinemuseum. Herfra var der også en smuk udsigt over Monterey-bugten, og vi fik et glimt af en hval. Hvalerne boltrede sig også foran vores vinduer, da vi havde fået aftensmad. Opvasken trak lidt ud, når vi hele tiden skulle hen og se, når en hval eller to brød overfladen, når de svømmede langs med kysten foran “The Sandcastle”. Sidste dag hos Nora blev brugt til en sejltur i en elektrisk båd op gennem en lille indsø, som ligger bag Moss Landing nord for Monterey. Med en særdeles naturkendt kaptajn ved roret kom vi tæt på sæler, søløver, fugle og ikke mindst de charmerende havoddere, som ligger på ryggen i vandet og slapper af eller slår på en østers med en sten for at få den åbnet. En fantastisk oplevelse at glide tyst gennem vandet og se naturen på tætteste hold.
Efter fire fantastiske dage i The Sandcastle drog vi fredag til San Francisco, hvor de to sidste dage af USA-turen skulle bruges på at se nærmere på den charmerende storby og ikke mindst den fængslende ø Alcatraz.
Sacramento31-07-2014 Fra Bridgeport gik turen over Sierra Nevada bjergene op til Like Tahoe, som er et meget besøgt område i ferier og weekender. Det mærkede vi tydeligt, da vi slog et slag ind forbi søen, hvor bilerne var parkeret tæt. På vores vej vestpå mod Sacramento mødte vi en lind strøm af biler - folk fra storbyerne på vej mod lidt rekreation i weekenden.
Vel fremme i Fair Oaks, som er en forstad til Sacramento, fik vi en hjertelig modtagelse af Ardis og Jerry, som lægger hus til os i 3-4 dage. Vi besøgte dem også for 7 år siden, og det var rigtig hyggeligt at se dem igen. Gæstfriheden er stor, og Ardis elsker at genopfriske minder om rejser til Danmark, som hendes forældre udvandrede fra i 1920'erne.
På vores tur har vi haft deres barnebarn, Cody på 13 år, med i en uges tid fra Salt Lake City til Las Vegas, hvor han mor Colleen hentede ham.
Lørdagen blev brugt på det store dyrskue i Sacramento, som er kendt for at være et godt landbrugsområde.
Det store udstillings- og messeområde består af flere store haller, store udendørs arealer med tivoli og vandland samt en monorail, hvor man kan køre rundt og få et godt overblik.
Dyrskuet varer i tre uger og der er hele tiden udskiftning i, hvilke dyr, der udstilles. Her er heste, køer, får og lang række smådyr og fugle. Der er 4H-udstillinger og udstillinger fra de forskellige kommuner, som uddeler smagsprøver og materiale om, hvad de kan tilbyde. Spændende og sjovt at se. Efter dyrskuet tog vi hjem til Coleen, Ken og Cody, hvor pool'en var oppe omkring de 35 grader - lige til at holde til. Faktisk er det kun solen, som varmer poolen op, og processen gøres mere effektiv med et plastikdække hen over vandet. Vi spise allesammen aftensmads hjemme hos Coleen, inden vi sluttede af på en resturant, hvor vi fik is, som ikke bare var store - de var enorme. Morten fik vist sin største bananaspilt nogensinde, og Thomas troede, han bestilte en is med 2 kugler - han fik en med 2 plus diverse tilbehør....
Ardis og Jerry har et imponerende liv af fugle og egern i deres have - sidste gang var der også et stinkdyr, som dog glimrede ved sit fravær denne gang. Til gengæld har de kolibiren "Grumpy", som er ganske territorial og gør sit til at jage alle væk med sin lille krop - i sandhed "The Master of The Garden", som jeg døbte ham.
Mono Lake og Bodie30-07-2014 Efter et afslappende ophold i California City blev kursen sat mod nord på Higway 395. Målet var Mono Lake og den nærliggende by Bridgeport, hvorfra vi også kunne komme ud til spøgelsesbyen Bodie.
Vi ankom til Mono Lake nogenlunde samtidig med en thunderstorm, som trak ind over søen fra nordvest. De voldsomme lyn fik os til at beslutte ikke at gå ned til søen, som vi valgte at betragte og fotografere på afstand. Vi kørte videre til besøgscenteret, hvor vi opholdt os en halv times tid, medens uvejret rasede udenfor og bekræftede os i, at var et godt valg ikke at tage gåturen ned til søen. Vi fik dog et glimt af tufa'erne, som er klippeformationer, der stikker op af vandet som følge af afvanding af kilderne for at at skaffe vand til storbyen Los Angeles længere nede sydpå.
Fra Mono Lake kørte vi 25 kilometer til byen Bridgeport, hvor vi havde booket hotel for natten. Vi så en del brandfolk i området, da der havde været flere brande, som følge af lynnedslag i området nord for Bridgeport.
Fredag morgen kørte vi ud til spøgelsesbyen Bodie, som i slutningen af 1800-tallet skød op og blev Californiens næststørste by. Guld og sølv lokkede lykkejægere, svindlere og andet godtfolk til Bodie, hvor barer, butikker og hoteller lå side om side og dannede rammen om et helt sikkert livligt natteliv, når der skulle adspredelse til fra de hårde liv i minerne. Bedemandens butik står der stadig, og han har givetvist haft gyldne dage i sin tid. Bodies storhedstid døde hurtigt ud, minerne blev tømt og mange drog andre sted hen i jagten på rigdom. En brand tog en del af byen, som dog var beboet helt op til 1940'erne, hvor endnu en brand gjorde kål på flere huse. I dag står ca. 10 procent af byen tilbage, og man har valgt at lave den til en historisk park, hvor man lader tingene stå, som de stod, da byen blev forladt. Man har så at sige stoppet forfaldet men ikke gjort meget for at pynte på husene medmindre de er i fare for at styrte sammen.
Vi var tidligt på færde og nåede således at være de første i byen, hvor det var spændende at gå rundt mellem de gamle huse og forestille sig, hvilket leben, der måtte have været i de gyldne dage.
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
>
|
|
|
|
|