Stevns er et af de hjørner, som med rette kan kaldes en grå plet på mit Danmarkskort. Jeg tror aldrig, jeg har været i den del af Danmark, så da vi i sidste uge drog til Møn og var i god tid, slog vi et smut omkring.
Koldkrigsmuseet i Stevnsfortet har jeg blogget om, men stedet er måske mere kendt for den geologiske struktur i form af Stevns Klint. Et fantastisk flot område, som dog nok ligger lidt i skyggen af Møns Klint, som man i øvrigt kan se, når man står på toppen af Stevns.
Et af de billeder, som jeg havde på nethinden, før vi drog til Stevns var Højerup Kirke, som bogstaveligt talt ligger på kanten af den 40 meter høje klint. Sagnet fortæller, at kirken hver julenat foretager et hanefjed ind i landet for at undvige havets ubønhørlige slid på klinten. Helt nok har et hanefjed dog ikke været, for i 1928 styrtede kirkens kor i havet, medens resten af kirken stod uskadt tilbage. Man sikrede kirken ved at bygge bølgebrydere ud for klinten og ved at fundere kirken med beton og jernarmering.
I dag er der en lille udsigtsterrasse, hvor koret tidligere var. Herfra er der en flot udsigt over klinten og et sugende kig direkte ned i bølgerne.
Højerup Kirke er ikke længere i brug - der er i stedet opført en ny, som er placeret en del hanefjed længere inde i landet, hvor den forhåbentlig ligger sikkert og godt i mange år.
Og en lille sjov historie, som måske kan forklare, hvorfor Stevns ikke rigtig er på mit Danmarkskort: Da vi stod på klinten, fortalte min telefon mig nemlig, at jeg var i Sverige....
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg