Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

  • Jeg ved en lærkerede….

    21-04-2024
     
    I den seneste tid har jeg taget en del billeder af lærken, som er en fugl, man kan se både på Feddet og ved Vilsted. Den lille sanger svæver ofte højt og lader sine triller lyde, eller den flyver rundt i uforudsigelige bevægelser, så det kræver held og tålmodighed at få den på kamerakortet.

    Hver gang, jeg ser den elegante lille flyver, kommer jeg til at tænke på sangen “Jeg ved en lærkerede”. Den har vi vist alle sunget i skolen sammen med “Hør den lille stær” og “Solen er så rød mor”.

    Der ligger faktisk en lidt trist historie blandt de kendte sange. Forfatteren Harald Bergstedt, som skrev sangene, blev under besættelsen inkarneret nazist, og det betød, at han efter befrielsen blem idømt 2 års fængsel. Ikke nok med det, så blev han også idømt 5 års ærestab og eksklusion af Forfatterforbundet, og hans sange blev bandlyst i Danmarks Radio helt frem til 1963.
     


    Bergstedt var ellers en flittig skribent og debattør indenfor den socialdemokratiske bevægelse, men en rejse til Tyskland i 1941 førte til en rækker kronikker, hvor han i rosende vendinger omtalte det tyske styre. Det førte til en kritik fra Socialdemokratiets top, og kort efter meldte han sig ind i det danske nazistparti og blev samtidig skribent for det nazistiske blad Fædrelandet. Bergstedt blev løsladt fra fængslet den 11. september 1947, kort tid efter at han havde rundet de 70 år. Han levede sine sidste år udstødt og tilbagetrukket og døde upåagtet og glemt som 88-årig i juli 1965. I sine erindringer fastholdt han og forsvarede sine synspunkter, som han mente stemte overens med det, som den danske statsminister Thorvald  Stauning opfordrede til, nemlig samarbejde med den tyske besættelsesmagt.
     
    Skulle du have glemt den populære børnesang, så er testen, af Harald Bergstedt, her:

    1. Jeg ved en lærkerede,
    jeg siger ikke mer;
    den findes på en hede,
    et sted som ingen ser.

    2. I reden er der unger,
    og ungerne har dun.
    De pipper de har tunger,
    og reden er så lun.

    3. Og de to gamle lærker,
    de flyver tæt omkring.
    Jeg tænker nok de mærker,
    jeg gør dem ingenting.

    4. Jeg lurer bag en slåen.
    Der står jeg ganske nær.
    Jeg rækker mig på tåen
    og holder på mit vejr.

    5. For ræven han vil bide
    og drengen samle bær.
    men ingen skal få vide,
    hvor lærkereden er.
     

  • Gensyn med Uldum

    10-03-2024
     
    Fredag og lørdag blev brugt til nogle fantastiske gensyn i det østjyske.

    Netop i disse dage er det 40 år siden, at jeg stemplede ind på Uldum Højskole for første gang. Jeg var netop blevet færdig som lærer på seminariet i Ranum (Læs professionsbachelor på VIA University College, Ranum). Det var lidt overraskende for mig, da jeg ikke havde forventet at bestået de tre prøver, historie, samfundsfag og pædagogisk speciale, til jul, men jeg tilmeldte mig for sjov, så måtte vi se, hvordan det gik. Jeg forventede faktisk, at jeg skulle gemme et fag og så hygge mig med det i foråret, som mange af mine medstuderende.

    Men der stod jeg så som færdiguddannet lærer. Jeg søgte jobs på flere efterskoler, men dengang var der mange ansøgere, så det blev til afslag. Så faldt tanken om et højskoleophold mig ind - der kunne jeg gå og oppebære understøttelse. Jeg søgte ind på Uge Højskole ved Kalundborg, men der var fyldt op. Der var der også på Uldum Højskole mellem Horsens og Vejle, men midt i februar fik jeg besked om, at der var en ledig plads med start i begyndelsen af marts.

    Så en søndag i marts blev kursen sat mod Uldum - en flot hvid skole på toppen af en bakke. Med et tårn i hjørnet mellem to bygninger - et genforeningstårn fra 1920 med flagstang, hvor flaget naturligvis var sendt til tops, da forårsholdet 1984 gjorde deres indtog.

    Det blev 4 fantastiske måneder, hvor man kunne dyrke en række forskellige fag, som journalistik, idræt, svømning i skolens egen svømmehal, hærvejsvandringer, arkæologi mm. Og jeg kunne genoptage min fotointeresse fra folkeskolen.
     


    Det blev efterfølgende også til nogle uger som ansat på skolen, hvor jeg bl.a. var med til at arrangere børnehøjskole i forbindelse med sommerens ugekurser, som også indbefattede familiehøjskole. Jeg hjalp også til på hærvejskurser og andre ting og kom også tilbage til skolen som vikar på det lange kursus i efteråret, som blev ret turbulent på skolen, hvor den dygtige og inspirerende forstander, Poul Erik Søe, forlod skolen efter en periode med intern uro i medarbejderstaben - og måske også med elevhold, hvor ikke alle havde forståelse for højskoletanken. Og selv om Poul Erik Søe var manden bag skolens motto “Frihed til forskellighed” blev det vist mere til mere frihed end forskellighed, så han drog mod vest og startede sin egen private højskole i Lønne, som henvendte sig til et mere modent publikum.

    Opholdet på Uldum satte helt sikkert kursen for min fremtid, som kom til at foregå i de frie skolers verden afbrudt af en periode som journalist og fotograf, bl.a. med stor inspiration fra Poul Erik Søe, som selv var uddannet journalist og en mand, som i den grad beherskede sproget i såvel skrift som tale.
     

    Lørdag var der så højskoledag på Uldum, hvor man bl.a. inviterer jubilæumsårgangene. Vi var kun en håndfuld fra min årgang, men vi hyggede, snakkede, sang, drak kaffe i spandevis og så på gamle fotos, højskoleblade, som vi selv havde lavet, og meget andet. Desuden var der et meget interessant foredrag med forfatteren Dy Plambeck, som har været med til at redigere den nye udgave af Højskolesangbogen, som vi naturligvis sang fra - bl.a. Folkeklubbens “Danmarksfilm” og et par flotte sange ad Dy Plambeck.
     


    I år markerer skolen sit 175 års jubilæum med en stor fest i september - tanken er, at vi vil lægge os i selen for at samle lidt flere til en gensyn med Uldum.
     


    Turen til Uldum blev i øvrigt kombineret med et besøg hos gamle HCI-kolleger, Eva og Lars i Jelling. De er gået på pension efter en lang årrække som forstandere på VandetlEfterskole. Det blev til en super hyggelig fredag med snak og minder, golf, god mad og vin og et ophold på “værelse 301” med eget bad i gæsteafdelingen..

    Hjemturen lørdag gik så lige forbi Nørre Snede, hvor en anden gammel efterskolekollega, Poul, bor. Han var på HCI, da jeg i sin tid var i praktik på skolen, som var i gang med sit første år. Her blev kimen lagt til arbejdet i efterskolen. Jeg blev senere kollega med Poul på Horne Ungdomsskole i et år og kom så selv til HCI, hvor jeg arbejdede i 28 år, indtil jeg stoppede i sommeren 2022.

    Det blev i sandhed en tur ned af A13 og mindernes allé.


  • Kalk og pigtråd

    20-02-2024


    Lørdag blev brugt til en vandretur i det nærmest forårsagtige vejr. Turen gik til Vokslev Kalkgrav og Huul Mølle lige uden for Nibe.

    Vi parkerede ved den gamle vandmølle, som man kan besøge og bese såvel udefra som indefra. Lyden af rislende vand er beroligende og smuk, og når så solen varmer ovenpå en periode med sne, kulde og regn, kan man kun blive i godt humør.

    Huul Mølle ligger ved Binderup Å, hvor man gennem århundreder har udnyttet vandkraften. Som noget typisk himmerlandsk har den to mølledamme, hvor man kunne opstemme i den øverste dam og udnytte vandkraften i den nederste dam. Mølledammene blev genskabt i 2010. Møllen var både en kornmølle og en stampemølle, og senere blev møllen også udnyttet til at generere elektricitet, så vandstrøm bogstavelig talt blev lavet om til elektrisk strøm.
     


    Binderup Å er unik ved, at åens forløb på en længere strækning er bevaret ureguleret. Man kan se det smukke snoede forløb, når man står på toppen af de kalkholdige bakker og kigger ind mod Vokslev. Det er naturligvis godt fiskevand, både for mennesker og fugle. Vandstæren, som holder af rent, rindende vand, er derfor en vintergæst, som man kan se i området. Vi så denne ikke denne dag, men jeg har tidligere set den ved Aars. Om der er noget så sjældent som ynglende vandstære ved Binderup Å, ved jeg ikke. Naturligvis er sådan en å også lige vand på isfuglens næb, så den kan man også være heldig at se, når den sidder på en gren, der hænger ud over vandet. og venter på bid. Letter den og flyver, vil man kunne konstatere, at den smukke blå fugl er en hurtig og dygtig flyver. Billedet herunde tog jeg sidste år ved Vilsted Sø.
     


    Vi gik fra vandmøllen ind i kalkgraven, der tidligere var centrum for en stor industri i området, hvor der lå et stort kalkværk. Her var 35 medarbejdere i storhedstiden, hvor der blev brændt både bygningskalk og teglsten. Kalkværket lukkede omkring 1950. Nede i kalkgravene ser man tydeligt lagene i kridten og man kan fornemme den hektiske aktivitet, der må have hersket her for 100 år siden.
     


    Fra kalkgraven bevægede vi os op på de stejle skråninger, som er et resultat af åens løb gennem området gennem tusinder af år. Udsigten er smuk hele vejen frem mod Vokslev, hvor man kan gå ned til broen og bl.a. læse lidt om byens historie på et par plancher. Tilgængeligheden var dog begrænset, da der lå store grene på arealet.

    Lige før Vokslev er der en geologisk udgravning, hvor man kan se et 2-8 centimeter gråbrunt lerlag, som er aflejret for 65 millioner år siden. Dette lag findes overalt på vores klode, og det indeholder grundstoffer og mineraler, der normalt ikke findes på jordens overflade, men derimod kendes fra nogle meteorer. Teorien er derfor, at der har været et stort meteornedslag på jorden for 65 millioner år siden - formentlig i Mexico - noget som kostede dinosaurerne og andre dyr livet - i stedet blev der plads til, at mindre dyr kunne udvikle sig, og pattedyr, og dermed mennesket, fik mulighed for at erobre jorden, som tidligere havde været domineret af de nu uddøde kæmper.
     
    På verdensplan findes der kun omkring 350 lokaliteter og i Danmark 5-6 steder, hvor man kan se det blotlagte grænselag.
     


    Om Vokslev, der er en hyggelig lille by med kirke og en tidligere friskole, der nu er omdannet til kultur- og forsamlingshus. Endvidere er der det at fortælle, at den tilbage i 1960’erne var et nordjysk pigtrådsmekka i stil med de store navne i København: Hit House og Place Pigalle. I Vokslev etablerede man popklubben Vox 13, som havde til huse i forsamlingshuset med husnummer 13. Her kom store navne som The Spotnicks fra Sverige og en lang række danske pigtrådsnavne. Det hele blev startet på frivillig basis som en popklub, men allerede efter 2 år måtte man stoppe, da de store koncertarrangementer simpelthen blev for stor en opgave for den lille forening, hvor bestyrelsesmedlemmerne havde job og studier at passe. Foreningen havde på et tidspunkt 1400 medlemmer, og der var ofte stopfyldt med mere end 300 mennesker i det lille forsamlingshus. Man udvidede med afdelinger i bl.a. Svenstrup, Løgstør og Aars, hvor der var større lokaler til rådighed.

    Men med et tiltag som Vox 13, der naturligvis havde sit udspring i den musikglade by Nibe, cementerede Limfjordskøbstaden sit ry som Danmarks Liverpool, og siden kom så Nibe Festivalen, der nu kører på fuldt drøn i Skal Skoven efter en forsigtig start på dyrskuepladsen og en lille, katastrofal, afstikker til byens stadion et enkelt år.

     

  • Trykte medier er pressede

    08-02-2024
    Forleden købte jeg Ekstra Bladet - i papirform. Det er godt nok længe siden, men der var en særlig anledning.

    I en halv snes år er Tipsbladet nemlig udkommet sammen med Ekstra Bladet om fredagen - en smart måde at holde distributionsudgifterne nede i en verden, hvor mere og mere ligger digitalt frem for i trykt form.

    Forleden var så sidste fredag med Tipsbladet på papir - fremover vil det kun kunne læses digitalt. Jeg nød at sidde med avisen foldet ud foran mig med en kop kaffe og nogle nostalgiske tanker om tiden på kollegiet i Ranum, hvor fodboldstoffet var pensum på linje med historie, didaktik og psykologi.

    Da jeg købte Ekstra Bladet i kiosken fik jeg en lille snak med indehaveren om de nye tider - han kunne således fortælle, at dagbladet Nordjyske ikke længere kan købes i løssalg. Så er der kun abonnenterne, som får papiravisen, og da de også bliver færre og færre, er det kun et spørgsmål om tid, inden den tidligere nordjyske avismastodont følger Tipsbladet og BT og skrotter den trykte avis og går all inn i den digitale avisverden, hvor de naturligvis allerede findes.

    Så er der efterhånden kun de små ugeaviser tilbage - her ejer Nordjyske Medier også en del i landsdelen, og her sker der også indskrænkninger i denne tid. Lokalt har vi Farsø Avis og Aars Avis, som er selvstændige lokalaviser med lokale ejere. Jeg har altid sagt, at de sidste som dør, er lokalaviserne. Det kommer nok også til at holde stik, men jeg glæder mig fortsat over at kunne læse en avis, som dufter lidt af tryksværte og kan fylde en del af spisebordet. Disse aviser bliver dog også tyndere og tyndere . 16-20 sider er mere normen end undtagelsen - og nærlæser man de annoncer, som aviserne skal leve af, er der ikke mange fra de lokale detailhandlende - kun i forbindelse med udsalg og særlige kampagner. Til gengæld er der masser af trykte reklamer i postkassen endnu, men også her indskrænker flere og flere. Det lokale foreningsliv er heller ikke så flittige til at bruge ugeaviserne, som de var engang - Facebook og andre platforme har vundet indpas - det er hurtigt og meget direkte i forhold til målgrupperne, man vil nå.

    Så, det er nok med at nyde og glæde os over de trykte ugeaviser, så længe de er her. Den dag, de er væk, vil mange helt sikkert savne dem. Men så er det for sent.

  • Livsbilleder

    07-02-2024
     
    I fredags var jeg til teaterkoncert i musikhuset ALFA i Aars. Her havde eleverne fra Vesthimmerlands Gymnasium sammensat en koncert bygget op over en livscyklus, Livsbilleder havde de meget passende kaldt den.

    Da min yngste søn Morten selv gik på gymnasiet, var han en del af dette årlige arrangement, hvor han havde til opgave at styre lys og lyd. Nu er det efterhånden nogle år siden, at han gik der, så han blev i programmet opført som Morten 8. X”. Det er nemlig blevet en tradition, at Morten hjælper til med det tekniske, som han er ganske ferm til.

    Jeg kan godt lide at opleve musik opført live - uanset om det er professionelle bands eller amatører. Det har en nerve og en autenticitet, som ikke kan overføres til plader, cd’er eller lydfiler. Et lærerpar fra gymnasiet, Anne og Steen, lægger et stort arbejde i at organisere opsætningen, som de har gjort i mange år. Og tak for det.

    Ud over at opleve musikken, kan jeg også godt lide at have mit kamera med og bruge det under de udfordrende lysforhold på scenen. Denne gang ville jeg prøve mit Nikons muligheder for at skyde i “silent mode”, hvor der ikke høres en lyd, når man trykker på udløseren. Rent teknisk sker det ved at anvende det, der hedder en elektronisk lukker i stedet for den traditionelle mekaniske, som giver det karakteristiske klik, når man fyrer løs.
     


    Den elektroniske lukker var dog ikke uden problemer, opdagede jeg. Undervejs tjekkede jeg løbende mine billeder, og det var tydeligt, at der var nogle striber, som ikke skulle være der, uanset at lyset også kan falde i striber på scenen. Det ses tydeligt på billedet herover. Jeg slog derfor over på den mekaniske lukker, som heller ikke er særlig støjende. Det hjalp.
     


    Rent teknisk har problemet med den elektroniske lukker noget at gøre med det kunstige lys og den frekvens, det bruger. Man kan muligvis eksperimentere sig frem til noget, der dur, ved at bruge lukketider, som er delelige med 50 - det har jeg endnu ikke prøvet.

    Da først, der var styr på det tekniske, kom der gode og brugbare billeder på kortet, som man kan se i denne blog.
     


    Indsatsen på og bag scenen denne sene fredag eftermiddag var flot. Musikerne levede lidt i det skjulte oppe på en balkon udenfor mit synsfelt, men danserne og sangerne fyldte scenen flot ud. Vi fik numre, som jeg kendte, og også nogle, som jeg ikke kendte. Fra det klassiske danske repertoire var der valgt numre med Kim Larsen og TV2. Fra den nyere del var der numre af Andreas Odbjerg, Carl Emil, Blæst og Guldimund.
     


    De tre kvarters teaterkoncert fløj af sted - vi følte os godt underholdt, og jeg fik taget nogle gode livsbilleder

  • Myter og sagn i Vesthimmerland

    01-01-2024
    De fleste sagn og historier er vandresagn, som findes i forskellige lokale varianter i hele landet. Ofte indgår trolde og kirker i sagnene, store sten og gravhøje er også blandt emnerne, hvor den gamle historie og tro går i klinch med den nye tid.
     
    Jeg har været på nettet og lidt rundt i det lokale område, hvor jeg har gjort mig disse noter om lokale sagn og myter.

    Limfjorden
    »Der var en frøken eller sådan en fin tingest, hun ønskede, at hun skulde få et barn, der skulde overgå verdens skaber. Det fik hun også, og det var ligesom en stor orne, Limgrim, der voksede og blev så stor, at börsterne ragede over trætoppene. Der var også skov helt nord på den gang, og så blev den ved at gå og rode oppe i den strækning og lavede en hel del huller, og det blev så til Limfjorden.« (Evald Tang Kristensen, folkemindesamler)

    Troldestenen ved Alstrup kirke
    I stendiget ud mod vandet er der en stor sten med fire huller i. Hullerne i stenen skulle stamme fra en trold, som på et tidspunkt blev så træt af at høre Alstrup kirkeklokkens bimlen og bamlen. Han jog fingrene ned i den nærmeste sten, han kunne finde og af al kraft kastede han stenen efter Alstrup kirkes tårn. Stenen skød kirketårnet i grus, og i flere år var der ro - indtil de lokale tog mod til sig og byggede et nyt kirketårn. Og det står der endnu…

    Rotholmene
    Sagn fra Fur om Lindormen, som hviler under øen. En klog mand vil befri øen for rotter ved at drive dem til Rotholmene sydøst for Fur. Men Lindormen, som hviler under Fur, smadrer manden, som øjensynligt ikke lykkedes med sit forehavende.

    Tangen ved Sundsøre
    Fanden indgik et væddemål med præsten i Farsø, som kun havde en sjæl at indsætte i væddemålet: sin egen. Væddemålet gik ud på, om Fanden kunne bygge en dæmning fra Salling til Himmerland, inden præsten i Farsø var færdig med sin prædiken. For en sikkerheds skyld startede præsten en halv time tidligere end normalt, hvilket betød, at han var langt inde i sin prædiken, da kirkegængerne mødte op til normal tid. Da præsten var færdig gik han ud og mødte Fanden, som asede med at køre jord til sin dæmning , der kun var halvt færdig. I raseri over at have tabt væddemålet kylede Fanden den resterende jord ud i Limfjorden, og således opstod Rotholmene.

    Lindormen
    Lindormen går igen i flere sagn i hele Danmark, også på Sallingsiden af Limfjorden, hvor den også menes at høre til under færgekroen i Sundsøre - og det skulle være ganske vist, da dens hale stikker ud som en sandtange i Limfjorden og Rotholmene kan måske være opstået ved, at Lindormen har slået med halen…(Markedsførings-stunt/tilpsasning?).

    Ifølge et andet sagn har Lindormen sit hoved under en herregård og sin hale under en anden på Salling. Den dag ormen slår med halen, vil sidstnævnte herregård synke, medens den anden vil brænde.
     
    Livø Tap
    Trolde var også på spil i dannelsen af Liv Tap og Rønbjerg. Her fortæller sagnet, at der engang boede en trold på Livø og en troldkælling lige overfor på fastlandet, som gerne ville være sammen. De aftalte, at de en bestemt morgen skulle tage al den jord, de kunne bære, og gå imod hinanden fra hver sin side og lægge jorden foran sig. Den aftalte morgen var der imidlertid en tæt tåge, og trolden kunne ikke se fastlandet. Men så hørte den en byhyrde tude i sit hyrdehorn og troede, det var Næsby-byhyrden. Trolden gik efter lyden, men det var byhyrden fra Ertebølle, trolden hørte, hvorfor den gik i den forkerte retning, og Liv Tap blev dannet. Troldkællingen kunne heller ikke se Livø for tågen og blev stående med sit forklæde fuldt af jord. Da tågen lettede, og hun så, at trolden var gået forkert, tømte hun sit forklæde lige foran sig og dannede derved Rønbjerg. (Trap Danmark).

  • Da ældstenissen forsvandt….

    20-12-2023
    Julemusical på HCI, december 2023
    Manuskript: Stig Ottesen
     
    Anmeldt af Per Lyngby
     
     
    Onsdag eftermiddag sneg jeg mig endnu en gang ind på min gamle arbejdsplads, HCI i Haverslev. Her var der nemlig traditionen tro inviteret til julemusical, som skolens medarbejdere og elever har brugt de seneste 5 dage på at sætte op.

    Jeg har selv været en del af disse musicals gennem flere år, så det er sjovt at møde ind som gæst uden ansvar og så se, hvordan de klarer skærene.
     

    Det er min gamle kollega Stig Ottesen, som har skrevet og instrueret årets stykke, “Da ældstenissen forsvandt", som naturligt nok har julen som tema. Og ganske stærkt gået af den gode Stig, som ellers er erklæret julehader…

    Ved min ankomst kunne jeg konstatere, at der ikke er ændret i det grundlæggende koncept, siden jeg var med, indtil for to år siden. Tilskuerne føres gennem redskabsrummene, hvor der er opbygget og bemandet forskellige tableauer med relation til årets skuespil - naturligt nok var der mange nisser i år, og ved indgangen til hallen, hvor slaget skulle slås, blev man tilbudt gløgg og pebernødder. Lækkert.
     

    Scenen er som altid et udstyrsstykke i bredformat, hvor der skal være plads til skyggespil i den ene side, skuespiller på den store centrale scene og til højre et podie med plads til musikerne og det store kor. Dertil en storskærm over scenen - en skærm jeg naturligvis holdt skarpe øje med, da den i sin tid var mit ansvarsområde sammen med en god håndfuld elever. På skærmen vises der slides og film med relation til handlingen i stykket, og desuden skal Tech-folkene sørge for passende lydeffekter på udvalgte steder.

    Efter den indledende sang gik stykket i gang - det skete med en fortæller, som ridsede tingenes tilstand op i Nisseboet, hvor det er vigtigt at være i besiddelse af ejerskabdokumentet for at håndhæve retten til at bo der. Herefter gik tingene sin klassiske gang med en flok nisser, som skal forsøge at redde julen og deres hjem i kampen mod grånisserne som angiveligt er deres traditionelle fjender - uden at nogen kan huske hvorfor.
     

    Skuespillerne klarede deres opgave flot, tydelige og velartikulerede - noget som også lydfolkene er en del af. Musikken spillede - og det gjorde den godt. En cool pige på bas, som blev spillet med en finger. En keyboardspiller på akkord, en guitarist, som brillerede med en solo, det tror jeg ikke vi havde, da jeg var der. En rytmebevidst trommeslager, som havde overskud til at jonglere med stikkerne, når der ikke skulle bankes på de digitale trommeskind, og endelig kapelmester Clemme, som også er en rigtig god gammel kollega. Han er vild med den afdøde Led Zeppelin trommeslager, John Bonham, så derfor kører LZ naturligvis på pladespilleren, mens disse linjer skrives.
     

    Til nogle af sangene blev der vist skyggespil, hvor eleverne agerer bag en hvid skærm. Det gjorde de med stor fantasi og ynde - og her fik de også lagt nogle flotte baggrunde, som fik skyggespillerne placeret i et gademiljø.
    Endelig var der også performanceholdet, som leverede spring og rytmiske serie på airtracken foran scenen. Og så alle de usynlige, som havde stået for sminke, kulisser, rekvisitter, scene og meget andet, som man ikke lige tænker på også er en del af sådan et projekt. Alle blev dog præsenteret til slut, inden eleverne til slut meget stemningsfuldt sang “Dejlig er jorden”.

    Og storkærmen? De overlevede den gamles kritiske blik og skal have ros for deres indsats - ikke mindst den lille film, som blev vist midt i forestillingen og hvor man bemærkede god brug af kameravinkler og klipning.
     

    Fik de gode nisser med de røde huer så reddet julen og Nisseboet? Ja, det gjorde de, og de blev endda gode venner med de tidligere ærkefjender, Grånisserne. Og mon ikke historien gentager sig netop, mens disse linjer skrives, for her spilles dagens tredje og sidste forestillinger, hvor det er forældrene, som sidder og overværer løjerne, inden der skal ryddes op og juleferien kan begynde.
     

    Tak til min gamle arbejdsplads og elevhold 2023-24 for en god oplevelse og nyd så ellers resten af jeres efterskoleår, hvor I stadig kan se frem til bl.a. skitur, gymnastikopvisninger og en lang række boldspilsarrangementer, hvor jeg nok ikke kan dy mig for mindst at kigge forbi, når der er NM i volleyball.

  • Larsen i krig med Ekstra Bladet

    03-12-2023
    Forleden anskaffede jeg mig en stak brugte LP’er. Det er der såmænd ikke noget nyt i, det sker af og til. Denne gang lå der en Kim Larsen plade i samlingen, som også omfattede plader med Røde Mor og Neil Young.
     


    “Wisdom is sexy” hedder Kim Larsen pladen, hvor han bakkes op af Bellami. Det er af mange opfattet som trubadurens lavpunkt i en karriere, som har budt på mange opture, såvel med Gasolin som i solistrollen. Men det var vist et af de albums, jeg manglede med ham, og jeg har i øvrigt aldrig hørt det i sammenhæng, kun enkelte numre i radioen og til koncerter.

    Faktisk er jeg mere til ShuBiDua end til Larsen, men jeg må erkende, at han kunne noget med tekst og musik. Mange opfattede ham som en krukke - mig selv inklusive, men manden satte nok bare et filter mellem sit privatliv og offentligheden. Min opfattelse af krukkeriet hænger mest sammen med Larsens højlydte opgør med alt, hvad der hed reklame. Han gik ikke på scenen, hvis der hang en Tuborg-reklame foran, og han skulle ikke have noget med en TV-julekalender at gøre, da Fætter BR skulle være sponsor. Så langt så godt, men kæden hopper af hos mig, når samme mand stillede sig frem i medierne og promoverede tobaksindustrien i hans kamp for at bevare retten til at ryge hvor han havde lyst…

    Han var da også klar til at lave lidt reklame for sig selv og mod Ekstra Bladet, da “Wisdom is sexy” udkom. Kim Larsen var i forvejen i krig med medierne, som han ikke havde noget godt forhold i denne periode. Derfor måtte ingen medier modtage et eksemplar af den nye plade, som blev produceret under stort hemmelighedskræmmeri i en villa nord for København.

    Naturligvis opsnappede Ekstra Bladet et kassettebånd med 5 numre - måske demoer. Og så fik den ellers ikke for lidt på de gule spisesedler, som det store dagblad i øvrigt har lagt i graven her i efteråret. “Rocksjask” var dommen fra tabloidgiganten, og så var der for alvor krig.

    Sammen med sit pladeselskab lavede Kim Larsen to helsidesannoncer i Politiken og Jyllands Posten, hvor chefredaktør og anmeldere på EB blev udstillet som drikfældige rotter i en amatøragtigt opsat annonce, som også reklamerede for videoen til “Danas have” - et af numrene fra det nye album.

    Senere blev striden bilagt, og Kim Larsen kom tilbage på sporet med sit fynske band Kjukken, der lavede en række roste albums.

    Tilbage til “Wisom is Sexy”, som jeg netop har haft i rotation på pladespilleren - det er umiskendeligt Larsen, måske med en lidt mere rå lyd, men egentlig synes jeg, at den på den lange baner vinder og at den hårde kritik ved udgivelsen måske var en del af mediekampen - selv om publikum også svigtede den tidligere gasser i den periode - det handler pladens første nummer om, “Mig og mit publikum”. Jeg kan da huske, at vi havde ham til forholdsvis billige penge til nogle koncerter nede ved søen. I øvrigt også noget, hvor Larsen skulle have klinket nogle skår efter en aflysning af en stort anlagt koncert i Aars nogle år tidligere. Men det er en anden historie, som jeg måske vender tilbage til på et andet tidspunkt…

  • Vinter i Mariager

    1 Kommentarer
    01-12-2023
     
    Det er ved at være på tide, at jeg får genoptaget mine gåture i forskellige byer med mit kamera. Min tanke har bl.a. været, at det skulle være de små landsbyer med under 200 indbyggere i Vesthimmerland, men den er jeg gået lidt fra. Der mangler fortove og oplagte gåmuligheder i mange af disse byer, så det må i stedet blive til nogle udvalgte, der lever op til mine krav om motion - og noget at skrive om.

    Jeg har også tænkt mig at kigge lidt ud over Vesthimmerlands Kommune, så nu er det alle byer i Himmerland, som er i spil.

    Torsdag gjaldt det således Mariager, som har lagt navn til det, som mange betegner som Danmarks smukkeste fjord. Denne sidste dag i november var byen klædt i sne - noget som bestemt klædte den. Byen har små 2700 indbyggere og er en del af Mariagerfjord Kommune, som også indbefatter byer som Hobro, Hadsund og Arden.
     

    Jeg tog udgangspunkt ved kirken, en stor og højt beliggende klosterkirke, som trods den imponerende størrelse faktisk kun er en lille kirke i forhold til den, der blev bygget midt i 1400-tallet, som er klosterkirke under Birgittiner-ordenen. Funktionen som klosterkirke blev forholdsvis kort, da det sluttede med reformationen i 1536. Klostret blev ret hurtigt overtaget af kongen, som omdannede det til landbrugsbedrift, medens Mariager by overtog kirken. Det var dog en stor mundfuld at vedligeholde den store kirke, og store dele af kirken blev nedrevet, så det kun er den nuværende del, der er tilbage af en kirke, som i storhedstiden var 4 gange større. I dag er der sognehus i det, der er tilbage af klosteret, som ligger lige ved siden af kirken.
     

    Kirken og kirkegården tog sig smukt ud i det hvide vinterlandskab, hvor solen var med til at forstærke det smukke syn.

    Fra kirken gik jeg ned i den gamle del af købstaden, hvor der stadig er godt gang i forretningslivet, som er meget koncentreret om den centrale del af byen. Her er også flere restauranter, og nogle af dem så også ud til at være åbne i vinterhalvåret.

    Jeg fortsatte til havnen, hvor sulten blev holdt fra døren med en ganske fortrinlig flæskestegssandwich i grillbaren.

    Der pågår et større arbejde på havnen, hvor der renoveres og klimasikres. Allerede oppe ved kirken kunne jeg høre de dumpe lyde af maskinen, der hugger løs i de gamle betonkajer - og her nede på havnen kunne jeg så se arbejdet på nærmeste hold.

    Ved havnen ligger også et saltcenter med udstillinger og restaurant, og her står også en gammel svingkran. Længere mod nordvest er der bygget store ejendomme med velbeliggende lejligheder med fjordudsigt. Bag disse ligger Mariager-Handest Veteranjernbane, som har remise og værkstedet i Mariager. Gamle tog og vogne står rundt om på skinnerne, og der er en flot perron, som bruges, når de gamle tog kører med passagerer.
     

    Jeg gik lige en tur op ad Havndalvej, hvor der bor et par gamle venner fra seminarietiden i Ranum. De var nu ikke hjemme, så visitten hos dem må blive en anden god gang.

  • Kunstgræsset er til træning - ikke til aftenkampe…

    15-10-2023
    Gennem de seneste år har mange fodboldklubber fået kunstgræsbane, så det nu er muligt at træne og spille hele året. Så vidt så godt, men det betyder desværre også, at flere og flere klubber er begyndt at afvikle deres kampe som aftenkampe i led-lampernes skær.

    Det er desværre en uheldig udvikling.

    Personligt finder jeg det charmeforladt og kedeligt at stå en mørk og blæsende aften og se disse aftenkampe, så for det meste holder jeg mig væk.

    Med al respekt for de moderne lysanlæg, så gør de ikke noget godt for en fodboldkamp. Anlæggene er designede til at kaste deres skær over banen, og det er for så vidt godt nok. Det betyder så, at tilskuerne står i mørke og ser på kampene, som alt andet lige heller ikke er den samme oplevelse, som når man ser dem i dagslys. Her er det lettere at overskue hele banen og hvad der foregår omkring den. Kunstlyset giver en form for tunnelsyn, hvor man kun registrerer det, der sker hvor bolden er.
     


    Forleden var jeg til en sådan aftenkamp i Farsø, og det var ikke så meget det, at hjemmeholdet tabte stort, som irriterede mig. Det var den totale mangel på atmosfære omkring kampen.

    Jeg dækker fodbold i hele Vesthimmerland for det lokale medie Lokaltindblik.dk, og desværre kan jeg se, at en interessant og spændende slutkamp mellem Aars og Løgstør sidst i oktober også er lagt som en aftenkamp en fredag. Ganske vist har hjemmeholdet Aars ikke det store at spille for relation til slutstillingen - de er allerede rykket ned - men et lokalbrag har altid en særlig nerve, ikke mindst hvis Aars kan drille naboerne ved at fratage dem vigtige point, der kan koste en mulig oprykning.

    Så måske skal jeg af rent professionelle hensyn se kampen i Aars, men jeg kommer i givet fald til at gøre det uden den store glæde, hvorimod jeg altid drager til landsbyklubberne i f. eks. Strandby og Hornum med bevidstheden om, at her kommer jeg til gamle intime stadions med charme og sjæl, og naturligvis altid med kampe i dagslys.
     


    Rent fototeknisk gider jeg slet ikke at tage mit kamera med til aftenkampene, da det giver nogle elendige billeder.

    Et andet problem med disse aftenkampe er, at der efterhånden ikke er noget mønster i de enkelte klubbers kampprogram, hvor man tidligere havde et nogenlunde fast spilletidspunkt for førsteholdet lørdag eller søndag.
    Fodboldkampe må gerne blive spillet på kunstgræsset, men spil dem dog i dagslys i weekenden.

    Billederne, som ledsager denne blog, er fra en efterårskamp i Hornum i oktober i år og fra en aftentræning med amerikansk fodbold i Farsø for nogle år siden. Måske giver de en antydning af, hvorfor jeg foretrækker kampe i dagslys.

<   1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24   25   26   27   28   29   30   31   32   33   34   35   36   37   38   39   40   41   42   43   44   45   46   47   48   49   50   51   52   53   54   55   56   57   58   >  

 
 
Per Lyngby