Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Tour de Vesthimmerland - Blære

14-03-2023
 
Tirsdag blev det tid og vejr til niende etape af vores tour rundt i vesthimmerlandske bysamfund. Denne gang gjaldt det Blære, som statistisk set ikke er en by med sine omkring 120 indbyggere - der skal 200 af slagsen til. Men Blære er en dobbeltby bestående af kirkebyen og stationsbyen med en indbyrdes afstand på en halv kilometer, så der kunne alligevel komme lidt kilometer i benene på herre og hund.
 


Vi parkerede ved Blære Kirke, som er en romansk kirke med et lidt atypisk tårn. Den øverste del er ommuret og dækket af en blyhat, efter at det oprindelige tårn tog skade i en vinterstorm den 27. februar 1869. Den nederste del af tårnet blev i samme forbindelse omdannet til våbenhus. Inde i kirken er der en altertavle fra 1925 udført af maleren Th. Skovgaard. Den gamle altertavle fra 1591 havde et midterfelt, hvor der var opstillet en kopi af Thorvaldsens Kristusfigur, som i originalen kan ses i Vor Frue Kirke i København. Man kan se en naturlig størrelse kopi i Salt Lake City i Utah,, hvor den står i mormonernes hovedsæde. Bevægelsen tog figuren til sig og har bl.a. brugt den i deres symbol.
 


Akkurat som i Ranum var kirken åben (fra 8 til 17), da vi kiggede forbi - det har ikke været tilfældet for kirkerne i de øvrige byer, vi har besøgt hidtil.
 


Fra kirken gik vi ned forbi skolen, som blev nedlagt som folkeskole sammen med Strandby og Overlade i 2017. I stedet opstod der en friskole på stedet, og den har sammen med aktive borgere været garant for et højt aktivitetsniveau på stedet. I dag er der Multicenter med minhal, udendørs padelbane, legeplads, shelterpladser og et større område til bl.a. idrætsbrug. Da vi kom forbi, var det byens legendariske kroketspillere, som trænede. Klubben har ofte gjort sig gældende ved landsmesterskaber i det ædle gamle spil.
 


Fra kirkebyen gik vi ad landevejen ind mod stationsbyen, som opstod, da jernbanen fra Aalborg til Aars blev anlagt i 1899. Stationen blev anlagt tæt ved banen, og her opstod det, som i dag er den reelle Blære by. I kirkebyen er der kun en halv snes boliger omkring kirken og skolen. Stationsbyen er præget af pæne og velholdte huse, og der er også flere nybyggede villaer imellem. Et skilt fortæller desuden, at Aars Boligforening vil opføre 4 boliger i byen.
 


Der er ingen forretninger tilbage i byen, den gamle Brugs har senest været anvendt som antikvitetsforretning, men den er lukket indtil videre, som der stod på et skilt i døren. I sin tid voksede en ung Søren T. Lyngsø op i Brugsen, hvor hans far var uddeler. Søren var til gengæld lidt af en Ole Opfinder, som bl.a. eksperimenterede med at smøre margarine på togskinnerne lidt udenfor byen, hvilket betød, at togene havde svært ved at trække op ad den lille bakke ind mod Blære. Senere etablerede Søren T. Lyngsø en stor elektronikvirksomhed, som startede i Hørsholm ved København, men som i 1960’erne blev udflyttet til hjemegnen med egnsudviklingsstøtte fra staten, hvor der blev startet en fabrik i Aars. Der har været lidt ændringer i virksomheden, som stadig har hjemme i Aars, hvor det er en stor arbejdsplads.

Der ligger et metalstøberi midt i byen og lidt udenfor Blære finder man Glerups, som leverer filtsko i høj kvalitet til hele verden.

Den gamle jernbane er i dag omdannet til cykelsti, hvor man kan køre fra Svenstrup til Havbro. Stationen i Blære er bevaret og anvendes i dag som privatbolig.
 


På vej tilbage til bilen, gik vi ind over den store og flotte legeplads ved friskolen og kom også lige forbi det gamle frysehus, som er bevaret og restaureret.
 


Traditionen tro sluttede vi af med en madpakke, som herre og hund delte broderligt, inden det atter gik mod Farsø.
 
Næste mål er nabobyen til Blære, og nej det er ikke Tarm. Det er Vegger, som jeg faktisk har skrevet en bog om engang...
 
 
I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby, #Vester Hornum, #Hornum, #Overlade og #Ranum.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til dette indlæg

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby