I forbindelse med weekendens tur til Hamborg blev der også tid til et besøg i byens zoologiske have: Hagenbeck Tierpark.
Dyreparken, som er mere end 100 år gammel, var en af pionerene når det gælder om at vise eksotiske dyr i autentiske omgivelser. Der har således altid været gjort meget ud af at give dyrene nogle gode og store arealer, hvor fornemmelsen af bur og zoologisk have minimeres. Det er faktisk lykkedes meget godt.
Der er særligt et sted i parken, som er meget kendt og elsket. Det er et panorama, hvor man i forgrunden har en sø med flamingoer, medens der bag dem er en savanne med zebraer og strudse og helt bagude er der så et klippelandskab med løver. Når man står foran søen ser man det hele som et sammenhængende landskab, selv om der er adskillelser og gangstier mellem de tre anlæg. Billedet herunder viser dette panorama, som dog er svært at vise på et foto - man skal stå der for at få den rigtige fornemmelse.
Hos elefanterne er det tilladt at fodre med gulerødder og salat - noget som elefanterne er særdeles tilfredse med - de står klar til at række snablerne ud til publikum for at få en godbid eller to!
Det nyeste i Hagenbeck er et stort polaranlæg med sæler, hvalrosser og isbjørne i et meget flot anlæg med masser af klipper og vand.
Generelt var det en rigtig god oplevelse at besøge dyreparken, hvor man har let ved at komme på skudhold med kameraet.
På en medarbejdertur til Hamborg med efterskolen kom vi til at snakke om, at en af mine gode kolleger i ramme alvor havde påstået, at et af Creedence Clearwater Revivals store hits angiveligt skulle hedde “Pale Moon Rising”!
Nu ved jeg og andre jo, at det retteligt er “Bad Moon Rising”, og den slags påstande forbliver bestemt ikke forbigået i tavshed på min arbejdsplads, hvor sarkasmen har gode levevilkår.
I Hamborg kom vi således til at reflektere over, at det sikkert en slags konspirationsteori, hvor alle popnumre med ordet “Bad” retteligt skal synges med ordet “Pale” i stedet. Og det giver da egentlig også mening, at Michael Jackson skulle synge “I’m pale” i stedet for “I’m bad”.....
Ikke mere boren rundt i det, lad os da lige høre det kendte nummer “Pale Moon Rising”:
Forleden var jeg i den hyggelige Aalborg Zoo med eleverne fra HCI. Formålet var først og fremmest at deltage i en naturvidenskabelig dag, hvor forskellige skoler og institutioner stillede op med stande, hvor vores elever så kunne foretage forskellige forsøg indenfor fag som fysik og biologi.
Nu var der heldigvis også afsat tid til, at vi kunne gå rundt i haven og se på dyrene, som mange steder har rigtig flotte anlæg - bl.a. hos isbjørnene, hvor jeg sagtens kan stå en times tid med mit kamera og observere deres leg i vandet. Og så ellers håbe på at få et godt skud eller to i kassen af disse prægtige dyr. (Husk, at billederne kan klikkes op i stort.)
Det lykkedes ganske fint denne solbeskinnede torsdag i Aalborg, også selv om billederne er taget gennem tykt og ikke altid helt rent glas.
På vores lille weekendtur til København var vi ved middagstid i den indre by, hvor vi spise frokostbuffet på Dallevalle, som er en cafe indrettet i det gamle Daells Varehus. Maden er ikke prangende, men der er rigeligt og prisen er rimelig: Familien på 4 kunne spise for en samlet pris på 475 kr.
Efter frokost delte vi: Hedvig og Morten gik deres vej, medens Thomas og jeg gik vores vej. Vi ville nemlig besøge Tøjhusmuseet, som jeg tit har tænkt på at besøge men aldrig fået gjort. Det gjorde jeg så nu, og Thomas var helt med på ideen.
I den store kanonhal er der et væld af artilleri og luftværnskanoner, som er brugt i den danske hær gennem tiden. Mest interessant var dog den særudstilling, som er opbygget i den ene side af den store hal. Her går man ind i et typisk dansk ungdomsværelse med Piratos på bordet, fodboldplakater på væggene og en computer på skrivebordet. PC-skærmen antydede, hvem der boede på værelser, for over skærmen rullede “Min sidste vilje”, som er en slags testamente, som udsendte soldater kan udfylde - barskt men nødvendigt, når man drager i krig!
Fra værelset gik vi igennem et rum, som illuderede et fly fyldt med soldater, og da vi gik ned af rampen, var vi ankommet til Afghanistan. Her er opbygget en lejr, som de danske kampgrupper bor i. De fleste af genstandene i udstillingen er hentet hjem fra Afghanistan og der er derfor en stor grad af autencitet over det hele med slidte og ramponerede genstande, toiletdøre med grafitti og det lille køkkenbord med mikroovn og feltrationer i stakkevis. Lyd og lys er også en vigtig del af udstillingen, hvor lyset til tider dæmpes for at vise lejren i forskellig belysning. Over hovederne på os kunne vi høre fly og helikoptere i luften - alt sammen meget virkningsfuld og en smule skræmmende.
Udstillingen er rost fra mange sider, og den største ros er vel, når tidligere udsendte erklærer, at det er som at være tilbage i lejren i Afghanistan. Udstillingen har sin egen hjemmeside.
På førstesalen i Tøjhusmuseet er der en række montrer som udstiller genstande fra de krige, Danmark har deltaget i gennem de seneste 500 år.
Efter den oplevelse drog vi tilbage til Østerbro, hvor Thomas skulle til fest med den sprogskole han var på i sommerferien. Hedvig og Morten tog i Tivolis Koncertsal for at se en flot og ny opsætning af en række af H C Andersens eventyr, hvor den nyeste teknologi blev taget i brug i scenografien.
Senere på aftenen mødtes vi allesammen i Tivoli, hvor vi så årets sidste store fyrværkeri, som i bedste Olsen Banden stil blev afviklet til tonerne af Lumbyes “Champagnegaloppen”, hvor timingen var imponerende, når raketternes knald “spillede sammen” med musikken.
Lørdag var København tilsmilet af smukt efterårsvejr. Blå himmel og klar luft inviterede nærmest til, at vi tog gåturen fra Østerbro til City.
Sortedamssøen er den sidste i rækken af søer, når man bevæger sig mod øst. Her er masser af fugle og fisk og rundt om søen en hel del repræsentanter af arten “motionsløbere”. I denne østlige ende er en stor del af søen inddraget til det store metroprojekt, som vækker nogen debat med støjgener og lignende. Vi var nu ikke generet af støjen, men kunne da godt se, at det er noget som fylder mange steder i byen. Fra selskabets side har man hegnet byggepladserne ind med grønne vægge, som er forsynet med store kunstværker.
På den anden side fandt vi Holmens Kirkegård, som i efterårssolen var en smuk lille oase i storbyen. Oprindeligt var det flådens kirkegård og kun tiltænkt fattige og ubemidlede, men efterhånden som kirkegårdene rundt om i byen blev fyldt op, kom også det bedre borgerskab til at ligge på “skibskirkegården”. Hæren havde også sin egen: Garnisonskirkegården, som dog er noget yngre end Holmens Kirkegård. Flere kendte danskere ligger begravet her, bl.a. komponisten H. C. Lumbye, grundlæggerne af skibsværftet Burmeister & Wain og forfatteren Emma Gad. Kirkegårdens kapel er meget iøjnefaldende og karakteristisk med sin udformning som en norsk stavkirke.
Fra Holmens Kirkegård bevægede vi os gennem Østre Anlæg og forbi Statens Museum for Kunst og over til den smukke Kongens Have med det lille slot Rosenborg. Vi kiggede indenfor og fik også set kronjuvelerne i skatkammeret under slottet.
Vores lille spadseretur gennem byens grønne oaser havde nu brag os til kanten af midtbyen med dens travle virvar af biler, cykler og fodgængere. Hvad byen så havde at byde på for vores vedkommende, vil blive beskrevet i den næste blog.
I weekenden skulle Thomas til København, hvor der var gensynsfest i forbindelse med den sprogskole, han var på i sommerferien. Vi benyttede lejligheden til at lave en weekendtur ud af det for hele familien.
Transporten lod vi DSB om at klare - som minigruppe kunne vi stort set komme lige så billigt med toget, som det ville være at køre selv. Dertil slap vi for at skulle finde og betale for parkering i København - og jeg slap for at køre rundt i storbyen, som jeg finder ret stressende.
Vi havde på forhånd undersøgt forskellige vandrehjem og lignende men faldt så over et hotel i Ryesgade. Hotel Rye er et lillebitte hotel, som er indrettet i et tidligere plejehjem. Man kommer ind via en ganske normal opgang med almindelige lejligheder. Hotellet råder over to etager og der er morgenmad i en hyggelig spisestue, hvor vi vel kunne være 18-20 mennesker af gangen. Var der ikke lige plads, kunne man vente i opholdsstuen, som var lige så hyggelig som spisestuen - hjemligt og anderledes fra hvad man normalt finder på hoteller og hostels.
Værtsparret kræsede med en udsøgt morgenmad med hjemmelavede pandekage, hjemmebagte boller og blødkogte æg, som var perfekt tilberedte - normalt lidt af en sjældenhed på de hoteller, jeg har frekventeret gennem tiden.
Vi nød den hjemlige og hyggelige atmosfære. Bad og toiletter var på gangene, men der var naturligvis lagt slåbrok og hjemmefutter frem til alle. Ganske hyggeligt, som vi allesammen tøffede rundt og pænt ventede på, at der blev plads på et af de to badeværelser.
Hotellet ligger på Østerbro, en enkelt blok fra Sortedamssøen og med blot få minutters gang til Triangelen. Det var således let at komme til og fra byen med bus.
Hvad vi så foretog os i hovedstaden, vil man kunne læse om i de næste par blogs.
Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om skuespillet “Den hæse drage”, som jeg opførte som en skolekomedie tilbage i folkeskoletiden.
Som stor fan af dansk beatmusik fra slut 60’erne og start 70’erne er jeg også begejstret for den danske gruppe The Beefeaters, som leverede noget flot musik med inspiration fra rock, pop, soul og blues. Jeg har et par gamle LP’er med gruppen. Jeg ved også, at gruppen i sin tid lavede en plade med musik til netop Benny Andersens populære komedie om den hæse drage.
Jeg har dog aldrig set pladen - selv om jeg har været til en del plademesser og rodet rundt i ret så mange pladekasser gennem tiden.
Men det har jeg nu. Faktisk står pladen nu i min reol. Forklaringen er, at en af mine gode venner en dag droppede et par kasser med gamle LP’er af i min kælder. Det meste af musikken var 80’er rock og pop og der var en del, som jeg ikke havde i forvejen. Den første hurtige gennemgang af kasser resulterede i, at Michael Jackson og Fleetwood Mac røg med op i stuen. Lidt senere fik jeg tid til en mere detaljeret gennemgang, og sad så pludselig med Beefeaters og “Den hæse drage” i hænderne! Sikke en overraskelse.
Pladen røg naturligvis på afspilleren med det samme og det viser sig at være en indspilning med Det Lille Teater og Beefeaters. Så nu kan jeg høre hele skuespillet - inklusive min egen replik, hvor jeg skulle sige: “Det hedder nu agurk”, medens min skolekammerat skulle påstå, at det hed “agork”.
Jeg har googlet lidt og fundet ud af, at pladen måske ikke er så sjælden, som jeg troede. Det er nu heller ikke det vigtigste, det er det til gengæld, at jeg nu kan høre det gamle skuespil og Beefeaters.
Torsdag aften tilbragte jeg i gode venners lag på Aalborgs hyggelige spillested med det EU-politiske ukorrekte navn “Skråen”. Her stillede Manfred Manns Earth Band op til koncert - og hvilken koncert!
Manfred Mann har huseret på hitlisterne siden 1960’erne, hvor den stod på klassisk engelsk popmusik. I 1970’erne blev stilen lagt om til mere hård rock med rå guitar moog og flotte vokaler. I første omgang videreførte Manfred Mann traditionen med at gøre Bob Dylan-numre til pophits, da Earth Band udgav albummet “Solar Fire” med det flotte Dylan-nummer “Father of Day - Father of Night”. Sidenhen kastede gruppen sin kærlighed på Springsteens numre og lavede hits ud af “Blinded By The Light”, “For You” og “Spirits In The Night”.
Sidstnævnte nummer indledte koncerten i Aalborg, hvor den altid hatteklædte Manfred Mann havde selskab af bandets faste guitarist Mick Rogers og en velspillende rytmegruppe plus en sanger i skikkelse af Robert Hart, hvis stemme lå perfekt til gruppens numre.
Mick Rogers har næsten er mere fremtrædende rolle end bandmesteren selv, som for det meste gemmer sig bag sine keyboards og lader andre om at komme i rampelyset. Men Rogers er også en kompetent guitarist, som desuden kan supplere på den vokale side. Han mestrer den rå lyd, men viste også spilleglæde og overskud, da vi fik det gamle hit “Doo Wah Diddy” i en nærmest Chet Atkins-agtig version, hvor der kun var guitar, trommer og Rogers vokal - sammen med vores! Flot, sjovt og anderledes.
Mann selv kom dog også frem med sit specielle keyboard over skulderen, så det nærmest kunne betjenes som en guitar. Der blev spillet soloer og rocket, så publikum måtte overgive sig. I første halvdel var der flere knap så kendte numre, medens vi til slut fik alle de store hits - inklusive “Mighty Quinn”, som næsten fik Skråen til at vælte.
Efter sådan en koncert forlader man lokalet med et tilfreds smil på læben - vel var det nostalgiske toner, men når de bliver leveret med så meget spilleglæde og overskud, som vi oplevede denne torsdag aften i Aalborg, er der ikke andet at sige end: Fremragende. Kommer Manfred og Co i nærheden af et spillested nær dig, så tøv ikke med at få købt billet - det er alle pengene værd.
Videoen her er fra en koncert i Tyskland i foråret.
Vi har prøvet det før, men torsdag prøvede vi det med en stopfuld færge, da vi var til solnedgangskoncert på MF Mary: En 360 graders drejning om færgens egen akse ude midt på Limfjorden mellem Himmerland og Salling.
Det lille stunt laver færgepersonalet ind imellem - så vidt jeg ved ikke kun for at underholde de forbavsede passagerer, men også for at blæse godt igennem i de dyser, som man, så vidt jeg ved, styrer færgen med. Færgen styres fra broen med et lille joystick, som i sin tid krævede lidt tilvænning, da man kom fra den gamle MF Hvalpsund, som blev styret med et klassisk ror.
I øvrigt bød overfarten på stemningsfuld musik leveret af Samuel Frederiksen, som sommeren igenem troligt har givet solnedgangskoncerter på lystbådehavnen i Hvalpsund - til stor glæde for mange.
Torsdagens koncert var den sidste i rækken, som næsten nåede op på 100 koncerter. For andet år i træk foregik det i samarbejde med det kommunale færgeselskab, som inviterede folk til en gratis sejltur med indlagt koncert på cornet.
I denne sidste blog fra Hamborg skal det dreje sig om tivoli, gayparade og en smuk park.
Mange forbinder Hamborg med HSV, når man snakker fodbold. Det er da også byens største og rigeste klub, men inde midt i byen ligger FC St. Pauli - arbejdernes klub med de engagerede fans, som kalder sig piraterne. Selv hjørneflagene på stadion er lavet som piratflag. Man skal købe billetter lang tid i forvejen, hvis man vil ind og se holdet, som for et par sæsoner siden var i Bundesligaen men som nu spiller i den næstbedste række.
Når sæsonen starter spiller St. Pauli som regel ikke på hjemmebane før i slutningen af august. Det skyldes at parkeringspladsen og det store grønne område ved siden af stadion fra midt i juli til midt i august er omdannet til en kæmpestor tivolipark: Hamburger Dom. Og ja, det er stort. Meget stort. Her finder man rutschebaner så store som i Københavns Tivoli, vandrutschebaner som man finder i Fårup Sommerland og bamsetombolaer så store som huse i flere etager.
Dom er et imponerende syn, specielt om aftenen hvor mørket falder på og de mange lys fra attraktionerne danner en flot kulisse mod aftenhimlen - om fredagen suppleres dette syn med et imponerende fyrværkeri. Man kan gå mere end 3 kilometer gennem tivoliet, hvor vognene med forlystelser og boder står tæt på begge sider!
Farverigt var det også lørdag, hvor den centrale del af byen var spærret af for at give plads til Christopher Street Parade - paraden, hvor bøsser og lesbiske drager gennem byen. Nogle i farvestrålende og imponerende udklædninger, andre er blot med på ladet af store lastbiler, hvor de har gang i en stor fest. Ganske befriende og livsbekræftende at overvære, og man kan ikke lade være med at tænke tilbage til nazityskland, hvor folk kunne komme i fængsel eller kz-lejr for at have afvigende seksualitet. Vi oplevde kun glæde, fest og farver både blandt deltagerne og blandt publikum, hvor en enkelt mand med et dommedagsbudskab ikke tiltrak sig meget opmærksomhed.
Storbyferie er ensbetydende med, at man går meget, og at man ofte er omgivet af mange mennesker - ikke mindst når der er parade. Så er det altid afslappende at finde ind i en grøn oase i form af de mange og flotte parker, som findes i Hamborg. Her er masser af græs, smukke planter og rislende vand, som giver fred i sjælen, medens man hviler benene på en bænk eller i en af de solide stole, som står overalt i parkerne.
Såvel i parkerne, som på de mange broer i havneområdet finder man et verdensomspændende fænomen, hvor forelskede unge par meget symbolsk placerer en hængelås med deres navne på broen. Nogle steder hænger der bare en enkelte, andre steder hænger der flere hundrede. En god forretning for låsesmeden, som sælger disse hængelåse, skulle man mene.
Efter 3-4 dage med masser af oplevelser gik turen atter mod nord, hvor der nu står arbejde på programmet. Vi voksne har været i gang i en uge, medens drengene starter i skole på mandag.
I øvrigt skal jeg på medarbejdertur med min efterskole senere på efteråret. Turen går til - Hamborg...
