Bag kulisserne

Forleden var der arrangeret teatertur for personalet på min arbejdsplads. Turen gik til Aalborg Teater, hvor vi fik en rundvisning, inden vi spiste i Teatercafeen og til slut så forestillingen West Side Story.

 

Aalborg Teater er et gammel teater - det blev bygget i 1878 på initiativ af en lokal slagtermester. Teateret holder stadig til i de gamle bygninger i Jernbanegade - naboejendomme er siden lagt til, og der er bygget nyt ud til baggården.

Vi indledte vores rundvisning på teaterets mindste scene, som har plads til ca 50 mennesker, og hvor man må føle sig som en del af stykket, så tæt sidder man på scenen og skuespillerne. Lille Scene er noget større og er at finde i et “sort rum”, hvor sceneopsætning, stole og lys kan placeres helt som man ønsker det. Den store scene er en klassisk teatersal med tilskuerpladser foran orkestergraven og naturligvis med balkon, hvor de royale sad til højre set fra scenen. Pøblen kunne i de første mange år står på gulvet - der var plads til ca. 1100, men i dag er der røde stole og plads til 460 publikummer.

 

Scenen var oprindeligt en smule skrånende ud mod publikum - det skulle give bedre mulighed for at følge med i løjerne på de skrå brædder. Det er nu ikke derfra, at udtrykket stammer. Det kommer fra København, hvor en bygmester på Det Kongelige Teater valgte at bruge brædder af 2. sortering, som gav en vind og skæv scene, hvor skuespillerne af og til faldt og kom til skade…

 

Bag scenen er der flere rum, hvorfra man kan flytte kulisser af forskellige slags ind på selve scenen. Helt bagerst er der et regulært snedkerværksted, hvor der fremstilles rekvisitter og kulisser. Der er også egen systue, øvelokale, møderum og meget mere i den store labyrint, som udgør Aalborg Teater.

Vi kom også en tur i rekvisitkælderen med et utal af ting og sager, og i garderoben var der mulighed for at se og måske prøve en flot kjole eller et kæmpe kaninhovede.

Maden i Teatercafeen var OK, men lyden bestemt ikke et teater værdigt - et rungende og larmende lokale, som ikke var nogen nydelse at indtage sin mad i.

Forestillingen West Side Story er en stor opsætning af den gamle amerikanske musical med musik af Leonard Bernstein - en moderne Romeo og Julie historie i et bandemiljø i New York. Musikken er ikke lige min kop the, men forestillingen bød på flotte sange, dans og ikke mindst et par imponerende scener, hvor danserne i en lang scene agerede mannequindukker og så en meget flot kampscene, hvor de to kamphaner slet ikke var i fysisk kontakt men på en overraskende og flot måde fik skildret den blodige og skånsesløse kamp.

Der må naturligvis ikke fotograferes under forestillingen, men det kriblede i mine fotofingre for at være til stede og tage billeder af sådan en forestilling, som rummer masser af fede motiver og et spændende lys.

En spændende teaterdag. Måske har skolens to drama- og musiklærere hentet ny inspiration til efterskolens musical, som spilles lige før jul.