Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om skuespillet “Den hæse drage”, som jeg opførte som en skolekomedie tilbage i folkeskoletiden.
Som stor fan af dansk beatmusik fra slut 60’erne og start 70’erne er jeg også begejstret for den danske gruppe The Beefeaters, som leverede noget flot musik med inspiration fra rock, pop, soul og blues. Jeg har et par gamle LP’er med gruppen. Jeg ved også, at gruppen i sin tid lavede en plade med musik til netop Benny Andersens populære komedie om den hæse drage.
Jeg har dog aldrig set pladen - selv om jeg har været til en del plademesser og rodet rundt i ret så mange pladekasser gennem tiden.
Men det har jeg nu. Faktisk står pladen nu i min reol. Forklaringen er, at en af mine gode venner en dag droppede et par kasser med gamle LP’er af i min kælder. Det meste af musikken var 80’er rock og pop og der var en del, som jeg ikke havde i forvejen. Den første hurtige gennemgang af kasser resulterede i, at Michael Jackson og Fleetwood Mac røg med op i stuen. Lidt senere fik jeg tid til en mere detaljeret gennemgang, og sad så pludselig med Beefeaters og “Den hæse drage” i hænderne! Sikke en overraskelse.
Pladen røg naturligvis på afspilleren med det samme og det viser sig at være en indspilning med Det Lille Teater og Beefeaters. Så nu kan jeg høre hele skuespillet - inklusive min egen replik, hvor jeg skulle sige: “Det hedder nu agurk”, medens min skolekammerat skulle påstå, at det hed “agork”.
Jeg har googlet lidt og fundet ud af, at pladen måske ikke er så sjælden, som jeg troede. Det er nu heller ikke det vigtigste, det er det til gengæld, at jeg nu kan høre det gamle skuespil og Beefeaters.
Fantastisk. Tak Per og Marianne.
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til dette indlæg