Tour de Vesthimmerland - Vegger.

Fra trinbræt til storkeby

Mandag blev det tid til tiende etape af Tour de Vesthimmerland for herre og hund. Denne gang i mildt forårsvejr, som betød, at jeg kunne gå turen uden mine handsker - det letter betjeningen af kameraet, selv om fruen gav mig et par fotohandsker i julegave.

Indbyggertallet i Vegger er ifølge Danmarks Statistik på 330. Her er det værd at bemærke, at byens indbyggertal gik frem fra 303 til de 330 fra 2021 til 2022 - en bemærkelsesværdig fremgang, som jeg ikke har fundet nogen forklaring på.

Vegger ligger som den yderste forpost i Vesthimmerland mod Aalborg Kommune, som ligger lige på den anden side af Sønderup Å, der løber øst for byen, som er klemt inde mellem to åer - mod vest er det Halkær Å, som passerer byen. De to åer løber sammen nord for byen og passerer Halkær Sø inden de munder ud i Halkær Bredning, der er en del af Limfjorden.

Der er ikke nogen kirke i byen som hører under Skivum Sogn med Skivum Kirke 3 kilometer sydøst for Vegger.

 

Vi parkerede ved byens købmand og gik først ud af det gamle jernbanespor, som i dag er vandre- og cykelsti, til Vegger Biogas, som var en af pionererne indenfor den grønne energiforsyning. Anlægget blev etableret allerede i 1985-86 - en af pionererne i udviklingen af dansk biogas-teknologi, Keld Johansen, udførte mange af sine forsøg på anlægget i Vegger. Vi fornemmede et let duft fra anlægget denne forårsdag, men ikke noget der virker generende. Foruden at producere strøm og levere varme til borgerne i Vegger forsyner anlægget også det nærliggende mejeri i Bislev med gas.

Fra varmeværket rundede vi lige broen over Sønderup Å, inden vi vendte tilbage til byen og slog vejen forbi det gamle ledvogterhus, hvor man på et på et skilt ved huset, kan læse lidt om dets historie. Sådanne skilte er der ved mange af husene i byen, så dagens tur blev en kombineret vandre- og læsetur. Lidt længere oppe ligger den gamle skole stadigvæk, men den er i dag privat ejet og i brug som bolig. Efter skolens lukning i 1985 har der været daghøjskole for kvinder, ligesom der har været medborger- og kulturhus på stedet.

Bag skolen ligger et villakvarter med parcelhuse fra omkring 1960-70 og frem til i dag, hvor der er bygget nye træhuse og murstenshuse i området.

 

Via Enghavevej kom vi bagom til idrætspladsen, hvor der er fodboldbane og en idrætshal - en lethal med en teltagtig tagkonstruktion. En tilbygning til lethallen rummer omklædningsrum, spejderhus, cafe, bogcafe m.m. Der er to fodboldbaner, et stadion og en træningsbane med lys. Det nærmeste, man kommer kunstgræs her i Vegger er plastunderlaget på det udendørs bordfodboldspil, som står udenfor det gamle klubhus sammen med et bordtennisbord.

 

 

Der er også en legeplads med en multibane på området.
Fra fodboldbanen gik vi til den vestlige ende af byen, hvor en bro fører over Halkær Å. Her finder man også Vegger Havn!

 

 

Vi gik langs byens hovedgade, Ågade, op mod den centrale del af Vegger, hvor man kan se sangeren Jodle Birges barndomshjem, som senere blev overtaget af en søster, medens Birge flyttede til Oue og blev tarmrenser - og dansktopsanger.

I midten af byen ligger Vegger Kro - et legendarisk nordjysk balsted fra midt i 1960’erne og frem til omkring årtusindeskiftet. Kroen og lokalerne står der stadig, men den er vist kun sporadisk åben.

 

Vegger, som opstod omkring jernbanen fra Aalborg til Aars, havde naturligvis også sit eget andelmejeri. Den flotte bygning står der stadig og har på et tidspunkt rummet et firma, som leverede papir og materialer til den kreative branche. Om firmaet stadig eksisterer ved jeg ikke, der var ikke umiddelbart noget skilt på bygningen, der indikerede det. Da jeg i sin tid arbejde for Aars Avis var jeg ude og se stedet, da Greenport etablerede sig i Vegger.

 

Tilbage ved købmanden var det tid til at hvile benene og få en forfriskning. I dag havde vi ikke fået noget med, så vi valgte at støtte den lokale købmand, som borgerne i byen kæmper for at bevare. Vi købte bl.a. suppe til fryseren derhjemme samt en flaske cacaomælk og et par donuts, det sidste var noget Nemo satte pris på.

 

Fra det lille anlæg kunne vi se hen til smedens skorsten, hvor storkereden står klar, hvis den hvide flyver igen skulle indfinde sig. Det gjorde den fast i tidligere tider, hvor den var med til at give Vegger tilnavnet “storkebyen”. Ind imellem var den langbende beboer noget speciel - f.eks. da den gik rundt og prikkede på vinduerne i byens forretninger med sit lange næb. Jeg tror, at borgerne i Vegger syntes, det var lidt underligt.

 

I det lille anlæg er der forskellige plancher, som fortæller om byens historie. Og så er der et kunstværk “storkespringvandet” med en stork i et kakkelfundament, som har set bedre dage. Men herude i de små bysamfund skal man vist selv klare tingene - modsat kakkelbrønden inde i Aars, som kommunen efterhånden har brugt en del midler på at holde ved lige, når der skal skaffes italienske kakler til værket….

 

I 1992 fejrede den lokale idrætsforening 75 års jubilæum og udgav i den forbindelse en jubilæumsbog med en beskrivelse af Vegger “fra trinbræt til storkeby” - en bog, som jeg var redaktør og hovedforfatter på. Jeg har netop genlæst den.

Rundturen i Vegger bragte skridttælleren op på godt 6 kilometer, og nu er vi spændte på, hvor mange kilometer, der kan komme ud af Havbro, hvor jeg i sin tid holdt min 30 års fødselsdag…

 

I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum, #Overlade, #Ranum og #Blære.