Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses
HER
-0-
4. maj i Farsø
04-05-2011
Begge mine drenge er blå spejdere og jeg er selv med i spejdergruppens bestyrelse her i Farsø.
Onsdag aften var vi med i den traditionelle mindeparade, som spejdergruppen arrangerer i Mindelunden, som er uløseligt knyttet til spejderhuset ved søen i Farsø.
Mindelunden og spejderhuset blev etableret i årene umiddelbart efter befrielsen i 1945 til ære for de to lokale frihedskæmpere Chr. Ulrik Hansen og Per Sonne, som begge havde været spejdere i Farsø.
I spejdergruppen bruger vi også paraden som en anledning til, at alle gruppens spejdere kan aflægge spejderløfte ved fanevagten i Mindelunden. Noget spejderne ser frem til og sætter lidt af en ære i at være med til.
Og så slutter vi altid mindeparaden med at invitere alle gæsterne til at kigge indenfor i spejderhuset, hvor vi kan servere kage og kaffe i smukke og historiske omgivelser. Her møder vi mange gamle spejdere, som straks går i gang med at udveksle minder fra en god spejdertid som blå spejdere i Farsø.
Og når snakken går og alle ungerne leger i den smukke majsol på plænen udenfor kan vi fra gruppens side kun kigge på hinanden og glæde os over den flotte opbakning til vores arrangement.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg