Det er en fast tradition, at vi er på Møn en gang om året, hvis ellers det kan passes ind. Det er jo let i år, når den ene halvdel af husstanden er pensioneret, så ugen før efterårsferien blev brugt på et besøg på den smukke ø.
Møns Klint er jo nærmest et must, når man er på de kanter - og denne gang kunne vi så se den i efterårets flotte farver. Og denne gang fik vi lidt ekstra trappemotion, da trappen ved Geocenter Møn ganske vist var åben, men når man kom til bunden, var der vand, så vi ikke kunne komme tørskoet over på stranden. Vi valgte i stedet at køre til fyret syd for klinten og så gå op langs klinten, hvor vi kunne komme op via den sydligste trappe, som i parentes bemærket også er den med flest trin, nemlig ca. 500. Dermed fik vi en ekstra optur, og samtidig fik vi set en smuk del af klinten, som vi ikke har set før.
Vi besøgte også Geocenter Møn, som er et museum med fokus på geologien og udviklingen i området ved Møn, hvor der er mulighed for at finde bl.a. vættelys, som er et levn fra forhistoriske blæksprutter. Museet har også en udstilling af den eneste dinosaurus, som er udgravet indenfor rigsfællesskabets grænser, nemlig i Grønland. Skelettet er udstillet i sin helt egen afdeling på museet, hvor man også kan se fotos fra den ekspedition, som foretog udgravningen, ligesom der er lavet en flot animation, der viser, hvordan dinosauren kunne have levet og dø i sin tid.
Vandrefalken lever og yngler på Møns Klint, så den er naturligvis også beskrevet på museet, hvor man med særlige VR-briller kan komme i vandrefalkens sted og flyve på duejagt langs de hvide kalkstensklinter.
Der var også masser af fugle ved jordbassinerne lidt vest for Stege. Her har vi aldrig været før. Det er bassiner, som man op gennem 60’erne og 70’erne udgravede ved den gamle og nu lukkede sukkerfabrik i Stege. Når lastbiler og traktorer kom med sukkerroer, blev roerne vasket og skyllet, og de store mængder jord fra denne proces blev kørt ud til bassinerne. Det kunne være op mod 1000 tons jord om dagen, når der var rigtig travlt.
I dag ligger området med jordbassinerne hen som et fredet naturområde, som er en lille oase for mange fugle, som har vænnet sig til de mange mennesker, som går tur i området. Vi bemærkede et af bassinerne, hvor der var fyldt med troldænder - så mange, at indflyvende flokke havde svært ved at finde et sted at lande i den populære sø.
Forleden var jeg en tur i Aarhus, hvor det bl.a. blev til et besøg i Den Gamle By, der ligger som en lille oase på kanten af bykernen i den jyske hovedstad.
Senest jeg var der, var man så små begyndt at etablere en afdeling med fokus på 1974. Dengang havde man lavet en del af Søndergade med bl.a. radioforretning, Pouls Radio, og en fotoforretning.
Siden da er der sket en del, og der er mere på vej. 70’er kvarteret er forsynet med en helt ny blok, som tilføjer Havnegade, hvor man bl.a. finder en bagerforretning med cafe, en købmand og en en lille byttebiks med bøger og blade. Desuden er der opgange med lejligheder, som man kan gå ind i og se, hvordan kollektivet, lærerboligen, børnehaven og værtshuse så ud anno 1974. Spændende, levende og interessant - både for min søn Thomas og nok ikke mindst for mig, der var 16 år i 1974. Det rør ved en, når man ser radioer, TV, knallerter, biler og møbler fra den tid, som på mange måder var helt anderledes end den, vi lever i i dag.
Man bør også begive sig ind i baggårdene, hvor der er VVS-værksted, et lille kælderlokale med møderum for en spejdergruppe, vasketøj på snorene og fine små detaljer, som fuldender tidsbilledet.
Inde i Pouls Radio er der personale på, som kan fortælle om en tid, hvor de nye elektroniske apparater, ikke mindst farvet-TV’et, stod højt på mange familiers ønskeseddel. Et sådant TV kostede vel hen i retningen af en månedsløn på det tidspunkt, og VM i fodbold i 1974 var for alvor med til at sende colourtosser ud i de danske hjem.
Manden i radioforretningen kunne også oplyse os om, at det store byggeri, som er i gang for enden af 1974-gågaden, er en ny indgangs- og administrationsbygning, som skal stå færdig i foråret 2023. I samme forbindelse etableres der en 2015-gade, så man må sige, at Den Gamle By fornyr sig, men mange ting, som vi tog som en selvfølge i det år, bruger vi knap nok længere. Tænk bare på CD-maskiner, og CD/DVD-drev til computere.
Det sidste blev jeg mindet om, da jeg lovede at lave nogle MP3 filer fra en gammel CD, men jeg opdagede, at jeg vist skal i kælderen og finde en gammel computer, hvis jeg skal kunne gøre det.
I øvrigt er den Gamle By åben hele døgnet. Man betaler entre i tidsrummet mellem 9 og 17, hvor der også er adgang til husene m.m., men ellers kan man bare gå ind og gå en tur i den lille oase, hvis man har lyst. Det har sjældent givet problemer, for som en af de ansatte sagde, “Vi passer på Den Gamle By her i Aarhus”.
Næste gang, du er på de kanter, kan jeg anbefale, at du tager en tur derind, men vær opmærksom på, en dag godt kan være i underkanten..
Billederne til denne blog er taget i forbindelse med tirsdagens besøg.
Søanlægget i Farsø er en lille oase, som mange nyder. Her er fred og ro, vand og fugle.
Netop fuglene komme ofte i søgeren, når jeg har mit kamera med på en tur eller to rundt om søen - en strækning på små 800 meter, ja faktisk lige netop 800 meter, hvis man tager turen ind om møllehuset i stedet for at gå over broen mellem den lille og den store sø.
Jeg fandt for nylig ud af, at den lille sø ved møllehuset faktisk i sin tid blev lavet som et friluftsbad. Man byggede i 1936 en dæmning, lagde sand i bunden, og da man var færdige blev der lavet hul i dæmningen og bygget en bro over. Allerede året efter blev møllehuset bygget i forbindelse med en stor erhvervsudstilling i anlægget, så spørgsmålet er, hvor meget svømmebadet er blevet brugt, selv om undersøgelser dengang viste, at vandet var rent. Det er det ikke helt længere!
Fuglelivet har i al den tid, jeg husker, bestået af masser af ænder, blishøns og et svanepar eller to. For mere end 100 år siden blev der indkøbt et svanepar til søen, men det afstedkomme i flere omgange ballade. En nabo til søen krævede erstatning fordi svanerne angiveligt spiste æg og korn på hans ejendom. En svane døde under mystiske omstændigheder, og det kom på tale, at hegne hele søanlægget ind. Der blev på et tidspunkt anlagt en kunstig ø, hvor svanerne kunne have deres rede i nogenlunde fred og ro. Øen er der stadig, og den er vokset til en anseelig størrelse, som i foråret var landingsplads for store stærflokke, som lavede en vesthimmerlandsk udgave af sort sol.
Der har også været svaner med unger i anlægget i år, men de er væk. Tidligere har de haft for vane at dappe i samlet flok gennem byen ud til overfladebassinet øst for byen. Det gjorde de også i år, og måske har de været en smut tilbage i søanlægget, men nu er de væk.
Til gengæld er der dukket et par hejrer op i søanlægget, og de føler sig så meget hjemme, at man komme ganske tæt på dem, før de breder vingerne og flyver over på den anden side eller op i et træ.
Skarver er der også af og til, nogle gange en 6-7 stykker andre gange kun en enkelt. At dømme efter kommentarerne på en lokal Facebook-gruppe må den udskældte fugl gerne blive borte, ja måske lide samme skæbne, som en af de første svaner i søen…
Blishøns er der også mange af, og de har fået selskab af rørhøns, som har lidt mere farve på næbbet. Der er også af og til andre arter af ænder, end de meget almindelige gråænder, ligesom der også er lappedykkere - og naturligvis måger og terner.
Fiskelivet i søen skal jeg ikke kloge mig på, da jeg var dreng var der masser af karusser og gedder. Det er der måske stadig, men i dag er der fiskeforbud, medmindre man har en særlig tilladelse fra kommunen til at kaste snøren i det grågrønne vand.
Billederne til denne blog er fundet i mit fotoarkiv, hvor der er en del med netop motiver derfra..
Man kan læse om det 100 år gamle søanlæg på lokalhistorisk arkivs hjemmeside HER.
I denne uge afvikles den traditionelle træskibssejlads “Limfjorden Rundt”. Mandag samledes de 60 skibe i Løgstør, hvor starten gik tirsdag morgen med kurs mod Thisted - flere af skibene foretrak at forlade Løgstør allerede mandag, da vejrudsigten for tirsdag lovede strid modvind, som ville gøre det mere end almindelig svært for skibene at komme frem.
De skibe og besætninger som blev i Løgstør, kunne være med i byens storstilede maritime festival, hvor alle sejl så at sige var sat til gode oplevelser på det langstrakte havneareal i Limfjordsbyen. De største skibe ligger ude i industriområdet og ligger så ellers som perler på en snor hen forbi kajen ved Hotel Du Nord, Løgstør Badehotel, forbi Løgstør Grunde forfyr og ind mod Frederik Den VII’s Kanal.
Inde på havnen er der sang med shantykor, der serveres muslingedogs, eller mere traditionelle hotdogs, hvis man er til det. Der er gang i det store mobile muslingekogeri, og der er kø ved is- og vaffelboderne denne mandag aften, hvor jeg er smuttet en tur til Løgstør. De lokale vægtere viser rundt, og der er aktiviteter for såvel børn og voksne. Den gamle bro over kanalen er bogstavelig talt i sving, og man kan se, hvordan man i sin tid trak skibe gennem kanalen ved hjælp af heste.
På et græsareal finde man 4-hjulede veteraner i form af flotte veteranbiler fra forskellige tidsperioder lige fra de høje Ford T-agtige modeller frem til en Opel Senator fra 80’erne. Jeg så også en NSU 1200 og en Opel GT, begge sjove bilmodeller, som min storebror i sin tid havde.
Træskibssejladsen finder vej til Løgstør, Thisted, Struer, Nykøbing Mors, Fur og til slut Skive. Turen til Skive finder sted lørdag, hvor vi plejer at være i Hvalpsund for at se de flotte skibe, som sejler gennem sundet med sejlene sat. Et smukt skue.
Denne blog er ledsaget af lidt stemningsbilleder fra mandag aften i Løgstør og et enkelt arkivbillede fra passagen ved Hvalpsund.
Den første søndag i september blev en særdeles solrig og flot en af slagsen. En perfekt dag til en udflugt til Gravlev Sø og omegn sammen med et par gode venner, som havde inviteret og sørget for lune boller til at starte på, frokost og sidenhen minigolf og pizza.
Gravlev Sø er, akkurat som Vilsted Sø, blevet genskabt efter at have ligge i kanaler og drænrør i mange år. Søen er ikke så stor, som den i Vilsted, men til gengæld er den nærmest omringet af kildevæld, som pumper forfriskende koldt vand op af jorden i døgndrift. Der er en kilde i Gravlev og på den anden side af søen ligger Lille Blåkilde og Ravnkilde, som vi så på vores tur rundt, som gik via Buderupholm og tilbage på østsiden forbi Lille Blåkilde, en strømkilde som faktisk er mere vandrig end sin storebror, Store Blåkilde, hvis man holder sig til de nyeste målemetoder. 90 liter vand pibler op i sekundet fra den kalkholdige undergrund. Lidt længere mod syd ligger Ravnkilde, som er en såkaldt sumpkilde, hvor vandet siver op af jorden flere steder og hurtig samles i små løb ned mod Gravlev Sø og Lindenborg Å.
Og så skal man jo fyre klassikeren af: Hvorfor går folk rundt om Gravlev sø og griner? Fordi de drikker kildevand... (Jeg finder selv ud..)
Vores værter på turen havde lokket med en tur på ca. 6,4 kilometer, men med Buderupholm-afstikkeren kom vi op på godt 13 skønne kilometer i smuk natur. I tilgift fik vi et glimt af en svømmende snog ved Lille Blåkilde.
Frokosten blev indtaget ved Rebild Bakker, hvor der denne dag var mange gæster. Vi havde min lille transportable pladespiller med - ved morgenbordet i Gravlev gik det fint med at spille singleplader til måltidet, men vi måtte opgive her ved frokosten efter at vinden havde sendt Santanas Samba Pa Ti på en flyvetur gennem luften - vi skulle nok have valgt Dylans Blowin’ In The Wind….
Golfbanen ved Rold Storkro bød på tilpas gode udfordringer, også nogle uønskede som følge af ujævnt underlag. Vi spillede par-turnering og lod naturligvis vores gæstfrie værter vinde, medens jeg dog sikrede mig den bedste runde!
Som afslutning nød vi solen over Limfjorden fra Ib og Anettes terrasse i Nibe, inden en herlig dag blev rundet af med pizza.
Kilder til denne blog: Lille Blåkilde, Ravnkilde og Gravlev Kirke samt en naturfolder fra Naturstyrelsen.
Torsdag var jeg til golf i Gatten, hvor den store turnering Made In Himmerland løber af stabelen. En international turnering, som er en del af det store europæiske golfshow og hvor der er mere end 20 millioner kroner i præmiepenge.
At lille Gatten i Vesthimmerland i dag er på golfens verdenskort, kan man kun tilskrive nu afdøde Lars Larsen, som i sin tid gik ind og købte aktier i det skrantende golfcenter med 300 fritidshuse, som det sjællandske firma Flexplan havde stået for.
Sammen med Birdie Thinggaard og Hans Møller blev Lars Larsen hovedaktionær i centeret, som han siden overtog alene. Heldigvis for golfcenteret var Lars Larsen bidt af golf og Gatten, og heldigvis var der gode penge at tjene på dyner og boligudstyr, for det økonomiske hul i centeret var noget større end hullet på en golfbane.
Og ikke nok med, at der blev fyldt huller, der blev også investeret. En ny 18-hullers bane, så man nu havde både Old Course og New Course. Centerområde med restaurant, cafe, shop, bowling og meget mere.
Efter Lars Larsens død driver familien stedet videre, og der udbygges yderligere med idrætshal, paddletennis og diverse vandsportsaktiviteter. Golf er blevet en familiesport, og centeret i Gatten spiller med på alle strenge.
Lars Larsen var primus motor i at få en stor turnering til stedet, og det lykkedes med Made In Denmark, som for første gang blev spillet i Gatten i 2014. I 2018 blev der spillet i Silkeborg, men nu er turneringen hjemme, hvor den hører til, hvilket også afspejles i navnet som nu er Made In Himmerland.
Torsdag blev der spillet første runde, og med perfekt vejr, var det også en perfekt dag, at gå rundt på det store og flotte anlæg. Mit temperament er ikke til selv at svinge køllerne, men jeg er fascineret af sporten, som i dag er en folkesport modsat tidligere, hvor snobberiets skær ganske velfortjent hang over banerne.
At sporten er blevet folkelig ser og hører man også ved det berømte hul 16, Himmerland Hill. Her kommer spillerne fra hul 15, og på vej til teestedet skal de igennem et øltelt, hvor diskotrommerne buldrer og publikum klapper, så man føler sig henvist til et tyrolerfest, når spillerne går gennem teltet.
Det grå guld spiller golf som aldrig før, og det kunne da også ses på tilskuerne denne torsdag, hvor størsteparten har været pensioneret længere end den måned, jeg har været det…
Jeg har på min hjemmeside og min blog brugt en del linjer på at skrive om vesthimmerlandsk rock og pop - primært med rødder tilbage i 70'erne. Nye navne har dog også fundet vej bl.a. The Rumour Said Fire, som toppede for en snes år siden.
Nu skriver et nyt ungt band sig så ind i bloghistorien. Florines er et rockband med stort R, som har rødder i det vethimmerlandske med en bassist fra Farsø, en guitarist og sanger fra Aalestrup, en trommeslager fra Vindblæs og en guitarist, som skiller sig lidt ud ved at komme fra Brønderslev.
Mit første møde med gruppe var til FarSØFestival i forsommeren. En endags musikfestival primært med lokale musiknavne og enkelt lidt mere kendt i skikkelse af Jakob Sveistrup, som vist har været med i Melodi Grand Prix engang.
Jeg kendte ikke noget til Florines, før de entrede scenen, men jeg var solgt fra første akkord i deres sæt. Rock med rødder, en karismatik forsanger, som ikke er bange for at gå salig Jim Morrison i bedene, og flere numre med lækker dobbelt leadguitar, som man f.eks kender det fra Thin Lizzy og Wishbone Ash.
Der spilles melodiøs rock uden de store dikkedarer - det er som om, man har hørt numrene før, selv om det er første gang, man hører dem - uden at der på nogen måde er tale om plagiat eller kopiband. Man fornemmer bare, at de her gutter har deres musikalske rødder lidt længere tilbage end, hvad der ellers er gældende for mange nye bands. Her er keyboards og samplinger nogo, og man ser bare nogle musikere, som har det sjovt med at spille rockmusik sammen.
Jeg har naturligvis fundet gruppens musik på Spotify, og i lang tid har det været lydsporet, når jeg har kørt bil. Forhåbentlig får de på et tidspunkt udgivet noget på vinyl, for så er jeg den første i køen til at købe et eksemplar.
Musikken er produceret af Søren Christensen fra The Blue Van (Brønderslev), og det sikrer den autentiske lyd, som holder både på lyd og video. I øvrigt har gruppen lavet nogle flotte og velproducerede videoer.
Historien bag bandet er lidt sjov, idet medlemmerne har fundet hinanden via Facebook. De har så fundet ud af, at de klikker sammen, og det er da også den fornemmelse man har, når man ser dem på en scene.
Kig og lyt videoen og find dem evt. på Spotify, eller endnu bedre find et sted, hvor de spiller live, og gå hen og hør dem. Du kan starte i Nibe, lige her under:
Syd for Aarhus ligger det arkitektonisk smukke Moesgaard Museum, som er kæmpestort men alligevel falder naturligt ind i det kuperede landskab, som det er placeret i.
Jeg har tidligere besøgt museet, som især beskæftiger sig med etnografi og arkæologi. Foruden de faste udstillinger, som bl.a. indbefatter Grauballemanden, er der skiftende specialudstillinger.
Det var netop en specialudstilling, som trak mig og Thomas til Moesgaard onsdag. Vi ville gerne se RUS - Vikingerne i Øst, som beskriver vikingernes togter via de russiske og ukrainske floder til bl.a. Kiev, Konstantinopel og Bagdad. De sidste to byer var kulturelle og handelsmæssige mastodonter på grænsen mellem Europa og Asien.
Til den flot scenograferede udstillinger er der lånt flere tusinde genstande hjem fra udenlandske museer, især fra Ukraine, hvor der er gjort flotte og imponerende fund af genstande i sølv og guld. Netop sølvet var det, der i første omgang trak vikingerne mod øst, men også slaver og skind var eftertragtede varer for de skandinaviske gæster, som førte sig frem med en blanding af brutalitet og samarbejde.
Vi var bestemt ikke de eneste gæster i udstillingen denne onsdag formiddag, men der var nu god plads. Eneste anke kunne være, at udstillingen er så omfattende, at man ikke kan nå at læse alle detaljer og sætte sig ind i hele historien. Men så kan den skabe inspiration, og man kan sidenhen søge information andre steder.
Vi nåede også rundt om nogle af de permanente udstillinger, bl.a. om, hvordan døden opfattes i forskellige kulturer. I Mexico fejrer man således allehelgensdag, hvor der er dækket op med mad og drikke, når de døde kommer på besøg den 1. november. Der er også en lille afdeling, som fortæller om, hvorledes fire danskere har forvaltet de arveting, som de fik fra afdøde forældre eller bedsteforældre - en anden måde at bevare forbindelsen til de døde på.
I den arkæologiske afdeling var vi naturligvis også et smut omkring Grauballemanden, som efter mange tusinde års ophold i en mose, nu har fået en hædersplads på Moesgaard.
Museet er bestemt et besøg værd - udstillingen RUS kan ses frem til den 11. september.
Vi var på Sjælland tirsdag og onsdag, hvor målet et besøg på Spejdernes Lejr 2022, som finder sted i det store rekreative område Hedeland syd for Hedehusene.
Med 32.000 deltagere er lejren på størrelse med en mellemstor dansk provinsby som f.eks. Holstebro. Den store lejr er opdelt i underlejre, hvor spejderne bor i Roskilde, Greve og Høje Taastrup, som også er de tre kommuner, der lægger arealer og faciliteter til lejren. Lejren er for de uniformerede danske spejderkorps, samt for udenlandske gæster fra ikke mindre end 53 forskellige lande.
Spejderne fra Vesthimmerland bor på et samlet område i underlejr Roskilde. Hver gruppe har etableret sin egen plads med telte til overnatning, køkkentelt, spiseplads, bålsted og naturligvis - den obligatoriske fedtfælde. Den var dog noget besværlig at få gravet, da jorden i Hedeland, som er en gammel grusgrav, er ualmindelig hård og stenet.
Det er en fornøjelse at besøge sådan en stor lejr, som er godt organiseret og fylde med beboere, hvor fællesskabet og lysten til at være mere end sig selv er fremherskende. Opholdet på lejrens centrale plads stod i skarp kontrast til min oplevelse på Nibe Festivals centrale plads. På Spejdernes Lejr skulle man være mere end almindelig god detektiv, hvis man ville finde et stykke affald udenfor skraldespandene, medens de tilsvarende på Nibe nærmest stod gabende tomme, medens plastikkrus, cigaretskod og meget andet flød overalt på pladsen…Og lur mig, om en uge, når spejderlejren er slut på søndag, går der mindre end en uge, før man kun kan se de nedtrampede stier som et tegn på, at lejren har været der. På den nærliggende festivalplads i Roskilde bruger man 3 måneder på at rydde op!
Jeg ved godt, at det er to forskellige aktiviteter, men alligevel….
Vi besøgte de blå spejdere fra Farsø, som hyggede sig i deres lejr og ellers deltog i nogle af de mange aktiviteter, som lejren tilbyder. Vores yngste søn er med som voksenhjælper på lejren, hvor han er i underlejrens cafe, og ellers opholder han sig hos Farsø-gruppen og hjælper til med lidt af hvert.
Vi var onsdag med til at fejre Jacob og Simon, som havde fødselsdag. Der blev sunget, serveret kagemand og råbte henholdsvis 11 og 12 hurraer. Lidt for tidligt, skulle det vise sig, for et familiemedlem kunne efterfølgende fortælle, at det først var torsdag, de unge herrer fyldte år…Tiden har det med at flyde ud, og ingen af de involverede havde selv bemærket, at noget var galt. Men pyt, så blev de bare fejret igen dagen efter.
Nu nævnte jeg lidt kritisk Roskilde Festival, men de skal dog også roses for at stille en række telte op, som en gruppe ukrainske spejdere kunne bruge til overnatning på lejren, hvor de forhåbentlig får et afbræk fra den grusomme krig, som deres land er blevet kastet ind i.
Vi nåede også et smut omkring lejrens centrale plads, hvor der er pressecenter, information, aktivitetstelte og - ikke mindst - to store telte med butikker, hvor der forhandles spejder- og fritidsudstyr. Et populært sted for spejderne at besøge, og hvor skejserne, som var indsat på det elektroniske armbånd, fik lov at rulle, så mor og far derhjemme formentlig er blevet bedt om at indsætte flere likvide midler på skejserkontoen.
Igen i år har vi været en tur på Mors for at besøge Højriis Slot. Her kan man hvert år opleve et nyt mordmystrium på det gamle slot, hvor en flok unge skuespillere og en dygtig instruktør og regissør skaber den helt rette stemning omkring mordgåden.
Denne gang gjaldt det et plot, som involverede en norsk eventyrer og, naturligvis, en greve, som dog er bortrejst. Til gengæld er grevens datter og hans søster at finde på slottet. Man møder også et par herlige og mystiske russiske tvillinger. Leni og Leni, en oldfrue, en kammertjener, som nok er blevet myrdet, samt en sagfører, som måske ikke er det, han udgiver sig for. Desuden spiller også en kat og en hund med i stykket, hvis de gider…
Ved indgangen får man en tekst, som introducerer karaktererne, man møder. Desuden får man et lille hæfte, som giver små hints til, hvad man skal være opmærksom på, når man går rundt i kældre, sale og værelser på Højriis.
Skuespillerne vandrer rundt på slottet og snakker med hinanden om stort og småt. Jeg tror ikke, der er nogen direkte hints at hente i deres replikker, men det er ganske underholdende at høre norske Harald Baard udveksle dramatiske barndomsminder med Grev Stroganov.
Plottet kredser om pelsdyr i form af hermeliner, skjult kærlighed, spillegæld, spionage, gift og meget andet. De forskellige værelser og rum er indrettet specielt til handlingen, således finder man både ski, et smukt vinterlandskab og et kort over Norge på Haralds værelse, medens de russiske tvillinger er omgivet af Babushkadukker på deres soveværelse. Det er de små detaljer, som gør det hele så gennemført.
Man kan ikke nøjes med at gå en tur rundt på slottet, man er nødt til at gå tilbage for at undersøge rummene og for måske at møde karaktererne, som kan opholde sig alle steder på slottet i færd med mange forskellige gøremål - ikke mindst de to mystiske tvillinger, som hele tiden spejder og våger er forrygende sjove at følge. Og de formår mere end en gang at forskrække de stakkels gæster, som pludselig møder det mystiske par bag en dør eller en stueplante…
Et par timer bliver hurtigt slået ihjel, og til slut kan man ende sin tur ved hundehuset, hvor den skotske terrier Aielan, som man møder rundt på slottet både som vejviserskilt og i levende liv, bor. Her kan man få løsningen på mordgåden og få bekræftet, om man har fundet frem til offer, morder og motiv.
Det er andet år i træk, vi gæster mordgåden i Højriis, og mon ikke vi pudser forstørrelsesglasset og er klar igen næste år.