Anmeldt af Per Lyngby Fotos: Nyhedsredaktionen på HCI
Onsdag formiddag var jeg til intet mindre end verdenspremieren på julemusical’en “Ingen jul - i Australien” opført af eleverne på min gamle efterskole, HCI i Haverslev.
Jeg fulgtes med den ene af mine to gamle forstandere, Søren Troelsen, på vej ind i hallen, og han bad mig vente lidt, inden jeg gik ind. Så gik Søren ellers i forvejen og fortalte eleverne, at der var en anmelder på vej ind….Og så må jeg jo hellere følge den spøg til dørs ved at komme med en anmeldelse af noget, som jeg selv har været en aktiv del af gennem flere år i min tid på HCI.
Ideen bag musicalen er, ud over at lave en forestilling, at skabe fællesskab mellem eleverne i en anden ramme end idrætten, som i det daglige fylder meget på en af landets første idrætsefterskoler. Alle elever er derfor involveret i projektet, hvor man arbejder med sektioner, som har forskellige ansvarsområder: Skuespil, sminke og kostumer, musik og sang, sceneopbygning, kulisser, performance, skyggespil, nyhedsredaktion, lyd lys og tech og så det uundværlige “Holdet i ryggen”, som i det daglige hygger om de andre med hjemmebag og andet godt.
Ved indgangen bliver man sluset igennem redskabsrummet mellem de to haller. Her er der opbygget forskellige bemandede tableauer med relation til stykket - en surfer forsøger at holde balancen på sit bræt, der er en cocktailbar, hvor man får serveret friske drinks og i næste rum møder man bilsælgere foran et gammel folkevognsrugbrød, inden man til slut passerer nisseloftet, hvor der guffes grød i store mængder. Ved indgangen til hallen, hvor scenen findes, står en noget oppustet julemand og ønsker Glædelig Jul. En fin optakt til stykket.
I hallen er der opbygget flere scener: En til bandet ude til højre og midtfor hovedscenen flankeret af et lille høloft. Til venstre for det findes skærmen bag hvilken skyggespillerne huserer og helt ude til venstre en lille scene med en bænk. Rundt om er der malede kulisser, så hele hallen er dækket på den lange led.
Skuespillet på scenen flyder i et godt flow - aktørerne er tydelige i deres udtale, og musikken supplerer flot med juleprægede klassikere fra poppens verden. Skuespillet på scenen afveksles af forskellige skyggespil, hvor man må imponeres over elevernes evne til at få deres kroppe til at ligne juletræer, rensdyr og cykler, blandt meget andet. Performance-holdet imponerer med dans og spring på airtracken foran scenen og midt i forestillingen sniger en flok nisser sig rundt blandt publikum og laver løjer - en sagesløs tilskuer på første række bliver hevet på scenen og udsmykket som et juletræ - det nærmer sig totalteater!
HCI’s juleforestillinger har i mange år haft ry for at indeholde mere død og ødelæggelse end jul, men i 2022-udgaven har stykkets forfatter, Stig Ottesen, som i parentes bemærket er inkarneret julehader, formået at kreere et rigtigt julestykke med to familier, der må gå grueligt meget igennem, før nisserne træder i karakter og redder julen, som så ikke kommer til at foregå i Australien eller at blive skubbet til side til fordel for en ny bil.
Alt i alt en anbefalelsesværdig forestilling, hvor der ved premieren kun var småting at sætte fingre på. Man fornemmer, at der er kommet ny konsulent på tech-holdet, som ikke havde helt styr på slides og overgange, men til gengæld havde skabt fine lydeffekter. Den nye konsulent kunne dog betro den gamle (!), at fejlene ville blive udbedret inden anden og tredje forestilling.
Har man fået lyst til at se “Ingen jul - i Australien”, er det for sent - den havde nemlig første og eneste spilledag onsdag, hvorefter alt blev pillet ned og eleverne sendt på juleferie.
I den sydlige udkant af Farsø står der en mindesten over forfatteren Johannes V. Jensen, som er født og opvokset i Farsø, hvor hans far var dyrlæge. Stenen står på et område med tre gravhøje, Ravnehøjene (Jeg husker fra min barndom, at der ved Vestervang også var en vej, der hed Ravnhøjvej, den eksisterer ikke længere), og blev i sin tid sat op på et lyngklædt hedeområde på en bakke, som skrånede ned mod byen.
Siden afsløringen af stenen i 1960, har området, og byen, gennemgået store forandringer, ja i perioder har stedet været vokset til i krat, så den oprindelige plan med at placere mindestenen på et naturområde, som mindede om det, der var på egnen i Johannes V. Jensens barndom. ikke fungerede. I dag er der dog ryddet, og området ligner så småt det, som man i sin tid havde tænkt sig. Dog er der kommet et læbælte, som tager lidt af udsynet mod byens tage.
Det var en lokal fostret ide, som i sin tid første til, at mindestenen blev lavet, og rejst. I 1949 modtog Johannes V. Jensens nobelprisen i litteratur, hvilket helt sikkert satte skub i tankerne om et mindesmærke om byens søn, som skrev såvel historiske udviklingsromaner som små Himmerlandshistorier med udgangspunkt i det vesthimmerlandske folks levevis i 1800-tallet.
Det blev professor Mogens Bøggild, København, der blev udvalgt til at lave mindestenen. Med udgangspunkt i Johannes V. Jensens udviklingshistorier, var det vigtigt, at man fik en sten, som istiden havde skuret og skrabt og skubbet fra nordlige egne og ned til Danmark. Stenen blev fisket op ved Hirsholmene, og med hjælp af bl.a. den lokale entreprenør, Leth Eriksen, kom den på plads på bakken syd for byen.
Mogens Bøggild forsøgte først at lave dyremotiverne til stenen hjemme i København ved hjælp af en afstøbning, men det fungerede ikke. Han skulle være ved stenen på den blivende plads for at kunne få den bedste ud af den. Og således blev stenen overdækket med et lille skur, og ved siden af blev der opstillet en beboelsesvogn, hvor kunstneren boede en stor del af sommeren og efteråret i 1959, hvor dagbladet Politiken besøgte ham i november.
På stenens østside, som vender ud mod landevejen, er indhugget et digt af forfatteren, medens siden mod vest er præget af dyr, som henter inspiration i den fremragende udviklingsroman, Den lange rejse. Her er bjørne, ørne og rensdyr, som sagtens kan have levet her i denne del af Vesthimmerland for mange tusinde år siden.
Stenen er et oplagt udflugtsmål, hvis man går en tur i Farsø, eller hvis man holder ind på den lille rasteplads ved stedet, Og det er et sted, som man kan besøge hele året, og evt lade tankerne flyde tilbage til en tid, hvor det var helt andre dyr og mennesker, som befolkede egnen. Mennesker, som vi i dag er efterkommere af…
At stedet har sin egen charme og stemning, fremhævede Mogens Bøggild også i interviewet med Politiken i 1959:
“Jeg kender ingen steder, hvor lyset er så ubeskriveligt, og hvor skyerne, når de lægger sig lavt, kan skabe en så lukket og intim karakter. Selv i gråvejr kan der, som de ser, være vidunderligt heroppe”.
Johannes V. Jensens navn står ingen steder på stenen - et ønske fra den efterladte familie, og sikkert helt i Johannes’ ånd.
I 2023 markeres 150-året for Johannes V. Jensens fødsel med en række arrangementer i Farsø.
Lørdag aften blev det til et glædeligt gensyn og genlyt med det engelske rockband Uriah Heep, som var et af de bands, som satte sit præg på min musiksmag i de tidlige 70’ere - og det har holdt lige siden.
Uriah Heep bliver måske regnet for heavy metal, men det er de ikke i mine ører. De spillede den hårde rock, som også Deep Purple og Black Sabbath gjorde det. Betonrock kaldte vi det, og det var rockmusik med trommer, bas, guitar, en karismatisk forsange og for nogel gruppers vedkommenbde også et keyboard med hammondorgel som den dominerende lyd - senere kom der også synthesizere ind over.
Efter de 2-3 første LP’er fandt Uriah Heep sin klassiske besætning med David Byron på vokal, Ken Hensley orgel, Mick Box guitar, Lee Kerslake trommer og Gary Thain på bas. Af disse 5 er det kun Mick Box, som lever i dag og fører bandet videre i samme spor, som det startede. Uriah Heep startede i 2020 på deres 50 års jubilæumsturne, som altså stadig er i gang, da corona jo udsatte flere shows.
Noget af det, der kendetegner Uriah Heep er, at de har lavet flere numre med akustisk islæt, og derfor var det lækkert, at de første tre kvarter på Værket i Randers var helliget en akustisk afdeling, inden der efter pausen blev sat strøm på og skruet op for volumenknapperne. I begge sæt fik vi et tværsnit gennem gruppens flotte karriere med hovedvægt på de albums, som udkom fra 1970 til 1975: Easy Livin’, Gypsy, Sunrise, Lady In Black, Come Away Melinda, Free Me, Traveller In Time, The Wizzard og ikke mindst den flotte July Morning.
Begejstringen var til at tage at føle på i en udsolgt sal, hvor generation +60 var i overtal, men hvor vi også så flere unge, som med deres Uriah Heep t-shirts viste, at interessen for den slags rock ikke er helt død endnu.
Forud for koncerten var der videohilsner fra andre store rockbands som Deep Purple, Thin Lizzy, Nazareth, Kiss og Status Quo. Ian Anderson fra Jethro Tull sendte med vanlig humor en hilsen, hvor han først spillede Happy Birthday op tværfløjte for derefter at ønske tillykke med de 50 til popbandet, han kiggede på en seddel og sagde Uriah and The Heeps….
Som afslutning kørte der igen en video med fotos af de mange medlemmer, som har været med i bandet - den nuværende konstellation er i øvrigt den, der med afstand har holdt sammen i flest år.
Som sædvanlig undrede jeg mig over, at folk gider sidde og optage med deres telefoner under det meste af koncerten - jeg nøjedes med at nappe nogle få sekunder af det sidste ekstranummer, så jeg kunne dele det med mine bloglæsere.
Lørdag blev det til en tur til Aarhus, hvor ældstesønnen traditionen tro skulle have sin pakkekalender.
Thomas foreslog, at vi skulle spise brunch i Det kgl. Biblioteks kantine - det skulle efter sigende være godt og billigt. Og populært, skulle det vise sig. Da vi ankom til universitetet kl. 20 minutter i 10 var der allerede kø ved indgangen, og de fleste stod ikke i kø for at komme ind og læse bøger. Næh, det var den populære vegetariske brunch, som trak, både studerende, familier og andre. Ønsker man lidt animalsk tilbehør til sin røræg, kan man tilkøbe kød for 15 kr.
Indenfor måtte vi igen stille os i kø for at komme frem til lækkerierne, men folk var tålmodige, og tingene gled stille og roligt. Det største problem var reelt at vælge, hvad man ville have på tallerkenerne, for udvalget var stort - og lækkert.
Efter en god brunch tog vi en rundtur i universitetsparken, som er en lille oase i Aarhus. De smukke gule murstensbygninger med gult tegl på tagene signalerer enkelthed og funktionalisme. Bygningerne er spredt over et stort område, som giver plads til masser af grønne plæner, søer og smukke træer. Om sommeren trækker de studerende ofte udenfor på det smukke område, både for at læse men også for at slappe af og hygge sig sammen.
På en af søerne finder den årlige kapsejlads sted i september, Kampen om det gyldne bækken - et tilløbsstykke med op mod 30.000 mennesker samlet til noget, der vel er en kombination af festival, karneval, kapsejlads og ølstafet. Ideen blev fostret af medicin- og tandlægestuderende med inspiration fra rodysterne mellem Oxford og Cambridge, og den første kapsejlads fandt sted i 1991. I dag er arrangementet blevet så stort, at mange studerende møder ind natten før, for at få en god plads i parken.
Arkitekt C. F. Møller har stået for den store hovedbygning øverst på bakken. Han var oprindeligt ikke meget for den buegang, som han nødtvungent lod opføre foran bygningen, men med årene kom han vist til at synes bedre om den løsning, hvor de runde former bryder de ellers strenge lige linjer i byggeriet. Hovedbygningen blev opført under den tyske besættelse, og man gjorde, hvad man kunne for at forsinke byggeriet, så tyskerne ikke skulle få den ide at overtage bygningen. De havde tidligeret indrettet sig i parkkollegiet, som blev bombet af englænderne i 1944 - et præcisionsangreb, som ramte sit mål, men som også ramte den nye bygning, som var under opførelse. C. F. Møller var selv på byggepladsen, da angrebet fandt sted, og han blev begravet under murbrokker og hjulpet fri - overleveringen vil vide, at hans første spørgsmål var, om det skulle være så heldigt, at de romantiske buer blev smadret ved angrebet?
Fra universitetet blev det til en tur til midtbyen og havnen, hvor vi også lige var et smut inde og se Dokk1 med bibliotek og andre kulturelle funktioner. Bygningsmæssig en stor kontrast til universitet - her er det beton og glas, som dominerer sammen med skæve vinkler.
Vi sluttede dagen af med at besøg Væksthusene i den Botaniske Have ved siden af Den Gamle By - en interessant samling af planter fra hele verden. Foruden væksthusene er der en lille hyggelig cafe med en fin udsigt over Botanisk Have og den gamle by - hvis der da ikke havde været så tåget, som det var lørdag, så vi kommer helt sikkert tilbage.
Det er sjovt og interessant at fotografere dyr og fugle - ikke blot fordi det er gode motiver, men også fordi man sætter sig ind i de forskellige arter og deres særpræg.
Det bedste er naturligvis at være ude i naturen, hvor dyrene til gengæld lever deres eget frie liv, så det er ikke altid, man lige får noget med hjem på kortet, som kan bruges til noget.
Lidt lettere, og lidt mere eksotisk med hensyn til dyr, er det at gå i dyreparker eller Zoo. Her er mine personlige favoritter Skandinavisk Dyrepark på Djursland og Aalborg Zoo, men det skal siges, at der også er mange steder, jeg ikke har besøgt endnu.
Forleden gik turen til Aalborg med familien, og det blev til små tre timer med indlagt morgenmad, hygge og fotografering.
Isbjørneanlægget er et godt sted at betragte og fotografere, dog med den udfordring, at det for det meste skal ske gennem flere centimeter tykt glas, som ikke har besøg af en vinduespudser hver dag. Der er et enkelt sted, hvorfra det fri har udsyn ned over en del af anlægget, men det fordrer så, at isbjørnene så opholder sig i det område, man kan se. Er man nødt til at fotografere gennem glas, skal man være opmærksom på, at der ikke er for meget spejling, så det er rovdyret bag kameraet, man får fotograferet. Det bedste er at sætte objektivet helt hen til glasset og evt. skygge med en hånd for at fjerne reflekser.
Savannen, hvor giraffer, strudse og antiloper går frit rundt, er også et godt fotospot - ikke mindst fordi dyrene kan komme ret tæt på. Eneste anke her er, at man ofte får hegn med i baggrunden, hvis man fotograferer dyrene ude på savannen.
En god zoom er bestemt en fordel, når man skal fotografere dyr. Dagens blog er ledsaget af fotos fra turen til Zoo forleden, hvor jeg brugte en 24-200 mm zoom på mit spejlløse Nikon.
Vi har flere gange besøgt Thorsvang Samlermuseum, som er indrettet i en gammel tørmælksfabrik i Lendemarke i udkanten af Stege.
Museet har baggrund i en mands samlermani. Henrik Hjortkjær har samlet ting gennem det meste af sit liv, og i 2012 blev det hele sat i system, da der blev oprettet en fond, som købte den gamle tørmælksfabrik i Stege af Vordingborg Kommune, som fik 1 kr. for de gamle bygninger.
Siden da har Henrik Hjortkjær sammen sin hustru og en stor skare af frivillige opbygget et fint museum, som har fokus på det forrige århundrede. Der er indrettet en række små butikker, som står med originalt interiør og varer, som de så ud i en svunden tid. Senest har man overtaget en komplet isenkramforretning, som gennem flere generationer blev drevet på Islands Brygge i København.
Ellers finder man frisørsalon, købmandsforretning, fotoforretning, radio-tv og meget andet i butiksdelen på museet. Eneste anke kan være, at der ikke er så meget information om de enkelte butikker, hvor de samlede ting også strække sig over en noget længere periode end det som interiøret indikerer. En lille folder med information eller en lille planche ved butikkerne kunne være fint. Men er man bare interesseret i gamle ting, er der bestemt nok at se på.
I de øvrige bygninger finder man et lokale med en samling på mere end 4000 forskellige ølflasker, og der er en afdeling med små værksteder, ligesom der er en bygning med gamle biler og motorcykler.
Palmehaven er museets cafe, og er indrettet, som den så ud, da den var en del af det hedengangne Hotel Skandinavien i Stege, som også rummede en teatersal. På Thorsvang holdes der fester i Palmehaven, som også bliver brugt til koncerter og andre kulturelle formål. Man finder også den gamle byrådssal fra Stege og der er en fin skolestue med bøger, plancher og andet fra en tid, hvor der ikke var computere i klasselokalerne.
Ved indgangen til Palmehaven er der en lille biograf med fremviserapparat og billetluge, ligesom der står en jukebox ved den ene væg. Lige noget for bloggeren her, som selv var operatør i Farsø Kino og er vild med plader - og selv indehaver af en jukebox.
Udenfor museet er der også mange interessante ting, bl.a. gamle kolonihavehuse og et lille tivoli med luftgynger og pariserhjul. Det gamle pariserhjul har en lang historie og har været brugt i flere danske tivolier. Skuespilleren Søren Østergaard har også ejet det af to omgange, men nu er det havnet på Thorsvang og er sat i stand og godkendt, så man kan få sig en tur i det.
Er man interesseret i gamle ting er museet bestemt et besøg værd, og kan man være heldig at få en af de frivillige i tale, kan man også få flere detaljer om de udstillede ting på stedet.
Nord for Møn finder man den lille ø Nyord, som i dag er landfast med Møn via en dæmning.
Det lille bysamfund har gennem årene især ernæret sig ved fiskeri og lodseri, men i dag der vist kun et par fritidsfiskere og så er det i stedet turister, som er grundlaget for forretningslivet på øen, hvor der er flere restauranter og gallerier.
Nyord by er ikke udskiftet, så husene ligger klumpet sammen ovenfor havnen. At det i dag er attraktivt at have hus på øen kan man se på de mange velholdte huse - flere var ved at få lagt nyt stråtag, da vi var forbi. Efter sigende skulle der ikke være mange huse, som sælges under 3 mio. kr. Mange af dem er sikkert sommerhuse, men der skulle bo et halv hundrede mennesker fast på Nyord.
Byen har et lille museum, og det er lille. Det er nemlig det lille lodshus vest for byen, og det er vel næppe mere end 6-8 kvadratmeter stort. Her fortælles om lodsernes arbejde, som var en vigtig indtægtskilde tidligere. Besøger man kirkegården, som er placeret 1 kilometer nordøst for selve byen, kan man også se på gravstenene, at der har været en del, som har været beskæftiget som lodser.
Ovre på Møn tog vi et kig på Grønsalen eller Grønjægers Høj, som er en langdysse fra bondestenalderen ca. 3.500 f. Kr. Gravhøjen er 102 m lang, 13 m bred og 2 m høj og den ligger smukt ved Fanefjord Kirke med et flot kig ud over Fanefjord.
I det hele taget er der mange flotte og velbevarede gravhøje på Møn, og de er bestemt et besøg værd. Ikke blot for deres historiske værdi, men også fordi de mange gange ligger højt i landskabet med flotte udsigter over Møn.
Det er en fast tradition, at vi er på Møn en gang om året, hvis ellers det kan passes ind. Det er jo let i år, når den ene halvdel af husstanden er pensioneret, så ugen før efterårsferien blev brugt på et besøg på den smukke ø.
Møns Klint er jo nærmest et must, når man er på de kanter - og denne gang kunne vi så se den i efterårets flotte farver. Og denne gang fik vi lidt ekstra trappemotion, da trappen ved Geocenter Møn ganske vist var åben, men når man kom til bunden, var der vand, så vi ikke kunne komme tørskoet over på stranden. Vi valgte i stedet at køre til fyret syd for klinten og så gå op langs klinten, hvor vi kunne komme op via den sydligste trappe, som i parentes bemærket også er den med flest trin, nemlig ca. 500. Dermed fik vi en ekstra optur, og samtidig fik vi set en smuk del af klinten, som vi ikke har set før.
Vi besøgte også Geocenter Møn, som er et museum med fokus på geologien og udviklingen i området ved Møn, hvor der er mulighed for at finde bl.a. vættelys, som er et levn fra forhistoriske blæksprutter. Museet har også en udstilling af den eneste dinosaurus, som er udgravet indenfor rigsfællesskabets grænser, nemlig i Grønland. Skelettet er udstillet i sin helt egen afdeling på museet, hvor man også kan se fotos fra den ekspedition, som foretog udgravningen, ligesom der er lavet en flot animation, der viser, hvordan dinosauren kunne have levet og dø i sin tid.
Vandrefalken lever og yngler på Møns Klint, så den er naturligvis også beskrevet på museet, hvor man med særlige VR-briller kan komme i vandrefalkens sted og flyve på duejagt langs de hvide kalkstensklinter.
Der var også masser af fugle ved jordbassinerne lidt vest for Stege. Her har vi aldrig været før. Det er bassiner, som man op gennem 60’erne og 70’erne udgravede ved den gamle og nu lukkede sukkerfabrik i Stege. Når lastbiler og traktorer kom med sukkerroer, blev roerne vasket og skyllet, og de store mængder jord fra denne proces blev kørt ud til bassinerne. Det kunne være op mod 1000 tons jord om dagen, når der var rigtig travlt.
I dag ligger området med jordbassinerne hen som et fredet naturområde, som er en lille oase for mange fugle, som har vænnet sig til de mange mennesker, som går tur i området. Vi bemærkede et af bassinerne, hvor der var fyldt med troldænder - så mange, at indflyvende flokke havde svært ved at finde et sted at lande i den populære sø.
Forleden var jeg en tur i Aarhus, hvor det bl.a. blev til et besøg i Den Gamle By, der ligger som en lille oase på kanten af bykernen i den jyske hovedstad.
Senest jeg var der, var man så små begyndt at etablere en afdeling med fokus på 1974. Dengang havde man lavet en del af Søndergade med bl.a. radioforretning, Pouls Radio, og en fotoforretning.
Siden da er der sket en del, og der er mere på vej. 70’er kvarteret er forsynet med en helt ny blok, som tilføjer Havnegade, hvor man bl.a. finder en bagerforretning med cafe, en købmand og en en lille byttebiks med bøger og blade. Desuden er der opgange med lejligheder, som man kan gå ind i og se, hvordan kollektivet, lærerboligen, børnehaven og værtshuse så ud anno 1974. Spændende, levende og interessant - både for min søn Thomas og nok ikke mindst for mig, der var 16 år i 1974. Det rør ved en, når man ser radioer, TV, knallerter, biler og møbler fra den tid, som på mange måder var helt anderledes end den, vi lever i i dag.
Man bør også begive sig ind i baggårdene, hvor der er VVS-værksted, et lille kælderlokale med møderum for en spejdergruppe, vasketøj på snorene og fine små detaljer, som fuldender tidsbilledet.
Inde i Pouls Radio er der personale på, som kan fortælle om en tid, hvor de nye elektroniske apparater, ikke mindst farvet-TV’et, stod højt på mange familiers ønskeseddel. Et sådant TV kostede vel hen i retningen af en månedsløn på det tidspunkt, og VM i fodbold i 1974 var for alvor med til at sende colourtosser ud i de danske hjem.
Manden i radioforretningen kunne også oplyse os om, at det store byggeri, som er i gang for enden af 1974-gågaden, er en ny indgangs- og administrationsbygning, som skal stå færdig i foråret 2023. I samme forbindelse etableres der en 2015-gade, så man må sige, at Den Gamle By fornyr sig, men mange ting, som vi tog som en selvfølge i det år, bruger vi knap nok længere. Tænk bare på CD-maskiner, og CD/DVD-drev til computere.
Det sidste blev jeg mindet om, da jeg lovede at lave nogle MP3 filer fra en gammel CD, men jeg opdagede, at jeg vist skal i kælderen og finde en gammel computer, hvis jeg skal kunne gøre det.
I øvrigt er den Gamle By åben hele døgnet. Man betaler entre i tidsrummet mellem 9 og 17, hvor der også er adgang til husene m.m., men ellers kan man bare gå ind og gå en tur i den lille oase, hvis man har lyst. Det har sjældent givet problemer, for som en af de ansatte sagde, “Vi passer på Den Gamle By her i Aarhus”.
Næste gang, du er på de kanter, kan jeg anbefale, at du tager en tur derind, men vær opmærksom på, en dag godt kan være i underkanten..
Billederne til denne blog er taget i forbindelse med tirsdagens besøg.
Søanlægget i Farsø er en lille oase, som mange nyder. Her er fred og ro, vand og fugle.
Netop fuglene komme ofte i søgeren, når jeg har mit kamera med på en tur eller to rundt om søen - en strækning på små 800 meter, ja faktisk lige netop 800 meter, hvis man tager turen ind om møllehuset i stedet for at gå over broen mellem den lille og den store sø.
Jeg fandt for nylig ud af, at den lille sø ved møllehuset faktisk i sin tid blev lavet som et friluftsbad. Man byggede i 1936 en dæmning, lagde sand i bunden, og da man var færdige blev der lavet hul i dæmningen og bygget en bro over. Allerede året efter blev møllehuset bygget i forbindelse med en stor erhvervsudstilling i anlægget, så spørgsmålet er, hvor meget svømmebadet er blevet brugt, selv om undersøgelser dengang viste, at vandet var rent. Det er det ikke helt længere!
Fuglelivet har i al den tid, jeg husker, bestået af masser af ænder, blishøns og et svanepar eller to. For mere end 100 år siden blev der indkøbt et svanepar til søen, men det afstedkomme i flere omgange ballade. En nabo til søen krævede erstatning fordi svanerne angiveligt spiste æg og korn på hans ejendom. En svane døde under mystiske omstændigheder, og det kom på tale, at hegne hele søanlægget ind. Der blev på et tidspunkt anlagt en kunstig ø, hvor svanerne kunne have deres rede i nogenlunde fred og ro. Øen er der stadig, og den er vokset til en anseelig størrelse, som i foråret var landingsplads for store stærflokke, som lavede en vesthimmerlandsk udgave af sort sol.
Der har også været svaner med unger i anlægget i år, men de er væk. Tidligere har de haft for vane at dappe i samlet flok gennem byen ud til overfladebassinet øst for byen. Det gjorde de også i år, og måske har de været en smut tilbage i søanlægget, men nu er de væk.
Til gengæld er der dukket et par hejrer op i søanlægget, og de føler sig så meget hjemme, at man komme ganske tæt på dem, før de breder vingerne og flyver over på den anden side eller op i et træ.
Skarver er der også af og til, nogle gange en 6-7 stykker andre gange kun en enkelt. At dømme efter kommentarerne på en lokal Facebook-gruppe må den udskældte fugl gerne blive borte, ja måske lide samme skæbne, som en af de første svaner i søen…
Blishøns er der også mange af, og de har fået selskab af rørhøns, som har lidt mere farve på næbbet. Der er også af og til andre arter af ænder, end de meget almindelige gråænder, ligesom der også er lappedykkere - og naturligvis måger og terner.
Fiskelivet i søen skal jeg ikke kloge mig på, da jeg var dreng var der masser af karusser og gedder. Det er der måske stadig, men i dag er der fiskeforbud, medmindre man har en særlig tilladelse fra kommunen til at kaste snøren i det grågrønne vand.
Billederne til denne blog er fundet i mit fotoarkiv, hvor der er en del med netop motiver derfra..
Man kan læse om det 100 år gamle søanlæg på lokalhistorisk arkivs hjemmeside HER.
