Torsdag skulle ældstesønnen og kæresten hentes i Billund Lufthavn - klokken lidt over 1 om natten!
Nu er der jo efterårsferie, så fruen og jeg valgte at lave en tur og en dag ud af det. Så sidst på formiddagen satte vi kursen mod syd med Viborg, Herning og Billund som fixpunkter. En udstilling med biler i Viborg og med kunst i Herning var de programpunkter, vi på forhånd havde lagt ind - afsluttende med en tur i biografen i Herning, så vi ikke skulle sidde i lufthavnen og kukkelure i flere timer.
Nogle af de tidlige modtagere af hæderen som Årets Bil i Danmark. Forrest ses Fiat 126 (1974), bagerst til venstre Volkswagen Golf (1975), til højre Alfa Romeo Giuletta (1978) og bag den Simca 1307/1308. Bagerst skimtes Fiat Ritmo (1979).
"Familien Danmark på hjul - Årets Bil 1969-2019". Sådan hedder den biludstilling, som museerne i Viborg og Hvidovre er gået sammen om at arrangere - først i Viborg før jul og så i Hvidovre i det nye år. Som navnet antyder er det den årlige kåring af den bedste bilmodel, som er i fokus. Alle bilmodeller, som har gjort sig fortjent til den ærefulde titel, er med på udstillingen, som krydres med tidstypiske opstillinger og effekter. Mange af ejerne, af de lånte biler, har også formået at gøre deres biler ekstra flotte ved f.eks. at lægge en “trafikpude” i bagruden eller lade en æske gamle Advokat-cigarer ligge ved handskerummet, naturligvis med en tændstikæske af samme årgang. Det er klasse. Desværre er der ikke sat lys inde i alle bilerne, så det er ikke på alle de udstillede modeller, man kan studere bilens interiør.
Der er kælet for de tidstypiske detaljer på udstillingen.
Vi har selv været ejere af 3 af de biler, som er kåret som Årets Bil i Danmark, nemlig Fiat 128, som løb med prisen i 1970, Fiat 127, der blev kåret i 1972 og så vores nuværende bil, Ford C Max, som løb med titlen i 2011 og stadig er en meget populær bil. Den første, der blev kåret, var i øvrigt også en Ford, nemlig den europæiske fattigmands-Mustang, Ford Capri, som havde et ikonisk design, der, som kataloget skriver, tiltalte knallertbøllerne med sideskilning og stålkam i baglommen.
Ford Capril var den første bil, som blev kåret. Det skete i 1969 på baggrund af stemmer fra læsere af Fyns Stiftstidende. Sidenhen blev det motorjournalister, som kom til at stå for kåringerne.
Efter en god times tid i selskab med smukke, sjove og nyskabende biler, sagde vi farvel til Viborg og satte kursen mod Herning i en 2017-model af Årets Bil i Danmark 2011.
Naturligvis er der også Lego-modeller på udstillingen. Boblen her ville sikkert være blevet kåret som Årets Bil i Danmark, hvis man havde den slags kåringer, da folkets bil fra Tyskland kom på markedet.
Mere om Herning og mere nostalgi i næste blog, hvor det bl.a. skal handle om Pacman og Space Invaders...
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg