|
|
|
Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
-0- Vilsted Sø18-05-2014
I Vesthimmerland har vi en lille naturperle i form af den genskabte Vilsted Sø, som strækker sig fra Vilsted til Vitskøl. Et stort og naturskønt område med masser af dyreliv.
Forleden parkerede jeg bilen ved Vitskøl Kloster og gik med hund og kamera en tur langs Bjørnshol Å til det stryg, hvor vandet løber fra søen og ud til Limfjorden. Et herligt sted med masser af fugle i luften og i og ved vandet, terner, fiskehejrer, ænder og en enkelt vipstjert fik jeg øje på denne majdag.
Skal man for alvor fotografere fugle, er det vist nødvendigt med camouflageudstyr og en god portion tålmodighed. Og så er det nok heller ikke den bedste ide, at have en aktiv hund ved siden af sig. Men vi nød nu turen og fik da også taget et par fotos.
Mortens dag13-05-2014 I søndags havde vi konfirmation. Efter måneders forberedelse, blev det endelig Mortens tur til at blive konfirmeret.
Morten er en projektmager, som helst skal have fingeren på pulsen og indflydelse på alt - det gælder naturligvis også hans egen konfirmation. Intet var overladt til tilfældighederne, invitationerne var ude i god til, bordpynt, mad og alt det andet var der også styr på.
Køretøjet, som skulle hente ham, og forældrenes tale var reelt set det eneste, Morten ikke havde helt styr på. Det havde vi heldigvis.
Det blev en super fest - naturligvis i spisesalen på HCI, alle andre steder ville være utænkelige, når det gjaldt Mortens fest. Den nykonfirmerede unge mand bød selv velkommen, hvorefter han tog fusen på sin mor ved at overække hende en stor buket røde roser - det var nemlig også mors dag! Herefter satte Morten sig til keyboardet og akkompagnerede selv til den populære efterskole- og konfirmationssang: Linedanser.
Festen blev helt som vi, og Morten, kunne ønske os. Stort tillykke til Morten, og her er så et lille billedshow til ham. Klik på billedet.
Stjernerne var i byen30-04-2014
Det var nogle af landets bedste håndboldspillere, som tirsdag aften gæstede Farsø. KIF Kolding-København stillede op til landspokalkamp mod de lokale helte fra Team Vesthimmerland, som også er en fusionsklub. Dog med lidt mere nærhed mellem de to moderklubber end det sydøstjyske-københavnske foretagende.
KIF Kolding-København opstod på ruinerne af det fallerede AG København, hvor en række store danske navne pludselig stod uden klub. Lars Jørgensen, Kasper Hvidt og Joachim Boldsen indgik i et samarbejde med den jyske storklub Kolding, og et noget utraditionelt samarbejde var en realitet. Hvordan man rent praktisk klarer træningen ved jeg ikke, men mon ikke københavnerne selvtræner nogle gange og så ellers træner med i Kolding et par gange om ugen.
I øvrigt var det et gensyn med stjernerne, som vi besøgte i København for to år siden, da vi gav en træning med AG København i konfirmationsgave til Thomas. Det var en rigtig god oplevelse med en flok dedikerede men også ukrukkede spillere, som virkelig gav de unge spillere en god dag. Og samtidig fik de sat på plads, at hvis man vil noget med sin sport, må man yde en maksimal indsats. Der ligger et enormt træningsarbejde bag den position, som de efterhånden aldrende håndboldspillere har opnået.
Kampen i Farsø var ikke nogen stor opgave for det danske tophold, som er midt i slutkampene om den danske mesterskab, medens TVH'erne praktisk talt allerede er gået på sommerferie. Efter at have skabt et soldidt forspring i første halvleg kunne Kolding-København lette lidt på speederen i anden halvleg, hvor hjemmeholdet fik lov til at lege lidt med og spille lige op mod storfavoritterne, som drog hjem med en sejr på 25-17. Svaner22-04-2014
I påsken var jeg et par gange på en tidlig morgentur rundt om søanlægget - sammen med hunden, som atid er klar på en gåtur - ikke mindst hvis vi kan indlægge en lille session, hvor vi kaster med en pind eller en bold!
Jeg har tidligere været ved søen uden kamera og set, hvordan svanerne kæmper for at lette deres tunge krop. Nu var min tanke, om jeg måske kunne være heldig at få et foto af det, så naturligvis havde jeg kamera og den lange tele med mig.
Den første dag gav ikke noget resultat - svanerne var der, men de kom bare svømmende for at hvæse arrigt af mig og hunden. Det blev da også til et par fotos, men ikke noget brugbart. Og heller ikke det, jeg var kommet for.
Anden påskedag var der imidlertid mere held med projektet. Efter at have kastet lidt pind ved tennisbanen gik jeg med hunden ned til broen ved det gamle møllehus. Den ene svane var hurtigt på pletten og klar til at hvæse - den anden var derimod på den anden (!) siden af søen. Den har sikkert tænkt, at den også skulle og og hjælpe med at hvæse, så den satte i gear og nåede da også at få rumpetten fri af vandet, inden den igen landede på vandet. Jeg nåde at få mine skud - havde på forhånd indstillet kameraet til serieoptagelse og følgefokus, så stort set alle skud var skarpe og gode. De bedste er efterredigeret i et billedbehandlingsprogram og bringes sammen med denne blog.
Husk, at du kan se billederne i bedre kvalitet, hvis du klikker dem op i stor størrelse.
Hurricane21-04-2014
Søndag kunne man i flere medier læse, at bokseren Ruben Carter var død i Canada efter længere tids kræftsygdom.
Carter, som var mellemvægtsbokser i 1960'erne og gik under tilnavnet "Hurricane", blev i 1966 dømt for mordet på tre hvide i New Jersey. Mange anså dommen for at være racistisk, bl.a. fordi alle vidner og alle i juryen, som dømte ham, var hvid. Desuden blev der lagt stor vægt på vidneudsagn fra to hvide mænd, som var i gang med at begå indbrud i nærheden af, hvor de tre drab fandt sted.
Bob Dylan indspillede en sang om Hurricane- en sang, man kan finde på det flotte album "Desire", hvor violinen indgår på flere numre.
Påske på feddet20-04-2014
Naturligvis var vi omkring sommerhuset i Risgårde med hunden i påsken. Det er altid et fristed for såvel mennesker som hunde.
Hunden forventer naturligvis en gåtur til "Nakken", som er pynten ved Risgårde Bredning, og hvorfra der er fin udsigt til Salling, Fur, Livø, Mors og Thy. Nemo når næppe at nyde udsigten, når den drøner rundt efter pinde og hopper i Limfjorden i ren og skær kådhed.
Efter en tur rundt om nakken var det rart og hyggeligt at komme tilbage til sommerhuset, hvor brændeovnen knitrede og hvor Morten stod klar med kaffe og hjemmelavet roulade.
HCI presentation1 Kommentarer 02-04-2014 I forbindelse med en fagformiddag i engelsk lavede en gruppe elever på min efterskole denne video, som jeg synes,, bloggens læsere skal have lov at se. Den giver meget godt en beskrivelse af stemningen på stedet:
Hola...26-03-2014
Jeg har rejst en del, men faktisk aldrig været i Spanien. Indtil sidste uge, hvor jeg drog til Solkysten ved Malaga sammen med min gode ven Ib, som har en dejlig lejlighed dernede.
Vejrmæssigt var det formentlig det bedst tænkelige tidspunkt, vi havde valgt. En uge med vejr, som svarer til en solrig dansk sommerdag - ikke for varmt ikke for koldt. T-shirts og shorts var fremme hver dag, og den sidste aften sad vi ude og spise ved 21-tiden om aftenen. Det bliver ikke bedre.
Ugen var tænkt som ren afslapning og hygge med ferie og god musik på anlægget hjemme i lejligheden. Her var det på forhånd lagt fast, at vi hver dag skulle gennemlytte et helt album med C. V. Jørgensen startende med hans første skive “En stynet strejfer” og så frem til album nummer 5. Vi blev enige om, at CV er god, men også kan blive for meget i store mængder. Det bliver Uriah Heep til gengæld aldrig i hverken mine eller Ibs ører - der kørte daglig en DVD med nogle fantastiske koncerter med den legendariske heavy-gruppe, som nok stod i skyggen af Deep Purple, men som har skabt en række flotte og melodiske rocknumre, som stadig holder.
Der blev naturligvis også tid til at studere egnen og denne del af Spanien med små udflugter til Malaga, bjergbyen Mijas (udtales michras) og en afstikker til udlandet i form af Gibraltar med den karakteristiske klippe og de lige så karakteristiske haleløse aber. Om aftenen spise vi ude på de mange spisesteder, hvor udvalget er stort lige fra traditionel spansk mad til danske klassikere. Der bor mange danskere i området mere eller mindre permanent, hvilket betyder, at man dagligt kan få friske danske aviser, frisk dansk brød og et stort udvalg af danske retter fra smørrebrød til flæskesteg. Vi faldt især for det spanske med Paella og de lækre rejer i krydret olie som de største favoritter.
Fotoudstyret var naturligvis med og det blev benyttet flittigt - lys var der masser af og farverne var flotte. Denne blog er ledsaget af et par af mine skud fra det spanske.
En herlig uge i sydspanien, som helt sikkert har givet mod på mere Spanien på et andet tidspunkt - og gerne i ydersæsonerne, hvor vejret er rigtig behageligt.
Kondensator19-02-2014 Min gamle rejsekammerat Tonny Struwe Poulsen sendte mig forleden en besked. Han havde med stor interesse og nostalgi læst min blog om vores Holden, som vi kørte Australien rundt i for 25 år siden.
I den forbindelse havde Tonny en enkelt korrektion, idet han påpeger, at det ikke var en katalysator, vik fik skiftet, men derimod en kondensator. Og heri har Tonny ganske ret.
Nu, hvor jeg er gjort opmærksom på det, kan jeg godt huske, at det var en kondensator, og den kostede ikke 10 men hele 36 kroner. Tilfældigvis fandt jeg nemlig i forbindelse med oprydning i nogle mapper den kvittering, som vi sin tid fik af mekanikeren, som jo bød på øl efter at arbejdet var udført - og regningen betalt.
Som man måske kan læse, står der ganske rigtigt condensator, og prisen er angivet til 6 australske dollars, som vist dengang skulle ganges med ca. 6 for at omsætte til danske kroner.
Holden15-02-2014
I et motortillæg til avisen kunne jeg læse, at det australske bilmærke Holden snart indstiller produktionen af biler i Australien.
Jeg har selv været den mere eller mindre lykkelige ejer af en Holden, da jeg rejste rundt i det store land i 1989. Vi var to kammerater, som på Kings Cross i Sydney købte en Holden Kingswood af et par andre danskere, som var færdige med deres rundrejse. Jeg husker ikke prisen, men mener at den lå omkring de 15.000 kr.
De australske biler var bygget op om GM-modeller fra USA og Europa - i 70’erne,som vores model var fra, nok mest fra USA. Store 6-cylindrede biler med automatgear, som der blev solgt rigtige mange af.
Vi så naturligvis også masser af Holden-biler på vores rejse, men havde også en klar fornemmelse af, at “aussierne” i stor stil var gået over til Toyota eller andre japanske mærker.
I bund og grund var vi tilfredse med vores bil - indtil vi kom op i det varme Northern Territory. Her blev varmen for meget for bilens motor, som simpelthen stod af. Vi fandt et værksted, som hentede bilen med en kranvogn og gav et tilbud på en ombytningsmotor. Sådan en var heldigvis let at skaffe, og så var det bare med at vente på, at mekanikeren fik sat den i. Det tog tre dage, så da vi anden aften i træk stemplede ind for at få en øl på det lokale roadhouse blev vi mødte med spørgsmålet, om vi havde fået arbejde på egnen….
Med ny motor gik det videre op til Darwin, hvorfra vi skulle ud i den store nationalpark Kakadu. Desværre var der lidt småproblemer med bilen, men mekanikeren fra Adelaide River kørte op og udbedrede i to omgange problemet uden beregning. I sidste tilfælde skulle der skiftes en lille kondensator til en pris på under 10 kr. Til gengæld var han ikke til at få fat i, da bilen igen gjorde nykker langt ude i nationalparken. Vi moslede lidt, og det skortede ikke på gode råd fra australiere på campingpladsen, som roste det lokale bilmærke i høje toner. Indtil vi spurgte dem om, hvorfor de så kørte Toyota, og om de i øvrigt ville købe vores fine Holden. Det ville de ikke, og så måtte vi have en mekaniker til at kigge på den. Han forlangte cool cash, før han gik i gang, og rodede så ellers løs uden at kunne løse problemet. Vi nævnte, at vi havde fået skiftet en katalysator for nylig. Han forsøgte så at skifte katalysatoren igen og vupti, den gamle motor spandt igen. Vores reparation kostede næsten 1000 kr., hvoraf materialer udgjorde 10 kr. Mekanikeren kunne godt se, at det var lidt voldsomt, så han gav et par øl på det nærliggende værtshus.
Fra dette tidspunkt kørte vores bil fejlfrit. Ned gennem det centrale Australien, ud til Ayers Rock og ned til Cooper Peedy. Videre mod Adelaide og mod øst til Sydney, hvor den blev solgt til to andre danskere, som drog ud på deres tur. De sendte os senere et postkort, hvor de fortalte, at de havde haft en god tur uden de store problemer.
Selv om der ikke længere skal bygges Holden i Australien, vil mærket fortsat bestå, men det bliver med biler bygget i andre lande, hvor produktionsomkostningerne er lavere.
<
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
>
|
|
|
|
|