Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

Tour de Vesthimmerland - Hornum

25-02-2023
Kunstneren Peer Poulsen fra Aars har stået for dette gavmaleri med byens stolte søn, Bølle Bob og hans venner som motiv.

Byvandring i Bølle Bobs hood.

Sjette etape af Tour de Vesthimmerland for herre og hund løb af stablen fredag sidst på formiddagen, hvor vejret viste sig fra den smukke side. En oplagt mulighed for at køre lidt mod nordøst, nærmere bestemt til Hornum, som ligger ca 12 kilometer fra Farsø.

Hornum er en klassisk stationsby, som er opstået omkring Viborg-Løgstør/Hobro-Løgstør jernbanen, der blev indviet i 1893. Hovedgaden strækker sig fra sydvest mod nordøst, og det er tydeligt, at byen i starten mest har udviklet sig på den nordvestlige side, altså den side, hvor stationen lå. Her er et par gader, som er parallelle med hovedgaden og hvor man kan se, at der tidligere har været forretninger. I dag er der ikke så meget forretningsliv i byen, udover brugsen, kroen og et pizzeria er der en genbrugsforretning. Til gengæld er der flere virksomheder i byen, hvor også Vesthimmerlands Kommune har sin afdeling for park og vej med oplæg at materiel og en stor hal til salt, som bruges til glatførebekæmpelse om vinteren. Der bor knap 1000 mennesker i byen, som er kommunens sjettestørste - lige overgået af Ranum med ca. 20 indbyggere.
 


Vi startede ved den gamle station, hvor der i dag er et flot lille jernbanemuseum og en modeljernbane. Desuden holder også byens lokalhistoriske forening til på stationen, som der er planer om at renovere, måske med det resultat, at der bliver lidt mindre plads, end der er nu. Hvor der tidligere kørte tog er der i dag en legeplads, Bølle Bob Banen, og så løber Himmerlandsstien forbi, da den følger den gamle jernbane fra Løgstør til Viborg. Sporene er erstattet af stenmel, og cyklister og vandrere har afløst de gamle tog, som indstillede driften i 1999.

Lidt længere henne fandt vi byens gamle frimenighedkirke, som i dag er omdannet til kulturhus. Udenfor er den gamle kirkegård bevaret, og vi benyttede lejligheden til at hilse på en gammel kollegieven, Esben, som ligger begravet her. Vi havde i sin tid mange hyggelige timer sammen på kollegiet med bl.a. musik, fodbold og skak. Over sin seng havde Esben de vise ord: “Man sover bedst, når man vågner”.
 


På kirkegården er opstillet en trækonstruktion, Folkedomstolen, som har været brugt ved folkemøder rundt om i landet og nu for en stund har fået ophold i Hornum.

Via nogle af byens ældste gader gik vi til et område med flere industrivirksomheder, bl.a. en gardinfabrik og den store murer- og entreprenørvirksomhed HME, som er startet af den tidligere borgmester i Aars og Vesthimmerland, Knud Kristensen. Vi var også lige forbi den lokale autohandel, hvor der tidligere var en stor forhandler af Hyundai. Nu står der masser af flot restaurerede veteranbiler i udstillingslokalet, bl.a. et par flotte Renault 16’ere, som var noget pænere end de to, vi så udenfor. En klassisk fransk bil med karakter og charme.
 


I udkanten af byen ligger markedspladsen, hvor der hvert år holdes Septembermarked med hestemarked og meget andet. En traditionsrig byfest, som har skaffet mange midler til det lokale arbejde det sker i et godt samarbejde mellem Land & By, som står for festen.
 


Vi krydsede hovedgaden og kom til byens hyggelige stadion, hvor jeg stadig kommer, når jeg dækker lokalfodbold for onlinemediet lokaltindblik.dk. Med træer omkring banen og det klassiske rækværk er det nok kommunens hyggeligste stadion, og her kommer altid mange mennesker, når de lokale helte stiller op - her i foråret i serie 2.
 


Området ved stadion har også tidligere omfattet et anlæg, men det er der nu ikke meget tilbage af - blot en samling store træer. Vi fortsatte om på bagsiden af stadion og kom via en grusvej tilbage til byens centrum, hvor vi kommer forbi et gammelt rebslageri, som er karakteristisk ved sit lange forløb, så man kunne de vinde de lange reb. Rebslageriet blev i øvrigt ejet og drevet af min ven Esbens far.
 


Vi er tilbage midt i byen, og her ligger brugsen, kroen og pizzariaet næsten side om side. Herfra gik det ud mod de nyere villakvarterer, som også er forbundet med et lille stisystem, så vi til sidst var tilbage ved hovedgaden og byens skole og hal. Tæt på ligger det tidligere plejehjem, som i dag er nedlagt og bruges til andet formål af kommunen, bl.a. er der børnehave på matriklen.
 
Byens kirke, som hedder Ulstrup Kirke, ligger lidt udenfor stationsbyen. En 1100-tals kirke, som gennemgik en kraftig ombygning så sent som i 1936, hvor den oprindelige kirke udgør korsarmene i kirkebygningen. Præstegård og sognegård ligger inde i byen.
 


Byens Skole er også “fødested” for 80’ernes store børnehelt Bølle Bob. En figur som musiklærer Gunner Geertsen skabte og vakte til live med sit Hornum Kor, som indspillede flere LP’er med den populær Bob og hans venner, som indbefatter Smukke Sally og Valde Underbid bl.a. Foruden plader er er der lavet film, teater og musical om de mange figurer fra Hornum.
 


Vi slutter, hvor vi startede - ved stationen efter at travet godt 8 kilometer rundt i Hornum. Her sætter vi os i solen og deler medbragte godbidder til Nemo og dens herre. Lidt af et show, da Nemo nok er døv men bestemt ikke har mistet lugtesansen, så det medbragte indkøbsnet skal undersøges grundigt med snuden, så termokanden og hundeskål vælter….

Inden vi forlod byen var der også tid til at kigge indenfor i genbrugsforretningen, som havde udsalg og blev 15 kroner rigere, medens jeg blev tre singleplader fra 60’erne rigere.

Nu pønser vi så på næste etape - måske bliver det Overlade.
 


I foråret 2023 gennemtraver jeg vesthimmerlandske byer på kryds og tværs sammen med min Springer Spaniel Nemo. Vi ser byerne fra nye sider og skriver, mest mig ikke så meget Nemo, om vores oplevelser og krydrer med små anekdoter, hvis jeg har nogle oplevelser fra den pågældende by. Tidligere etaper: #Aalestrup, #Gedsted, #Ullits, #Strandby og #Vester Hornum.





Kommentarer

  • #1
  • Mai-Britt
    25-02-2023 12:37
    Tak for en fin beskrivelse af vores by😊


1 

Skriv en kommentar

 
 
Per Lyngby