Dagens mål hedder Valby, hvor vi skal se Carlsberg og en tur i parken Søndermarken, hvor man kan komme ned i de gamle cisterner, som engang sikrede Københavns vandforsyning. Vi slutter af med et besøg i Korsbæk - eller det vil sige Klampenborg, hvor forlystelsesstedet Bakken er placeret.
Da vi ikke skal ind i centrum, vælger vi at tage bilen. Det er let at finde rundt og også rimelig let at finde parkering.
Carlsberg I mine yngre dage kan jeg huske vilde fortællinger om folk, som havde fået en rundvisning på Carlsberg - og efterfølgende havde drukket sig godt og grundigt i hegnet i bryggeriets velsmagende produkter.
Helt så vildt går det ikke for sig i dag, hvor man efter en rundtur i de gamle lokaler og stalde kan læske sig med en enkelt øl på indgangsbilletten. Rundturen på museet viser bl.a. verdens største samling af ølflasker og giver et godt indblik i, hvordan den gode J. P. Jacobsens drøm om at brygge øl af høj kvalitet udviklede sig til et verdensomspændende firma.
Store dele af de gamle bygninger anvendes ikke længere i bryggeriets produktion, og de ikke-bevaringsværdige er revet ned og er nu ved at give plads til Carlsberg Byen, som bliver til et nyt og moderne bolig- og campusområde, som har vundet flere internationale priser. Hele projektet ventes at stå færdigt i 2024 - de første boliger blev taget i brug i 2017.
Valby, Sønderparken og cisternerne Fra Carlsberg er det kun en kort køretur til Valby, hvor vi købte en sandwich, som blev nydt nær Nordisk Films studier. Det var bl.a. her, Bahs og Balling udtænkte og filmede de populære Olsen Banden film, som også er optaget on location i Valby og mange steder rundt om i hovedstaden: Børsen, Magasin Du Nord, Lufthavnen, Rådhuset og kanalerne for blot at nævne nogle af de mest kendte steder.
Vi valgte at springe over udstillingen om den kendte bande, da der kun var en halv time til lukketid. I stedet gik vi i Sønderparken, som ligge klos op af en del af København Zoo, så vi fik et glimt af næsehorn, zebraer, giraffer og strudse gennem et glasparti, som meget fornuftigt er lavet, så man kan kigge ind/ud af Zoo. Jeg valgte at give den som arrig gorilla, da en børnefamilie på zoo-besøg kom forbi - så fik de den oplevelse med også….
På grænsen mellem Søndermarken og Frederiksberg Have ligger de gamle cisterner, som gennem mange år sikrede Københavns vandforsyning. Først lå cisterne åbne som store bassiner med åbent vandspejl, men af sundhedsmæssige årsager blev de senere dækket over med et låg. De blev taget i brug i 1856 og ophørte med at fungere i 1933, men blev dog først i 1981 tømt for de op mod 16 millioner liter vand, som de kunne rumme.
I dag er cisternerne, stort set, tømt for vand, og nu anvendes de til bl.a. kunstudstillinger, som gør sig særdeles fremragende i de disse underjordiske omgivelser, som er ganske fascinerende at bevæge sig rundt i.
I denne sommer er det Jeppe Hein, som med sin udstilling “In is the only way out” udfordrer publikums sanser med spejle, lyde og ild.
Bakken Vores tur fortsatte videre mod nord til Klampenborg, hvor man finder verdens ældste forlystelsespark, Dyrehavsbakken, eller blot Bakken. Her har forskellige teltholdere gennem mere end 150 år har gjort deres til at underholde og fornøje publikum i alle aldre. Her er traditionelle forlystelser som radiobiler, boder med boldkast efter tallerkener eller dåser, spillehaller og sidst men ikke mindst galopbanen, som må være Bakkens pendant til den nærliggende Klampenborg Galopbane. På Bakken drives hestene ikke frem med pisk men derimod med bolde, som skal sendes ned i huller for at give hesten fremdrift. Uanset om man selv er med i spillet eller blot er tilskuer, er det ganske underholdende at se feltet af heste bevæge sig frem mod mållinjen. Til sidst kommer en først! Og det fremkalder naturligvis stor jubel hos den, som har styret krikken til sejr…
Det sidste nye på Bakken er noget gammelt - nemlig en lille by ved navn Korsbæk. Her finder man Postgården, Skjerns Magasiner, banken og Jernbanehotellet. I flere af bygningerne er der indrettet restauranter, hvor personalet er skuespillere, som giver den som de kendte og elskede karakterer fra Matador. Henvender man sig til tjener Boldt, kan man f.eks. få følgende svada tilbage: “Hvis de vil have noget med mig at gøre, skal de hedde Agnes”!
På stampladsen i Jernbanehotellet sidder grisehandler Oluf Larsen med sin hund, Kvik, som naturligvis gerne underholder med sit lille stunt, hvor den ikke spiser frikadellen, når det er en “tysker”, men gerne, når det er en “dansker”.
Hen under aften bliver stemningen fortættet, når mørket falder på og alle lysene tændes i denne park, som er noget mere folkelig end Carstensens Have inde i byen, Tivoli.
Med dagens mange oplevelser på nethinderne, drager vi hjemover mod Amager til en sidste overnatning, inden vi skal videre mod Møn.
Efter en frisk gåtur midt på formiddagen, var vi ved Femøren, hvorfra det er let at komme til city med Københavns Metro, som dog ikke er har den bedste aircondition - så det blev en varm tur til Kongens Nytorv.
Den danske metropol summer af liv sådan en sommerdag. På Nyhavn vrimler det med japanere, kinesere, amerikanere og mange andre. Der er gang i kanalrundfarterne og ved bordene udenfor de mange restauranter er der også godt fyldt op. Vi går helt ned til havnen, hvor vi vil tage med Havnebussen over til Operaen - og så gå tilbage via den nye Inderhavnsbro, som vi kan se er meget populær. Trods store problemer i byggefasen, viser broen nu sit værd med en lind strøm af cyklister og gående i begge retninger.
Operaen er ganske imponerende - især fra havnesiden, medens den er mere ordinær omme bagved. Der er ikke mulighed for bare at komme ind fra gaden og kigge, men gennem de store glaspartier kan vi da få en fornemmelse af A. P. Møllers store gave, som ligger placeret lige overfor Amalienborg - i perfekt symmetri.
På Christianshavnssiden af den nye gang- og cykelbro ligger Københavns Streetfood, hvor man kan købe en lang række forskellige madvarer på et lille torv opbygget omkring containere med de forskellige udbydere af pizza, smørrebrød, grød (!), pølser og meget andet.
Vi valgte nu at købe en lækker sandwich med en tilhørende kold og læskende limonade i Den Lille Gule Kaffebar, som ligger på en sidegade til Strøget. Herfra gik turen til Christiansborg, hvor man på pladsen foran slottet er ved at terrorsikre, hvilket gør området til én stor byggeplads.
Inde i slotsgården er der ikke byggerod - ridebanen og slottet tager sig flot ud, og her kan man købe billet, så man kan komme ned og se de gamle borgruiner, de kongelige lokaler, det gamle køkken og staldene.
Vi startede i de gamle ruiner, som er udgravet under Christiansborg. Her kan man se fundamenterne af de gamle slotte og af det nok så kendte Blåtårn, som i en periode blev brugt som fængsel.
I de kongelige gemakker er der imponerende lokaler med biblioteker og store malerier, og specielt Bjørn Nørgaards farverige gobeliner er interessante, da der er så mange historiske detaljer, at man faktisk skal bruge flere dage, hvis man skal have tid til at nærstudere dem alle. Vi valgte nogle af dem, og støttede os til de fremlagte guider, hvor der er numre, som henviser til de personer eller begivenheder, som er på gobelinerne, der er lavet forhold til en række historiske tidsperioder i det danske kongehus.
Vi nåede også lige omkring køkkenregionerne, som er fyldt med kobbergryder i alle afskygninger, inden vi sluttede vores besøg på magtens højborg.
Vi krydsede gennem byen, som her så småt begyndte at summe af jazztoner, da der i denne uge er er Copenhagen Jazz Festival. Det markerede man på Kultorvet med en festlige danse-etstrade, hvor store og små havde kastet sig ud i dans, som lignede noget, datidens swingpjattere også kunne have fundet på.
Nu er jeg, mildt sagt, ikke den store danser, så vi lod andre om at fornøje sig med det denne smukke sommeraften midt i København.
Hjemturen blev ramt af lidt forsinkelse, da der var problemer med kørestrømmen på Metro’en. Så vi måtte alle ud i Lergravene, hvor der skulle køre Metrobusser mod lufthavnen. Der kom bare ikke nogen busser, og mængden af mennesker, som kom op fra undergrunden blev bare større og større. Den stakkels medarbejder, som skulle forklare og hjælpe, havde nok at gøre, men kunne blot konstatere, at den bus alle kunne se holde 20 meter væk ikke kunne køre, fordi chaufføren skulle holde spisepause….Nogle skulle øjensynligt nå et fly, så det var et godt sted at have en taxa, indtil der gik besked om, at nu kørte togene igen. Så styrtede vi alle ned i dybet igen - og vi kunne køre det sidste stræk hjemover mod Femøren.
Et par dage af sommerferien er blevet brugt i hovedstadsområdet, hvor kendte såvel som ukendte steder er blevet udforsket.
Roskilde På vej ind mod København foreslog Hedvig, at vi kunne køre omkring Roskilde og se domkirken, som jo er lidt af et nationalt monument.
Der var ikke langt fra tanke til handling, og snart efter stod vi foran den imponerende kirke midt i Roskilde. Den er ikke mindre imponerende indenfor, hvor konger, dronninger og adelsmænd ligger begravet. De fineste i store sarkofager, som endda er placeret i særlige kapeller, som gennem årene er bygget på den eksisterende kirke - nogle gange med større arkitektonisk held end andre.
Kapellet med monumenterne over Christian den 3. og Frederik den 2. gravmæler er måske det mest imponerende i forhold til pragt, medens Det Glücksborgske Kapel med Christian den 9., Frederik den 8. og Christian den 10. gravmæler er det flotteste og mest stemningsfulde i min optik.
I Sankt Birgittes Kapel finder man et sært plastikmonument, som måske også kunne stå i et legeland. Bag det gemmer sig Hendes Majestæt Dronning Ingrids glassarkofag, som er udført af kunstneren Bjørn Nørgaard, der også var manden bag de kendte gobeliner - mere om dem senere. Sarkofagen kan ses i en modeludgave, men den ægte og lidt anderledes udgave kan offentligheden først få lov at se, den dag Dronningen ikke er her mere. Sarkofagen er udført og bestemt for såvel Margrethe og Henrik, men som bekendt ønskede han ikke at blive begravet sammen med sin hustru. Hans aske er dels spredt i de danske farvande og dels i haven ved Fredensborg Slot.
Dragør Fra Roskilde gik det videre til Tårnby på Amager, hvor vi havde lejet os ind hos et privat hjem, som havde indrettet værelser til udlejning i kælderen. Efter at have pakket ud kørte vi en tur til Dragør - et sted vi aldrig har besøgt.
Den idylliske landsby på sydsiden af Amager er næsten som at besøge Skagen - smukke gule huse med sorte sokler, stokroser og røde teglsten, smalle gader og gyder og overalt med et skær af det maritime, som er en del af byens DNA.
På havnen knejser det gamle lodstårn stolt og højt. Det er ikke længere i brug, men vidner om byens vigtige placering ved Øresund. I øvrigt kan man på flere huse se karakteristiske små tårne på tagene, “kiggenborge”, hvorfra skibsrederne i gamle dage kunne skue ud over sundet og se, om der var skibe, og dermed penge, på vej ind i havnen. I dag sidder husenes ejere og drikker en kop kaffe i disse tårne, som også er yndede at bruge nytårsaften, hvor man har et godt udkig til alt fyrværkeriet.
Der er en hyggelig stemning på kajkanten, hvor man kan sidde og nyde sin mad og betragte de mange flotte både i havnen.
Hjemturen gik forbi den legendariske Flyvergrill, hvor flyspottere mødes for at se på de mange fly, som letter og lander i Københavns Lufthavn.
Og således sluttede vores første dag på Københavner-odysseen. I morgen skal vi på by- og havnetur.
Forleden havde jeg en unik mulighed for at komme ind på AP Møller Terminalen på Østhavnen i Aarhus og få et indblik i livet på den travle containerterminal på en af de helt travle dage.
Vi er en flok gamle fodboldkammerater, som gennem 40 år har mødtes i forskellige sammenhænge, specielt til en årlig weekend i et sommerhus ved Limfjorden. Det er faktisk forbavsende lidt, der bliver snakket arbejde på sådan en weekend, men naturligvis interesserer vi os for, hvad hinanden laver.
En af deltagerne er Per Bøch, som efter en karriere i forsvaret fik ansættelse ved AP Møller Terminalen, hvor han i dag sidder i en ledende stilling med 250 faste og 250 løsarbejdere under sig. På baggrund af opfordringer ved sidste års sommerhuskomsammen, inviterede han forleden til en rundvisning på terminalen - naturligvis på en torsdag, hvor det næsten 400 meter lange Manila Mærsk lå til kaj i Aarhus.
Vi havde fruerne med og var imponerende 17 deltagere, som samledes ved terminalbygningen, hvor Per bød velkommen og introducerede os til virksomheden - og livet på havnen. En livsfarlig arbejdsplads med en rå og uformel tone blandt havnearbejderne, som på de travle dage er i sving i 18 timer. 2 timer i aktion i kranerne eller på kajen og så 1 times hvile, inden det går løs igen.
Og det skal gå stærkt - tid er penge i den branche, og kan et skib vinde en time, kan det på sejlturen fra Aarhus til Rotterdam sejle lidt langsommere, og spare 70.000 kr. i brændstof. Slet ikke uvæsentligt i en tid, hvor branchen er presset på øget konkurrence og svingende oliepriser.
Vi blev kørt i minibus ud til havneområdet, hvor de 14 meter høje containerkraner dansede rundt mellem hinanden inde på havneområdet - der blev hentet containere, som efterfølgende blev droppet ved siden af skibet, hvor endnu større kraner tog over og løftede containerne op på skibet - lastningen er omhyggeligt programmeret med opdeling i celler, så der tages højde for, at det, der skal af først kommer på sidst - der skal ikke bruges unødig tid på at flytte på godset, hvis det kan undgås. Mange af containerne er hvide kølecontainere, som skal til Kina med danske landbrugsvarer, som er en meget stor eksportvare, bl.a. fordi kineserne gerne vil have nogle af de ting, som vi ikke selv bruger. Havde det danske landbrug større kapacitet, kunne man formentlig eksportere dobbelt så meget til det det store land i øst, hvor en stigende velstand har opbygget et kolossalt marked af nye forbrugere, som efterspørger varer af høj kvalitet.
Der skal selvfølgelig også varer den anden vej, og hvem er ikke stødt på varer fra Kina i legetøjsbutikken, byggemarkedet eller andre steder? Køkkentøj udgør 20 procent af den kinesiske eksport til os her i EU, møbler 15 procent, tøj og tekstiler 10 procent og spil og legetøj 5 procent, for at nævne nogle af kategorierne.
Manila Mærsk tilhører den såkaldte Tripple E serie, som Mærsk har bygget gennem de seneste år. Det er skibe, som bygger på stordrift (Economy), energieffektivitet (Energy efficiency) og miljømæssig ydeevne (Environment Improved Performance). Skibet laster mere end 20.000 containere af 20-fods typen. De to dieselmotorer yder hver 43.000 hestekræfter og turen fra f.eks. Spanien til Shanghai tager 20 dage. Skibet er så bredt (59 meter) at det ikke kan sejle gennem Panama Kanalen og det er også for stort til samtlige havne i USA. Prisen for sådan et skib er på den gode side af 1 milliard kr.
Vi kom op på Manila Mærsk, men dog ikke rundt på skibet - det kunne ellers være spændende, men denne kaptajn var ikke i det venlige hjørne, så vi måtte nøjes med at nyde udsigten over terminalen og registrere, hvor stort sådan et skib egentlig er - og så har det et mandskab på beskedne 17-19 mand.
Der står en meget stærk fagforening bag havnearbejderne, og kulturen er noget anderledes end på en almindelig arbejdsplads. Men der er ingen tvivl om, at sammenholdet er stærkt og at man passer på hinanden. Falder man udenfor normsættet eller bryder man de uskrevne love, skal man nok kigge sig om efter et andet job.
Der skal en dygtig og rolig mand til at være leder og forhandle med denne faggruppe, som i øvrigt har den tidligere AGF’er Gunnar Lind som formand. Og vi forlod havnen i Aarhus med en klar fornemmelse af, at Per er sådan en mand, som mændene i kranerne og på kajen respekterer og forstår.
Tak til Per Bøch for en særdeles spændende dag i Aarhus. Der bliver lidt at snakke om, når vi mødes i sommerhuset til august.
For fem år siden fik jeg på min fødselsdag en mail, som var sendt via min hjemmeside. Mailen kom fra Bente Jensen i Aarhus, som havde læst mine blogs og min hjemmeside, hvor jeg bl.a. skrev om gamle Philips-produkter - og at jeg jagtede en transportabel pladespiller i stil med den jeg selv fik i fødselsdagsgave i 1970.
Bente havde sådan en lille Philips - en 303 med tilnavnet “UFO”, som man snildt forstår, når man ser den runde form, som godt kan lede tankerne hen på en flyvende tallerken, som vi sin sin tid havde en ide om kunne komme flyvende ind fra fjerne planeter. Jeg havde tidligere set sådan en pladespiller stå på elmuseet i Tange, og syntes den var vildt fed.
Bente ville gerne forære mig sin gamle pladespiller, som i sin tid blev købt for konfirmationspengene - den var pæn og velholdt, men som hun også skrev, desværre ikke i funktionel tilstand.
Jeg ville nu gerne have den alligevel og hentede den en dag, hvor jeg alligevel skulle til Aarhus. Bente var glad for, at den kom et sted hen, hvor den blev værdsat. Og det er den blevet, og bliver det endnu mere fremover, da jeg i januar valgte at lade et værksted, Bremdal Radio i Struer, se på den med henblik på en renovering. De mente den nok kunne lade sig gøre, selv om det nok heller ikke ville blive billigt. Jeg var dog klar til at betale de små 2.000 kr. for arbejdet - også set i lyset af, at jeg jo ikke havde givet noget for det lille runde vidunder.
Forleden blev den lille Philips så bragt hjem til Farsø, hvor den straks blev tilsluttet strøm og pålagt en single med Creedence Clearwater Revival - “Up Around The Bend”. Det var en af de første singler, som spinnede på min første pladespiller i sin tid - sideløbende med Præriens Skrappe Drenge og Black Sabbath. Hvem sagde bred musiksmag hos en 12-årig?
Smilet på mine læber var til at tage og føle på, da nålen gled ned i rillen og det karakteristiske guitarriff fra John C. Fogerty strømmede ud af højttaleren i låget. Jeg var, vist glad i låget….
Det første spin blev naturligvis optaget på video og delt med gud og hver mand. Man må jo give udtryk for sin glæde - og naturligvis blev der også sendt en venlig tanke, en mail og en video til Bente i Aarhus, som kvitterede med at være lige så glad og begejstret for projektet.
Da jeg var en bette knægt i Farsø, havde vi blandt meget andet, som ikke er længere, en biograf midt i byen. Her kunne vi se film alle ugens dage, og der var rift om de tre forreste rækker, cowboyrækkerne, hvor man kunne sidde på lige den plads, man ville. Modsat de lidt mere mondæne, nummererede pladser oppe bagved.
I 1969 kom kultfilmen Easy Rider med Dennis Hopper og Peter Fonda i hovedrollerne - en film om motorcykler, frihed og musik. Ikke mindst Steppenwolfs “Born To Be Wild” er blevet det musikalske symbol på den film.
Selv om jeg har meget musik fra den periode, er det faktisk yderst begrænset, hvad jeg har med Steppenwolf på LP eller CD. For nylig købte jeg en brugt LP med nogle af gruppens største hits - Born To Be Wild, The Pusher, Magic Carpet Ride og Snowblind Friend var nogle af dem. Det satte gang i noget - det er jo fantastisk fed musik med John Kays karakteristiske stemme i forgrunden.
Siden da har jeg kigget forskellige steder i jagten på gamle vinyler med steppeulvene i den amerikanske version, forstås. Og det er da blevet til en 4-5 stykker, som spinner lystigt for tiden.
Ikke mindst nummeret “The Pusher” har ramt mig - her fra netop filmen Easy Rider:
I forbindelse med at jeg rundede et skarpt aldersmæssigt hjørne i februar, fik jeg af min gode ven Ib en dejlig gave: En koncertbillet til Musikkens Hus i Aalborg, hvor vi i april skulle høre CV Jørgensen, som på landevejen igen efter en pause på 8 år.
Faktisk har jeg aldrig hørt den danske rockpoet live. Jeg var faktisk ikke så hooked på ham der i sluthalvfjerdserne - det er jeg så blevet sidenhen, skal tilføjes - gennem de seneste år er der købt CV-skiver i en lind strøm såvel på CD som på vinyl. Dertil er det jo også muligt at streame de numre, man ikke har, via Spotify, så alle platforme er i brug, når der skal lyttes til god dansk rock med meningsfulde tekster.
Der er vel kun to danske sangskrivere, som kan tåle sammenligning med Bob Dylan, CV er den ene og Allan Olsen den anden. Førstnævnte ligner Dylan i de tekster, hvor der ikke altid er en direkte mening med teksterne - ordene og stemningen skaber numrene. Modsat er Olsen mere jordnær og fortællende, som man også kan opleve Dylan var på nogle af sine numre, f.eks. den fremragende Hurricane om en sort bokser, som blev uskyldig dømt for mord og røveri i USA.
Akkurat som Dylan er CV Jørgensen en sky musiker, som taler gennem sine tekster fremfor at komme med de store taler fra scenen - som regel er det bare korte bemærkninger: “Hvor er I søde”, “Hvor er vi mange” eller “Der skal også være plads til bøffer”, når en tekstlinje lige driller. Det bliver aldrig så påtrængende og prætentiøs som f.eks. Lars Lilholt godt kan være.
Lørdagens koncert i musikhuset blev en stor oplevelse. CV’s stemme har vel næppe lydt bedre, og det velspillende band spillede, som om de aldrig har lavet andet. Hvad de for fleres vedkommende heller ikke har. Og så var lyden aldeles fremragende, hver en tone og hvert et instrument stod knivskarpt og klart - akkurat som det imponerende lysshow, som blev brugt på scenen.
Hvis folk kommer til en CV Jørgensen koncert for at høre hittet “Costa Del Sol”, så skulle de nok være blevet hjemme. CV har det svært med hits, og han har siden succes’en “Tidens Tern” haft et noget anstrengt forhold til albummets producer og guitarist, Billy Cross, som pludselig gjorde den lidt sumpede CV-lyd klar og folkelig. Efter visse bøger at dømme, tog produceren også sin del af den økonomiske kage ved at blive krediteret som medkomponist på de fleste numre.
Vi fik dog et enkelt nummer fra det storsælgende album, nemlig “Sæsonen er forbi”, som vel var det nummer, som lød mest uklart og skramlende - måske bevidst?
Efter 5 kvarters nydelse på første række kunne vi drage hjem med store smil på læberne - en af de koncerter, man ikke lige glemmer. Præsenteret i de helt rigtige omgivelser - det skal blive spændende at se og høre, om den intime stemning kan overføres til festivalscenerne rundt om i landet, hvor man opleve CV Jørgensen og hans velspillende band i de kommende måneder.
Og jeg kan allerede høre ølsvingende festivalgæster skrige og skråle: “Costa Del Sol”.
Den får de næppe - selv om den gode Carsten Valentin Jørgensen er en uforudsigelig herre. Men, som han selv har sagt, der skulle jo nødig gå Holger Fællessanger i det hele….
Det kan måske være læren af oplevelser, jeg har haft indenfor de seneste par år, hvor der måske er samlet lidt rigeligt til retrokælderen.
Jeg har set, hvordan samlermani kan gå helt galt, så belært af det, har jeg også ind imellem med hård hånd sorteret ud og kasseret ting, som f.eks. ikke virkede eller som jeg ikke brugte til noget.
Jeg havde en gammel danskbygget pladespiller af mærket Toga, som faktisk virkede, men som ikke blev brugt til andet end at prøve at afspille et par gamle lakplader, jeg havde købt, fordi omslagene var med tryk fra gamle forretninger i Farsø. Den ene plade var med Louis Armstrong.
Først røg Toga’en ud, og jeg er bange for, at det samme skete for mine lakplader lidt senere. Desværre.
Da jeg har skrevet om begge dele på min blog, har folk med interesse for netop de ting, kunne finde dem ved hjælp af søgninger. Det gav først en henvendelse fra Nordisk Film, som gerne ville pladespilleren til nogle filmoptagelser, og forleden var der så en, som gerne ville købe min 78’er med Louis Armstrong.
I begge tilfælde måtte jeg svare negativt, da jeg havde ryddet op og smidt ud…..
Det er ved at være noget tid siden, at der har været nyt om Blackbirds.
I går tikkede et foto ind via Facebook, hvor Lars Peter Stubkjær, som tidligere har bidraget med et par oplysninger om gruppen, havde fundet et gammelt billede fra en af de sidste konstellationer af gruppen.
På billedet ses til venstre Knud Søndergaard, som spillede bas, Poul Rasmussen, keyboards, Ulrik Sterner Nordam, trommer og Lassen Stefansen, guitar og sang.
Der var vist ikke nogen i gruppen, som spillede trompet - til gengæld bærer de så tiden hotte trompetbukser, som bestemt ikke strammede om anklerne…
Trompet var dog en del af gruppens første single, “Hey Hey What A Wonderfull World”, men her var det et medlem af Steen Holkenows Orkester, som spillede, akkurat som strygerne også var leveret af dem.
Overskriften er frit gengivet efter en gammel revytekst med Dirch Passer fra 1960'erne. Men den passer under alle omstændigheder meget godt til marts 2018 - foråret lader i den grad vente på sig. Ja, måske går vi fra vinter direkte over til sommer...
Det er hundekoldt, så det er begrænset, hvor meget kameraet bliver luftet. Torsdag var jeg en tur i Løgstør, hvor 4 lokale fotografer er gået sammen om at lave et lille fotogalleri. det skulle naturligvis besøges, og det samme skulle området ved havnen og Frederik den 7.'s Kanal, som altid er et fotobesøg værd.
Her er lidt billeder fra en blæsende kold dag, suppleret med et foto af Nemo i haven for præcis et år siden - da var der noget mere forår i luften...
