Som afslutning på en stillesiddende uge med skriftlige prøver, skulle der fredag eftermiddag arrangeres aktivitet for eleverne.
Valget faldt på at etablere en intermistisk pannabane - en ottekantet fodboldbane med små mål. Banen blev opbygget af gamle skoleborde, som blev bundet sammen og udgjorde det for bander. Man scorer ved at sende bolden i mål, eller ved at lave en "tunnel" på en modspiller. Skyder man bolden ud af banen, har man også tabt kampen. Det tabende hold hopper ud, og straks er et nyt hold inde og klar til at udfordre vinderne. Man kan spille 1 mod 1 eller, som vi gjorde, 2 mod 2.
Man kan købe færdige pannabaner flere steder - de er dog ret så dyre. Ideen til banen, som blev lavet af gamle skoleborde, der blev bundet sammen med snor, har jeg fået fra Farsø Skole, hvor man lavede sådan en bane ved et arrangement, hvor der blev samlet penge ind til ny legeplads. Sidenhen har man fået råd til at købe en rigtig bane, som ligger blot 50 meter fra vores hus, så her går drengene og jeg af og til hen og spiller om aftenen eller i weekenderne.
Min snak med den gamle Farsødreng Michael Sahl forleden kastede lidt mere lys over historien om hans far, Ib Sahl. Jeg har tidligere skrevet om, Ib Sahl som var tøjsælger, men også en mand, som var vild med at synge. Det førte bl.a. til udgivelsen af et cassettebånd med gamle danske klassikere. Et bånd, som jeg var heldig at finde i en genbrugsforretning på et tidspunkt og som nu indgår i samlingen nede i retrokælderen.
Michael kunne fortælle, at hans far, der var søn af en barber i Bjerringbro, var vil med musik allerede fra barne- og ungdomsårene. Så vild var han med musikken, at han som 16-17-årig besøgte en af de svenske folkeparker, hvor han hørte Lill Babs synge. Ja, han tog endda mod til sig og kom på scenen og sang sammen med hende. Han var begejstret, og det var hun også, så hun tilbød ham, at han kunne tage med hende rundt og synge. Et stort tilbud.
Da den håbefulde Ib ringede hjem til sin far, barberen i Bjerringbro, og fortalte om det tilbud, var svaret ganske kort og tydeligt: Ib, du kommer hjem, nu!
Og herfra er resten historie. Lill Babs gik sin vej med musikken, medens Ib fra Bjerringbro gik sælgervejen og kun i det små fik dyrket sin store passion for musik og sang.
Efter tiden i Farsø flyttede Ib Sahl med sin hustru til Vejen, hvor de i en årrække drev et værtshus. Det blev solgt og de trak sig tilbage - desværre døde Ib kort efter. Han blev 68 år.
Lørdag formiddag var jeg en tur på det lokale torv, hvor der var et arrangement med en masse Harley Davidson motorcykler. De mange klassiske motorcykler og deres ejere var i Farsø i forbindelse med at Farsø MC stod som arrangør af en 35 års jubilæumsfest i den nordlige afdeling af Harley-Davidson Club Denmark.
Sådan en formiddag på det lokale torv giver naturligvis anledning til, at man møder en masse mennesker, man kender.
Men et møde overraskede dog. Pludselig blev jeg slået på skulderen af en fyr, som sagde Hej Per, kan du kende mig? Det kunne jeg, når jeg skal være helt ærlig, ikke,. Men da fyren præsenterede sig som Michael Sahl, faldt brikkerne på plads. Det er Michael til højre på billedet i samtale med Jens Arno og Per Sinding.
Michael boede her i byen som dreng og ung, jeg har tidligere blogget om hans far, Ib Sahl, som i 1970’erne udgav et cassettebånd på det lokale selskab Tewa. Jeg kom en del hos Michael, dels da familien boede ovenpå deres tøjforretning i Nørregade og senere, da de flyttede til et hus på Mortensgade. Michael var desuden en ganske dygtig håndboldspiller, som havde et særdeles hårdt skud.
Det er formentlig mere end 35 år siden, jeg sidst har set Michael, så der var da lidt at spørge om og snakke om denne solbeskinnede lørdag formiddag i Farsø. Micahel bor i dag i Horsens og arbejder som direktør i et firma på Sjælland. Han kommer dog en del her på egnen, da han er med i en lille klub af Harley Davidson entusiaster, som tæller en del af de gamle drenge fra Farsø.
Jeg fik også lidt indfor om hans nu afdøde far. Mere om det i en senere blog.
Normalt svedes der i efterskolens idrætshal, fordi eleverne spiller håndbold, volley, basket eller laver gymnastik.
Men i den forløbne uge har bolde, net, plinte og springredskaber været afløst af ordbøger, lommeregnere og ikke mindst bærbare computere, da eleverne har været til skriftlige prøver i dansk, matematik, tysk og engelsk.
Normalt er det høj latter og glade råb, som lyder i hallen, men til disse seancer er det kun computernes stille snurren og prøvevagternes forsigtige fodtrin mellem et virvar af forlængerledninger, som høres. Eleverne sidder i et væld af mere eller mindre behagelige stillinger og arbejder med prøveoplæggene - mange med musik i ørene via små headsets. Det fører til en pudsig situation, da en af pigerne lever sig ind i musikken og begynder at nynne højt. Det giver anledning til en del fnisen omkring hende og en lettere løftet pegefinger fra prøvevagten, som dog også selv må trække på smilebåndet - rart med lidt afveksling til sådan en vagt, som i visse perioder godt kan være en smule kedsommelig.
Den sidste time er der dog nok at se til, når eleverne skal låne en USB-nøge, så vi kan udskrive på de to printere, der er opstillet til formålet. Det forløber glat og gnidningsløst, og til slut er alle opgaver indsamlet og kontrolleret og hallen ligger igen tom hen - stadig stille.
Nu er de skriftlige prøver forbi - forude venter de mundtlige, som forhåbentlig bliver mindre stille.....!
Begge mine drenge er blå spejdere og jeg er selv med i spejdergruppens bestyrelse her i Farsø.
Onsdag aften var vi med i den traditionelle mindeparade, som spejdergruppen arrangerer i Mindelunden, som er uløseligt knyttet til spejderhuset ved søen i Farsø.
Mindelunden og spejderhuset blev etableret i årene umiddelbart efter befrielsen i 1945 til ære for de to lokale frihedskæmpere Chr. Ulrik Hansen og Per Sonne, som begge havde været spejdere i Farsø.
I spejdergruppen bruger vi også paraden som en anledning til, at alle gruppens spejdere kan aflægge spejderløfte ved fanevagten i Mindelunden. Noget spejderne ser frem til og sætter lidt af en ære i at være med til.
Og så slutter vi altid mindeparaden med at invitere alle gæsterne til at kigge indenfor i spejderhuset, hvor vi kan servere kage og kaffe i smukke og historiske omgivelser. Her møder vi mange gamle spejdere, som straks går i gang med at udveksle minder fra en god spejdertid som blå spejdere i Farsø.
Og når snakken går og alle ungerne leger i den smukke majsol på plænen udenfor kan vi fra gruppens side kun kigge på hinanden og glæde os over den flotte opbakning til vores arrangement.
Forleden var jeg i Støvring, hvor min gamle skolekammerat Jesper Hansen skulle holde foredrag om Grønland, hvor han har boet og arbejdet i 14 år. I den anledning havde han bedt mig om tage et par billeder af ham som foredragsholder - billeder han bl.a. skal bruge på sin hjemmeside www.dovregubben.dk.
Medens jeg tog billeder kunne jeg jo passende lytte til Jesper underholdende og spændende foredrag om et storslået land med en helt fantastisk natur, kultur og befolkning.
Desværre kunne jeg kun være med til første halvdel af foredraget, da jeg skulle tilbage til efterskolen til et møde. Men ud fra, hvad jeg hørte og så, kan jeg da kun anbefale Jesper som foredragsholder. Så står bloggens læsere og mangler et underholdende og oplysende indslag, bringer jeg hermed min anbefaling. Tjek Jespers hjemmeside for mere info, da han har flere forskellige foredrag at byde ind med.
I dag var Jesper så forbi for at hente billederne, og i den forbindelse havde han en lille gave med som tak for ulejligheden: En gammel singleplade fra 1968 med den engelske gruppe Status Quo og deres lettere psykedeliske “Pictures Of Matchstick Men”, som ligger milevidt fra den boogierock, de senere slog igennem med.
Singlen skal naturligvis indgå i samlingen nede i retrokælderen. Og bloglæserne kan høre den her på Youtube:
Det flotte påskevejr lokkede hele familien til “feddet” i Risgårde Langfredag. Her nød vi det gode vejr, slappede af i sommerhuset og gik en tur langs fjorden med vores hund Nemo.
Hunden er i sit es i disse omgivelser, et frirum at løbe i, en tennisbold at løbe efter og noget vand at svømme i. Hertil et par drenge, som gider at lege. Det er da et hundeliv, som er værd at leve.
Jeg har som regel altid mit kamera med, når vi er på sådan en tur. Denne dag mit efterhånden bedagede Nikon D70, som dog stadig tager rigtig gode billeder - ikke mindst i kombination med Nikon 70-300 telen, som jeg byttede mig til for et par år siden.
På efterskolen er det en gammel tradition, at lærerne skriver og spiller en revy op til påskeferien. I alt er der to en halv dag til rådighed, hvor der skal skrives tekster, øves og gøres klar til den store premiere, som er både første og sidste gang, revyen spilles.
Indholdet i revyen er kærlige spark til eleverne, som spiddes med kærlig ironi i sange og sketches. Forældrene overværer også løjerne og forstår sikkert kun det halve - men reaktionerne efter sådan en revy er altid, at alle har moret sig over vores mere eller minde sjove udskejelser på de skrå brædder.
Nogen egentlig generalprøve er der ikke tid til, så vi springer lige ud i det, og så må publikum leve med, at vi har teksthæfterne med på scenen....
Ud over at være en sjov oplevelse for elever og forældre er revydagene også en god lejlighed til os lærere til at være sammen om et projekt.
Medens lærerne laver revy er der i øvrigt alternativt program for eleverne med foredrag, workshops i hallen, arbejdsprojekter og gymnastikopvisning i Gigantium.
I øvrigt er vi nok en af de eneste revyer med garanti: Hvis ikke publikum har moret sig, får de entreen tilbage. Og så er det forresten gratis at komme ind!
Her i Farsø bor jeg nabo til skolen, hvor mine to drenge også er elever. Gennem årene har jeg været til en del møder og arrangementer, hvor jeg har konstateret, at mange ting på skolen så ud akkurat, som da jeg var elev på den fra 1965 til 1975. De samme gulve, de samme landkort (!) og de samme gardiner og gardinsnore...
Heldigvis er skolen i gang med en gennemgående renovering, hvor stort set alt bliver fornyet. Forleden var vi til åbent hus på den gamle 50’er fløj, som tidligere rummede lærerværelse og kontor på øverste etage og skolekøkken og sløjd nedenunder. I dag er der mediatek i den nederste etage, hvorfra man via en stor dobbelttrappe kan bevæge sig op på en ny klassegang med flotte nye klasselokaler, der alle er forsynet med nye og moderne interaktive tavler.
Lige nu er det så den ældste fløj, man er i gang med at renovere sammen med en 70’er fløj ud mod Skolegade. Det var i den gamle fløj jeg i sin tid startede i skolen. Også her tager man grundigt fat - vægge rives ned, nye bygges op, og om et halvt års tid står det hele forhåbentlig helt færdigt. Fra min have kan jeg følge denne del af byggeriet på nærmeste hold.
I den gamle skolegård er der fyldt med byggemateriel. Vandkummen, som stod der i min skoletid, er for længst væk. Om den husker jeg blandt andet, at et par af mine klassekammerater havde givet pigerne vand i et frikvarter. Det kom inspektør Tom Kristensen for øre, og straffen blev, at de formastelige herrer SKULLE slås med vand i en hel time, medens de blev overvåget af inspektøren, som havde fin udsigt over skolegården fra sit kontor.
