Tour de Vesthimmerland - Haubro

Nåede de bussen??

For elvte gang drog herre og hund ud i det vesthimmerlandske for at opsøge et lokal bysamfund, der skulle gennemtraves på kryds og tværs. Denne gang var det bare en lille CO2-venlig smuttur på 6 kilometer øst for Farsø til den gamle stationsby Havbro - eller Haubro, som vi også er nogle, som foretrækker at stave det. Indbyggertallet er på 378, og heri er ikke medregnet de små 200 elever på den store efterskole midt i byen.

 

 

Ved ankomsten til Haubro parkerede vi ved kirken midt i byen - i øvrigt er det ofte byernes kirker, vi parkerer ved, når vi er ude på tur. Det var knap så sommerligt, som sidste mandag, så vanterne måtte på igen, og vi havde ikke taget mange skridt i Haubro, før det begyndte at hagle. Det kan dog ikke holde herre og hund tilbage, når først vi er ude og henne…

 

Byens hovedgade forløber øst-vest. Vi startede i den østlige del, hvor der ligger et par virksomheder, en rørfabrik, som er indrettet i det gamle mejeri, en vognmandsforretning og en smedevirksomhed. Der er også en frisør, som har salon i tilknytning til privatboligen.

 

Som flere andre af de byer, vi gennemtraver, er Haubro opstået omkring en jernbane - her jernbanen fra Aalborg til Hvalpsund, som blev indviet i 1910. Den gamle station ligger lidt gemt bag hovedgaden og fungerer i dag som bolig, men den har bevaret det karakteristiske præg, som arkitekt Einar Packness satte på de smukke bygninger på strækningen mellem Aars og Hvalpsund. Fra Nibe til Haubro er det gamle jernbanespor asfalteret og omdannet til cykel- og vandresti. Sporet ender således her i Haubro og på den resterende strækning til Hvalpsund må man finde andre veje. Jeg ved ikke, hvad der var med Strandby-Farsø Kommune der tilbage i 70’erne - de formåede at fjerne en række væsentlige bygninger i Farsø, præstegården og stationen, og hoppede heller ikke på vognen, så jernbanestien kunne føres hele vejen til Hvalpsund. Der er dog et par kilometer ved Hvalpsund, som er bevaret - heldigvis.

Efter en lille smuttur ud af banestien returnerede vi til hovedgaden og gik over på den sydlige side, hvor der ligger et villakvarter fra 70’erne og 80’erne. I den vestlige ende af dette kvarter ligger Haubros “campus”, skolekvarteret med friskole og en stor efterskole, som har valgt at holde ved det gamle navn Himmerlands Ungdomsskole - vel sagtens fordi det er en del af den mere end 100 år gamle skoles historie.

 

Jeg har selv været censor på skolen i mit arbejde som efterskolelærer, og har fulgt skolen gennem mange år. For nogle år siden var den ramt af faldende elevtal, så der skulle noget drastisk til for at vende udviklingen. Det kom der - skolen ændrede profil, og er i en konstant udvikling. Der er kommet nye profilfag med et mere tidssvarende indhold end de gamle “ungdomsskolefag”, og så har skolen en meget klar holdning til bæredygtighed, hvilket afspejler sig i hele hverdagen på skolen, hvor køkkenet er delvis selvforsynende med råvarer fra egen “nyttehave”, hvor der også er kommet dyr - i første omgang høns. Et helt område sydvest for skolen er udlagt til formålet - og det skal også få efterskoleeleverne ud i den friske luft - men på frivillig basis. Her er bålhytte, shelters og masser af muligheder. En mand med erfaring i bæredygtig produktion af fødevarer er ansat og området er hans arbejds- og legeplads, som er i stadig udvikling.

 

Skolens bæredygtighedsprofil kommer også til udtryk i, at man har planer om at bygge en ny idrætshal udelukkende af genbrugsmaterialer.

 

Ved siden af efterskolen ligger friskolen med pasningstilbud m.m. Der er ikke længere nogen folkeskole i byen - den lukkede i 2011.

 

Fra skoleområdet gik det nordover ud mod stadion, hvor Haubro IF har til huse. Her ligger et klubhus og 2 fodboldbaner - jeg har spillet mange kampe som senior i sin tid, men i dag er der vist ikke seniorfodbold i klubben, som tidligere har haft ungdomshold med i DBU’s turneringer, men det ser ikke ud til, at det har været tilfældet de seneste par år, hvor man nok har været med i DGI-regi. Klubben tilbyder også badminton, gymnastik og svømning, og så har man en floorball-afdeling, hvor Haubro Tigers huserer.

 

Tilbage i byen ender vi i et kryds lige midt i Haubro. På det ene hjørne lå engang Haubro Kro, hvor jeg i 1988 fejrede min 30 års fødselsdag. Ejeren dengang var en gammel fodboldtræner og altmuligmand, Leif Lindstrøm, som i nogle år holdt liv i kroen med musik, revy og fester. Senere kom der ejere, som drev stedet mere alternativt, og til slut stod bygningen bare og forfaldt. Den er i dag revet ned og erstattet af træhuse med lejligheder under Aars Boligforening.

 

I den vestlige ende af Haubro ligger også “Fritidsvirke”, som er hjemsted for det lokalhistoriske arkiv i byen og for de grønne pigespejdere i Haubro.

 

Vores 6 kilometer lange tur slutter ved parkeringspladsen foran kirken, som er en romansk kirke fra 1100-tallet med tilbygning af tårn og våbenhus omkring 1500-tallet.

Traditionen tro slutter vi vores tur med at indtage kaffe for herrens vedkommende og vand for hundens vedkommende. Og vi deler selvfølgelig de medbragte klapsammenmadder med leverpostej - det er et krav fra Nemo..

Medens vi sidder der og slapper af efter dagens strabadser udspiller der sig et lille hverdagsdrama for os på den anden side af gaden, hvor byens gamle købmandsgård i dag er omdannet til pizzaria og kiosk - et populært sted for efterskolens elever, skulle man tro. Og her ved 13-tiden indfinder der sig da også små grupper af teenagere, som drager fra stedet med pizzabakker eller poser med bland selv slik. Tre ungersvende tager opstilling ved busstoppestedet og råber til en fjerde, om han skal med ind til Aars. Det vil han gerne - men hans pizza er ikke færdig…!! Alle kigger mod vest, hvor bussen skal komme fra, men det ender med, at alle fire er på pizzariaet, hvor de til slut står udenfor og forsøger at blaffe. Det lykkedes ikke, og da der heller ikke kom nogen bus, returnerede de til efterskolen med delvis uforrettet sag - men mættere end da de kom.

Optrinnet fik mig til at tænke på mit bysbarn Johannes V. Jensens myte, som Carl Th. Dreyer omsatte til filmen “De nåede færgen”, der således svarer på Johannes’ titel som var “Nåede de færgen?”

Således kulturelt beriget kunne vi sætte snuderne hjemover og begynde at plalægge næste tur, som nok går til Fjelsø.

I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum, #Overlade, #Ranum, #Blære og #Vegger.