På vores familieodysse til det vestjyske, stod onsdagen i flyvernes tegn.
Først gjaldt det et besøg på Ringkøbing Museum, som i år har en specialudstilling om de fly, som styrtede ned i egnene omkring Ringkøbing Fjord under anden verdenskrig. Op mod en halv snes flystyrt oplevede man, og en del af de ting, som blev fundet på nedstyrtningsstederne var udstillet sammen med en model i fuld størrelse af en Lancaster bombemaskine, som var blandt de hyppigste gæster i det danske luftrum, når de fra England skulle navigere ned over Jylland til de tyske bombemål i bl.a. Hamborg. En interessant lille udstilling, som også fortalte om den tragiske bombning på krigens sidste dag i Danmark, da to engelske jagere skød på et tog, som viste sig at være et tog fyldt med tyske flygtninge - heriblandt mange børn. Mere end 40 blev dræbt - i første omgang blev de begravet i Skjern, men senere flyttet til en flygtningekirkegård ved Karup.
Næste stop var ved Danmarks Flymuseum i Stauning. Et stort museum med flere udstillingshaller, hvor der er udstillet fly, som har været i civil dansk tjeneste eller i militæret. Her var kopier af brødrene Wrights fly og af Ellehammers, som vist var det første, som lettede over europæisk jord. Her var også moderne trafikfly af den lidt mindre slags, som har været brugt på små ruter, som f.eks. Cimbrer Airs rute mellem Stauning og Kastrup og en lille jet, som har været brugt af North Flying i Aalborg.
KZ-flyet findes i mange forskellige varianter, og det sted man i dag finder flest bevaret, må være i Stauning, hvor de næsten har en udstillingshal for sig selv. I denne hal finder man også en afdeling, som fortæller om flyene i den danske hærs skæbne den 9. april 1940, da tyskerne stort set udslettede alle de danske fly på jorden - et enkelt nåede at komme på vingerne men blev skudt ned og begge i flyet dræbt.
Hele historien vises med ganske fine fotos og dagbogsnotater af en O. Jensen, som gjorde tjeneste denne sorte dag. Da jeg på sidste billede i serien så og læste om O. Jensen i aktion med at dokumentere begivenhederne, gik der en prås op for mig. Det måtte da være fotograf Orla Jensen, som i mange år drev forretning i Farsø, og som var en aktiv og dygtig fodboldspiller i Farsø Idrætsklub. Jeg kom også i hjemmet hos deres søn Carsten, som var jævnaldrene med mig, og som havde arvet sin fars egenskaber som en fremragende fodboldspiller. Et nærmere studium af et billede af O. Jensen bekræftede mine antagelse, men jeg var ikke helt sikker. Det blev jeg dog, da jeg vendte mig om mod en montre, som fortalte historien om Orla Jensen, fra opvækst i Aalestrup, uddannelse til fotograf, militærtjeneste med senere funktion som Civil Betjent (føl) og senere karriere som fotograf og fodboldspiller i Farsø.
I forbindelse med redigeringen af fodboldklubbens 100 års jubilæumsbog i 2004 fik jeg en snak med Orla om hans tid i klubben, og han huskede bl.a. klart en kamp mod de engelske befrielsestropper. Ved den kamp blev der taget et billede, hvor Orla overrakte blomster til den engelske anfører. Det kunne Orla huske helt tydeligt - trods en på det tidspunkt fremskreden alder og et svigtende helbred.
Stor blev min begejstring derfor, da jeg på det lokalhistoriske arkiv fandt "Orlas protokol" - en bog med sirligt skrevne kamprapporter fra lokale fodboldkampe - og med en beretning om kampen mod de engelske soldater - endda med det foto, som Orla huskede. Det var stort, og den historie kom naturligvis med i jubilæumsbogen - måske vil jeg lægge den her på bloggen en dag, hvis jeg kan finde mine filer fra dengang i 2004.
Ellers bød udstillingen i Stauning på den sidste store hal med stort set alle de mest kendte fly, som det danske flyvevåben (oprettet 1950 - tidligere var flyene en del af hæren) har gjort brug af. Efter anden verdenskrig gælder på jagersiden fra den berømte Spitfire, over jetfly som Meteor og Hawker Hunter til Sabre, Starfighter, Draken og F16. Jeg manglede faktisk kun den noget ustabile Super Sabre mellem dem, jeg kunne huske. Men der er en på vej, fik jeg at vide.
Mest imponerende i den store hal er den store Catalina vandflyver, og her rejste sig straks det naturlige spørgsmål: Hvordan var den kommet derind? Det var den i mindre stykker, og så var den samlet derinde, fortalte de venlige, frivillige flynørder på stedet mig.
På vej ud kunne vi se et af museets fly i luften, da en KZ'er, som vi tidligere så bliver trukket ud af udstillingshallen, gik på vingerne og fløj rundt over os.
Inden vi kørte videre fik jeg også et par billeder af museets blikfang - en tro glasfibermodel af Supermarine Spitfire i dansk bemaling, som er opsat foran museet - naturligvis på en rørkonstruktion, som er leveret og skænket af den nærliggende vindmøllefabrik Vestas.
Er man blot en lille smule fly- og historieinteresseret, kan museet i Stauning varmt anbefales.
Tirsdag var der fototræf på “Feddet” i Risgårde. Sidste år mødtes jeg med Løgstør-fotografen Flemming fragtrup til en snak om Nikon, foto og fugle i Risgårde. Det skulle gentages, og denne gang inviterede vi min gamle skolekammerat, Jesper "Dovregubben" Hansen, med. Også han er ivrig fotograf, og han er også meget interesseret i fugle. Eneste ændring i år var, at det blev en Nikon-Canon-dag, da Jesper benytter det konkurrerende japanske kameramærke.
Nu er det jo ikke kameraet, men derimod fotografen, som skaber billederne. Udstyret er blot værktøj, og en dygtig håndværker kan vel bruge al slags værktøj, men har selvfølgelig sine favoritter, som måske ligger godt i hånden eller bare er skruet rigtigt sammen. Sådan er det også med kameraer, selv om man nogle gange kan opleve mindre “religionskrige”, når inkarnerede fanatikere skal forsvare deres mærke i forhold til andre.
Vi er tre fredelige herrer - så vi indlod ikke på sådan en krig.
Efter kaffe og rundstykker i sommerhuset, begav vi os en tur ud på “Nakken”, medens snakken gik og der blev knipset løs med de lange teler på kamerabajonetterne. Der er et rigt og varieret fugleliv i området med bl.a. hejrer, skarver og rørhøg i den større ende og lærker, svaler, og andre småfugle i den lidt mindre men bestemt ikke mindre spændende kategori. Jesper og jeg lærte om engpiberen, som Flemming havde helt styr på, og som må siges at være dagens mest samarbejdsvillige fugl. Den er meget territorial og sætter sig ofte meget fotogent til rette og poserer på en hegnspæl et vuggende siv eller noget lignende. Er man heldig kan man fange den i flugten, og ofte kan man også få et billede, hvor den har et bytte i form af et insekt i næbbet.
På vej hjemover så jeg foran bilen rørhøgen komme svævende samme sted, som jeg fotograferede den dagen før. Jeg blev i bilen, rullede sideruderne ned, og var heldig at få et par forholdsvis gode skud af den lavtflyvende jæger.
Således opløftet efter en dag i godt selskab med fotografer og fugle, kunne jeg køre hjem og kigge billederne igennem på min computer. De bedste er bragt i denne blog.
Det er ikke nogen festival. Nærmere en privat havefest, som kalder sig selv wannabehabal. Et party med overtoner af de glade hippiedage - og med masser af fed live musik.
Ovenstående betegner meget godt Waar Party, som jeg besøgte fredag aften. Anledningen var, at mine gode ven og unge kollega, Jacob Clemmensen skulle spille på stedet med sit band Mom Calls Me Thunder. I samme forbindelse holdt bandet release-party for deres første EP “Release The Thunder”.
Vår er en lille landsby tæt ved Farstrup. Jeg har været der før, kørt gennem Vår Skov og forbi den smukke gamle Vår Hovedgård. Området ligger tæt ved Limfjorden og det lille fiskerleje Staun. Det er også her, man kan se de store vindmøller i Nørkjær Enge, som ligger lige i nabolaget. Og så er området ud mod fjorden ellers præget af fladt, inddæmet landbrugsjord. Jeg kørte en smut af en grusvej ned til fjorden for at nyde udsigten, inden jeg stemplede ind til partyet.
Alle bands spiller gratis, og alle gæster skal være inviteret på en eller anden måde. Der er altså ikke tale om en offentlig festival, men mere en årlig fest, hvor en lang række meget forskellige mennesker mødes over noget øl og noget god musik. Man deles om de praktiske jobs med barpasning, oprydning og rengøring. Et ølkort eller to sætter nogle gange lidt mere skub i tingene!
Denne fredag aften nåede jeg at høre et ungt band med rødder tilbage til Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum. Frank Haze, som bandet hedder, kan bestemt deres Nirvarna og forsangeren gør vist heller ikke noget for at forhindre, at der også i udseende er en vis lighed med det afdøde grungeidol Kurt Cubain. Det er tung og gyngende rock med masser af energi og langt hår der bliver svinget rundt og rundt og i det sidste infernalske nummer sågar filtres ind i guitarstrengene. Rock’ & Roll, når det er bedst. Spilleglæden lyser ud af knægtene, som fyrer et fedt show af.
Der er også masser af energi i den lille rødhårede sangerinde, Momme, som er næste navn på scenen, hvor hun medbringer et velspillende band. Vokalen kan minde om Anisette, men stilen er noget hårdere i de fleste numre, som afveksles med stille sange - så stille som det nu kan blive, når det lille energibundt først slår sig løs med en hæs stemme, der skal hjælpes lidt på vej af Grøn Gajol på flaske. Mere Rock’ & Roll.
Sidste band på scenen er så Mom Calls Me Thunder, som jeg tidligere har oplevet, og fotograferet, til en koncert på efterskolen. Siden da er der indspillet tre numre til en EP, som naturligvis bliver præsenteret fra scenen denne aften. Der er fuld fart over feltet, når vi får “Plastic Queen”, “Only At Twelve” og “Satan Police” sammen med gruppens øvrige numre. Bandet består af tre danskere og en islandsk sanger, som ind imellem godt kan lyde som Jim Morrison.
Det er åbenbart de store rockdrenge, der døde som 27-årige, som lurer i kulissen. Nu kunne det være nærliggende, at skrive, at Momme var inspireret af Janis Joplin, så var det fuldendt. Men trods en smule hæshed, er det ikke lige Joplin, som falder mig ind, når jeg hører vokalen.
Jeg har mit kamera med. Bruger lige Frank Hazes ekstranummer til at tjekke lyset i den trange lade, inden jeg tager en række billeder af “Mom” i aktion på scenen.
Lørdag var sidste dag på Nibe. Denne dag stemplede Hedvig og Thomas ind, så vi kunne få en festivaldag sammen. Hyggeligt.
Young Dubliners spillede i Reservatet. Rocket irsk folkemusik, som aldrig for alvor kom ud over scenekanten. Måske fordi vokalen stod lidt svagt - eller måske fordi det lød, som så meget andet i den genre. Jeg havde forventet noget vildere.
Vildt var det bestemt heller ikke, da det georgisk-britiske hovednavn Katie Meluah gik i gang på den store scene. I sin gule, lange kjole lignede hun en, som skulle have været i musikhuset og ikke på stor scene til en musikfestival. Musikken var pæn, men i den helt forkerte sammenhæng. Da hun skulle forsøge at sætte lidt gang i det med sit velspillende, men pæne, band, gik det helt galt. Deres version af Harrisons "Here Comes The Sun" skramlede af sted og tilførte bestemt ikke det flotte nummer noget godt - tværtimod. Vi forlod hurtigt sanglærken og fortrak til andre steder på festivalpladsen.
Jeg havde fået et hint om, at det ville være en god ide at høre Sonja Hald. Vi bænkede os derfor i Den Lille Fede, hvor et band var i aktion på scenen - med kvindelig forsanger og en kvinde på kor. Vi snakkede om, at det var ret typisk gymnasimusik, som blev leveret flot og med alle i sort tøj. Lidt introvert, og jeg refererede til, at der var i samme stil med et band med en gammel elev, som vi havde til at spille på skolen tidligere på året. Jeg hørte ikke koncerten selv, men det passede meget godt til beskrivelsen og hvad jeg ellers havde fundet på nettet. Efter koncerten tjekkede jeg lige programmet på min mobil - og kunne konstatere, at Sonja Hald havde spillet i Reservatet og i øvrigt består af 5 mænd. Hvad var det så, vi havde hørt. Ja, det var naturligvis Caved Crowe, bandet som havde spillert på efterskolen og med min gamle elev Trine Valsted i den vokale forgrund. Nogen gange bliver man narret af sin hjerne - vi troede jo, vi hørte Sonja Hald. Fra da af, var Thomas og jeg enige om, at alle de bands, vi hørte, hed Sonja Hald....
Det betød så, at Sonja Hald med Steffen Brandt i forgrunden gik på den store scene lidt senere og leverede en ganske fin koncert med masser af syng-med numre fra der store bagkatalog.
Aftenens sidste Sonja Hald hedder også LOC - det er nok ikke lige ham, jeg sætter på pladespilleren herhjemme, men han har helt tydeligt at publikum, som rocker med på hans tonstunge rapmusik, som han fyrer af i et "sort show", hvor de sorte handsker naturligvis er en vigtig del af rapperens image.
Fire dage med musik, mennesker og hygge i Nibe. Næste blog skal handle om en anden festival, som faktisk slet ikke er en festival!
Fredag blev indledt med en øl på den hyggelige terrasse, hvor min kollega Janni er tovholder for Irish Pub/Svinoteket. Herfra kunne vi høre Lars Lilholt Band i baggrunden, da de gav koncert på den store scene.
Første regulære punkt på musikprogammet var den charmerende trio Folkeklubben, som optrådte i Reservatet. De er gennemmusikalske, og så kan de såvel deres geografi som litteraturhistorie. Vi fik henvisninger til Johannes V. Jensen (Inteferens) og havfruerne i den nærliggende Limfjord i introduktionerne. Musikalsk er forsanger og guitarist Kjartan Arngrim af nogle blevet sammenlignet med Kim Larsen fra den periode, hvor han udgav LP’en “Værsgo’” - og det er ikke helt forkert. Her er det viser med tænksomme tekster, som aldrig bliver fortænkte. Vi fik musik fra deres bagkatalog, inklusive hittet “Fedeterøv”, men også fra deres album “Danmarksfilm”, som er er en geografisk musik-odysse og en hyldest til det, som bandet kalder “Guldkants-Danmark”. En koncert med Folkeklubben kan beskrives med ét ord: Hyggelig.
Jeg må indrømme, at mine forventninger til Gnags ikke var helt store. Indenfor de seneste år har jeg oplevet Peter AG solo og med noget, han kaldte for Gnags. Det var bestemt ikke godt. Men denne aften i Nibe har han guitaristen Per Chr. Frost som wingman, og det er sammen med et velspillende band, lige det, der skal til. Vi får et flashback på gruppens store hits - fortrinsvis fra 80’erne og 90’erne men også med lidt tidligere numre som “Burhøns”, “Rytmehans” og sidst men ikke mindst “Rockband på landevejen”. Vi må overgi’ os - det blev en rigtig god aften med Gnags i Skal Skoven.
Jeg napper lige The Courettes endnu en gang, i stedet for Johnny Madsen, inden det gælder dagens hovednavn som sidste punkt: Dizzy Mizz Lizzy på den store scene. Triorock med fuld fart frem over prærien og med Tim Christensen, som de bærende kraft. Vi får den rock, vi er kommet efter, og kan se tilbage på en god dag på Den Lille Fede.
Her til sidst en lille video med Courettes - hold fast!
Torsdag på Nibe bød på endnu en dag med masser af sol og varme. Heldigvis foregår festivalen i Skal Skoven, hvor der er mulighed for at finde skygge i små oaser. Og så er der mulighed for at tappe kodt vand fra haner flere steder på pladsen.
Vores første programpunkt var Lukas Graham, som laver iørefaldende sange med smukke tekster. Sidste år var han en del af lydsporet på vores rundrejse i USA, da drengene havde ham på deres playlister.
Der er meget lidt rock-attitude over knægten, som han står der på scenen i sin hvide t-shirt og de knælange shorts. Stemmen fejler dog ikke noget - der er saft og kraft og showet bliver leveret med masser af energi. Vi får de kendte hits fra tidligere albums og flere fra det nye, som blev sendt på gaden helt uden forvarsel for kort tid siden.
Reservatet byder på rock af lidt ældre dato senere på dagen, hvor The Sandmen er på scenen. Gruppen var store i 90’erne med hits som “5 minutes past loneliness”, “House in the country” og “Long leg Sally”. Rå guitarlyd med masser af energi og nerve og med en veloplagt Allan Vegenfeldt i den vokale forgrund. Vi får de kendte numre fra dengang men også nye, dansksprogede, fra deres seneste album. Jeg har mit kamera med denne dag og får taget nogle fine fotos nede blandt de mest hardcore fans foran scenekanten.
Det er også de kendte hits, som står på menuen, da Kim Larsen går på scenen, og sætter sig på en rød stol, midt på aftenen. Den gamle Gasolin-sanger har et kolossalt bagkatalog og formår altid at sætte et godt sæt sammen. Denne aften er dog ikke den bedste i mine ører - jeg har hørt ham bedre - men han formår at skabe en god fest. Desværre må jeg erkende, at jeg ikke har stor respekt for manden letkøbte holdninger og ideer. For eksempel er det hyklerisk, at manden hårdnakket forlanger Tuborg-reklamer foran scenen pillet ned eller tildækket, før han går på. Samtidig gør manden, hvad han kan for at promovere tobaksindustrien. Latterligt. I øvrigt er det jo netop koncertarrangørerne, som sørger for at betale Larsen de ganske store summer, han skal have for at gå på scenen. Der skal indtægter til - fra publikum og sponsorer, og så skal man finde sig i sådan en krukke….
Aftenens sidste, og helt store oplevelse, får jeg, på min vej væk fra Hestepladsen. Fra scenen i oasen Den Lille Fede, lyder heftige rockriffs, som trækker mig indenfor. På scenen står en sorthåret kvinde med en rød guitar, og ved siden af hende sidder en mand med lange bakkenbarter ved et trommesæt. Et hjemmelavet skilt ved scenekanten fortæller, at her spiller The Courettes.
Det brasiliansk-danske ægtepar, som udgør gruppen, spiller en herlig gang primitiv punkrock med klare overtoner af bl.a. Kinks, Nina Hagen og White Stripes. De kraftige guitarriffs og den forvrængede fuzzlyd kombineret med energisk trommespil bliver leveret med spilleglæde og dynamik. En mavepumper af de helt store til os, som ser og lytter med, og vi er flere, som lover hinanden at være tilbage den følgende aften, hvor duoen igen går på scenen.
Således opmuntret af en herlig afslutning kan man bevæge sig hjem mod soveposen, medens det unge publikum strømmer mod scenen for at lytte til Suspekt og deres mere end smålumre pornorap. Ikke lige min kop øl - men hver sin smag, og de unge ville sikkert løbe skrigende væk fra Courettes, hvis de havde været der.
Johan Olsen, forsanger i Københavnerbandet Magtens Korridorer, er en mand med mange jern i ilden. Han er forsker i biologi og vært på et TV-program om svære videnskabelige emner, som han forsøger at få “ned på jorden”. Og så er han en helt masse andet.
I forbindelse med Nibe Festivalen kunne man opleve ham i to meget forskellige sammenhænge, først og fremmest som vokal frontmand i rockgruppen Magtens Korridorer på stor scene, men også som medlem af gruppen Pligten Kalder, der leverede en jazzrocket visekoncert på scenen i Reservatet. Teksterne kredser om de mere dunkle sider af livet og har vist hentet inspiration helt inde i de bagerste hjørner af røgfyldte beværtninger i storbyen. Det hele bliver dog leveret med den snert af humor og selvironi, som gør, at tristessen er til at bære. Og så er det ganske interessant at opleve Johan Olsen i et andet element, godt nok som vokal centrum men på scenen placeret helt ude til højre, medens journalisten og tekstforfatteren Torben Steno trakterer et gammelt orgel midt på scenen. Dertil lidt klarinet og saxofon og en rytmesektion, så kører showet.
Senere på dagen er det hyggelige og anderledes skiftet ud med det mere forudsigelige, men også noget mere energisk rockende, da Magtens Korridorer går på stor scene. Med to guitarer, bas og trommer og en veloplagt Johan Olsen til at levere tekster, hvor vi har forladt værtshustågerne og bevæget os ud i storbyen. Stor rockende lyd, som leveres med den energi, som rockmusik nu en gang skal leveres.
En god oplevelse, som for alvor sparkede Nibe Festival 2015 i gang.
Videoen her er fra Skanderborg 2012 men er meget betegnende for onsdagens oplevelse i Nibe.
De seneste fire dage er brugt på den lille fede og hyggelige Nibe Festival. Her har jeg, sammen med flere andre, boet hos mine gamle venner Ib og Anette, som hvert år gæstfrit åbner deres døre for et væld af gæster, som kigger forbi i kortere eller længere perioder. Nogle af os er endda indkvarteret - og det er rigtig hyggeligt.
Nibe Festival har et kernepublikum i tidligere efterskoleelever, som udnytter chancen til mere samvær - og mere fest. Når jeg går til eller fra festpladsen, eller rundt på den, møder jeg mange gamle elever. Nogle hilser, andre stopper op til en snak - det er dejligt, hyggeligt og sjovt. Og ind imellem lidt irriterende for dem, som følges med mig, som er nødt til at stoppe op og vente en del gange...
En anden målgruppe for festivalen er så det mere voksne publikum. Småbørnsforældre, som har sendt børnene i pleje hos bedsteforældrene, og så os, der er lidt ældre, som har større børn. Nogle er på Nibe, andre er fløjet videre til Roskilde.
Med sådan et publikum er det ikke så svært at strikke et musikprogram sammen. Der skal gode og velafprøvede kræfter til at ramme størsteparten i min aldersgruppe og nyere basdunkende rytmer til de unge. Man mærker det tydeligt, når man f.eks. går fra en koncert med Kim Larsen og der efterfølgende er Suspect på den store scene. Det ældre publikum traver stille og roligt væk fra pladsen, medens det unge er vågnet op på campen og trækker mod den store scene for at høre “deres” musik. Fint, og lige som det skal være. Ind imellem er der så navne som f.eks, Dizzy Miss Lizzy og andre, der favner alle aldersgrupper, som hygger sig sammen foran scenen.
Det er såmænd ikke primært musikken, der trækker mig af huse. Det er nok så meget stemningen og det hyggelige samvær med andre. Noget musik bliver der dog lyttet til, og de kommende blogs skal handle om, hvad og hvordan jeg oplevede det på Nibe 15.
