Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Nordsjælland

07-10-2014

Weekenden blev tilbragt i det nordsjællandske. Her var vi indkvarteret på vandrehjemmet i Fredensborg fra fredag til søndag. Turens formål var først og fremmest at indløse en gave, som vi gav Morten i forbindelse med konfirmationen i foråret.

Gaven bestod i, at Morten gennem en dag skulle være med i køkkenet på restaurant Den Røde Cottage i Klampenborg - en restaurant som er tildelt den eftertragtede Michelin-stjerne.

Vi afleverede Morten i det lille køkken ved 10-tiden om formiddagen, hvor han blev taget særdeles venligt imod af personalet, som han skulle være sammen med de næste 12 timer. Her skulle man primært forberede aftenens menu, som er fast gennem hele måneden, men hvor kunderne kan vælge at smage på 3-5 eller 8 af de lækre menupunkter.

Hedvig, Thomas og jeg kørte ud i det blå, medens Morten kom i sving i køkkenet. Efterfølgende har han begejstret fortalt om sine oplevelser med at skære grøntsager og rodfrugter og mindst at være med til at anrette de flotte tallerkener. Morten er god til at lære ved at se, og han fik efterfølgende ros for at være god til at sætte sig ind i tingene og løse de stillede opgaver - det er jo også sådan vi kender ham. At han også havde lært jargon’en, kunne vi konstatere, da han berettede om, at så “kørte” de lige første ret ind.

Som en ekstra lille oplevelse kom Morten med det øvrige personale på sen eftermiddagsvisit hos en stamkunde på Strandvejen, som et par gange om året inviterer på mad hjemme hos sig selv. Her stod den på grillet fisk og dådyr, som værten selv havde nedlagt.

Medens Morten således muntrede sig og sled mellem gryder, potter og pander drog vi på en lille tur rundt i det nordsjællandske. Vi var et sving omkring Dyrehavsbakken, hvor forlystelserne ganske vist var lukket ned for i år, men hvor det egentlig var ganske hyggeligt at se det hele uden et vrimlende virvar af mennesker. Man er netop nu ved at bygge et nyt “kvarter”, som kommer til at bestå af kendte huse fra TV-serien Matador.

Fra Dyrehavsbakken kørte vi til Eremitagen og gik en tur op til slottet. Vi var i selskab med mange andre, som nød det gode vejr på gåben, på cykel, på rulleski eller på en tur rundt med golfkøllerne. Vi kunne se, at man var ved at gøre klar til søndagens store eremitageløb med telte, borde og meget andet.

Videre gik det mod nord til færgebyen Helsingør, som denne lørdag var godt besøgt at vore svenske naboer. I det smukke vejr var der masser af liv på torve og stræder - akkurat som der var det på Kronborg. Havnefronten i Helsingør har taget en større forandring, siden jeg var der sidst. Der er indrettet kulturhus og museum i de gamle værftsbygninger og en tørdok. Meget spændende arkitektur, hvor den verdenskendte Bjarke Ingels har været inde over.

Fra Helsingør kørte vi via kystvejen til Hornbæk og herfra tilbage til Fredensborg, hvor der var tid til en lille gåtur i den smukke slotshave, inden vi tog en slapper. Klokken 22 hentede vi så Morten på Den Røde Cottage - træt men helt sikkert tilpas og en stor oplevelse rigere. Personalet fortsatte deres lange arbejdsdag, da der stadig var kunder, som skulle have “kørt” dessert in, hvorefter der skulle ryddes af og ryddes op. Et hårdt liv med arbejdsdage på 14-15 timer, men også spændende og på dette sted med en herlig tone, hvor sarkasme og humor sammen med stor velvilje til at stå sammen om projektet måske er med til at tage det værste stress.
 
 
Resten af weekenden blev brugt i Fredenborg og hos familie i et sommerhus på Nordsjælland, inden vi drog hjemover sidst på eftermiddagen.
 
En god weekend med gode oplevelser for os alle. Naturligvis blev kameraet brugt flittigt - en del af billederne er med i denne blog, hvor de kan klikkes op i et større og mere seværdigt format.
 

Kategori: Oktober 2014

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby