For mange år siden besøgte jeg i Australien en by, som hedder Surfers Paradise. Efter et par småture rundt i det nordjyske i denne uge, kan vores landsdel vist godt få samme betegnelse.
Ved Trend kan man således på dage med god vind se og opleve kitesurfere i action på Limfjordens bølger. Her surfer man på et meget lille board, som ikke har påmonteret et traditionelt sejl. I stedet består sejlet af en slags drage, som hænger højt i luften og giver masser af fart og muligheder for at lave tricks. Det er således ikke ualmindelig at se surferen blive hævet 5-6 meter op over vandet, hvor der så kan laves forskellige småtricks på og med boardet.
Kører man lidt længere væk, til Klitmøller ved den nordvestjyske kyst, kan man også se masser af surfere. Rigtig mange, faktisk. Stedet har fået navnet “Cold Hawaii” og er i surferkredse kendt for rigtig gode bølger, som på en god dag godt kan lede tankerne hen på Californiens eller Hawaiis legendariske brændinger med perfekte surfbølger. Helt så vildt var det ikke, da vi onsdag lagde vejen forbi, men man fornemmede klar at surfmiløjet har fat i Klitmøller. Surfskoler, autocampere med surfboards på taget og folk, som er på vej til eller fra “The Bay” med et surfboard under armen.
Ude i brændingen kan man se surfere på alle niveauer muntre sig - alle kæmper for at ramme den rigtige bølge, så man kan komme op på boardet og surfe over vandet. Uden at være ekspert kunne jeg se forskellige typer af boards og teknikker - fra de klassiske med mand og board til mere sofistikerede med meget store boards og en slags pagaj eller padle, som både bruges på vej ud og på vej ind - så det ud til.
Kitesurfere så vi ikke meget til denne dag i Klitmøller, kun en enkelt, som var ved at lære at styre sejlet i vandkanten. Men her er skam også kite’re, de skal sikkert bare have mere vind end den forholdsvis lette brise, som luftede ind over Klitmøller denne sommerdag.
Det blev naturligvis til en række billeder fra “Surfers Paradise” i det danske.
I forbindelse med min blog om Nibe Festival var jeg ude med riven efter de udenlandske kunstnere. Specielt på grund af deres sceneshows, som totalt tog fokus væk fra musikken. En af mine fotovenner er enig med mig, men har dog fundet denne video med Cee Lo fra hans tid i Gnarls Barkly - havde vi dog bare fået mere af den slags....
Bare nu ikke jeg får et hav af amerikanske advokater på nakken for at lægge videoen på min blog! Jeg skylder dog manden at vise, at han faktisk kan lave flot musik - minimalistisk og flot.
Nedenunder får I så lige som bonus en soulklassiker....
Torsdag aften smuttede vi en tur til Hvalpsund, hvor man tog hul på fire dage med by- og havnefest. Samme aften indledte Hvalpsund Færgekro de traditionelle jazz-aftener, hvor der fire torsdage i træk bydes på glad jazz i et telt ved færgehavnen.
På denne smukke sommeraften var der virkelig liv i den lille og hyggelige færgeby - ikke mindst fordi man også havde gang i et motionsløb med næsten 200 deltagere. Ved færgekiosken var der lange køer ved alle lugerne, hvor folk skulle have pølser, sodavand og ikke mindst is.
Efter at have nydt vores soft ice lagde vi vejen forbi marinaen, hvor der hver aften samles mange mennesker, som kommer for at nyde stemningsfulde toner, når den lokale musiker og tidligere skoleinspektør Samuel Frederiksen lader sin cornets sprøde toner ledsage solen ned med Limfjorden som smuk kulisse. En tradition, som Samuel Frederiksen selv har skabt, og som han gør ganske gratis og for sin fornøjelses skyld de fleste aftener i perioden mellem maj og august. Repertoriet består af smukke aftensange og danske sommersange, men Samuel er nu heller ikke bleg for at lade nationalhymnen lyde ud over fjorden.
Det bliver til mere end 90 af den slags små koncerter på en sommer, og den helt store finale finder sted i august, hvor Samuel Frederiksen spiller solen ned fra dækket på færgen Mary. Da han gjorde det i fjor var færgen stuvende fuld, og hvis solen ellers vil lege med, kan man forvente et lignende tilløbsstykke i år.
Med de smukke toner i ørerne og flotte billeder af solen på vej ned, satte vi atter kursen mod Farsø efter en hyggelig aften i Hvalpsund.
Den forløbne weekend blev bl.a. brugt på Nibe Festival, som jeg gæstede fredag og lørdag. Mest for hyggens skyld, da der ret beset ikke var nogen af de musikalske navne, der om sådan kunne trække mig til Nibe. Det er klassisk sommerfestival med stort set alle de danske bands og solister, man kan støve op - i år dog uden et par af veteranerne DAD og Johnny Madsen.
På den store scene fik jeg hørt Kashmir, som med Kasper Eistrup i front forstår at sende noget god rock ud over scenekanten, omend det i dele af koncerten bliver lidt indadvendt og ligegyldigt. Men overordnet en rigtig god koncert, hvor ikke mindst “Rocket Brothers” gik rent ind. Dúné med rødder i Skive formåede at sparke gang i tingene lørdag eftermiddag, hvor de med energi og spilleglæde kom helt ud over scenekanten - U2 har bestemt ikke levet forgæves, kan man konstatere, når man ser forsanger Matt Kolstrup i fuld vigør på scenen med sit meget fotogene viltre hår.
De to store udenlandske navne, som sikkert var tænkt skulle trække folk til Nibe, skuffede i mine ører - og ikke mindst mine øjne: Show og ligegyldig performance kommer totalt til at overskygge musikken. Ce Loo Green bød såmænd ind med funky soulagtig musik med et stænk af blues, men mandens optræden på scenen var da til at græmmes over. Og at han så skal medbringe 4 kvindelige dansere, som bestemt ikke sprænger truppens tøjbudget, gjorde bare det hele en smule grinagtigt. Som vi med en stænk af mandehørm konstaterede: Det er den bedste koncert, vi har set... Men nej, det var det bestemt ikke.
Skulle man tro, det ikke kunne blive værre, så kunne man møde op foran stor scene lørdag, hvor en sangerinde ved navn Kesha optrådte (vist nok med dollartegn midt i navnet!!). Lolittapop af værste skuffe og med et sceneshow med oppustelig dyr og dansere i dyrekostumer - tåkrummende pinligt - men desværre nok til en alt for høj hyre til en dame med et ego større end Eiffeltårnet. Fotografer blev smidt ud af fotograven og en enkelt blev hevet backstage for at slette billeder af divaen, som ellers ikke holder sig tilbage for at eksponere sig selv på alverdens medier.
Som en modvægt til denne visuelle tortur og musikalske fallit må jeg erkende, at jeg fredag nat overværede noget, som var meget mere ægte og ærligt, da Frede Fup spillede på den lille scene i Reservatet. Ikke at den gode Frede Fup nogensinde har været min kop te med sin lidt lalleglade poprock. Men denne fredag leverede han simpelthen varen, og han burde have haft den store scene, medens Ce Loo og Kesha kunne strippe om kamp om, hvem der kunne få den lille scene....
Nu er det jo sådan med festivaler, at der er masser af tilbud - et musikalsk kræmmermarked, hvor man bare kan gå derhen, hvor der er musik, som falder i ens smag. Det gjorde vi også, så mit opstød mod hovednavnene går mere på, at man må formode, at en stor del af billetprisen går til dem - og det var de bestemt ikke værd i år. Efter min, og at dømmes efter festivalens Facebookside, heller ikke publikums mening.
Det er bestemt ikke utænkeligt, at jeg også gæster Nibe næste år. Ikke mindst fordi der er en hyggelig stemning og fordi man jo møder gamle elever konstant - og det er bestemt også hyggeligt, selv om turen fra indgangen til skoven godt kan tage lang tid, når man skal stoppe for hver 20-30 meter for lige at hilse på. Men det gør jeg nu gerne.
Dette er anden del af beretningen om min lille rundtur i København.
Fra Slotskirken bevægede jeg mig tilbage mod Rådhuspladsen, hvor jeg lige nåede at få et glimt af en efterskole, som varmede op til Landsstævnet i Esbjerg med en gymnastikopvisning midt i København. God reklame for efterskolerne.
Jeg har aldrig besøgt Nationalmuseet, men nu var chancen der. Der er meget at se, så man må vælge, hvor man vil lægge sit fokus. Jeg valgte at tage de vesthimmerlandske briller på og fik således set skaller fra Ertebøllekulturen, det smukke kar fra Skarpsalling ved Løgstør og den mystiske og gådefulde Gundestrupkedel, som er fundet i Rævemosen øst for Aars - en mose, som jeg hver dag passerer på vej til arbejde.
Da man i sin tid skulle afsløre en mindesten i mosen, havde man fået den berømte himmerlænding Johannes V. Jensen til at stå for inskriptionen, som sikkert til stor skuffelse for mange ganske lakonisk kom til at lyde: “Her udgravedes Gundestrupkedlen”. Her var ikke meget poesi, myter eller historisk vingesus, som nogle måske havde forventet.
Lidt skuffende var der meget lidt information om kedlen/karret på Nationalmuseet, bl.a. nævnes det ikke, at der kun er fundet 13 af de oprindelige 14 sølvplader, som man mener at karret bestod af. Gennem årene har der været mange rygter og historier om, at den sidste faktisk blev fundet og måske den dag i dag ligger et eller andet sted i Himmerland....
Fra gammel dansk historie gik det direkte over til moderne kulturhistorie, da jeg kom ud i den store forhal, hvor Grand Prix vinderen Emmilie De Forest var til stede for at åbne en lille udstilling med genstande fra årets internationale melodi grand prix, bl.a. hendes kjole og selve trofæet. Og da hun jo optræder i bedste Annisette-stil i bare tæer havde man valgt at lave en gipsafstøbning af sangerindens fødder. Afstøbningen blev lavet netop denne dag, hvor jeg sammen med mange andre overværede denne lille kulturhistoriske happening. Fra galleriet på anden sal havde jeg et godt overblik over begivenheden.
Og så sluttede det hele med lidt musikalsk kulturhistorie, da jeg lagde vejen forbi Accord, som sælger brugte LP’er og CD’er. Jeg investerede bl.a.i tung blues i form af Free’s første album, som er en lille perle med musik, som ligger milevidt fra den mere strømlinede pop, som frøken Forest erobrede Europa med.
Dagens sidste billeder blev taget i den ganske flotte bygnings, som forbinder indenrigsterminalen med udenrigsterminalen i Københavns Lufthavn - som Thomas sagde, da vi gik der: Det er godt nok flottere indefra end den er udefra.
Onsdag var jeg en tur i København for at aflevere Thomas, som skal på sprogskole i England i tre uger. Efter at der var krammet farvel til sønnike, havde jeg nogle timer i København, inden jeg skulle flyve retur.
Jeg havde ingen konkrete planer for mine lille Københavnertur men valgte at lade tilfældighederne råde på en gåtur rundt i byen - det eneste jeg på forhånd vidste var, at jeg ville holde mig væk fra Strøget. Så hellere de små gader som løber parallelt med dette helvede af mennesker og kædebutikker.
I Nyhavn indtog jeg min medbragte sandwich og Cola siddende på en pullert, hvorfra jeg kunne følge cafélivet på den modsatte side og betragte turbådene, som lagde fra kaj til deres populære ture rundt i Københavns Havn - jeg har tidligere været på sådanne ture og synes faktisk de er ganske afslappende og spændende. I dag valgte jeg dog blot at se byen fra landsiden. Videre gik det langs havnen forbi den gamle toldbygning i Havnegade - en særpræget bygning, som i folkemunde fik tilnavnet Penalhuset (se mere om topografisk Københavnerslang HER).
Ved siden af toldbygningen er der i år sandskulpturfestival, hvor mere end 3000 tons sand er kørt ind, så en række sandkunstnere har kunnet forme og skabe nogle særdeles imponerende og flotte værker - man bør smide den halvtredser, det koster, og se disse i sandhed forgængelige men i forhold til det danske vejr dog robuste værker, som forsvinder, når sommeren går på hæld. Jeg gjorde det, og fortrød ikke. Det er flot, og så kan man nyde sin kaffe i fred og ro på havnekanten med smukke skulpturer i baggrunden og det pulserende havneliv foran sig.
Videre gik turen hen mod Knippelsbro, hvor jeg i forbifarten nåede at undre mig over det paradoksale i, at Vejdirektoratet har adresse på Havnegade.
Ved Christiansborg kiggede jeg indenfor i Slotskirken, som i 1992 blev ramt af en ødelæggende brand, da en raket fra pinsekarnevallet satte ild i tagkonstruktionen. Den flotte kuppel styrtede ned i kirkerummet men blev siden genopbygget bl.a. ved hjælp af en tysk stukatør. Et imponerende arbejde, hvor man ikke havde nogen originale tegninger at gå ud fra men nærmest måtte starte forfra med at rekonstruere på baggrund af de nedstyrtede bygningsgenstande. Kirken blev genindviet i 1997 i forbindelse med dronningens 25 års regeringsjubilæum.
Og her slutter så første del af min lille rundtur - anden del følger i næste blog.
I sidste uge fik retrokælderen en lille ny beboer: En Philips pladespiller fra omkring 1972 - transportabel og med mulighed for at køre på såvel elnet som på batterier. Desværre kører motoren ikke på det lille vidunder, som dog alligevel pynter i samlingen. Så må vi se, om jeg kan finde en, som kan reparere den. Det kunne være sjovt.
Den lille tingest, som både kan ligne en UFO og et toastjern, har jeg fået foræret af Bente fra Aarhus. Hun købte selv pladespilleren for sine konfirmationspenge, og den er blevet brugt flittigt, fortalte hun mig. Senere blev den pakket væk og dukkede frem under oprydning. Bente søgte lidt på nettet og fandt min side - skrev til mig, da hun mente, at min retrokælder kunne være et bedre sted fremfor genbrugspladsen. Og sådan havnede den lille Philips her hos mig. Stor tak til Bente for at være så betænksom.
På nettet har jeg fundet denne lille video af en tilsvarerende pladespiller i aktion:
Bloggen her på thitind.dk har lige så stille passeret sin 4 års fødselsdag. Det gjorde den i tirsdags, hvor det præcis var 4 år siden jeg skrev et lille indlæg om lejrskolen "Over Koen".
Netop hjemkommet fra endnu en fantastisk afslutningstur til dette herlige sted ved Limfjorden er det vel på sin plads at sætte sig ned med en kop kaffe og lader tankerne flyde lidt tilbage på 4 års bloggerier.
Skriverierne her på siden er, som jeg før har skrevet, ren hygge og terapi, hvor jeg kan få afløb for skrive og foto-interessen. At der så er folk, som gider læse med og ind imellem komme med små kommentarer til skriverierne, er jo bare en positiv sidegevinst. Der er kendte folk i form af venner, familie og fra arbejde som kommentarer, men også folk, som jeg slet ikke kender men som har googlet sig frem til min side af mere eller mindre uransagelige veje.
Et eksempel på det sidste, skal jeg fortælle om i næste blog, hvor jeg vil berette om, hvorledes retrokældren har fået en "lille ny". Men mere om det her i weekenden - først står den nemlig på intense døgn, hvor der skal tages afsked med elevholdet 2012-13 på efterskolen.
Billederne, som ledsager denne blog, er fra lejrskolen, som ikke blot bød på sol men også en del regn, som gav en smule hektisk aktivtet i teltlejren, da sluserne åbnede sig og vandet silede ned...Det sidste billede er af min herlige kontaktgruppe, som har været en fornøjelse at kende: Emma, Nanna, Sarah, Ida, Mads, Jacob, Mikkel og AP. God vind til dem fremover :-)
Tirsdag aften brugte jeg på at køre en tur til Ranum. Her var der arrangeret rundvisning på det gamle seminarium, hvor jeg blev uddannet lærer i årene 1980-84. Rundviseren var Hans Støttrup Jensen, tidligere lærer på stedet og senere rektor, da der blev pædagogseminarium. Jeg havde fornøjelsen af at være på studietur til Polen med Hans og så spillede vi også lidt fodbold sammen i den lokale klub: IK Vest.
Rundvisningen startede på plænen udenfor seminariet, hvor vi bl.a. fik fortalt historien om, hvordan Ranum Seminarium opstod, da man i 1848 flyttede præstegårdsseminariet fra Snedsted i Thy og til Ranum. Man lagde bevidst den slags seminarier ude på landet, således at de kommende lærere ikke faldt for storbyernes eller købstædernes fristelser men i stedet blev oplært til at fungere som undervisere for den simple bondes børn.
Gennem årene blev der udbygget med nye og større bygninger - og kvaliteten blev også gradvist bedre. På et tidspunkt var seminariet blevet så stort, at man ikke længere kunne have den lokale præst til at være forstander, så der blev ansat en decideret forstander/rektor med egen bolig. Han kom til at bo i en nyopført forstanderbolig tegnet af kgl. bygningsinspektør Hack Kampmann. Den var bolig for seminariets forstandere og rektorer fra 1896 til 1987, hvor lærerseminariet lukkede. Arkitekten kom senere til at stå for kendte bygningsværker som Viborg Katedralskole og politigården i København. Lokalt var han også manden bag posthuset i Løgstør.
Den flotte hovedbygning fra 1934 er tegnet af Einar Packness, som bl.a. også har tegnet stationerne mellem Aars og Farsø, Aalborgs gamle rådhus og Svinkløv Badehotel. Herinde kunne vi se en gammel buste med seminariets første forstander Ludwig Chr. Müller. Hans Støttrup Jensen er fortaler for, at denne buste skal stå mere centralt i byen, men har også forståelse for dem, der har betænkeligheder ved det. Busten har nemlig tidligere stået i det fri, hvilket i den mere glade og løsslupne semiarieperiode i Ranum har betydet, at den gode Müller har været med på diverse værtshuse og sågar hjemme på pigeværelser i byen! Men altid for til slut at ende på sin blivende plads på stensøjlen, som nu står i den gamle hovedbygnings aula. På billedet herover kan man således se stedets første og sidste forstander/rektor sammen...
På førstesalen i bygningen hænger en unik og ubrudt samling af billeder, med alle de hold, som er dimmiteret fra stedet fra omkring 1895 og frem til sidste lærer forlod stedet i 1987. Her kunne jeg, ud over mig selv, finde mange kendte ansigter - både fra lokalsamfundet i Vesthimmerland og fra det politiske og åndelig liv i Danmark. Det har vist altid været sådan, at lærere har haft en hang til at involvere sig i politik, så her hænger flere, som siden blev borgmestre eller folketingsmedlemmer. Fra min egen årgang gælder det Mogens Gade, som i dag er borgmester i Jammerbugt Kommune. På billedet herover kan man se et maleri af den lokale digter og forfatter Johan Skjoldborg - "husmandsdigteren".
Vi sluttede rundvisningen i den gamle fællessal, hvor Hans viste gamle billeder fra seminariet, medens jeg kunne sidde og tænke tilbage på en januardag i 1984, hvor jeg i netop det lokale var oppe i sidste fag på læreruddannelsen.
I dag rummer bygningskomplekset en efterskole, Ranum Efterskole, som med mere end 300 elever er blandt landets største.
