En bager og en gammel kending på “The strip”..
Foråret var kommet til Vesthimmerland, da herre og hund mandag tog fat på 13. etape af vores tur rundt til de vesthimmerlandske byer. Denne gang by nummer 13, som blev Simested.
Simested tæller 219 indbyggere (2022) og den ligger 4 km øst for Aalestrup, hvor vi startede dagen med en kop kaffe og en lun formiddagsbolle hos gamle kolleger på naturefterskolen.
Den gamle station med Østhallen i baggrunden.
Byen er en gammel stationsby på strækningen, som gik fra Hobro over Aalestrup til Løgstør. Banen blev indviet i 1893 og nedlagt i 1966 - da var trafikken ikke stor og aktiviteten i Simested slet ikke - stationen blev i 1960 nedgraderet til et trinbræt. Den gamle station ligger der endnu, på Banepladsen, og ikke langt derfra ligger det gamle mejeri. Begge bygninger er i dag indrettet til privat beboelse - akkurat som det, der ligner et gammelt ledvogterhus henne ved hovedgaden.
Vi parkerede ved Simested Kirke og gik først nord ud af byen, hvor der ligger et par små veje med parcelhuse. Via den ene kom vi bag om kirken til et smukt lille anlæg med sø, bænke og frit udsyn til naturen mod nord, hvor terrænet er ganske kuperet. Der er ikke langt til Hverrestrup Bakker - et flot istidslandskab med 40 gravhøje og en baunehøj.
Byens fine lille anlæg
Vi fik en lille snak med en dame, som havde en artsfælle til Nemo - dog kun et par år gammel og med lidt mere "krudt i røven" end den 13 et halvt årige. Men de to springer kom nu fint ud af det med hinanden, medens jeg fik hørt lidt om byen, bl.a. om den sti, vi kunne se i baggrunden ved et lille anlæg med en sø.
Ad stien nåede vi frem til den øst-vest gående hovedgade, Boldrupvej, hvor vi først gik mod øst. Midt i byen ligger Simested Kro - en gang et legendarisk vesthimmerlandsk bal- og dansested, som også var kendt for at have strip på programmet. Kroen, som siden blev et populært spisested, lukkede for et par år siden, men der er vist aktuelle planer om at åbne den igen. I det der ligner den gamle krostue, er der i dag klubhus og samlingssted for en gruppe motorcykelnørder: Los Marginardos - de udstødte. Navnet kunne tyde på nogle kedelige typer, men der er det nu ikke, ifølge dem selv er de bare en masse rare mænd i alle aldre, som elsker at køre på motorcykel. Det er nok bare konerne derhjemme, som har udstødt dem og deres prægtige maskiner!
Strip på The Strip i Simested. Den flotte gamle kro, hvor der måske snart kommer liv og glade dage igen.
Helt så uskyldigt var det ikke lidt længere henne ad hovedgaden for en snes år siden, hvor der var en rockerborg. Det gav anledning til en del uro og ballade, men senere lukkede huset ned, og det er i dag helt væk - fjernet med midler fra kommunens nedrivningspulje, da det var i dårlig stand.
I den østlige ende bereder Simested os med et par overraskelser. En campingvogn i vejsiden viser sig at være en lokal bagerforretning, som har åbent på udvalgte tidspunkter. Bageriet ligger i gården bagved, Krogården. Der er åbent i påsken fra Skærtorsdag til 2. påskedag, fortæller de på deres Facebook-side.
Der bor en bager...
Nemo og jeg troede, at julemanden boede på Grønland, eller måske Finland. Men nej, han bor i Simested, hvor han har et lille gult hus på en bakke - og foran en postkasse, så man kan viderebringe sine ønsker til ham…
Julemanden bor i Simested...
Vi drog mod vest på sydsiden af hovedgaden og kom til området med den gamle station, hvor der i dag ligger en idrætshal, Østhallen, med legeplads og multibane udenfor. Lidt længere mod vest ligger den gamle skole, som blev lukket i 2011. Siden kom den til at fungere som skole for uledsagede flygtningebørn, men i dag er den vist solgt og en del er revet ned. Der er stadig nedrivning og byggearbejde på matriklen, kunne vi konstatere.
Den gamle folkeskole
Efter at have passeret vendepunktet ved de vestlige byskilte, returnerede vi til kirken. Ved siden af den ligger et gammelt missionshus, som i dag rummer en antik- og genbrugsforretning.
Antik og genbrug i det gamle missionshus - man kan også købe huset..
Simested Kirke er en typisk romansk kirke med vestvendt tårn, som nok er fra 1500-tallet, medens våbenhuset kom til i 1800-tallet. Kirken ligger forholdsvist højt i byen, så man fra kirkegården har et kig mod det flade landskab mod syd, hvor Simested Å passerer forbi.
Simested Kirke ligger højt og flot
Tælleren kom op på små 4 kilometer - ikke mindst på grund af den langstrakte The Strip - hovedgaden, som er en kilometers penge lang og dermed noget kortere end den i Las Vegas, som er mere end 6 kilometer lang.
Næste gang skal vi ikke så langt hjemmefra - vi skal bare en tur til Fandrup.
I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper:
#Aalestrup,
#Gedsted,
#Ullits,
#Strandby,
#Vester Hornum,
#Hornum,
#Overlade, #
Ranum, #
Blære, #
Vegger, #
Haubro og #
Fjelsø.
Kommentarer
- #1
Ardis Normanly 04-04-2023 23:14 It is cold here in California and I just enjoyed reading your and Nemo walking tour there in Denmark. Glad you wrote your adventure in English. Tak for dit. 0
1