Årets studietur med efterskolen gik til Kolding, hvor første punkt på dagsordenen var et besøg hos kollegerne på Koldingegnens Idrætsefterskole - KIES.
Efterskolen i Kolding ligner på mange områder HCI, hvor jeg har min daglige gang. Begge skoler er startet i 1980’erne, og begge har den brede idræt som fundament. KIES ligger meget smukt på en skråning ned til Kolding Fjord, og med direkte adgang til fjorden fra skolens matrikel er det naturligt, at man også har sejlsport på skemaet. Skolen har godt 100 elever - flest i 10. klasse, og gennem årene er der sket en knopskydning med ny undervisningsfløj og idrætshal. Der er elevværelser, administration og spisesal i den gamle hovedbygning, som tidligere rummede et børnehjem.
Vi fik en fin rundvisning af tre elever, som glade og åbne fortalte om deres hverdag, som i store træk ligner den, som vores elever har. Den efterfølgende information og snak med forstanderen bekræftede dette indtryk - også på den pædagogiske side gør vi mange ting ud fra de samme grundholdninger og værdier.
Trapholt Fra KIES gik turen videre til Trapholt - et museum for moderne kunst og arkitektur. Og også med en lille smule efterskole-relevans - mere om det senere.
Trapholt ligger akkurat som efterskolen smukt ned til fjorden, dog lidt tættere på Kolding. Et ægtepar med interesse for kunst købte i sin tid arealet, som senere med bistand fra Kolding Kunstforenings Samling blev til et moderne museum. Museet blev indviet i 1988 og er sidenhen udvidet flere gange. Foruden den faste samling af moderne kunst og møbeldesign arrangeres der løbende temaudstillinger. Netop nu er der således en udstilling med Kay Bojesens værker - såvel i sølv som i træ. Bojesen var nemlig uddannet købmand og senere sølvsmed hos Georg Jensen. Men det er træfigurerne og ikke mindst aben, som har gjort ham kendt og elsket over hele verden.
På udstillingen kan man følge udviklingen i Bojesens arbejde gennem tre temaer: leg, håndværk og innovation. Meget betegnende har udstillingen titlen “Humøret i dansk design”.
Det vil være for omfattende at beskrive hele udstillingen, men jeg vil dvæle lidt ved den populære abe. Vi fik nemlig en lille eksklusiv indføring i Bojesen-universet af museumsinspektør Kathrine Stenum Mortensen, som er datter af et par gamle HCI-kolleger. Jeg har ikke set Kathrine i mange år, men da hun som barn boede i Haverslev, var hun ikke i tvivl om, hvem der har opfundet det meste her i verden: mig. Og hun var da heller ikke sen til at svare, da jeg spurgte hende om, hvem der i virkeligheden har opfundet alle de herlige Bojesen-figurer: Det har du, du opfinder jo alting, smilede Kathrine.
I afdelingen for leg er der naturligvis en legeplads. Her kan man se kopier af aben. Flere montrer med hæklede aber - en trend som startede for nogle år siden. Mange har sendt hæklede aber ind, og rigtig mange af dem bliver efter udstillingen givet videre til børneafdelinger på hospitaler. Ved siden af de hæklede aber hænger en 3 meter høj abe - lavet i patchwork af frivillige i området.
En hollandsk kvinde har gjort aben til sit helt eget lille fotoprojekt på Instagram, hvor hun jævnligt lægger billeder op af sin træabe, Hr. Nilsson, som er med hende stort set overalt og vises i mange sjove situationer. Se Hr. Nilsson her.
Blandt museets nyeste attraktioner er Arne Jacobsens sommerhus, Kubeflex, som han tegnede i 1969-70, men som aldrig kom i produktion. Arne Jacobsen døde i 1971. Huset er opbygget af kubeformede moduler, som kan sættes sammen på mange forskellige måder, og man kan udbygge med nye moduler, når behovet opstår. Indenfor i huset er der indrettet med Arne Jacobsens stole, armaturer og sågar bestik.
Huset, som gennem mange år har stået ved Vordinborg, er nu kommet til Trapholt, hvor det er restaureret og opstillet ved museet. Man kan komme på rundvisninger i huset hver eftermiddag. Se mere om det spændende hus HER
Efter et par timer skulle vi videre, men der er meget mere at se, og jeg skal helt bestemt tilbage til Trapholt en anden gang.
Fredag aften var jeg på Værket i Randers - til koncert med amerikanske Peter Cetera - en stor stemme, som har stået for mange pompøse ballader såvel solo som i bandet Chicago.
Plakaten i foyeren gav et fingerpeg om, at det nok var amerikansk showmanship mere end en egentlig rockkoncert, vi stod over for: 73-årige Cetera fremstod i smoking og med en veltrimmet hårpragt.
Åbningen bekræftede mine formodninger, da det 7 mand store band entrede scenen og gik i gang, hvorefter aftenens hovedperson kunne slentre ind til publikums bifald. Håret sad, som på plakaten, ulasteligt, og der var heller ikke en pløk i det velplejede gebis, som vendte forkert. Man fik fornemmelsen af at se en kandidat til det amerikanske præsidentvalg - alderen og fremtoning var den samme! Og formentlig også antallet af ansigtsløftning og andre kosmetisk tiltag. Til gengæld fremstod Mr. Cetera også særdeles fit og veltrimmet - smokingen sad som støbt på stjernen.
Stemmen. Den sad lige i skabet. Fyldig og karakteristisk, som vi kender den fra de store hits fra 80'erne og 90'erne. Bandet leverede backingen flot, rent og med en rigtig god lyd - ikke for lavt og heller ikke højt og buldrende. To guitarister, to keyboardspillere, to percussionister og en bassist med det helt rigtige cool udseende der i baggrunden med de runde solbriller.
Mellem numrene blev der small talket, som man kan forvente det. De klassiske jokes om, at der er folk i salen, som ikke engang var født, sidst Cetera gæstende vores “beautiful country”, da han gav koncert på plænen i Tivoli for øjensynlig en del år siden. Vi hørte om tilblivelsen af nogle af de store hits, om grammy-uddelingen, hvor Cetera var nomineret for sangen “Glory Of Love” til Karate Kid 2, men tabte til Top Gun klassikeren "Take My Breathe Away", som bandet fint satte ind med, da Ceteras fortælling nåede klimaks.
Chicago startede i 1960'erne som et band, der formåede at kombinere den rytmiske rockmusik med blæsere og masser af inspiration fra jazzmusikken. Ofte lange numre med plads til improvisationer - måske var det derfor de første albums alle var dobbelt LP'er. Gradvis fik musikken en mere poppet drejning, og det slog for alvor igennem på “X” - alle deres album var navngivet med romertal - hvor Cetera-nummeret “If You Leave Me Now” blev deres første nummer 1 hit - og vandt ikke én men hele to Grammy'er. Her var der skruet ned for blæserne og op for strygerne - og man fornemmede, at Cetera havde fundet formlen til succes. Det havde han også, og han satte større og større præg på gruppens musik frem til album nummer 18 - nu var man gået bort fra romertallene, hvorefter han gik solo.
Vi fik naturligvis også “If You Leave Me Now”, som paradoksalt nok var et af aftenens svagere indslag. Svagt, men pænt, stod også Beatlesnummeret “Oh, darling”, som korsangerinden og percussionisten Tania Hancheroff leverede, da Cetera trak sig tilbage for få vejret og lade op til de sidste numre. Det blev til endnu et Beatlesnummer - “Come Together” - som til gengæld viste, at wingmanden på guitar og backing vocals, Chris Rodriguez, var en herre med noget på hjertet og strengene. Han voksede gennem hele koncerten, og var en sand nydelse at følge og høre.
Cetera returnerede til scenen - og til koncertens absolut bedste fase - den afsluttende del, som bød på flere af de lidt ældre Chicagonumre som “Dialougee”, “Feeling Better Every Day” og den afsluttende “25 or 6 to 4” krydret med storhittet “Hard To Say I'm Sorry” fra den poppede periode. Cetera trakterede nu også bassen, som han gjorde i det tidlige Chicago, og musikken fik lov at rocke og fylde meget mere - og det var fedt.
Alt i alt en god og flot musikalsk oplevelse, hvor rammerne er flotte, men også en smule rigide.
Det er sådan set OK, at personalet skrider ind overfor folks mobiltelefoner, som det ikke er tilladt at bruge under koncerten til at filme og fotografere, men når en moden dame på plus 40 spontant rejser sig for at danse til musikken, så straks bliver bedt om at sætte sig af den ulasteligt klædte kontrollør - så hopper kæden af. Ikke mindst fordi, man et par numre længere henne i koncerten skal rejse sig på bandets opfordring. Så bliver det lige en tak for strømlinet og pænt for mig.
Men nu er Peter Cetera jo også en pæn og nobel mand. Koncerten i Randers var i øvrigt den eneste, han giver i Skandinavien.
Torsdagens efterårsudflugt førte os fra Viborg til Herning, hvor vi besøgte det tidligere Herning Kunstmuseum, som i dag hedder HEART.
Museet var tidligere placeret i den gamle skjortefabrik, som den kunstelskende (g)uldjyde, Aage Damgaard, og hans hustru i sin tid omdannede til et kunstmuseum. Det skete derude på heden, hvor kulturen måske stod lidt i skyggen af de mange driftige erhvervsvirksomheder i tekstilbranchen. Jeg husker fra min barndom spændende besøg i byen sammen med min farfar, som var møbel- og tæppehandler.
Den runde bygning, Angli, er i dag designskole, dog med en lille del bevaret som museum i tilknytning til Carl Hennings Pedersens runde museum, som gennem årene er knopskudt såvel over som under jorden, så den i dag via en underjordisk udstillingskorridor er forbundet med Angli-bygningen. Her er den cirkelrunde indergård prydet med enorme værker af den kendte Herning-kunstner, som også var en del af den kendte Cobra bevægelse sammen med bl.a. Asger Jorn og Henry Heerup.
Det nye museum, HEART, er indrettet i en ny bygning på den modsatte side af vejen. Moderne arkitektur med beton, spændende former og vand. Bygningen, som blev indviet i 2009 indeholder to store udstillingssale og en koncertsal, hvor Ensemble MidtVest har til huse.
Vi scannede vores billetter og fik adgang til sal 1 og udstillingen Next Level - Enter A World Of Iconic Games. Et sandt Eldorado for børn og barnlige sjæle. Udstillingen fokuserer på udviklingen i computerspil fra de tidlige grafisk primitive spil som Pong, Pac Man og Space Invaders og frem til vore dages virtuel reality spil i 3D og med imponerende og realistisk grafik. Man kunne naturligvis prøve de opstillede arcade spillemaskiner, akkurat som man kunne opleve nostalgien ved at spille på den legendariske Commodore 64 og efterfølgeren Amiga. I en række sofagrupper kunne man spille konsolspil som Sega, Nintendo, X Box og Playstation i forskellige udgaver.
Det lykkedes fruen at hive mig væk fra Space Invaders, og vi fik set resten af udstillingen af det elektroniske isenkram, medens storskærme viste, hvordan grafikken gennem årene er blevet forbedret og udviklet helt fantastisk. Næsten for meget af det gode - personligt holder jeg meget af klassiske Super Mario, Sonic The Hedgehog og Donkey Kong med deres tegneserieagtige stil.
Sal 2 rummede en noget anderledes, men også futuristisk udstilling, som bl.a. bestod af tæpper på gulve og vægge med fantasifulde billeder. Det blev suppleret med lys og to store skærme, hvor der kørte nogle meget specielle film - den ene angiveligt lavet på baggrund af folks søgeresultater på Google.
Carl Henning Pedersen og Else Alfelts Museum ligger ved siden af Angli, En smuk rund bygning med en senere tilføjet prisme ved siden af - blå kakler, smukke former og vand. Indenfor er kunstnerægteparrets værker udstillet, sammen med værker af andre kunstnere. Bl.a. kan man høre Fuzzys musik, som er lavet specielt til nogle af Carl Henning Pedersens værker, og man kan se skakbrikker udtænkt og udformet af afdøde Prins Henrik, som netop i sin kunst formåede at komme væk fra alt det royale hysteri og være sig selv - hans værker emmer af humor og en skæv tankegang.
Der blev også tid til en gåtur i den nærliggende skulpturpark, inden vi sluttede af med lidt afslapning på det funktionelle og flotte bibliotek i den tidligere Schou-Epa bygning i hjertet af Herning. Dagen blev rundet af i biografsalens mørke, hvor vi så den danske film Journal 64 - den kan anbefales, akkurat som museerne i Herning.
Torsdag skulle ældstesønnen og kæresten hentes i Billund Lufthavn - klokken lidt over 1 om natten!
Nu er der jo efterårsferie, så fruen og jeg valgte at lave en tur og en dag ud af det. Så sidst på formiddagen satte vi kursen mod syd med Viborg, Herning og Billund som fixpunkter. En udstilling med biler i Viborg og med kunst i Herning var de programpunkter, vi på forhånd havde lagt ind - afsluttende med en tur i biografen i Herning, så vi ikke skulle sidde i lufthavnen og kukkelure i flere timer.
Nogle af de tidlige modtagere af hæderen som Årets Bil i Danmark. Forrest ses Fiat 126 (1974), bagerst til venstre Volkswagen Golf (1975), til højre Alfa Romeo Giuletta (1978) og bag den Simca 1307/1308. Bagerst skimtes Fiat Ritmo (1979).
"Familien Danmark på hjul - Årets Bil 1969-2019". Sådan hedder den biludstilling, som museerne i Viborg og Hvidovre er gået sammen om at arrangere - først i Viborg før jul og så i Hvidovre i det nye år. Som navnet antyder er det den årlige kåring af den bedste bilmodel, som er i fokus. Alle bilmodeller, som har gjort sig fortjent til den ærefulde titel, er med på udstillingen, som krydres med tidstypiske opstillinger og effekter. Mange af ejerne, af de lånte biler, har også formået at gøre deres biler ekstra flotte ved f.eks. at lægge en “trafikpude” i bagruden eller lade en æske gamle Advokat-cigarer ligge ved handskerummet, naturligvis med en tændstikæske af samme årgang. Det er klasse. Desværre er der ikke sat lys inde i alle bilerne, så det er ikke på alle de udstillede modeller, man kan studere bilens interiør.
Der er kælet for de tidstypiske detaljer på udstillingen.
Vi har selv været ejere af 3 af de biler, som er kåret som Årets Bil i Danmark, nemlig Fiat 128, som løb med prisen i 1970, Fiat 127, der blev kåret i 1972 og så vores nuværende bil, Ford C Max, som løb med titlen i 2011 og stadig er en meget populær bil. Den første, der blev kåret, var i øvrigt også en Ford, nemlig den europæiske fattigmands-Mustang, Ford Capri, som havde et ikonisk design, der, som kataloget skriver, tiltalte knallertbøllerne med sideskilning og stålkam i baglommen.
Ford Capril var den første bil, som blev kåret. Det skete i 1969 på baggrund af stemmer fra læsere af Fyns Stiftstidende. Sidenhen blev det motorjournalister, som kom til at stå for kåringerne.
Efter en god times tid i selskab med smukke, sjove og nyskabende biler, sagde vi farvel til Viborg og satte kursen mod Herning i en 2017-model af Årets Bil i Danmark 2011.
Naturligvis er der også Lego-modeller på udstillingen. Boblen her ville sikkert være blevet kåret som Årets Bil i Danmark, hvis man havde den slags kåringer, da folkets bil fra Tyskland kom på markedet.
Mere om Herning og mere nostalgi i næste blog, hvor det bl.a. skal handle om Pacman og Space Invaders...
Sidste år ved juletid introducerede viceforstanderen på efterskolen en lille quiz, som medarbejderne kunne deltage i - som en slags julekalender med spørgsmål for hver dag. Det specielle var, at man skulle svare på alle spørgsmål på en gang, resultaterne kom så dryppende enkeltvis over vores intra. Og det gjaldt om at svare det samme, som man troede andre ville svare - man fik nemlig point efter, hvor mange, som havde svaret det samme på de åbne spørgsmål med mange svarmuligheder.
Sheep, kalder man sådan en quiz, hvor det jo gælder om at følge flokken.
Det gav mig ideen til selv at prøve, og via Facebook fik jeg stablet en lille sheep på benene i dagene mellem jul og nytår. Det blev en succes, og det skortede ikke på opfordringer til en gentagelse. Jeg fik lavet flere hen over foråret - nogle med temaer som f.eks. fodbold eller rock. Og fårene fortsatte med at strømme til - venner, gamle elever, kolleger og andre fårs venner, som jeg slet ikke kender.
Min Danmarks-sheep i april trak 33 får ind i leddet, og “Summer-special lige før ferien havde rekorddeltagelse med 46 får. Midt i sommerferien lavede jeg en quickie, som trak 35 ind, og efter ferien var der 46 med i Back To School sheep. Lige nu kører jeg en efterårs-sheep, som igen sætter ny rekord - denne gang med 58 får i folden. Med så mange skal der arbejdes lidt med regnearket og klippeværktøjerne, når jeg skal lave en stilling til fårene, som sidder spændt og venter.
Der er lavet en særlig sheep-gruppe på Facebook, hvor fårene kan følge med i stillingen og se, når jeg laver en ny sheep.
Min gamle seminarieven Dorthe Ahlstrøm vandt den første sheep. Så blev det min gode kollega på efterskolen, Stig Ottesen, som triumferede, og han blev efterfulgt på podiet af min gamle fodbold-ven Kristian Skov, som i dag bor i Sorø og som også har fået sin voksne søn med på legen. Min tidligere HCI-kollega Anders Mølbak kom på podiet, og Skov gentog triumfen med en sejr i summer special, inden min gamle HCI-elev Louise Rokkedahl triumferede - i øvrigt foran sine to søstre, som også er ivrige sheepere med mange gode kommentarer undervejs. Kromand Allan Høgh Farsø vandt den seneste, bl.a. foran sin medkromand Erik Pedersen.
Netop nu er vi i de sidste afgørende runder i efterårs-sheep.
Overskriftens noget fordanskede udsagn henfører til, at vi i denne weekend endnu en gang har været på Vitskøl Kloster, hvor der for 12. gang bliver arrangere Middelalderdage i meget autentiske rammer.
Ideen til arrangementet opstod i sin tid, da man filmatiserede bøgerne om tempelridderen Arn, som jo havde en del af sin opvækst blandt munkene på klostret ved Limfjorden. Der var vist også planer om, at klostret skulle bruges som kulisse i filmen, men der blev valgt lokationer i det gamle Østeuropa, da det danske kloster simpelthen var for pænt og måske også renoveret, så tidsbilledet ikke helt var det rigtige.
Det første marked blev en succes, og siden er de fortsat, således at efterårsferien kan indledes med lidt god middelalderstemning på gårdspladsen og ikke mindst på den store plads bag klostret. Boder falbyder øl, honning og brød, og andre steder kunne man se og løfte nogle af de tunge våben som smede har lavet kopier af.
Der er også et væld af aktiviteter - gøgl og underholdning, og naturligvis også masser af drabelige kampe på sværd og lanser. Der bliver også på humoristisk vis givet eksempler på, hvordan man i middelalderen kunne henrette folk.
Og selv om det kan lyde drabeligt og blodigt, så er middelalderen ikke så sort og blodig, som man kan have tendens til at gøre den til. Det er også en periode, hvor der udvikles og opfindes mange ting, som vi har glæde af den dag i dag.
Men er det ikke sådan med krig og ulykke, at det ofte er stedet, hvor tingene bliver prøet af, for så sidenhen at komme til gavn og nytte i fredelige tider. Internet og GPS er vel et par af de ting, som vi i dag har glæde af, men som i mange år tidligere var forbeholdt militær og efterretningstjenester?
Nok om det, efterårsvejret er smukt som sjældent før, så det er på tide at komme ude med kameraet og registrere naturens forfald.
Forleden var der arrangeret teatertur for personalet på min arbejdsplads. Turen gik til Aalborg Teater, hvor vi fik en rundvisning, inden vi spiste i Teatercafeen og til slut så forestillingen West Side Story.
Aalborg Teater er et gammel teater - det blev bygget i 1878 på initiativ af en lokal slagtermester. Teateret holder stadig til i de gamle bygninger i Jernbanegade - naboejendomme er siden lagt til, og der er bygget nyt ud til baggården.
Vi indledte vores rundvisning på teaterets mindste scene, som har plads til ca 50 mennesker, og hvor man må føle sig som en del af stykket, så tæt sidder man på scenen og skuespillerne. Lille Scene er noget større og er at finde i et “sort rum”, hvor sceneopsætning, stole og lys kan placeres helt som man ønsker det. Den store scene er en klassisk teatersal med tilskuerpladser foran orkestergraven og naturligvis med balkon, hvor de royale sad til højre set fra scenen. Pøblen kunne i de første mange år står på gulvet - der var plads til ca. 1100, men i dag er der røde stole og plads til 460 publikummer.
Scenen var oprindeligt en smule skrånende ud mod publikum - det skulle give bedre mulighed for at følge med i løjerne på de skrå brædder. Det er nu ikke derfra, at udtrykket stammer. Det kommer fra København, hvor en bygmester på Det Kongelige Teater valgte at bruge brædder af 2. sortering, som gav en vind og skæv scene, hvor skuespillerne af og til faldt og kom til skade…
Bag scenen er der flere rum, hvorfra man kan flytte kulisser af forskellige slags ind på selve scenen. Helt bagerst er der et regulært snedkerværksted, hvor der fremstilles rekvisitter og kulisser. Der er også egen systue, øvelokale, møderum og meget mere i den store labyrint, som udgør Aalborg Teater.
Vi kom også en tur i rekvisitkælderen med et utal af ting og sager, og i garderoben var der mulighed for at se og måske prøve en flot kjole eller et kæmpe kaninhovede.
Maden i Teatercafeen var OK, men lyden bestemt ikke et teater værdigt - et rungende og larmende lokale, som ikke var nogen nydelse at indtage sin mad i.
Forestillingen West Side Story er en stor opsætning af den gamle amerikanske musical med musik af Leonard Bernstein - en moderne Romeo og Julie historie i et bandemiljø i New York. Musikken er ikke lige min kop the, men forestillingen bød på flotte sange, dans og ikke mindst et par imponerende scener, hvor danserne i en lang scene agerede mannequindukker og så en meget flot kampscene, hvor de to kamphaner slet ikke var i fysisk kontakt men på en overraskende og flot måde fik skildret den blodige og skånsesløse kamp.
Der må naturligvis ikke fotograferes under forestillingen, men det kriblede i mine fotofingre for at være til stede og tage billeder af sådan en forestilling, som rummer masser af fede motiver og et spændende lys.
En spændende teaterdag. Måske har skolens to drama- og musiklærere hentet ny inspiration til efterskolens musical, som spilles lige før jul.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg elsker at fotografere. Ikke mindst, når der er sport og lidt action inde over - og så gerne med lidt udfordrende lysforhold, som presser udstyret til det yderste.
Forleden blev der afholdt danske mesterskaber i knock down karate, der som navnet antyder er en kontaktsport. En sport, hvor der bliver uddelt slag og spark - men også en sport, hvor karatesportens disciplin og respekt for modstanderen er i højsædet.
Billedmæssigt er der gode motiver i denne sport, hvor hurtige bevægelser og nærkontakt mellem kæmperne er nogle af de elementer, man skal forsøge at fange.
Jeg havde kun en lille halv time til rådighed - kunne sagtens have brugt mere - men der kom da nogle tilfredsstillende billeder på kortet den lørdag eftermiddag i Dronning Ingrid Hallerne. Objektiverne var den lysstræke faste 50 mm og så den forrygende skarpe zoom på 24-70 mm 2,8 fra Nikon.
Helt så voldsomt er det ikke, men nok så hyggeligt er det, at fotografere NM i løb for efterskoleelever. Et arrangement, som min efterskole har stået som arrangør af gennem flere år. Altid med Rold Skov og St. Økssø som en smuk ramme i varme efterårsfarver. Også her er 24-70 god, f.eks. til fotos i målområdet, medens super zoomen på 150-600 mm er god ude på ruten. Desuden kom min 70-200 også i anvendelse.
Her er der knap så meget aktion - til gengæld er der smil og farver, og ind imellem også smerte og lidelse, når de 10,5 eller 21 kilometer skal klares.
Indledningen på den forløbne uge bød på afsked med såvel et udenlandsk som et dansk musik-ikon.
Op til weekenden blev det bekendtgjort, at guitaristen og sangeren Marty Balin var død. Er man vokset op med 60'ernes og 70'ernes hippiemusik i ørerne, ved man, at Balin var medlem af San Francisco gruppen Jefferson Airplane, som var bannerførere for den såkaldte West Coast musik - en musik, som var noget mere progressiv og politisk bevidst end det, som mestendels lød ovre fra østkysten og det økonomiske centrum i New York. Jeg har det meste af Jefferson Airplane udgivelser stående på vinyl og hører det jævnligt. I weekenden var der så en anledning til endnu et genhør med Balin og de andre i flyveren.
Søndag var det så Kim Larsen, som gjorde de mange andre afdøde musikere selskab i Skt. Peters evigt voksende bigband af rock og popmusikere. For den gode Larsen med den brede flab og de hurtige bemærkninger startede det vel som rock i Gasolin for siden at blive til pop i hans lange solokarriere. Man kan mene meget om Kim Larsen, f.eks. har jeg altid syntes, at hans kamp for rygerne står i grel kontrast til, at han har nægtet at gå på scenen, hvis de lokale arrangører havde en ølreklame foran scenen. Næppe fordi, den gode Larsen havde noget mod de gyldne dråber, så vel mere et krukket statement fra ham eller hans managment.
Uanset det, så formåede Kim Melius Flyvholm Larsen altid at sammensætte en koncert, som gav hans mange fans en oplevelse. Der var de kendte numre, som man forventede at høre, og så lige de der næsten glemte perler, som altid blev hevet op af den uundværlige sixpence. Det betød, at hver koncert var en ny oplevelse - men med så stort et bagkatalog har der også været nok at trække på for sangeren, som i den grad var inspireret af den danske højskole og digteren Frank Jæger, som også blev sat i musik på mini-LP'en 5 Eiffel (Et gammelt cigaretmærke).
Den seneste uge har i høj grad været præget af Kim Larsen i medierne - noget han givetvis selv ville have ment var ganske upassende og overdrevent. For sådan var han også - ydmyg og beskeden med en levevis, som slet ikke afspejlede de mange millioner, han havde stående på kontoen.
Her i huset er der ikke spillet så meget Kim Larsen i den forløbne uge - faktisk slet ikke - men lørdag blev Gasolin sidste LP - "Gør det noget" - trukket ud fra reolen og sat i spin og sommeren igennem har Larsen soloting spinnet lystigt på min lille transportable Philips pladespiller.
Som en pudsig afrunding bemærkede jeg i dag, lørdag, at Nordjyske i sin omtale af de mange mennesker, som fredag gik i optog for at mindes Kim Larsen, havde rubriceret nyheden under “kriminalitet”...
Det ville til gengæld nok have moret den nu afdøde rockskjald.
Efter nogle gode dage med fine oplevelser i København blev kursen sat sydover, hvor vi skulle bruge nogle dage på Møn. Søndagen blev brugt til almindelig afslapning og hygge på vores motel/hostel, som er indrettet i et tidligere plejehjem i Damsholte.
Mandag kørte vi over den smukke Farøbro med Nykøbing Falster som endedestination. Her ligger der et middelaldercenter, som vi flere gange har snakket om at besøge, og nu skulle det så være.
Centeret er indrettet som en hel lille by, Sundkøbing. Det er ikke en kopi af en by på stedet, men en by som er bygget og indrettet ud fra den viden, man generelt har om denne tidsperiode. Her er en smukt beliggende havn med skibe, som sikrede handel med andre lande, og her er forskellige værksteder og boliger. Overalt er der “middelaldermennesker”, som hilser med et “Guds fred”, når man kommer hen til dem. Der er ingen skilte, så vil man vide noget, må man snakke med beboerne, som lever i året 1408 og derfor snakker i nutid og ikke datid, når de forklarer om deres hverdag og levevis. Det er frivillige og enkelte ansatte som kører dette store rollespil, som virker fremragende.
To af stedets helt store attraktioner er kamppladsen, hvor ridderne udkæmper drabelige dyster på hest og lanser og så de to store blider, som er imponerende kastemaskiner. Når først de er spændt op til lir med menneskelig muskelkraft ved tovet eller i løbehjulene, kan de kaste med diverse genstande mod fjenden. Det kunne være store sten på mere end 200 kg, brændende træstykker, bisværme, døde dyr eller menneskekroppe - formentlig tilfangetagne fjender. Ved dagens demonstration bliver begge blider fyret af - begge med sten på 17 kg. Den mindste blide sender stenen 50 meter i vejret og 150 meter ud i sundet, medens den store kommer op på imponerende 80 meter i højden og 200 til 250 meter i længden. Hele showet med at lade og spænde bliderne op bliver styret med hård hånd af en mand, vi tidligere mødte ved rebslageriet.
Middelaldercenteret er bestemt et besøg værd, hvis man er på de kanter - vi følte os godt underholdt og blev også en del klogere på, at den mørke middelalder slet ikke var så mørk endda.
Tirsdag brugte vi på marked i Stege, som er hovedbyen på Møn. De traditionelle tirsdagsmarkeder er et tilløbsstykke, som tiltrækker turister fra et stort område. Et kig gennem Steges hovedgade sådan en dag vil gøre enhver formand for en handelsstandsforening misundelig. Her er sort af mennesker, og overalt er der handel og aktivitet, såvel med byens forretningsdrivende som med de mange loppeting, der kan beses og købes i byen sådan en dag.
Vi er kommet på Møn i mange år og imponeres hver gang over dette marked, som ser ud til at blive større og større. De lokale - de holder sig vist hjemme sådan en dag, hvor der er parkeret biler på hver eneste plet i byen, hvor der kan stå sådan et køretøj.
